af Willy Wegner

Her i midten af maj 1998 har der netop været premiere på katastrofefilmen Deep Impact . En skrækvision om en komet på kollisionskurs. "En katastrofefilm uden katastrofe", som én anmelder vrissent har skrevet, mens andre er begejstrede. Men lad det nu være, det er jo bare en film.

Men tanken om, at en meteorit eller komet ved direkte nedslag – eller Jordens passage gennem en komethale – kan forårsage enden på det hele, er bestemte ikke usandsynlig. Var det sådan at de senpopulære dinosaurer uddøde? Er det sådan at Jordens nuværende åndelige dinosaurer skal uddø? Slut med Lykkehjul, Hjemis og tvungent bileftersyn!

I filmen tager amerikanerne affære. Kometen er jo en åbenlys trussel mod amerikansk livsstil. Myndighederne holder det i begyndelsen hemmeligt, for ikke at skabe panik. Men regeringen og videnskabsfolk udstyrer et rumskib – Messias , hedder det – selvfølgelig. Det er udrustet med atombomber og skal gøre en ende på kometen. Og orienterer præsidenten sine vælgere, bla, bla, bla!

Hvordan mon reaktionerne vil blive, hvis det skulle ske, at vi fik at vide: den 20. maj 2002 vil en komet ramme Bruxelles! Først ville EU-modstanderne og USA’s Handelskammer måske gnide sig i hænderne, men når det så meddeles, at det bliver en global katastrofe, og at gamle Moder Jord bliver blæst til asteroider, ja! – så er det kun Dommedagsprofeterne der fryder sig.

Men hvad med den brede befolknings reaktioner? Der er ingen steder at rende hen. Ingen grund til at hamstre i Netto. Ingen grund til at betale sine regninger. I det hele taget: – ingen grund til panik. Muligvis vil der utvivlsomt komme et folkeligt krav om non-stop udsendelse af de sidste 44 afsnit i den uafsluttede tv-serie, man er midt i, så det er muligt at få slutningen med inden…!

Ja, hvordan ville du selv reagere?

For 90 år siden skete det faktisk!
Cirka kvart over syv om morgenen, lokal tid, skete der den 30. juni 1908 en eksplosion over det centrale plateau i Sibirien. Det var mere præcist ved floden kendt som Stenede Tunguska, (60 0 nord, 101 0 øst).

Nærmeste større bebyggelse var handelsstationen Vanavara, små hundrede kilometer sydpå. Stammefolk og jægere fra evenk-folket og de russiske opkøbere af skind mødtes her for at handle. En tidlig morgen den 30. juni 1908 skulle de opleve noget, som ingen før dem i historisk tid havde set magen til: En ildkugle med en omkring 800 km lang hale efter sig. Den blev set i nordvestlig retning, lavt over horisonten. Ildkuglen eksploderede i en hurtig serie af eksplosioner i en højde af omkring syv kilometer.

Man kan være svært forestille sig, hvad de jægere der havde deres lejr i den retning tænkte.

Lokalt var det bogstaveligt talt et dommedagsbrag. Eksplosionen skete i en højde af omkring syv kilometer, og energiudladningen var voldsom. Videnskabsfolk har anslået, at det svarede til en atomeksplosion på et sted mellem 10 og 20 megaton, nogle mener endog helt op til 40 megaton. 1 megaton svarer til 1 million tons af sprængstoffet TNT. Til sammenligning svarede Hiroshima-bomben "kun" til en sprængkraft på 13.550 tons TNT! Objektets masse er senere blevet anslået til omkring 100.000 tons.

Et øjenvidne i Vanavara har fortalt, at det var som blev himlen splittet af ild, og at varmen  næsten var uudholdelig. Eksplosionen var øredøvende, og vindtrykket kastede en af hans venner seks meter hen ad jorden. Jorden og hytterne rystede, vinduesglas splintredes. Braget kunne høres 800 km væk.

Hårdest ramt blev de lokale normader fra evenk-folket. Vasiliy Dzhenkoul mistede eksempelvis således mere end 600 rener, sine jagthunde, skind og sin tipi – det hele svitset til aske. Evenk-folkets ledende shaman erklærede hele området for lukket. Han mente, at det der var sket skyldtes gudernes vrede. En anden shaman hævdede, at det var ham der havde påkaldt gudernes vrede på grund af en stammefejde.

Skovbrandene rasede i uger, og et område på omkring tusind kvadratkilometer blev ødelagt. Aske og forstøvet taiga blev suget op i atmosfæren og cirkulerede kloden rundt. Det gav usædvanlig farvefyldte solopgange og -nedgange, og eftervirkningerne varede flere uger før det langsomt tog af.

