Er Henrik Svensmarks såkaldte ”solplet-model” et troværdigt alternativ til ”CO2 hysteriet”?

På det seneste har der været en del røre om Henrik Svensmarks såkaldte solplet-model. Ifølge denne model er uro på Solens overflade med til at styre Jordens klima. Visse politikere har derfor udråbt Henriks Svensmarks solplet-model til at være et alternativ til det såkaldte ”CO2 hysteri”.

Problemet er, at hvis Henrik Svensmarks model er korrekt, så redder den på ingen måde vores planet fra den globale opvarmning. Solen er p.t. (2019) i en sjældent rolig fase, der er meget få pletter på Solens overflade. Derved har den galaktiske baggrundsstråling uhindret adgang til Jordens atmosfære, hvilket igen ifølge Svensmark skulle give mange kølende skyer på globalt plan. Globalt set har vi dog ikke nogen kold periode, men derimod et rekord varmt klima.

Skeptica bad Peter Stauning, forsker emeritus fra DMI, og en af ophavsmændene til den succesrige Ørsted-satellit, om at kommentere Svensmarks seneste arbejde. Det er der kommet denne interessante artikel ud af, som dokumenterer, at hvis Svensmark har ret, er den nuværende drivhuseffekt på over 1.6 grader, hvilket er mere end det, evidensen for menneskeskabt global opvarmning viser. Derfor bør advarslerne tages særdeles alvorligt. /Skeptica

af Peter Stauning, forsker emeritus fra DMI

Bekymringen for drivhuseffektens indvirkning på jordens klima har fået ny støtte fra uventet kant.

Henrik Svenmark har netop i 2019 udgivet et nyt skrift om sammenhængen mellem solens aktivitet og jordens klima. Skriftets titel er: ”FORCE MAJEURE. The Sun’s Role in Climate Change.” Tidligere forbandt vi nok Henrik Svensmarks publikationer med en vis skepsis over for drivhuseffekt og ”global warming”, den globale opvarmning, som andre forskere tilknyttet ”The Intergovernmental Panel on Climate Change” (IPCC) panelet har talt for. Senest i Svensmarks kritiske indlæg i Weekendavisen den 30. november 2018 under overskriften: ”Klima. Solens betydning for klimaforandringer bliver bevidst nedtonet af FN’s klimapanel”.

Men denne gang er det anderledes. Henrik Svensmarks nye skrift viser en markant sammenhæng mellem solens aktivitet og klimaet. Sammenhængen kan ifølge Svensmarks undersøgelser spores mange årtusinder tilbage i tiden. Men hans nye arbejde understreger også, at den nuværende globale opvarmning er langt mere truende end selv IPCC forskerne hidtil har troet. Svensmarks forskning tyder på, at drivhuseffekten er tre gange så voldsom, som hidtil antaget.

Kort fortalt, så mener Svensmark, at påvirkningen af jordens klima fra solens aktivitet fungerer gennem den kosmiske stråling, som påvirker skydannelsen. Niveauet af den kosmiske stråling påvirkes af solens aktivitet således, at høj solaktivitet udbreder solens magnetfelt langt ud i rummet. Magnetfeltet i vort eget solsystem afbøjer til en vis grad den kosmiske stråling af elektrisk ladede atomkærner, som kommer fra fjerne galakser, og som derved forhindres i at nå jorden. Den del af den kosmiske strålings meget energirige partikler, der rammer jordens atmosfære, danner kaskader af nye ioner ved kollisioner med luftens atomer og molekyler. Disse ioner tjener som kondensationskærner for vanddamp, så der dannes skyer. Skyerne skærmer mod solens lys- og varmestråling, så kun en mindre del af solenergien når jorden. Sammenfattende giver høj solaktivitet lavere kosmisk stråling, færre skyer og mere solvarme til jorden. Som Svensmark (2019) skriver i sit ”executive summary”:

Påvirkningen af klimaet fra solens aktivitet er langt større end den officielle udlægning siger. (”In summary, the impact of solar activity on climate is much larger than the official consensus suggests”.)

