af Haylay Charles, oversat af Jens Laigaard

Oversætterens bemærkning: en ung amerikansk skoleelev afleverede denne opgave som "Independent study project", og hendes karakter blev 198 points ud af 200 mulige. Med god ret, da opgaven hører til de mest overskuelige og præcise tilbagevisninger af påstanden om, at Apollo-månerejserne var svindel.

For mere end tredive år siden kom USA i historiebøgerne for at have præsteret det umulige: at sende mennesker til månen. Efter mange års hårdt arbejde, skuffende uheld, tragiske dødsfald og eksplosioner, revisioner og omregninger lykkedes det NASA’s videnskabsfolk at sende tre mænd til månen og hjem til jorden igen. Men endnu den samme dag, hvor alle stod med blikket rettet mod himlen, begejstrede over vore teknologiske fremskridt, begyndte nogle at tvivle på, at denne begivenhed overhovedet havde fundet sted. Der opstod sammensværgelsesteorier, som stadig bliver diskuteret i dag. Egentlig synes det at være et let spørgsmål at besvare: Var Apollo 11-månerejsen et svindelnummer?

Om morgenen den 16. juli 1969, klokken 9.32 lokal tid, blev Saturn V-raketten opsendt fra Cape Kennedy i Florida. Om bord i rumskibet sad kommandør Neil Armstrong, Edwin Aldrin Jr., oberst i US Air Force og Michael Collins, oberstløjtnant i US Air Force (Garner 68). Fire dage senere frigjorde Armstrong og Aldrin Eagle, månemodulet som skulle bringe dem ned på månen. De efterlod Collins med ansvaret for kommandomodulet Columbia og gik ned mod månen med en hastighed af 200 fod i sekundet. Det var meningen, at de skulle lande i Stilhedens Hav, men Armstrong og Aldrin opdagede pludselig, at de var seks kilometer væk fra det planlagte landingsområde. Armstrong koblede computeren fra og styrede selv Eagle hen over det klippefyldte terræn til et mere sikkert landingssted. Klokken 16.17 den 20. juli 1969 var Eagle landet. På grund af den svage tyngdekraft på månen kunne Armstrong og Aldrin let foretage lange "kænguruhop" hen over overfladen, selv om deres rumdragter vejede 185 pund (Garner 70). Astronauterne brugte to timer på at indsamle måneprøver, inklusive sten og jord. På landingsstedet plantede de det amerikanske flag og en mindeplade med indskriften: "Her satte mænd fra planeten jorden for første gang deres fod på månen, juli 1969 e.Kr. Vi kom med fred for hele menneskeheden." Efter at have tilbragt enogtyve timer, seksogtredive minutter og enogtyve sekunder på månen vendte Armstrong og Aldrin tilbage til Eagle og koblede sig sammen med Columbia den 21. juli klokken 11.55. Collins, som styrede Columbia mens Armstrong og Aldrin var nede på månen, kredsede tredive gange rundt om månen, studerede dens overflade og foretog andre eksperimenter. Apollo 11-missionen fik en vellykket afslutning med landing i Stillehavet sydvest for Hawaii-øerne (Garner 70). Mere end seks hundrede millioner mennesker fulgte med i den storslåede begivenhed og lyttede med begejstring til Armstrongs ord på månen: "Det er et lille skridt for (et) menneske, et vældigt spring for menneskeheden." Med så mange mennesker som vidner til begivenheden kan Apollo 11-månerejsen umuligt være et fupnummer. Eller hvad?

David Percy mener, at den aldrig har fundet sted. "Forestillingen om, at vi rejste til månen – og at Apollo 11-foretagendet blev kronet med held – er i den grad en indgroet del af de fleste menneskers kultur, at det minder om paranoia, blot man lufter muligheden af, at det måske ikke er sandt …" (Percy 34). Bill Kaysing er enig: "NASA kunne ikke komme til månen, og det var de godt klar over. Sidst i halvtredserne … lavede de en forundersøgelse af muligheden for at landsætte astronauter på månen. De fandt ud af, at chancen for en heldig gennemførelse var noget i retning af 0,0017 procent – med andre ord, det var håbløst" (Bakel 22). Men hvad skulle grunden være til at forfalske Apollo 11-missionen? "De ville ikke have lukket af for strømmen af penge," foreslår Kaysing. Flere andre har også hævdet, at den falske månerejse skulle styrke amerikanernes selvfølelse efter den kolde krig (Bakel 23).

