af Jacob Paludan

Man vil i dag kalde den mand frisindet, der såmænd gerne tror, at videnskaben er befængt med en vis dogmatisme og søger at gå uden om, hvad der kunne se ud til at true den. For måske er der virkelig sådanne ting – dog, efter denne ret store indrømmelse kommer det skyndsomst: men de ting er bare mærkelige, fordi vi endnu ikke kender lovene. Kun for den pris fås hans tilslutning. Videre fremtrængen betyder, at nye illustrationer til lovmæssigheden erhverves, ny tryghed indvindes. Der er jo intet overnaturligt – selv om der findes en Himmel, må det gå lovmæssigt til der. Hans inderste dogmatik er, at vidste man alt, kunne man også "sætte sig på det". Om man finder livsmanifestationerne mærkelige eller ej, er en følelsessag; blot lovene frelses i land, er man polyteknisk reddet og behøver ikke at forstyrres af selve tingene.

Charles Fort, som døde i usa i 1932, var en ren Skt. Georg over for al dogmatik, såvel i videnskab som i den deraf afledte populære tænkemåde. Som dreng var han ivrig naturhistorisk samler, senere skrev han romaner, hvorom al efterretning savnes. Men så brød filosoffen og "kætteren" igennem, og han blev på ny samler: af meddelelser om hændelser, som ikke synes at passe i vore vedtagne systemer. Samlingerne voksede til en enorm størrelse, og han udgav fire bind ekstrakter af dem, forsynet med hans egne højst temperamentsfulde kommentarer. Bøgerne hed: The Book of the Damned (Bogen om de i mørket nedstyrtede kendsgerninger), Lo!, Wild Talents og New Lands. Alle er for længst udsolgt, men udkom i 1943 i et fællesbind: The Books of Charles Fort (Henry Holt & Co.) – 1125 sider meget forbavsende læsning.

Fort, den kætter, gentager på hundrede varierede måder, at man kun foreløbigt og forbigående må acceptere de videnskabelige sandheder. Det var hans eneste trosartikel, og det er grundsætninger for enhver videnskabsmand, der er sit salt værd. Hvor betegnende da, at han fik ry som videnskabens ærkefjende.

Ikke desto mindre oplevede han to år før sin død at se foreningen The Fortean Society blive til. Præsidenten, Tiffany Thayer, skriver i sin vittige indledning til de samlede værker om selskabets formål. Det er naturligvis først og fremmest at befordre interessen for Forts arbejde, at sikre og forøge hans uhyre samlinger i fremtiden og udgive et Fort-tidsskrift. Fremdeles at bortskænke en årlig sum til den, der mest effektivt har angrebet gængse dogmer af enhver art; at tvinge ledende videnskabsmænd til at besvare udfordringerne i Forts bøger; at tvinge publicister af enhver art til at acceptere læren om, at endelige domme bør undgåes; at gøre børn og unge mennesker til sunde skeptikere; at bekæmpe al autoritetstro – og måske allermest præcist: at få folk til at tænke selv.

Mr. Thayer er sikker på, at Fort-bogen rangerer mellem de ti betydningsfuldeste bøger i historien, skønt den bygger på udklip fra aviser og tidsskrifter – netop de to faktorer, som mest af alle har medvirket til, at Science staves med stort S i den almindelige bevidsthed, hvilket jo er den mest svimlende udmærkelse, det engelske sprog kan byde. Men han mener naturligvis, at der i dens væld af iagttagelser, der nu hovedsagelig betragtes som kuriosa, er foregrebet, hvad en fremtid vil komme til at godkende, og at man da vil sige: dette og hint findes i sin første embryoniske tilstand noteret hos Fort, som også gav det første forklaringsforsøg.

Blader man i kæmpeværket, genføler man sin drengetids forvisning om, at verden er fuld af sælsomheder, lad så blot det halve skyldes beretterens suggestibilitet. Og Fort er ingen lyseslukker; han lader sig ikke så let som godtfolk i almindelighed stille tilfreds med de oplysninger, der betragtes som afslutning på en sag, fordi alting må have en ende – "opklaringen", understreger han tit, synes endnu mere mystisk, d.v.s. forstandsforvirrende, end sagen selv.

Hvad man vil finde mærkeligst, er en smagssag. Man hører om forladte skibe, der flyder øde om uden mindste spor af havsnød, om fundet af udskårne trædukker, omhyggeligt højsat i øde bjergegne, om folk, der er gået ild i uden påviselig foranledning. Dernæst er der naturligvis hele det "psykiske" felt, en verden for sig, og ingen hyggelig, samt alt hvad der falder ind under astronomi og meteorologi. Fort er særlig interesseret i nedbør af sort sne, sten, frøer og plantedele. Men man må give op selv over for det mest nødtørftige resumé af irregulariteterne.

Da nu vi danske altid har plasket husvant til søs, vil det være rimeligt at se lidt nærmere på nogle maritime mærkværdigheder.

Søhjulet tager sig efter en beskrivelse fra 1880 således ud: På begge sider af British India-skibet Patna viste der sig hen imod midnat enorme lysende hjul, som hvirvlede rundt, og hvis eger syntes at feje skibet fremad. Hvert hjul havde ca. 16 eger, hjulenes diameter skønnedes til 5-600 yards, de sås hele vejen rundt og syntes at glide lige i overfladen.

