af Dann Simonsen

Nedenstående er baseret på en læsning af James Redfields bog The Celestine Prophecy (1993), som jeg sommeren 1999 lånte af en bekendt, som jeg bagefter sendte en helt privat kritik til. I forbindelse med offentliggørelsen her i Para-nyt har jeg skrevet den en lille smule om og fundet citaterne i dansk oversættelse fra Den niende indsigt (Borgen 1999). Sidehenvisningerne vil også være til den danske udgave. Min artikel henvender sig først og fremmest til ‘troende’, der har læst bogen. Man skulle altså kunne udskrive den og give den til Redfield-fans i sin omgangskreds eller maile www-adressen til dem. (Forvent ingen taknemlighed!) Det drejer sig med andre ord ikke om en introduktion til værket for folk, der ikke på forhånd kender til det, selv om en skeptiker nok vil kunne bruge den til at danne sig en rimelig præcis mening om det. Som altid her i verden er det op til læserne, om de vil sætte sig ind i de tanker, som min kritik indeholder, og selv drage et par slutninger af dem og eventuelt tage de praktiske konsekvenser.

Advarsel mod skepticisme

Det er slående, at forfatteren allerede i forordet føler sig nødsaget til at advare mod skepsis og anmoder sine læsere om at lade være med at tvivle og altså i stedet tro – især når han undervejs i romanen/manifestet har en (meget negativt beskrevet) figur, der ligeledes kræver af sine proselytter, at de skal tro på ham i stedet for selv at sætte sig (kritisk) ind i tingene! En hvilken som helst person med et ærligt og fornuftigt budskab ville i stedet kræve af sine læsere, at de meget nøje overvejede, om det skrevne var sandt eller falsk.

Efter min erfaring er det kun charlataner og fupmagere (evt. selv overbeviste), der holder en gulerod op foran næsen på folk (de herlige visioner, som de tilbyder) og dernæst fortæller, at lyksalighederne kun kan blive til virkelighed, hvis man for kortere eller længere tid lader sin sunde fornuft holde pause: “Alt hvad vi behøver at gøre, er at lægge vores tvivl og vore adspredelser til side længe nok … og på mirakuløs vis kan denne virkelighed blive vores.” (10)

Med andre ord: Man skal være fast, ikke i sin viden (eller “indsigt” ), men derimod i sin tro som forudsætning for at visionen kan realiseres – og den realiserede vision kan så heller ikke bestå i andet end denne tro: Verden fremtræder lovende og lyserød, så længe man på trods af enhver realitet vælger at tro (at vi bevæger os mod bedre tider, new age etc.) og ser bort fra enhver grund til tvivl. Hvilket vil sige så meget som: Troen er målet i sig selv! Og de, der ikke har den samme måde at forholde sig til verden på, er dermed også selv ude om det: De er ikke faste nok i troen, de vantro hunde! At depressionen så senere indfinder sig (hos de religiøse kaldes den for en troskrise ), når man ikke længere magter at fastholde illusionen over for og på trods af virkeligheden, er på en eller anden måde ret logisk, ikke?

Som litteratur betragtet

er bogen usædvanligt ringe. Helt i overensstemmelse med forfatterens eksplicitte appel til læsernes godtroenhed i forordet har ikke engang hovedpersonen (fortælleren) den mindste smule skepsis, der skal overvindes! Han render fra den ene “indsigt” til den næste uden på noget tidspunkt at tvivle på det betimelige ved, at alle de mennesker han møder har kendskab til en eller flere af denne ellers lidt kultagtige lære. Plottet er altså selv som litteratur betragtet ualmindelig utroværdigt. Hovedpersonen flyver uden videre til Peru, har i parentes bemærket selvfølgelig slet ingen økonomiske eller andre praktiske problemer, der skal overvindes i den forbindelse, og overalt i både USA, i flyet og i Peru vrimler det med mennesker, der har kendskab til det “manuskript” , som de onde kræfter ellers har gjort alt for at forhindre udbredelsen af, og disse mennesker er også i stand til at bryde op fra, hvad de nu måtte beskæftige sig med, og tage på vilde udflugter for et godt ord. (Møder han én eneste undervejs, som ikke kender til eller endog har læst dele af profetien?)