Beskyldningen om, at Apollo 11-missionen var svindel, må bygge på en eller anden slags beviser – ellers var der jo ingen grund til beskyldningen. Der må være en årsag til mistanken. Hvad er beviserne? Ifølge Kaysing begyndte svindelnummeret allerede ved affyringen. "Raketten steg til vejrs med astronauterne om bord, men så snart de var ude af syne satte den brølende raket kursen mod det sydlige polarhav, kastede besætningen af og styrtede ned. Senere blev besætningen og kommandomodulet bragt om bord på et militærfly og kastet ned i Stillehavet, så de kunne "bjerges" af et hangarskib. Hvad med stenene fra månen? "Månestenene blev lavet i NASA’s geologiske laboratorium lige her på jorden" (Bakel 23). Der er naturligvis flere beviser, som er fremlagt af andre personer.

Omkring tredive kilometer over jorden findes et strålingsbælte, der kaldes Van Allen-bæltet. Intet menneske kan trænge gennem dette bælte, fodi man bliver gennembanket af en stråling på mere end 300 rad. Den eneste måde at komme sikkert igennem er at være omgivet af godt en meter bly. Astronauterne havde næppe blyvægge på en meters tykkelse omkring sig. Og hvis de ellers klarede sig igennem Van Allen-bæltet, hvad så med månen selv? Der var for eksempel ikke noget krater efter bremseraketten hvor månemodulet havde landet.

Men de fleste beviser stammer nok fra de mange fotos, som hævdes at være taget af Armstrong og Aldrin. Til at begynde med ligger den gennemsnitlige dagtemperatur på månen omkring 260 til 280 grader Fahrenheit. Film smelter ved 150 grader Fahrenheit – så filmene ville revne og smelte. Endvidere er der ingen stjerner i baggrunden af nogen af fotografierne. Nattehimlen er fuld af stjerner, og når der ikke engang er nogen atmosfære i vejen, burde man så ikke kunne se stjerner på billederne? Der er også mange problemer med skyggerne. Ifølge James Collier er de eneste lyskilder på månen solen og genskæret fra jorden. Lyset på månen burde være blændende. Der burde være skarpe kontraster mellem lys og skygge. "Alligevel er der et blødt lys over alle NASA’s fotografier, og de ser ud til at være taget i jordens atmosfære" (Collier). Der er også fejlen med trådkorsene på nogle af fotografierne. På flere billeder ser det ud som om trådkorsene befinder sig bag genstandene, hvilket er umuligt eftersom trådkorsene er ætset fast inde i kameraet (Plait). Der ses også fodspor. "Tørt sand efterlader ikke fodspor, og da vi alle ved at der ikke findes vand på månen, er det et bevis på at disse billeder må være optaget i en filmdekoration her på jorden" (David, Straight Dope). Den mest iøjnefaldende fejl er det amerikanske flag – det blafrer. Månen har ingen atmosfære. Hvordan kunne det så blafre? Ifølge Kaysing må dette skyldes "en vildfaren brise mellem kulisserne. Et flag kan ikke blafre i et vakuum" (Plait).Da den øverste del af månelandingsfartøjet lettede fra månen for at bringe astronauterne tilbage i kredsløb var der ingen flamme fra raketten. Alle raketter har en synlig flamme – endnu et bevis for at månerejsen var svindel.

Inden for videnskaben lyder mottoet "Usædvanlige påstande kræver usædvanlig gode beviser". De som tror på en sammensværgelse mener, at de ovennævnte beviser er gode, men det er de rent faktisk ikke. Mange af beskyldningerne bygger på fejltolkning af fotografierne fra månen, og andre er simpelt hen forkerte på grund af uvidenhed.

Van Allen-bæltet, som astronauterne var nødt til at passere (og som i øvrigt beynder 1300 kilometer over jorden), er virkelig stærkt radioaktivt. Imidlertid var astronauterne kun udsat for Van Allen-bæltet i kort tid – mindre end fire timer i alt – og de var glimrende beskyttet i rumfartøjet (Scotti). Ifølge Phil Plait "ville en ubeskyttet mand sandelig få en dødbringende dosis stråling, hvis han opholdt sig der tilstrækkelig længe". Selv fire timer var ikke længe nok til at få en dødbringende dosis, og stik modsat beskyldningerne var metallet i rumfartøjet i stand til at holde det meste stråling ude (Plait).

