af Mogens Winther


Danmark befinder sig på det højeste vidensmæssige niveau nogensinde – men alligevel blomstrer overtroen som aldrig før.

På internet, aftenskoler og i okkulte tidsskrifter myldrer det frem med eksotiske Newage tilbud.

Ville det nu ikke gøre godt med sådan lidt Nordlysmassage? Eller måske trænger De til at få Deres Aura renset? Lidt interstellar syvstjernehealing var nok heller ikke at foragte?

Fejler De noget? – fat mod! – så er der skam håb forude .

"Ude og Hjemme" fortalte den 8. juli 1998 om clairvoyante Marianne Rasmussen fra Fyn… Marianne driver en klinik, hvor hun hjælper alle :

"Det kan være mod ledsmerter, rygskader, cancer, skader efter trafikuheld.."

Marianne fortæller :

"Jeg kan heale folk både med mine hænder, mine øjne og ved at snakke med dem. De skal bare have troen på, at de kan hjælpes".

Alt dette er mere eller mindre hverdags kost i dagens Danmark. Humlegaarden nord for København reklamerer ligefrem med

"innovative, holistiske og naturmedicinske metoder i behandlingen af cancer."

Her tilbyder man kræftpatienter – citat :

misteltenbehandling, injektion af højdosis Vitamin C, Farve- og lydterapi , samt healing.

Jo, der er plads til meget mellem himmel og jord!

Ude og Hjemmes førnævnte artikel var annonceret under forsideoverskriften :

"Synske Marianne hjælper politiet – Jeg så Susans morder…"

Baggrund var det bestialske sexualmord – hvor en lille 10 årig pige i København området fornylig blev bortført, voldtaget og myrdet.

Og minsandten om ikke synske Marianne – med eneret for Ude og Hjemme – kan delagtiggøre Danmarks befolkning i det stakkels barns sidste minutter.

Ude og Hjemme skriver :

"En rolig og afdæmpet Marianne fortæller stille om den uhyggelige oplevelse.: " "Jeg hørte Susan kalde på mig…" "- Jeg kunne se, at den 10 årige pige trængte til hjælp, men det var for sent, da politiet endelig fandt hende…"

Mest forbløffende er at det begavede danske politi frivilligt lader sig trække rundt i Newage-manegen.

Ude og Hjemme fortæller bl.a.:

"Kriminalinspektør Willy Eliasen fra Glostrup, der leder efterforskningen, siger at man tager meget seriøst på Mariannes henvendelser. Hun har jo helt specielle evner…"

Inden vi fylder Danmarks politistationer med newage krystalkugler og spåkoner, bør man have den hollandske Heijn sag i erindring.

Den 9. september 1987 blev den velhavende forretningsmand Gerrit Jan Heijn bortført. Allerede samme dag blev Heijn myrdet på koldblodig vis, og liget skaffet af vejen i en nærliggende skov.

Den 28. December udlovede det hollandske politi en dusør på en million Gylden, og så kom der ellers gang i krystalkuglerne.

Den ene clairvoyant mente at Heijn var i Spanien, en anden kunne fortælle at Heijn skam var død af hjertestop i Tyskland. Den tredie clairvoyant mente at Heijn blev holdt til fange af kommunister i et sommerhus – og så videre..

I de efterfølgende måneder druknede det hollandske politi i intet færre end 2000 henvendelser fra clairvoyante spåkoner m/k. Efter sagens opklaring viste det sig at ikke en eneste af disse spådomme havde haft noget relevant indhold.

Krystalkugle-kriminal assistance har derfor kun et resultat: man fremmer en yderligere traumatisering af de i forvejen hårdt ramte efterladte.

Andre ugeblade har også svært ved at finde de etiske grænser. Ugebladet Hjemmet bringer hver uge en fast side med clairvoyante John Braad.. Som Hjemmet skriver, "John ser alt", bare skriv til John, vedlæg et lille foto, og alt lader sig besvare.

Vil jeg få flere børn? Vil jeg få en fartbøde? – eller måske vinde i Lotto? Hvor er min forsvundne bror?

Tankens kraft rækker langt i disse New Age tider.

Fra sit kontor i Bjerringbro kan John rette sit røntgenblik mod ethvert dansk hjem, tværs gennem lukkede døre og gardiner..

Nogle af de mere hyggelige eksempler fra "Danmarks hyggeligste ugeblad".. :

Hvornår og af hvad vil jeg dø? (Hjemmet 34/97).

Har jeg cancer (Hjemmet 11/98)?

Hvordan går det min afdøde mand? (Hjemmet 23/98)

Næh, hverken New Age eller de kulørte blade kender åbenbart sarte grænser. Som Hjemmets chefredaktør Bjarne Ravnsted udtrykker det –

"vi giver blot læserne det, de vil have".

Vi har alle prøvet at miste en af vore kære. Og man spørger sig selv hver gang, fik man nu sagt de rette ord, mens der var tid, de ord der virkelig betød noget?