Adskillige steder blev der målt seismiske forstyrrelser, og det blev konstateret, at der måtte have været et jordskælv. I dagene der fulgte var der mærkelige lysfænomener på himlen, og meget lyse nætter. Nætterne var så lyse, at man eksempelvis kunne sidde i København eller London og læse uden at tænde petroleumslampen.

Der blev også konstateret magnetiske "storme" af en karakter man først kendte til adskillige år senere, nemlig efter de første atmosfæriske forsøg med sprængning af atombomber – mønsteret var det samme!

Om dagen virkede Solen underligt sløret, og på astronomiske observatorier klagede man over en forringet sigtbarhed. Britiske astronomer havde oplevet det før, nemlig i efteråret 1883, og den gang skyldtes det vulkanen Krakatoa i Sunda Strædet, hvor i tonsvis af støv og aske blev slynget op i atmosfæren. Men der forelå ingen underretninger om, at et lignende vulkanudbrud skulle have fundet sted i 1908. (The Times 4.7.08)

Men meddelelser om sagens rette sammenhæng, fik man ikke på det tidspunkt fra dette relativt øde taiga-område. Her lå der et ødelagt område på omkring 1000 km 2 som var brændt af. Træerne lå i et stort område væltet i vifteform ud fra epicenteret.

Lidt efter lidt nåede der oplysninger frem. Det rygtedes at der i et område i Sibirien lå mange brændte og væltede træer. Det kom en russisk videnskabsmand før øre. Han hed Leonid Kulik, og ud fra meddelelserne antog han at der var tale om et meteoritnedslag.

I Sovjetunionen fejrede man iøvrigt 50 året for Tunguska-hændelsen og Leonid Kuliks arbejde ved udgivelse af frimærket til venstre.

Imidlertid skulle der gå ikke mindre end 19 år før det lykkedes at etablere den første russiske videnskabelige ekspedition til området, financieret af det sovjetiske videnskabelige akademi, og under ledelse af Kulik.

Let var det ikke at forcere omkring 100 kilometer taiga i et område hvor der er permafrost. Et område med floder og et helvede af gyngende sumpe og luften fyldt med et inferno af myg.

Kulik fandt epicenteret og kortlagde området med de faldne træer. Han undrede sig over flere ovale områder som han antog for at være gamle meteoritkratere der med tiden var blevet fyldt op. Selve resten af meteoriten mente han lå begravet et eller andet sted nær den sydlige sump nær epicenteret. Men magnetiske sonder og boringer har gennem årene og helt frem til vore dage ikke fundet så meget som et gram af metal hverken i den store sydlige sump eller de mindre ovale områder.

Anden Verdenskrig satte en stopper for yderligere undersøgelser.

Efter krigen kom der for alvor gang i udforskningen. Adskillige russiske ekspeditioner blev organiseret, ofte var der flere samtidige hold forskere i området omkring Stenede Tunguska. I 1961 opholdt således to ekspeditionshold sig i området. Et af dem var ledet af geologen K.P. Florensky, der var af den opfattelse, at "synderen" fra rummet var en komet. Lederen af den anden ekspedition, geofysikeren A.V. Zolotov, mente at der havde været tale om en atomeksplosion!

Således har der gennem årene været mange forklaringsmodeller:

    • Tilhængerne af modellen med en atomeksplosion har svært ved at finde holdbare argumenter. Hvem bragte en bombe til sprængning i 1908? Et tidspunkt hvor man eksempelvis arbejde på at udvikle styrbare luftskibe! Øjenvidne beretninger om en paddehatsky kunne ikke bruges, de udvikles også ved andre former for eksplosioner. Det er også svært at forklare, hvordan den russiske zar skulle have udviklet et sådant program, som så Sovjetunionen en revolution og to verdenskrige senere skulle genudvikle!
    • Imidlertid gav atom-modellen næring til mere fantasifulde hoveder. Eksempelvis at det skulle have været en eksplosion i et rumskibs atomdrivkraft – et rumskib fra en anden civilisation i universet! Denne model rumler stadig i visse kredse af ufo-troende.
    • I midten af 1960’erne blev det også luftet, at der kunne have været tale om et mindre antistof meteor. Eller et lille såkaldt "sort hul" der drønede gennem Jorden og ubemærket ud igen et sted i det sydlige Stillehav. Senere forskringsresultater har manet disse spekulationer i Jorden, så at sige!

    I 1963 var Nicolai Vassilev – en af de i disse år førende eksperter – afsted på sin første ekspedition ud af mange følgende. Men gennem mange år var alle disse ekspeditioner russiske. Først i 1989 blev andre end russiske videnskabsfolk inviteret med på ekspeditioner til Tunguska. En af disse var Roy Gallant fra University of Southern Maine, ligesom der har været eksempelvis italienske ekspeditioner udgået fra universitetet i Bologna.