Et andet spørgsmål: hvorfor er der ikke noget udstødningskrater fra månemodulet? På jorden tvinger atmosfærens luft udstødningen fra en raket sammen i en smal søjle, men i et vakuum (som på månen) betyder mangelen på luft at udstødningen spredes mere jævnt, og det giver mindre tryk. Resultatet er, at der ikke kommer noget udstødningskrater. "Vi er vant til at luften hjælper med til at blæse ting omkring," siger Phil Plait endvidere. Men på månen er der ingen luft. Det eneste støv der blev blæst op af udstødningen fra raketten (som ikke er særlig kraftig) var det støv som blev fysisk berørt af udstødningen eller ramt af andre flyvende støvpartikler. Da der ikke er nogen atmosfære til at forstyrre det støv, der bliver blæst op fra overfladen, vil det hurtigt lægge sig på næsten samme sted det kom fra.

Men de fleste indvendinger drejer sig om astronauternes fotografier. Mange undrer sig over, at hvert eneste fotografi er så perfekt. Svaret på dette er både enkelt og indlysende: astronauterne havde øvet sig. De tog massevis af billeder, så de vidste hvordan de skulle håndtere kameraet, især med rumdragt på. Det siger sig selv, at der findes mange billeder som offentligheden ikke har fået at se, simpelt hen fordi de ikke var vellykkede. Det offentligheden får at se er de bedste billeder, der blev taget på månen. Astronauternes kameraer var endda fremstillet specielt til formålet. Kameraerne (som er blevet på månen) er Hasselblad-kameraer med Zeiss-optik. Filmen bliver beskyttet mod varmen i særlige magasiner. Og selv om temperaturen på månen kan nå op på 260 grader Fahrenheit, foregik fotooptagelserne og udforskningen af månen mens solen stod lavt og temperaturen var forholdvis moderat. Det er grunden til at filmen ikke smeltede.

Der har været rejst flere spørgsmål om, hvorfor der ikke var nogen stjerner på fotografierne fra månen. Selv om månen ikke har nogen atmosfære er stjerner en meget svag lyskilde, når de ses på så stor afstand. Man kan få samme resultat at se ved at stå under en gadelygte om natten og tage et billede af en eller anden. Lyset fra stjernerne kommer ikke med på fotografiet, fordi kameraet var indstillet til at tage et passende belyst billede af den store oplyste genstand i forgrunden (personen) og ikke de svagere lyskilder (stjerner) (Rickard 23). Stjernerne bliver også overstrålet af tre stærke lyskilder: solen, jorden og månen. Det er klart, at månen reflekterer sollyset, men en fuld jord (som set fra månen dækker omkring 13,5 gange så meget af himlen som fuldmånen gør set fra jorden) lyser 68,4 gange stærkere end en fuldmåne (Rickard 25-26). Dette forklarer også, hvorfor solen ikke virker så overvældende på fotografierne. Det reflekterede lys fra månen og jorden opvejer i nogen grad sollyset, hvilket gør skyggerne blødere.

Problemet med trådkorsene, som forsvinder bag genstande, kan også let forklares. Trådkorsene er fine streger, som er ætset ind i en glasplade inde i kameraet, og de er ikke altid helt perfekte i formen. Hvis der bliver taget et stort antal fotos (som det var tilfældet under månerejsen), kan man forvente, at huller i nogle af trådkorsene i visse tilfælde falder sammen med genstande på billederne (Rickard 27). Og på de fleste af billederne er de genstande, som trådkorsene står "bagved", som regel hvide. Trådkorsene kan ikke ses, fordi hvidhed overvælder filmen, flyder sammen med trådkorset og visker det ud.

Så er der sagen om fodsporene. I denne sammenhæng kan det ikke understreges stærkt nok, at månen og jorden er to forskellige ting. Astronauterne rapporterede, at jordbunden på månen var meget finkornet, nærmest som talkum, og at den let kunne presses sammen. Bob Mulford siger: "Det forholder sig faktisk sådan, at hvis månevandingen var et fupnummer som blev udført i et månelignende landskab her på jorden, var man nødt til at gøre det i en tør ørken, og så ville vi ikke få fodspor at se på fotografierne" (David, Straight Dope).

