af Paul Kurtz, oversat og bearbejdet af Willy Wegner.

Efterhånden som vi nærmer os år 2000 omgives vi af dommedagsprofeter. De forudsiger at forfærdelige katastrofer venter os. Skal verden til at gå under? Lever vi i vor civilisations sidste dage? Vil menneskeheden og vor planet blive rendt overende af ild, jordskælv og oversvømmelser, eller blive tilintetgjort ved et asteroide nedslag? Det står helt klart, at år 2000 har en særlig betydning i disse scenarier, for det markerer en begyndelse på et nyt årtusind og er blevet adopteret som et afgørende skel for mange dommedagsprofeter.

Men, må vi lige spørge: Begynder det nye årtusinde den 1. januar 2000 eller 2001? Den kalender vi bruger begynder med år 1 i stedet for 0 – for nullet blev ikke regner med ved overgangen fra f.Kr. til e.Kr fødsel. Et årtusinde begynder ikke med et dobbelt nul år, men slutter med det. Hvis det er tilfældet, begynder det nye årtusinde med et 01-år og ikke et 00-år.

Den vestlige verden regner begyndelsen af et nyt årtusinde fra den påståede fødsel af Jesus Kristus, men de fleste ikke-kristne kulturer i verden har kalendere af forskellig oprindelse. Det kinesiske år i 1998 er 4696, den hebræiske kalender viser år 5760. Muslimernes kalender begynder år 622 e.Kr. da Muhammed tog fra Mecca til Medina, og 1998 er her år 1420. Således er den 1. januar 2000 eller 2001 en ret så meningsløs ikke-begivenhed – et udtryk for en vestlig socio-kulturel fordom, uden særlig betydning for sagens natur.

Ikke desto mindre er der en varig bekymring for fremtiden. Mennesker ønsker altid at skue frem og vide hvad morgendagen bringer, eller næste år eller næste århundrede. Megen af denne interesse er baseret på stimulerende og/eller forventninger om en bedre og mere lovende verden. Men det er ofte dunkle forudsigelser og store udtalelser vi må lægge øre til. For mange synes verdens undergang næsten at være et ønske. Vor verdslige verden mangler det drama som en solid undergangs-fantasi producerer.

Verdslige forudsigelser, der ikke er baseret i religiøs eller New Age-tro, høster ofte den største opmærksomhed og troværdighed i medierne. For tiden nyder vi en periode med stor økonomisk optimisme, hvor aktiemarkederne stiger i USA og Europa. Haussespekulanten styrter fremad med rosenrøde forudsigelser. Nogle mennesker spår endog et langt boom i hvilket det økonomisk kredsløb er blevet overvundet.

Til kontrast fokuserer baissespekulanten på det negative. År 2000 vil forårsage et computer-sammenbrud overalt, der vil blive oliemangel, inflationen vil sætte ind, og Dow-indekset vil styrtdykke i løbet af kort tid.

Muligvis finder vi de mest skræmmende verdslige prognoser i de miljømæssige scenarier med befolkningseksplosion og ødelæggende forurening. Demografer fortalte os for blot et årti siden, at befolkningstilvæksten ville vokse eksponentielt og at det ikke ville være muligt at standse den. Men i mange dele af verden har der været et signifikant fald i befolkningstilvæksten. Mange antog for blot tyve år siden at omkring 1980 ville atmosfæren være så forurenet at vi ville blive nødt til at gå med gasmaske året rundt – det er end ikke sket i Los Angeles! Økologer har advaret om, at vi ville udtømme vore naturlige ressourcer og løbe tør for olie, gas og andre fossile brændstoffer i en nær fremtid. På langt sigt har de sandsynligvis ret, men nye ressourcer er blevet opdaget og nye energikilder udviklet.

Men oven over alt dette har vi damoklessværdet – kernekraften. Frygt for kernekraft har omfattet store dele af samfundet. Alt relateret til stråling regnes for djævelsk, og størst af alt er frygten for et atomart holocaust. Vi vil formane til alle sider om, at døden stirrer os lige ind i ansigtet og at nogle fejlagtige kalkulationer uvægerligt vil kunne udløse en verdensomspændende atomkrig.

Et andet område for dommedagsprofetier er de religiøst funderede. Faktisk finder vi i dag i hundredvis af millioner af mennesker som ser på verden primært gennem bibelske briller, og de ser deres egne slut-på-verden-scenarier. Det budskab profeterne prædiker er et årtusinds Armageddon. De er virkeligt overbevist om, at vi lever i "de sidste dage", og de ser jordskælv, krige og rygter om krige som tegn på den forestående apokalyptiske katastrofe. Faktisk er denne generation, insisterer mange af dem, den sidste generation, og dette blev alt sammen forudsagt i det Gamle- og Nye testamente.

En tredje form for dommedagsprofetier er de der tilbydes af New Age-bevægelsen. The Committee for the Scientific Investigation of Claims of the Paranormal (CSICOP) har undersøgt et stort antal af paranormale påstande der hurtigt breder sig i dag fra psykiske personer, spåkvinder m/k, synske og guruer af forskellig slags. Disse inkluderer de fejlagtige forudsigelser fra Edgar Cayce, "den sovende profet", der advarede om et omfattende polskift i årene 2000-2001. Undersøgelserne har omfattet et antal selvmordskulter såsom den Ufo-relaterede "Heaven’s Gate" og den fransk-schweizisk-canadiske rumreligion, "The Order of the Solar Temple". Der er også talrige astrologiske forudsigelser om katastrofer i forbindelse med planeters stilling på linje, og psykiske personer har lige en stor tid med deres undergangsprofetier.

Vi lever i et højtudviklet videnskabeligt og teknologisk samfund. Vi imødeser nogle frygtindgydende problemer. Hvis vi vil løse dem, må vi trække på den bedst tilgængelige kritiske viden. Vi har brug for vor sunde sans, og ikke må ikke slippe den. I frie samfund har enhver ret til sin egen overbevisning, men demokrati forudsætter uddannede borgere. Når undergangstro bliver blandet med ideologi, kan det have ødelæggende sociale, politiske og militære konsekvenser.

Som et verdensorganisation i fremgang og gennem videnskab og fornuft, har vi et ansvar for at undersøge påstande der bliver fremsat om vor kollektive fremtid, uanset om de er baseret på såkaldte afslørende profetier eller ej, og udsætte dem for empirisk kritik. Der er således et tvingende behov for kritisk undersøgelse af dommedagsprofetier, hvad enten de er verdslige, religiøse eller af New Age-typen – for de har alvorlig betydning for hele verden.

Kilde:
SI Digest, 31. december 1998 / Para-nyt 1999 nr. 2.

[*]