af Chr. Gulmann

Ikke morsomt at være Aand i vore Dage! Ude i "Templet" har de at stille til Aftenunderholdning for blandet, om end sluttet Selskab. Faustinus modbeviser dem, Sigurd Trier tager sig broderligt af dem. Et helt Institut er der lavet til at se dem paa Fingrene – Selskabet til psykisk Forskning. Navnet lyder saa uskyldigt: Meningen er at tage krabat fat paa det Overnaturlige, det Oversanselige …

Men Sagen er endda mere indviklet…

Thi det Oversanselige, der altsaa ikke kan sanses, lader sig ergo heller ikke konstatere, bemærkede Dr. Hytten strax med uomtvistelig Logik. Til Brug ved Undersøgelsen har vi jo kun vore Sanser: Syn, Hørelse, Smag, Lugt og Følelse. En Aand, som ikke er synlig, hørbar, følelig, smagelig eller lugter, kan vi overhovedet ikke beskæftige os med. Men overnaturlig er den ikke i samme Øjeblik, som den lader sig konstatere og altsaa er i Naturen. Anatole France har med sit fortryllende Smil udtrykt det bedre end nogen anden:

"Udenfor Naturen kommer vi nu en Gang ikke – siger han – og det er det fortvivlende. Det mulige tilfredsstiller os ikke, og vi attraar det umulige, som kun er det umulige paa den Betingelse, at det aldrig lader sig virkeliggøre. Mérimée har fortalt det Æventyr om Don Juan, at han spaserede ved Tajos Bred og saa bad om Ild hos En, der paa den anden Bred gik og dampede paa sin Cigar. "Med Fornøjelse," siger denne og rækker Armen ud, længere og længere, indtil han med den tændte Cigar naaer over paa den anden Side af Floden. Don Juan blev ikke forbavset, saasom han satte en Ære i ikke at blive forbavset over noget. Havde han været Filosof, var han ikke bleven mere forbavset. Naar vi i Paris hører en Vens Stemme sige Farvel pr. Telefon i Marseille, inden han gaar tilsøs, tænker vi ikke paa, at der er noget vidunderligt i det, og i Virkeligheden var det kun vidunderligt, saa længe det ikke lod sig gøre. Et af to – enten er Don Juans Æventyr ikke sandt, hvilket er højst sandsynligt, eller det er sandt, og i saa Tilfælde er det lige saa naturligt som vore telefoniske Forbindelser, skønt unægtelig en Smule sjældnere. Mérimée lader os forstaa, at den Rygende var Djævelen i egen Person. Lad gaa. De ser, jeg er ikke stridig af mig. Men hvis Djævelen existerer, findes han i Naturen ligesom De og jeg, for den omfatter alt, og saa er det naturligt, at han rækker Armen tværs over Floderne. Naar vore Haandbøger i Fysiologi ikke fortæller os det, er det, fordi de er ufuldstændige. Vist er det, at ikke alle Fænomener staar beskrevne i Bøgerne. Sommetider spaserer jeg, de smukke Sommernætter, paa Paris’ Kajer i Skyggen af Nôtre-Dames uhyre, sorte Kniplingsvæv, langs Bredden af de mørke Vande, hvor Tusinder af funklende Genskær skælver. Maanen driver gennem Skyerne, man hører den glimtende og dunkle Bølge sukke under Brobuerne, og man tænker paa een Gang paa alle Livets Rædsler og alle Dødens Vidundere. Hvis Djævelen ikke blot har Ild tilovers for de store Gudsforagtere og Kvindedyds Fornægtere, hvis han ogsaa nedlader sig til at forføre en blid Filosof, saa vil han maaske en Aften være saa elskværdig at række mig sin Cigar fra den ene Seine-Kaj over til den anden. Da vil jeg, mine Principper tro, holde dette Faktum for naturligt, og jeg vil indberette det til Videnskabernes Akademi … "

Havde det nu været her i Byen, vilde han have indberettet det til Selskabet for psykisk Forskning. Forhaabentlig vil vore hjemlige Iagttagere af det usædvanlige, som vi altsaa ikke vil kalde det oversanselige eller overnaturlige, vise den samme urokkelige Intelligens og rolige Sindsligevægt. Alle de Varsler, som vore kære gamle Tanter hidtil har været ene om at samle paa, de Bankninger paa Ruden, der meldte Død, de mystiske Raab i Natten, ved hvilke vi advaredes om Venners Fare, de Drømme-Tal, som skaffede os Lotteriets store Gevinst, vil nu blive noterede, registrerede og undersøgte af det psykofysiske Kontrolraad.