Ville det ikke være en meget mere overbevisende bog, hvis fortælleren var et menneske med praktiske hverdagsproblemer og i det mindste en lille smule skepsis, der skulle overvindes, før han hovedkuls kastede sig ind i det næste fly til Peru? Ville det ikke have været mere overbevisende, hvis budskabet først på en eller anden måde skulle argumenteres igennem mod de forbehold, som de fleste mennesker ville have over for et sådant projekt? Tydeligvis ikke efter James Redfields mening!

De stupide detaljer!

Indrømmet! Jeg er på forhånd skeptisk! Og som litteraturlærer er jeg også vant til at studere og analysere et litterært værk ned i detaljerne. Og her generer det mig virkelig, at Redfield er så pisse sjusket! Kig fx på en relativt ligegyldig ting som linierne på side 44: “Foran mig dukkede der et knap to meter højt plankeværk op, som blokerede vejen for mig. Da jeg nåede derhen, sprang jeg så højt, jeg kunne, fik fat om den øverste planke med hænderne og slyngede højre ben op over kanten.”

Jeg ved ikke, om det er noget, der generer Redfields relativt store fanskare, men da der ingen steder i bogen står, at fortælleren skulle være enten dværg eller på anden måde handicappet, så lyder det her som rent og skært vrøvl! Jeg kender personligt ingen mænd, der ikke kan nå toppen af et knap to meter højt plankeværk, når de står på deres flade fødder på jorden! Jeg tror, at selv de mindste af mine elever, selv de kvindelige, ville kunne gøre det, om ikke andet, så hvis de står på tæer. Jeg skal godt nok selv stå lidt på tæer for at kunne kigge over noget, der er knap 2 m højt (jeg er 183 og kan snildt nå et godt stykke over de 2 meter med hænderne), men hvorfor idioten i dette tilfælde ikke kan og til og med er nødt til at springe så højt han kan (selv om det muligvis ikke er ret meget) for at få fat, er det meget vanskeligt for mig at forstå. Og så har den danske oversætter endda hjulpet en lille smule til med de “knap to meter” i forhold til originaludgavens “six feet”!

Men det er selvfølgelig kun et af de mindre væsentlige punkter, hvor forfatteren kræver, at vi skal “lægge vores tvivl og vore adspredelser til side” , men mig distraherer det altså en del.

Overfortolkning af talemåder

På side 66-67 snakker en af personerne om, at “vi har alle set atleter foretage de mest besynderlige bevægelser, hvor de vender sig og ruller rundt og hænger i luften på en måde, som ganske fornægter tyngdekraften. Dette skyldes alt samme den skjulte energi, som vi alle har adgang til.”

Personligt har jeg godt nok aldrig set idrætsfolk gøre ting, der trodsede eller “fornægtede” tyngdeloven. På lærerværelset har jeg spurgt kollegaer, der underviser i idræt, om de har set noget, der svarer til den beskrivelse (jeg ser ikke selv meget sport), og ingen af dem svarede bekræftende. Til gengæld har vi alle om særligt flotte idrætspræstationer brugt udtrykket, at det så ud som om det trodsede tyngdeloven – og det er jo noget ganske andet!

Der er ingen af de ting, der foregår på og transmitteres fra idrætspladserne, der strider mod naturlovene! Og at de ind imellem overskrider det ‘menneskeligt mulige’ har vi desværre ikke en eller anden “energi” , men snarere så uspirituelle ting som hormonpræparater og anden på længere sigt nedbrydende doping at takke for. May the force be with you!

(Jeg tror forresten, at det er Transcendental Meditation, der plejer at bilde folk ind, at de kan lære at flyve. Man kan se dem hoppe rundt på madrasser med benene over kors, hvilket ser fuldstændig latterligt ud – noget i retning af dresserede sæler. Men heller ikke i dette tilfælde er der noget, der tyder på, at de trodser andet end grænserne for sund fornuft! Der er i hvert fald ingen natur love, der bliver krænket af deres hopperi.)

