af Claus Larsen

Overordnet

Er du født på disse tidspunkter, er du født med en (tretårnet) sølvske i munden. Du kan imødese et liv med mange udfordringer, men på intet tidspunkt vil du for alvor opleve nogle af de kriser almindelige mennesker kan komme ud for.

Karriere

Din uddannelse vil være alsidig, og planlagt fra din fødsel. Du vil dog aldrig komme til at lave dagens gerning. Egentlig arbejdsløshed vil ikke forekomme, selv om du gennem hele livet hele tiden bliver sat til at lave samfundsnyttige opgaver, som at klippe bånd, trykke hænder og læse op fra et manuskript. Du vil have en ubehagelig følelse af at være født udelukkende fordi en eller flere ældre slægtninge kunne komme af dage.

Penge

Selv om du ironisk nok sjældent vil have kongens mønt, vil du aldrig gå sulten i seng, eller blive hjemløs. Du vil modtage betragtelig offentlig bistand, på trods af at familieformuen overstiger langt de flestes forestillinger. Folk vil flokkes om dig, for at give dig hvad du peger på. Du vil spise på de bedste restauranter i verden, drikke de fineste vine, og komme de mest fashionable steder.

Kærlighed/socialt

Du er født til et liv i mediernes søgelys: På linie med tidens andre kendisser vil berømmelsen ikke bestå i egentlige kvalifikationer, ud over selve det at være berømt for at være berømt. Blot du stiller op, vil fotograferne blitze løs, og journalisterne være der med de samme 12 spørgsmål, som du hurtigt vil blive ekspert i ikke at svare på.

Dit valg af partner vil være dikteret af andre end dig selv. Der vil blive lagt mere vægt på herkomst og byrd, end på reelle menneskelige kvaliteter.

Tilsvarende vil dit liv være støvsuget for rigtige venner. Du kan måske få lov til at vælge enkelte af dine venner, men hver eneste vil blive nøje undersøgt, og enten godkendt, eller ej.

Helbred

På trods af at du vil tylle de dyreste vine i dig, og mæske dig i alverdens lækkerier, behøver du ikke bekymre dig for dit helbred: Verdens bedste læger står på pinde for dig, for at sikre dig et så langt liv som muligt.

Kom ikke og sig at astrologi ikke virker – bare man kender resultatet på forhånd…