Som vi til Steins Laboratorium indsender tvivlsomme Stoffer med ildevarslende Farver og Smag, og faar Besked, om de indeholder Rottegift eller Arsenik, vil vi skikke vore Bordbankninger og Husspøgelser til Selskabets Vurderinger. Næste Gang, der bliver Aande-Allarm paa Gl. Kongevej eller Spøgelse-Opløb i Laxegade, ringer vi paa den udmærkede aandelige Kontrolstation og faar tilsendt en Aande-Vagt. Det skal blive rart at faa Orden i Sagerne. Se, dette bliver altsaa et Varsel med blaat Stempel, medens hin Drøm kun faar sort Mærke, og Aanden hist erklæres ganske utjenlig til Menneskeføde.

Helt anarkiske var Forholdene vel ikke tidligere. Dr. Lehmann og andre udmærkede Forskere tog sig bravt af Overtro og Trolddom. Men Forholdet var uretfærdigt: de var ubetinget vantro; Aanderne manglede her Defensorer. Nu er Partiet mere lige. Det er næsten Jury-Systemet, der indføres. I hvert Tilfælde dømmes ingen Aand herefter uhørt. Vore mest celebre Spiritister er med i Komiteen. Selv de raaeste Banke-Aander bliver forhørte for en omhyggelig blandet Kommission.

Nu maa der altsaa blive’ Ro og Orden i de spiritistiske Gemytter.

Der bliver Pokker heller! Tro mig, Gespenterne skal nok vide at hytte sig. Det er slet ikke givet, at Aanderne vil for nogen Kommission overhovedet. Vil Aander som Goethe og Paulus, for slet ikke at tale om Cesare Borgia, finde sig i at blive bogførte, forhørte, maalte, vejede og maaske vragede. De fornemme Aander er virkelig for fine til den Slags. Og nu de simplere Gejster, Vagabond-Aanderne. – Ja, spørg Politiet, hvor let det er at holde Tal og Skik paa de levende Vagabonder. Det er ikke rimeligt, de bliver lettere at kontrollere, nu de en Gang har faaet deres Frihed. En Gæste-Optræden mellem Venner i Templet, sligt lader sig høre. Men staa Skoleret for Læger og Undersøgere, lade sig kritisere, maaske grine af. Nej Tak!

Varslerne vil nu som altid blive den stille Hvisken udenfor Vinduet en Efteraarsaften, mens Familien sidder intet anende om Lampen. Spøgelserne holder stadig til paa de mørke Lofter og de gamle Gaarde. Og Drømmene vil først melde sig, naar Begivenheden er sket og alting forbi.

Selv de berømteste Spiritist-Blomster vil Aanden være gaaet af inden de kommer frem i Kommissionen. Aanderne elsker netop den Slags Kispus. Søger man efter dem, er det altid en Vens Ven eller en Tantes Kusine eller en Onkels Bekendt, de har præsenteret sig for. De kan ikke fordrage, man faar Haand i Hanke med dem.

Gudskelov for det. For vi vil slet ikke have Aanderne elektrisk belyste. Vi elsker det Dunkle netop for dets Mystik. Vi hygger os ved Spøgelse Historierne, naar ilden fra Kaminen flakker ud med sit rødlige Vifteskær over Tæppet; drej op for den elektriske Kontakt, og Charmen er forsvunden. Vi røres over den henrivende Historie om Crooke’s Kærlighed et halvt Aar igennem til Aanden Katie King. Netop fordi han var saa stor en Videnskabsmand, skælver vort Hjerte besynderligt ved, at hans Hjerte samtidigt kunde eje saa lettroende og dyb en Fantasi. Hvad i Alverden skulde vi her med en Kommission?

Vi elsker det Vidunderlige, netop fordi vi ved, det ikke existerer. For hvis det existerede, var det jo ikke vidunderligt.

Kilde: Uddrag af: "Skiftende Horizonter". Kbh. 1909

© 1997-2004 by Willy Wegner | post@para-nyt.dk