    Roy Gallant spørger: "Hvad har vi lært om Tunguska-hændelsen efter 34 ekspeditioner? Og hvorfor er det vigtigt at undersøgelserne fortsætter?"

    Vigtigheden ligger blandt andet i, at man i kølvandet på eksplosionen har konstateret en række interessante biologiske konsekvenser. Eksempelvis en accelereret vækst i området ved epicenteret. Der har også være forøgelse i antallet af biolgiske mutationer. Der er fundet abnormiteter i blodet hos grupper af evenk-folket. Genetiske variationer i myrearter osv.

    En italiensk ekspedition analyserede harpiks fra de træer der blev fældet af eksplosionen. Den italienske forsker Menotti Galli mente, at man måtte kunne spore og identificere kosmiske stoffer der kunne hjælpe til at identificere Tunguska objektet. Det lykkedes. Der blev fundet partikler af calcium, jern-nikkel, silicater, cobalt-wolfram og bly. Visse asteroider indeholder sådant stof, derfor har disse resultater nu pustet liv i den gamle asteroide-teori.

    Men, hvor er så krateret og hvor er fragmenterne? Det er blevet foreslået at en del af asteroiden er blevet pulveriseret mens en intakt del så at sige har slået smut på jordens atmosfære og er fortsat ud i rummet.

    Det hele kompliceres af, at forskere i 1960’erne identificerede fire mindre epicentre indenfor det stores 60 km diameter. Hvert af de små havde deres eget faldmønster for træerne og hvert af dem forårsaget af individuelle eksplosioner.

    Mange videnskabsfolk hælder mest til komet-teorien. Førende på dette er geokemikeren Yevgeniy Kolesnikov fra universitetet i Moskva.

    Vassilev har udtalt:

    "Havde et sådant himmellegeme eksploderet over Europa i stedet for det øde Sibirien, ville antallet af døde måske have været en halv million eller mere, dertil en økologisk katastrofe. For nogle år siden passerede en asteroide på på adskillige hundrede meter i diameter Jorden i en afstand af blot 700.000 kilometer. I astronomisk målstok er det meget tæt på. Tunguska-hændelsen står som den eneste i historisk tid, selv om der er spor efter mange nedslag i klodens geologiske historie. Selvfølgelig vil det ske igen!"

    Han fastslår at fortsat forskning er vigtig, netop fordi det vil ske igen. Kun ved at vide hvad objektet var, og ved at kende dets ødelæggende bilogiske konsekvenser, vil videnskaben og den medicinske verden være i stand til at håndtere en sådan kommende katastrofe. Der findes mindst en halv million asteroider ude i vort solsystem med diametre på omkring en kilometer. Disse objekter kolliderer konstant med hinanden og slå hinanden ud i andre uberegnelige kredsløb.

    Endnu i omkring tyve år er det store 4000 km2 store Tunguska-området erklæret for fredet reservat af den russiske regering, så forskningen kan fortsætte. Men olie-folk står på spring for at komme ind i området. De russiske videnskabsfolk håber imidlertid at fredningen kan gøres permanent via FN-organisationen UNESCO. Stedet er ikke blot af betydning for Rusland, men for hele verden.

    Et resumé
    To russiske forskere, D.V. Djomin og Victor Zhuravlyov har resumeret Tunguska-forskningen i tre etaper:

    I første etape (1908-1949) i udforskningen af Tunguska-hændelsen syntes målet enkelt: at finde fragmenter af et gigantisk meteorit. Andet trin (1958-1993) var en periode med komplekse og mangesidede udforskninger af katastrofeområdet, computerbehandlig af data, indsamlig af øjenvidneberetninger, undersøgelse af geofysiske arkiver, og afprøvning af gyldigheden i simple modeller der måtte kunne forklare fænomenet. Det tredje trin, som forfatterne ser det, begyndte i 1994. Det er en igangværende periode med etablering af en international database og brug af systemanalyser som nøgle til en løsning af vort århundredes kosmiske gåde.

    Første etape af forskningen omkring Tunguska-hændelsen ligger i årene mellem 1908 og 1949. I 1908 dukkede de første meddelelser fra øjenvidner op. De blev modtaget af observatoriet i Irkutsk og kunne læse i aviserne. I 1949 udkom der en bog af Eugene Krinov som opsummerede resultaterne af Leonid Kuliks forskning. På dette tidspunkt accepterede forskerne den traditionelle model: Fænomenet kunne forklares som en kollision med et mindre objekt fra solsystemet, enten en asteroide eller en komet. Hovedmålet med de videnskabelige anstrengelser var at søge efter meteoritter.