I april 1901, også i den persiske havbugt, oplevede kaptajn Hoseason, at vældige lyseger, den ene efter den anden, drejede hen over vandet, som var uden morild. Deres fart ca. 60 miles i timen, synet varede 15 sekunder. I 1906, i Omanbugten, sås fra en damper en fosforescerende banke forude. Da man var i en afstand af 20 yards, kom eger af strålende lys fejende hen over skibets bove med en fantastisk fart. De syntes at udgå fra et punkt lidt under overfladen, og et andet skib, der imens passerede, skyggede ikke for lyset; det syntes at gå lige igennem det. Havet var uden morild. – Men hvad er tre tilfælde værd?

Ifølge rapport til admiralitetet fra den britiske flådes hydrograf observerede kommandør Pringle på Vulture i 1879 i den persiske bugt lysende bølger eller pulseringer med stærk fart. Lyset gik under skibet. Så man mod øst, lignede fænomenet et hjul med oplyste eger, og mod vest sås et lignende hjul, der drejede modsat vej. Kommandøren mente dog, at det sidste var en art spejlbillede af de første. Varighed 35 minutter.

Men ifølge Nautical Meteorological Annual, udgivet af Dansk Meteorologisk Institut, så kaptajn Gabe på Østasiatisk Kompagnis damper Bintang i juni 1909 i Malakka-strædet et uhyre, drejende lyshjul direkte i vandoverfladen. Så stort var det, at kun halvdelen kunne ses ad gangen. Centret lå i horisonten. Samme institut melder fra 1910, at der i det sydkinesiske hav sås noget, der lignede "et horisontalt hjul i hurtig omdrejning". Det syntes at befinde sig over vandet, det blev set af alle skibsofficererne og gjorde på dem "et noget ubehageligt indtryk".

Der er endnu 3-4 rapporter om søhjulet, som ganske ligner de citerede. Men nu vil man vel ikke påstå, at alle disse søfolk skulle være alkoholister eller usle observatører til havs.

Det ser dog ud til, at havet trods alt har færre overraskelser end himlen. Utallige figurer og formationer, "der ikke skulle være der", mener man at have set, men lad os for aktualitetens skyld holde os til en bestemt art.

I juli 1916 sås kl. 23 i Vest Virginia et objekt i skyerne, der havde form som et luftskib. Det var lysende, et par grader langt; lyset blev svagere, kom igen, hvorefter fænomenet blev usynligt. I L’Année Scientifique, 1864, meddeler Leverrier Akademiet, at et langt, lysende, i begge ender tilspidset legeme er set på himlen af tre vidner. Også Flammarion oplyser, at M. Trécul fra det franske akademi har set et strålende, gulhvidt, torpedoformet legeme, fra hvilket noget lysende faldt ned, hvorefter det forsvandt i skyerne. Alt foregik uden lydfænomener. Det var i 1880. Anderledes derimod var biskop Michauds oplevelse fra Monthly Weather Review (1907?). Han stod i samtale med et par andre, lige så estimable herrer på et gadehjørne, da de hørte en frygtindgydende eksplosion ligeved. 300 fod borte så han, svævende 50 fod over hustagene, et ubevægeligt, torpedoformet uhyre, omgivet af kobberagtige flammer. Det syntes derefter at komme i langsom fart og forsvinde mod syd. Visse scenerier, alt for velkendt i nutiden, synes foregrebet i denne i øvrigt mysteriøse natlige oplevelse.

Mr. Maunder befandt sig på Greenwich-observatoriet i november 1882 Det var morgenrøde. Midt i denne viste sig en grøntlysende kredsrund skive, som bevægede sig over himlen, rundheden syntes dog at være et perspektivisk bedrag, idet andre beskrev legemet som cigar-, torpedo- eller skyttelformet. Bevægelsen var for hurtig til, at det kunne være en sky, og det var decideret ikke et meteor. Varighed 2 minutter. Var tilfældet indtruffet en tredjedel århundrede senere, siger Mr. M., ville man have sagt: Formen var som en zeppeliner. Fænomenet blev i øvrigt set mange steder og forskelligt beskrevet. To indsendere i London Times går samstemmende ind for den fiske- eller torpedoagtige form.

Der er for øvrigt et utal af beretninger om trekantede objekters tilsynekomst og passage gennem luften, ofte udlagt som skyggen af fjernere objekter, eller man har ment, det var luftballoner, og har samlet oplysninger om, hvorvidt sådanne havde revet sig løs. Naturligvis fængsler dog de torpedoformede mest i betragtning af den "fuldkommenhed", luftvåbenet senere skulle nå – og den tvivl, man føler over for forfædrenes observationer, lader sig desværre ikke uden videre overføre på dem af i dag.

Charles Fort afbildes som en mand, der ligner præsident Theodore Roosevelt, siddende ved et skakspil med mange hundrede felter – og hvorfor ikke, når det er ham? Med fare for at blive nægtet optagelse i The Fortean Society har anmelderen dannet sig den mening, at han var en mærkelig blanding af en rationel ånd og en fantast. Hans opfattelse af universet får en til at stejle, mens hans lansestød mod videnskabelig ortodoksi vækker beundring. Og at hans iagttagelsessamling, der går helt frem til 1932, omkredser visse ting, der ignoreres, men kan få betydning, synes uden for al tvivl. Han var så fordomsfri og gennemskeptisk, som mennesker kan blive; for fantasien tegner han sig som en høj og mærkelig herre, utrættelig på vej mellem sin beskedne lejlighed i The Bronx og det marmorhvide bibliotek, med stadig, stille front mod hoben, der stadig får nye "sidste sandheder" udleveret og glemmer dem lige så hurtigt som kedeligt legetøj.