Henrik Svensmarks nye arbejde skaber ekstra bekymring for en endnu hurtigere stigende global opvarmning end forudsagt af IPCC. Vi oplever netop nu en periode med meget lav solaktivitet, som også giver sig til kende ved et forhøjet niveau af kosmisk stråling. Ifølge Svensmarks teori burde dette give forøget forekomst af skyer, hvilket igen burde sænke solens indstråling, og dermed dæmpe den globale temperaturstigning – eventuelt føre til aftagende temperaturer.

I solpletperioden gennem de seneste 11 år siden 2008 har solens gennemsnitlige aktivitet kun være det halve af den gennemsnitlige solaktivitet i de foregående 11-års perioder gennem tidsrummet fra 1950 til 2007. Det ses tydeligt i Fig. 1. Ja, faktisk er solaktiviteten nu på det laveste niveau i 200 år og ikke meget højere, end den var i den såkaldte ”lille istid” (Maunder minimum) i årene omkring 1700, som også fremhæves i Svensmarks skrift.

Fig.1. Solplettallet siden 1700. (fra Solar Influences Data Analysis Center (SIDC), Belgien)

Henrik Svensmark (2019) viser forløbet af den kosmiske stråling i sin Fig. 3 vist her som Fig. 2. Den kosmiske stråling følger fint det ventede forløb gennem varierende solaktivitet med reduktion af niveauet i perioder med høj solaktivitet, som det i øvrigt er fastslået for mange år siden, altså længe før Svensmarks forskning. Se f.eks. Forbush, 1954 eller Winckler og Peterson, 1958.

Fig. 2. Kosmisk strålings niveau (blå streg) og solplettal (rød streg). (Fra McCracken and Beer, 2015 modificeret af Svensmark, 2019).

Som det ses i Fig. 2 er det gennemsnitlige niveau af den kosmiske stråling i den seneste 11-års solpletperiode siden 2008 højere end i nogen anden periode siden målingerne startede i 1953. Det bemærkes, at Svensmark ikke gengiver solplettallet fra 2014 op til 2018 i den seneste solpletperiode trods figurtekstens angivelse af data gennem intervallet fra 1953 til 2018.

Det er desværre ikke let at finde en konkret angivelse af sammenhængen mellem solaktivitet målt
ved solplettallet og klimavariationer målt i antal grader i Svensmarks nye skrift eller i hans andre publikationer. Det nærmeste, han kommer til et konkret forhold, er angivelsen i afsnittet med konklusioner på side 20 (Svensmark, 2019), at forskellen mellem middelalderens varmeperiode (950-1250 AD) og den lille istid (nu udstrakt til perioden 1300-1850 AD) er på 1.0-1.5 grader. Niveauet af kosmisk stråling i den varme periode ses i hans Fig. 5b at svare til niveauet omkring 1950. Således har solplettallet i gennemsnit været dengang som det var nu omkring 1950, dvs. ca. 100 i den varme middelalderperiode, mens det midt i den lille istid (omkring 1700) var ca. 30. Så forskellen på 70 i solplettallet svarende til en temperaturforskel på 1.0-1.5 grader giver en klima effekt på 0.014-0.021 oC/SSN. Det er en markant større temperatureffekt end andre undersøgelser viser (f.eks. Stauning, 2011, 2014).

Nu kan man så med Svensmarks forslag til klimaeffekten af solens aktivitet se på, hvad det ville betyde for de nuværende globale temperaturer. Forskellen fra solaktivitetens niveau omkring 1950 med et gennemsnitligt solplettal på ca. 108 til gennemsnittet for indeværende solpletperiode (2008-2019) på et gennemsnitligt solplettal på 55 er deltaSSN=53. Med Svensmarks model svarer denne forskel til ca. 1.0 grad. Den beregnede temperaturforskel skulle altså give et koldere klima nu, end vi havde omkring 1950. Den faktiske udvikling i klodens middeltemperatur er vist i Fig. 3 fra det britiske vejrtjenestes Hadley Climate Center.

Figur 3. HadCruT4-gl. Tidsserie for kombinerede land- og havoverflade temperaturer. (fra Hadley Climate Center)

Ifølge Fig. 3 er de målte globale temperaturer steget med ca. 0.6 grader siden 1950. Og nu kommer det rigtigt alarmerende. Med Svensmarks klimamodel ville temperaturstigningen være blevet hele 1.5 grader, hvis solens aktivitet var forblevet på samme høje niveau som den var i 1950’erne. Heldigvis har solens aktivitet været faldende siden da. Når vi så alligevel har en stigning i de globale temperaturer, må det betyde, at drivhuseffekten siden 1950 overgår den ellers ventede globale afkøling, som skulle komme med den faldende solaktivitet.