Redfields ‘indsigt’ snylter på naturvidenskaben …

Hvordan kan det være, at alle de new age-folk, der “intuitivt” (eller hvordan det nu skal beskrives; s.116-19: “Jeg forstod umiddelbart”, “sansede jeg”, “oplevede jeg”, “forestillede jeg mig”, “Jeg overværede”, “Jeg iagttog”, “så jeg” ) oplever alle de ting, som naturvidenskaben møjsommeligt er nået frem til ved målrettet og systematisk forskning; hvordan kan det være, at de altid først “oplever” og “sanser” alle disse ting lang tid efter, at videnskaben har fundet frem til dem? Det ville være så helvedes meget mere overbevisende, hvis deres vibrerende kontakt med universets urenergi kunne afsløre disse ting før naturvidenskabsmændene og på den måde spare dem for arbejdet. Men når de gør sig forsøg i den retning viser det sig altid at være håbløst naivt og lynhurtigt afsløret som humbug.

Som det er i bogen, kommer der ikke andet ud af fortællerens visioner end en fad (og ofte falsk) sammenfatning af Stephen Hawkings og andre videnskabsmænds resultater – og ind imellem virker det til og med, som om Redfield ikke engang har fattet nogle af de mest simple ting i fx astronomien:

“Jeg forestillede mig, at månen allerede var dykket ned under horisonten, og forstod den præcist aftegnede form, den ville have for de mennesker, som levede længere vestpå, og som derfor stadig kunne se den (!) . Derpå forestillede jeg mig, hvordan den ville se ud, når den bevægede sig direkte ned under mig på den anden side af kloden. For menneskene dér (!) ville der blive tale om en fuldmåne, for strålerne fra solen over mit hoved ville skinne forbi jorden og ramme månen direkte.” (116, mine fremhævelser, DS)

Jeg ved ikke, om Redfields læsere bare ikke har styr nok på astronomien til at se hans fejltagelse: Han tror (eller ‘forestiller sig’ ) faktisk på dette sted, at når månen ‘dykker ned’, så er det ikke, fordi jorden drejer rundt om sig selv, men fordi månen drejer rundt om jorden. Det sidste gør den ganske vist også, men det er ikke det, der får den til at “gå ned” (også s. 116). Når den er på den anden side af jorden, kan “menneskene dér” altså lige så godt være ham selv: Månen er en måne(!)d om sit kredsløb rundt om jorden; den bliver altså hængende ‘på den anden side’ (og på en hvilken som helst side) længe nok til at se ret ens ud for hele jordens befolkning, når de forskellige verdensdeles befolkninger i løbet af et døgn (= én jordrotation) skiftes til at have udsigt til den.

For at sige det på en anden måde: For de mennesker, der befinder sig så meget “længere vestpå”, at månen står højest på himlen, når den er ved at gå ned i vest for Redfields fortæller, ser månen ca. ud, som den gør for ham. Men for så vidt som de betragter månen samtidig, omend fra hver deres udsigtspunkt på jorden, er den vinkel, som de betragter den fra, ikke så forskellig, at månen pludselig skulle gå fra nymåne til halvmåne: det er den nemlig ca. 1 uge om! Og den er tilsvarende to uger om at gå fra nymåne til fuldmåne, hvilket altså vil sige, at det tager ca. den samme tid for både Redfield og dem omme på den anden side af jorden – omend forskudt et halvt døgn, selvfølgelig. Hvis man er i tvivl om rigtigheden af min argumentation – og det forkerte i Redfields fantasi – kan man prøve at tegne det for sig selv.

Jeg oplevede solformørkelsen i München i august 1999 og her viste det sig (ikke overraskende), at månen faktisk dækker totalt for solskiven, den totale formørkelse, i lidt over to minutter! Det er altså ikke et himmellegeme, der har så forbandet travlt med at komme rundt om jorden! Det forhold, at månen dækker for selve solen, men ikke for koronaen, er i øvrigt også en ting, som dyrkere af det overnaturlige får en masse ud af. De er bare tilbøjelige til at glemme, at månen ikke altid gør det, selv når den passerer tværs hen over solen! Da dens bane om jorden ikke er cirkelrund, svinger dens afstand til jorden så meget, at den nogle gange er så langt fra jorden, at den er for lille til at dække helt for solskiven, og formørkelsen derfor ikke bliver total – hvilket altså igen vil sige, at man ikke kan iagttage koronaen og altså heller ikke får lejlighed til at smide beskyttelsesbrillerne, sådan som man kunne i München.

Redfields yderst fejlagtige gengivelse af astronomiens (flere hundrede år gamle!) forskningsresultater er et godt eksempel på, at sansning, oplevelse, overværelse, forestilling og iagttagelse er noget helt andet end videnskabelig erkendelse – og desværre ofte noget forbandet vrøvl. Hvis det var noget, som man kunne forstå intuitivt og umiddelbart, ville videnskaben være overflødig.