Endelig er der mysteriet om det bvlafrende amerikanske flag. Også her er løsningen indlysende. I nogle tilfælde blafer flaget, fordi en astronaut holder det. Flagets bevægelse skyldes, at astronauten bevæger sig. Hvad så når astronauterne ikke holder flaget? Årsagen er, at flaget ikke var helt udfoldet. Under månerejsen kunne astronauterne ikke få pinden til at sidde horisontalt på flagstangen. Derfor var flaget ikke strakt fuldstændigt ud, og der opstod en bølge i det, ligesom folderne i et gardin. Når det bevæges, ser det ud som om det blafrer. Det er værd at bemærke, at astronauterne på de senere månerejser heller ikke foldede deres flag helt ud. De syntes om det draperede udseende hos flaget, og derfor lod de det stå sådan.

Da den øverste del af månemodulet steg op fra månen for at sende astronauterne tilbage i kredsløb, kunne man ikke se nogen flamme fra raketten. Hvorfor ikke? Brændstoffet som blev anvendt i raketten frembragte ikke synlige flammer! Månemodulet anvendte en blanding af hydrazin og dinitrogen-tetroxid, som når det antændes ved kontakt frembringer en gennemsigtig flamme. Men man forventer at se en dramatisk flamme fra raketten, fordi man husker det imponerende syn af opsendelsen fra jorden.

Det skulle være klart, at Eagles fantastiske landing faktisk fandt sted. Selv om sammensværgelsesteorierne ikke umiddelbart er skadelige for historiebøgerne, viser de os, at der nogle gange skal mere til end "almen viden" for at sikre overleveringen af historiske begivenheder som Apollo 11-månerejsen eller holocaust. "Vi skal ikke bare læne os tilbage og være tilfredse med vores traditionelle udlægning af tingene – selv om disse udlægninger næsten altid er rigtige," lyder en påmindelse fra James Oberg (Bakel 24). Hvis man blot sætter sin lid til den almene viden, kan den slags sammensværgelses-ideer vokse frem og måske ændre alt det, vi ved er sandt. Man må være omhyggelig, når historien skal nedskrives, for den er altid i fare for at blive skrevet om igen på bekostning af sandheden.

Anvendt litteratur:

  • Collier, James. Investigator Challenging NASA. 1997. Online. Internet. 10 May 2001.
    Available
    HTTP://www.xs4all.nl/~dannyvs/index1.html
  • David, Straight Dope Science Advisory Board. “Was The Apollo Moon Landing A Hoax?” Mar. 31 2001. Online. Internet. 3 May 2001.
    Available
    HTTP://www.straightdope.com/mailbag/mmoonhoax.html.
  • Garner, Joe. We Interrupt This Broadcast. Naperville: Sourcebooks, 1998.
  • Kaysing, Bill and Randy Reid. We Never Went To The Moon. Pomery: Health Research, 1980.
  • Launius, Roger. Frontiers of Space Exploration. Westport: Greenwood Press, 1998.
  • Percy, David. “Dark Side of the Moon Landings.” Fortean Times February 1997: 34-39.
  • Plait, Phil. “Phil Plait’s Bad Astronomy: Bad TV.” Feb.13, 2001. Online. Internet. 12 May 2001.
    Available
    HTTP://www.badastronomy.com/bad/tv/foxapollo.html.
  • Rickard, Bob. “Oi! Percy, No!” Fortean Times May 1997: 25-27.
  • Scotti, Jim. “The Moon Landings Were NOT Faked.” Feb. 13, 2001. Online. Internet. 12 May 2001.
    Available
    HTTP:// pirlwww.lpl.arizona.edu/~jscotti/NOT_faked/
  • “The Truth Is Out There!” Online. Internet. 13 May 2001.
    Available
    HTTP:// www.apollo-hoax.co.uk/homepage.html
  • Van Senten, Danny. “The Unexplained Page: Moonhoax.” Oct. 6, 2000. Online. Internet. 10 May 2001.
    Available
    HTTP:// www.xs4all.nl/~dannyvs/index1.html
  • Van Bakel, Rogier. “Did NASA Moon The World?” Fortean Times May 1997: 22-24.
  • Wills, Stephen. “Watcher, beware if what you see on TV.” Ambler Gazette. 18 April 2001.

Kilde: Para-nyt 2002 nr. 5. Fra: http://www.gurlpages.com/hyperhippie/apollo11.html

[*]