af Ole Hartling

Indhold

  1. Indledning
  2. Generelle træk: Upræcise diagnoser – Suggestive beskrivelser
  3. Generelle træk: Analogitænkning – “Videnskabelig” terminologi
  4. Generelle træk: Charlataneri – Manglende åbenhed for revision
  5. Virker alternativ medicin?
  6. Kiropraktik, akupunktur og homøopati – Kiropraktik
  7. Kiropraktik, akupunktur og homøopati – Akupunktur og Homøopati
  8. Hvorfor søger patienter alternativ medicin? – Litteratur

2. Virker alternativ medicin?

”Vi ved ikke, hvordan det virker, men det virker”

er en tilbagevendende replik i forbindelse med alternativ medicin (Jarvis 1987). Om akupunktur fx:

”Denne behandling har traditionelt været anvendt i Kina i mange tusinde år. Hvordan den virker, ved vi ikke. Det er empirisk” (Radner og Radner 1985).

Læger bliver ofte skudt i skoene, at deres væsentligste anke mod alternativ medicin er, at det ikke virker. Hvorefter talrige enkeltstående eksempler trækkes frem blandt andet i “fagtidsskrifter” og bøger om holistisk eller alternativ medicin (Reyner 1982; Heinzer 1988).

Spørgsmålet om hvorvidt alternativ medicin virker eller ej, er ud fra et erkendelsessynspunkt ikke det vigtigste. Det er nemlig ikke derved, at den autoriserede og den alternative medicin adskiller sig (se ovenfor). Det er næsten overflødigt at påpege, at den autoriserede lægekunst ikke altid hjælper. Omvendt kan man ikke på forhånd hævde, at alternativ medicin er svindel eller er virkningsløs (Hastrup 1989). Lægers vurdering af enkelte former for alternativ medicin bliver da også i reglen noget forsigtig i overensstemmelse med naturvidenskabelig tankegang. Udtryk som ”det synes endnu ikke bevist”, kan i virkeligheden ofte oversættes til, at der er overvældende sandsynlighed for, at den pågældende behandling er uden virkning.

Men spørgsmålet er naturligvis interessant. Det kan blot i sagens natur ikke besvares generelt. Derimod kan det generelt siges, at den alternative medicins tilhængere ikke magter eller ikke ønsker at tænke kritisk; de magter eller ønsker ikke kritisk at vurdere de vidnesbyrd, de selv fremfører. Et generelt udsagn kan også være, at i forhold til den vældige mangfoldighed af påstande og tilbud, der bringes til torvs, er det næsten forundrende, at antallet af kritisk vurderende undersøgelser, der har kunnet dokumentere en positiv virkning nærmer sig nul.

Med en sådan undersøgelse menes en kontrolleret undersøgelse. Den er prøvestenen for, om en behandling er virksom. Den kræver 1) det nødvendige antal patienter til sikring af, at både et negativt og et positivt resultat kan tolkes med en sikkerhed (statistisk analyse), 2) tilfældigt (randomiseret; ved lodtrækning) udvalgte patienter i ensdannede grupper, så der ikke på forhånd er systematiske forskelle, 3) sammenligning med placebo (i sig selv uvirksom behandling, ”narremedicin”), 4) at hverken behandleren eller patienten har kendskab til, om patienten får placebo eller aktiv behandling (dobbeltblinding), og metodisk tilføjer man, 5) at udgangshypotesen er, at to behandlinger på forhånd anses for lige gode, såkaldt 0-hypotese.

Hvorfor er det nødvendigt at gå så grundigt til værks? I korthed: Fordi man har at gøre med forskellige individer og dermed biologisk variation (eventuelle forskelle i behandlingsvirkning skal med sikkerhed overstige tilfældig variation). Fordi placebo i sig selv har betydelig virkning på en række symptomer, alene ud fra forventningen om en given virkning. Og endelig fordi behandlerens eller patientens viden om behandlingen kan få indflydelse ikke blot på virkningen, men også på resultatvurderingen; denne indflydelse kaldes bias.

Med en sådan kritisk vurderende undersøgelse kan det fastslås, om en påstået behandlingseffekt ”hæver sig over”, hvad der ville kunne opnås alene med placebo. Dette er afgørende, fordi placebovirkningen er stor – gang på gang overraskende stor. Den kommer især til udtryk over for upræcise, men almindelige symptomer som træthed, kvalme, smerter. Placebovirkning er påvist i talrige undersøgelser både af medicinsk og kirurgisk behandling (Beecher 1961). Fx har placebo haft dæmpende virkning på smerter efter tandudtrækning, og man har kunnet nedsætte kvalme med ipecacuanha, et kendt brækmiddel(!), alene ved at give patienten en forventning om, at det var kvalmestillende (Anonym 1983).