    Hændelsen fandt godt nok sted den 30. juni 1908, men jagten på øjenvidnerne og stedet for hændelsen begyndte ikke før i 1921. I 1927 opdagede L.A. Kulik det usædvanlige mønster i skovens ødelæggelse. Centeret blev identificeret som kollisionsstedet for et antaget kæmpemeteorit. I 1938 blev der foretaget en undersøgelse fra luften. Kulik organiserede de fremtidige ekspeditioner, inklusive etablering af stier, konstruktion af mindre lagerbygninger, geodætiske mærker og etablering af gittersystem gennem skoven ved træfældning. I løbet af disse år fremstillede de et groft kort af regionen og interviewede øjenvidnerne.

    Anden etape i forskningssagaen placeres i perioden mellem 1958 og 1993. Jagten på fragmenter efter det store meteorit blev gentaget, men med negativt resultat. Computeranalyser af ekspeditionsdata havde tilnærmet højden og eksplosionens energiudladning over taigaen samt det præcise tidspunkt, som omregnet til dansk tid var kl. 01.17.

    I løbet af denne periode blev hovedkvarteret for Tunguska-forskningen flyttet fra Moskva til Tomsk, hvor gruppen Interdisciplinary Independent Expedition (IIE) blev etableret. En gruppe der stadig eksisterer.

    I denne periode har man mere grundigt kortlagt området. Undersøgt mutationer i flora og fauna. Der er blevet ledt efter spor af kosmiske partikler i jord, tørv, harpiks og træringe. Dertil isotop-anomalier i biosfæren, og meget mere. Endelig har man udspurgt øjenvidner i et meget stort område mellem floderne Yenissey og Lena.

    Hvad der er sket den tredje etape og den aktuelle status i forskningen omkring Tunguska-hændelsen vil blive fremlagt på en international videnskabelig konference i dagene 30. juni til 2. juli i år. Den finder sted i Krasnoyarsk og er organiseret af en lang række russiske videnskabelige institutioner samt Bologna universitetet i Italien, der er det sted udenfor Rusland hvor en forskning i Tunguska-hændelsen primært finder sted. Det var også Bologna universitetet der i 1996 var arrangør af Tunguska International Workshop.

    Vil du vide mere om Tunguska-hændelsen, eller følge med i forskningen omkring det endnu uløste mysterium, så prøv med jævne mellemrum at besøge hjemmesiden illustreret til venstre. Her finder du oplysende dokumenter, bulletin board, relevante links og et lille fotogalleri. Hjemmesiden hedder "Tunguska – the Cosmic Mystery of the Century" . Den er hjemmehørende på Southworth Planetarium, University of Southern Maine og bestyres af professor Roy A. Gallant.

    Litteratur
    Langt den overvejende del af litteraturen om Tunguska er selvfølgelig på russisk. Således indeholder en russisk bibliografi mere end 1000 henvisninger til emnet. Men på ovenstående hjemmeside vil du finde nogle interessante artikler på engelsk og oversat til engelsk. Blandt andet Nicolai V. Vassilev’s artikel: The Tunguska meteorite problem today . Der er også en artikel af Roy A. Gallant: The sky has split apart!

    Iøvrigt er førnævnte Nicolai Vassilev også leveringsdygtig med en hjemmeside: Tunguska Event. Hovedparten er dog på russisk. Men på engelsk kan du læse om en ny bog i rubrikken News: Den er skrevet af Victor Zhuravlyov og Felix Ziegel: Tunguska Marvel .

    Vil du have en bid af det lokale folks opfattelse, så findes der uddrag af etnografen I.M. Suslov’s interviews med evenk-folket i årene 1926-28 på Joachim Otto Habecks hjemmeside .

    Du kan også prøve Tunguska Meteorite Paradox (1908-1998) . Eller: 1908 Siberia Explosion. Her prøver William K. Hartmann at rekonstruere hændelsen. Og så er der lige: Visnjan Observatory.

    En artikel om en ekspedition med dansk deltagelse kan læses i JyskeVestkysten fra den 14. august 1994: På jagt efter stjernestøv af Birthe Lauritsen. Kim Møller Hansen har i serien Mysteriet om … skrevet bogen Gæsten fra det ydre rum (ISBN 87-0009945-7)

    Nævnes skal to engelsksprogede bøger: The fire came by af John Baxter og Thomas Atkins, og med indledning af Isaac Asimov (ISBN 0-8600-7540-0) samt Tunguska: Cauldron of Hell af Jack Stoneley (ISBN 0-352-39619-9). Bøgerne udkom i 1976 og 1977.

    Kilde: Para-nyt 1998 nr. 3

    [*]