Men i disse New Age tider er der ingen grund til at bekymre sig om sådanne trivialiteter. Astrolog Niels Hasseløy reklamerer nemlig på internet med direkte clairvoyant kontakt til vore kære afdøde
. .. Værsgod, bare tag telefonen og ring!

New Age bølgen har mange aspekter, astrologien har – hjulpet godt på vej af aftenskoler og Danmarks Radios DR-Stjernetegn – været et af de mest populære.

På det seneste har der igen lydt jubeltoner fra branchen. En lederartikel i Horoskopet (Juni juli 1998), fortæller at astrologerne er ved at få en fod indenfor i Undervisningsministeriets FUU Frie Ungdoms Uddannelse.

Med lidt held vil astrologi ligefrem blive et SU-berettiget fag. Erhvervsastrolog Karl Aage Jensen fortæller :

"Tættere har man aldrig været på en offentlig anerkendelse af astrologien. Faget er nu inde i varmen sammen med alle de andre fag, som landets ungdom traditionelt undervises i."

Hvad er det så for himmelske besværgelser, vores ungdom skal undervises i…?

Astrolog Susanne Hørud har hvert år et horoskop-tilæg til bladet "Vi Unge.."

I årshoroskopet for 1997 kan man læse:

Jomfrudrengen "ved som regel mere om skolefaget end læreren selv gør", men "skyttedrengen er ikke altid den bedste i folkeskolen".

"Stenbukkepigen bruger utroligt mange penge på tøj og nye frisurer. Men hun ser da altid forbløffende godt ud. Hun har ofte en flot slank skikkelse og kridhvide tænder. Stenbukkepigen tiltrækker mange drenge og ældre mænd.."

At være født under Vægten er dog knap så sjovt, hør Susanne Hørud :

"Vægtpigen er som regel noget buttet, fordi hun har en uimodståelig trang til at fylde sig med alle slags kager og chokolade.. Det gør hende kun endnu mere feminin. Hun er noget doven anlagt…."

Forbløffende nok fik netop Susanne Høruds "Stjerneskole" i foråret 1998 arbejdsministerens blå stempel.

I et svar på et kritisk spørgsmål fra Niels Jørgen Langkilde (C) bekræftede arbejdsministeren den 26 Feb 1998 at offentlige midler har været anvendt til at give langtidsledige en astrolog uddannelse hos Susanne Hørud.

Arbejdsministeren besluttede, at denne aktivitet også må fortsætte fremover.

Alt er åbenbart muligt i disse nye tider. For nyligt offentliggjorde Arbejdsmarkeds Etisk Råd en rapport, der viser at flere "erhvervs-astrologer", clairvoyanter, etc – med største selvfølge tilbyder deres hjælp, når der skal ansættes nyt personale i erhvervsalivet.

Et par streger på et stykke papir, og den håbefulde ansøgers liv, evner, fremtid og sind er målt med nærmest voltmeteragtig præcision.

Et eksempel – flere danske og udenlandske astrologer mener samstemmende at personer med stjernetegnet fisk er – citat : –

"fyldt med løgn, stoffer eller spiritus…"

Skal man tro erhvervs-astrolog Karl Aage Jensen har personer med stjernetegnet Fisk ofte svømmende øjne – selv når de er ædru . se f.eks. Karl Aage Jensen, Astrologiens Verden, side 105

Og ifølge det danske astrologi tidsskrift Zodiac – har Fisk typisk et – ordret citat :

"fyldigt rundt ansigt med brede kindben og en lav pande "…

De bedste erhvervsledere mener astrologerne at finde under stjernetegnet Vædderen. Væddere har nemlig et "helhjertet engagement, medfødte lederevner og øjeblikkelig autoritet".

Og stjernedirektørens udseende er heller ikke at foragte :

" Vædderen er kendetegnet ved skarpskårne, bestemte træk og en mager, muskuløs krop…"

"Dette tegn har et langt, bredt ansigt med en høj pande og stærke, men alligevel fint formede træk."

Det kan derfor ikke overraske, at Hovedstadens Oplysnings Forbund nu tilbyder et kursus i "ansigtslæsning", baseret på de gode gamle stortyske principper om pandevinkler og øjenafstand. (Berlingske Tidende, 18 Aug. 1998). Ifølge den ansvarlige lærer kan man ud fra kraniets form aflæse samtlige erhvervsrelevante egenskaber, intelligens, flid, sygdomme etc..

I USA tilbyder flere erhvervsastrologer i fuld alvor personalevurdering efter samme metode.

Man kan derfor spørge om de nyreligiøse bevægelser egentlig indeholder reel nytænkning?

Eller er Newage blot et tilsyneladende ukritisk opkog af fortidens okkulte og ligefrem racistiske teorier?

Vi har alle vores religionsfrihed. Men giver denne frihed os ret til – på bedste DR Stjernetegns facon – at veje og måle vore medmennesker?

Svaret er klart nej. At støtte eksempelvis clairvoyanter, astrologer og kraniebefamlere via folkeoplysningsloven må derfor betegnes som en hån, – både mod newagebølgens ofre og mod det oplyste folk.

Kilde: Para-nyt 1998 nr. 5. Bringes med forfatterens venlige tilladelse.

[*]