Spørgsmålet om en given alternativ medicinsk behandling har virkning, kan derfor i mange tilfælde uden tvivl besvares bekræftende. Behandlingen kan nemlig have en placebovirkning, hvis størrelse ser ud til at være proportional med den overbevisning, behandleren lægger for dagen (Lowinger og Dobie 1969). I en større undersøgelse fandt man, at zoneterapi nedsatte vésmerter hos fødende (Kjeldset 1988). Virkningen kan helt utvungent forklares ved placebo, og undersøgelsen kan i virkeligheden slet ikke besvare spørgsmålet, om zoneterapi har en specifik virkning, da der hverken var taget højde for placeboeffekt eller bias; (undersøgelsen kunne nok ikke have været udført dobbeltblindt, men der kunne være givet fodmassage af områder, som ikke havde den påståede virkning. Så ville i det mindste patienten være uvidende, om hun fik ”aktiv” behandling eller ej).

Nu kunne man anføre, at da naturlæger ikke er videnskabeligt skolede, må læger påtage sig opgaven at teste alternative metoder inden for diagnostik og behandling. Det kan da ikke udelukkes, at den alternative medicin har ”fat i noget rigtigt”, hedder det. De alternative metoder, der ”bestod denne test”, skulle så anerkendes officielt (Jones 1987).

Der er for det første at svare, at en del behandlinger faktisk også bliver undersøgt kritisk. Fx har en dobbeltblind undersøgelse af elektromagnetisk behandling af ankelforstuvning påvist, at behandlingen ingen virkning har (Barker et al. 1985). For det andet er antallet af behandlingstilbud så uoverstigeligt stort, at opgaven er af tilsvarende dimensioner, også selv om man på forhånd udelukker helt absurde ideer og hypoteser. Men det er også at vende tingene på hovedet at hævde, at bevisbyrden ligger hos den autoriserede medicin – der i forvejen har uløste opgaver med kritisk at vurdere egne aktiviteter – alt imens den ene alternative behandlingsmetode efter den anden kommer frem.

Hertil kommer, at når en kritisk udført undersøgelse foreligger og er faldet negativt ud, accepteres resultatet alligevel ikke, helt i overensstemmelse med den manglende åbenhed for revision og den alternative medicins selvbekræftende natur (se ovenfor). Nu kritiseres forsøgsbetingelserne nemlig. Da fx resultatet af en undersøgelse af akupunktur faldt negativt ud, blev det påstået, at det eneste undersøgelsen viste var, at de akupunktører, der medvirkede ikke var dygtige nok. Hvordan kan man nu nå til den konklusion? Fordi akupunktur virker, ikke sandt! (Radner og Radner 1985). Og siden danske karkirurgers dobbeltblinde, placebo-kontrollerede undersøgelse af EDTA-behandling af åreforkalkning i benene viste, at det ingen virkning havde (Sloth-Nielsen et al. 1991), har der været talrige indvendinger fra EDTA-behandlernes side, for de véd jo, at behandlingen virker!

”Det er som at slå i en dyne — man skaber en fordybning, men snart udjævnes den igen, og hele den bløde masse arter sig som før” (Skrabanek 1984).

Spørgsmålet er også, om naturlægers interesse for at lade alternativ medicin underkaste kritisk vurdering egentlig er så stor. Fx påstås det at være uetisk at give enten placebo eller EDTA til kredsløbssyge patienter, fordi man derved forholder placebogruppen en behandling, der virker, — hvilket præcis var det spørgsmål, en undersøgelse skulle give svar på (Radner og Radner 1985). Det uetiske er snarere, at der ikke sikres dokumentation for behandlingen, før den tages i brug. Når det gælder akupunktur, hævder nogle, at på grund af det store antal akupunkturpunkter er sandsynligheden for at ramme et ”aktivt” punkt så stor, at det ligefrem er umuligt at finde ”placebo-punkter” (Skrabanek 1985). I forbindelse med homøopatisk medicin gøres det gældende, at statistisk vurdering og kontrollerede forsøgsomstændigheder er uegnet, fordi behandlingen skal tilrettes individuelt, afhængigt af patienternes forskelligartede symptomer (Boyd 1983). Og når Reyner (1982) oplyser, at virkningen af pendulering ophæves, hvis der skulle være en skeptiker til stede, er der unægteligt sat en effektiv stopper for en kritisk vurdering af sagen!

Uddrag af bogen “Er der mere mellem himmel og jord?”
Redigeret af: Ib Ulbæk og Lars Peter Jepsen.
Gyldendal, 1992

Debat

Deltag i debatten om dette emne på Facebook.


Deltag her.