… og på befrielsesbevægelserne i den tredje verden!

Og så er det også for meget, når den gode Redfield fremstiller sine science fiction-idéer, som om det var noget, som nogen regering i Sydamerika eller andetsteds skulle have det fjerneste imod! Eller for den sags skyld: noget, som en eller anden sammensværgelse mellem den katolske kirke, den peruvianske stat og CIA kunne være interesseret i at undertrykke! Come on, Redfield! Your fucking novel is published by Warner Books!!!

I disse dage er konspirationsteorierne allestedsnærværende, og en hvilken som helst ufo-klub elsker at bilde sig ind, at de er meget subversive, når de overfortolker X-files, E.T. og andre science fiction-film, og når en militærmand eller regeringsansvarlig engang imellem fortæller dem, at de ikke er rigtigt kloge. De, der bliver skudt med de våben, som USA og andre magter villigt forsyner regeringsledere i den tredje verden med, plejer imidlertid at repræsentere ganske andre ‘indsigter’, end Redfields om, at man skulle kunne vibrere sig til usynlighed ved at tro på hans vås om diverse sjove kosmiske energier! Helt ærligt! Hvilken statsmand skulle frygte, at hans undersåtter hengiver sig til den slags fantasier?!! I realiteternes verden er det ikke særligt spændende eller underholdende at være politisk forfulgt!

—————————-

Jeg ved godt, hvordan Redfields tilhængere har det med det, som jeg har skrevet. Til forskel fra James Redfield vil jeg imidlertid ikke anmode dem om at lade være med at tvivle på mine ord, men vil tværtimod opfordre dem til at læse dem meget grundigt igennem for at se, om der på noget punkt er fejl i min argumentation – og i givet fald lade mig det vide, da jeg er åben over for enhver regulær ny indsigt , hvortil også hører konfrontation med og korrektion af egne fejltagelser!

Et af de punkter, som jeg ikke har taget op, er den overfortolkning af tilfældige sammentræf, som sker i de første kapitler. Her kan jeg henvise til bogen “Why People Believe Weird Things” (1997). I kapitlet “How Thinking Goes Wrong” tager forfatteren Michael Shermer fx fat på temaet “Coincidences”.

Hvis man skulle være interesseret i forklaringen på, hvorfor så mange mennesker rent faktisk render rundt og føler sig “svage og usikre og utilstrækkelige” (s.82), altså det moderne individs psykologi, så prøv at kigge på en bog af en helt anden kaliber, nemlig Freerk Huiskens “Ungdomsvold – selvbevidsthedskulten og dens uønskede resultater” , som udkom 1998 i min oversættelse. Den handler om konkurrencesamfundets psykologi, og man kan finde mere information om den på hjemmesiden http://www.forlagene.dk hvorfra man kan klikke sig videre til forlaget politisk revy , som har udgivet den.

Og hvis man endelig skulle være interesseret i en systematisk gennemgang og kritik af diverse science fiction-forestillinger, så kan jeg anbefale mit eget speciale fra 1993, Science fiction – en fantastisk genre . Jeg beskæftiger mig her først og fremmest med, hvordan science fiction som genre er specielt egnet til at få totalt urealistiske idéer til at fremstå med et skær af realisme. Jeg har i samme forbindelse udgivet et par teksteksempler med arbejdsspørgsmål til brug i gymnasiets engelskundervisning Fra Frankenstein til Cyberpunk (Gyldendal 1996).

Hvis det skulle gå op for nogen, at deres interesse for Den niende indsigt er et eksempel på, at ‘you’ve been had’, så bør de ikke fortvivle og heller ikke skamme sig over det. At finde ud af, hvordan virkeligheden hænger sammen er pissehårdt arbejde! Jeg var i min meget grønne ungdom selv optaget af en forfatter, Herman Hesse, hvis ‘indsigter’ såvist ikke var bedre end Redfields.

Men jeg har fået det bedre siden …

Du kan læse mere om James Redfield hos http://www.skepdic.com/celest.html

James Redield: Den niende indsigt : en opdagelsesrejse . Valby : Borgen, 1998. Er siden kommet i mindst 15 oplag. (Senest i 3. udg., 3. oplag, 2000.)

[*]