Dette forhold er illustreret i Fig. 4, der dels viser de målte land- og havoverflade temperaturer (HadCru-4 gl.) og dels viser klimaeffekten i Henrik Svensmarks model. Som det ses, så ville sol-klima effekten få temperaturen til at stige med ca. 0.4 grader under det kraftige solpletmaksimum omkring 1958 og derefter aftage til -0.4 grader i den følgende solpletperiode omkring 1970 med lavere solaktivitet. Efter en mindre stigning i solplet perioden omkring 1980 har solaktiviteten og dermed klimaeffekten være støt aftagende indtil nu, hvor solplettallet er det laveste i 200 år. I forhold til 1950 har den aftagende solaktivitet betydet en relativ køling på omkring en grad, så den faktiske drivhuseffekt er på over 1.6 grader ifølge Svensmark (2019).

Fig. 4. Målte globale land-hav temperaturer fra 1950 til 2019 (rød kurve) og sol-klima effekt af ifølge Henrik Svensmarks forskning (blå kurve). Den effektive drivhuseffekt er forskellen mellem de to kurver som vist ved den grønne pil.

Når man ser på solplettallet over lang tid (jf. Fig. 1), kan man let se en periodisk langtids-variation. Det indebærer, at det lave niveau, vi har for tiden, kan vende, så vi igen får høje solplettal, hvorved den nuværende relative køling ophører. Og så kan vi for alvor tale om en glohed planet, når stigende solaktivitet lægger ekstra temperaturstigninger oven i de kendte effekter fra klimagasser (f.eks. WMO). Så Henrik Svensmarks nye skrift (2019) er en gedigent kæberyster til ”klima skeptikere”.

Den globale opvarmning er ifølge Svensmarks forskning langt mere fremskreden og truende end selv IPCC og andre velmenende forskere har troet hidtil. Men er der hold i Henrik Svensmarks forskning?

Referencer

  1. Eddy, J. A.(1976): The Maunder Minimum, Science, Vol. 192, pp. 1189-1202.
    Forbush, S. E. (1954): World-wide cosmic ray variations 1937-1952, Journal of Geophysical Research, https://doi.org/10.1029/JZ059i004p00525

  2. HadCRUT Global Temperature Data 2019: http://www.cru.uea.ac.uk/cru/data/temperature/
  3. Intergovernmental Panel on Climate Change, IPCC 2018 Report: http://www.climatechange2018.org
  4. McCracken, K. G. and Beer, J.(2015): The annual cosmic-radiation intensities 1391-2014, Solar Physics, vol 290, pp. 3051-3069.
  5. Solar Influences Data Analysis Center (SIDC), Belgium. Sunspots November 2013: http://sidc.oma.be/sunspot-data/ . (see also http://sidc.oma.be/silso )
  6. Stauning, P. (2011): Solar Activity-Climate Relations: A different Approach, J. Atmos. Solar-Terr. Phys., Vol. 73, pp. 1999-2012. doi:10.1016/j.jastp.2011.06.011
  7. Stauning, P. (2014): Reduced Solar Activity disguises Global Temperature Rise, Atmospheric and Climate Sciences, 4, pp. 60-63. http://dx.doi.org/10.4236/acs.2014.41008
  8. Svensmark, H. (2018): Klima. Solens betydning for klimaforandringer bliver bevidst nedtonet af FN’s klimapanel. Weekendavisen #4830, side 16, November 2018.
  9. Svensmark, H. (2019): Force Majeure. The Sun’s Role in Climate Change. GWPF Report 33. The Global Warming Policy Foundation. ISBN 978-0-9931190-9-5
  10. Winckler, J. R. and Peterson, L.(1958): Cosmic Rays and the Sunspot Cycle: A large Cosmic-Ray Decrease accompanying the Solar Maximum of 1957. Nature 181, 1317-1319. https://doi.org/10.1038/1811317a0

Henrik Svensmarks rapport