af Joel A. Moskowitz, oversat og bearbejdet af Willy Wegner.
Mens videnskaben accelererer til astroteknologisk fart, lykkes det ikke alene antividenskabelig skepticisme at følge trop, den synes at tage teten. Paradoksalt nok kan hverken vidensbaseret intelligens endsige første eller anden verdens forfinethed sikre at folk kan vide hvad der er sandt og hvad der er vrøvl om spøgelser og trolde eller andre manifestationer i uvidenskabelige rapporter. For nogen tid siden skrev jeg en artikel, "Science and the Age of Unreason" i hvilken jeg postulerede, at folk var nødt til at tro på det utrolige, det ikke beviste, og at de frygtede videnskabens barske realiteter.
Grupper af "rationelle tænkere" går sammen om at bringe ordet ud til de vildledte masser. Lærde redegørelser afviser Bermuda trekanter, ufoer, extrasensorisk perception og astrologi. Det er som at prædike for koret. Hvorfor er det sådan?
Som retspsykiater gennem mere end et kvart århundrede, med særlig interesse i samspillet mellem tro og bedrag, har jeg haft lejlighed til at studere dilemmaet konstrueret tro. Jeg vil ikke fremhæve en special diagnostisk gruppe men snarere pege på det allestednærværende træk omkring at tro, at ikke alt er kendt, eller kan vides, og at de professionelle, eksperterne og lægerne, kan man ikke helt stole på. Dette træk synes at være uigennemtrængelig for vidensbaserede argumenter. Jeg har lært, at et lige-på debat med en person (som ikke er psykotisk) om at hun ikke blev besøgt af rumvæsener er dømt til at resultere i en frustreret psykiater og en ikke mindre frustreret patient. Virkeligheden for hver af os handler ikke om intellekt eller intelligens, om uddannelse eller oplevelse. I nogle kulturer betyder det ikke at tro som flertallet gør, at du i det mindste er anderledes, om ikke syg. Troen på voodoo er et eksempel.
Faktisk har jeg lært, at det er fjollet at udfordre eller debattere med astrologi-rettede personer, eller enhver som trodsigt erklærer at have en bestemt tro, eller ikkejordiske kontakter som videnskabeligt orienterede folk jaloux frygter, eller har en eller anden kurupt motivation eller nedladende holdning til.
Som psykiater har jeg fundet mig selv i situationer ikke ulig den Houdini befandt sig i i forhold til vennen, Sir Arthur Conan Doyle. Houdini fortalte Doyle, at det ikke var overnaturlige kræfter der betingede hans storslåede effekter. Doyle, eminent logisk på andre områder, undskyldte Houdinis beskedenhed og forklarede at Houdini blot ikke vidste hvilke ekstraordinære evner han tappede, når han udførte sine underfulde effekter.
I løbet af en psykiatrisk behandling fortalte jeg en kvinde der havde høj status indenfor astrologiske cirkler, at jeg var en medfødt skeptiker. Hun tilgav min fødselsinklination og dømte mig "følsom". Hun fortsatte med at komme til behandling gennem tre år med betydeligt udbytte. Vores modsat rettede meninger om værdien af astrologi forblev i dvale. Mit mål i behandlingen kunne have inkluderet, at hun opgav sin astrologiske overbevisning. Faktisk tilbød hun at bevise værdien ved på computer at bestemme min nøjagtige astrologiske profil. Jeg håbede at kunne prøve hende ved at oplyse det unøjagtige tidspunkt for min fødsel (Jeg var der man bar intet ur). På en eller anden måde forfulgte hun ikke sagen og jeg fandt det klogest ikke at presse på.
I psykoterapi ville undersøgelsen af et trossystem, – hvad enten det er religiøst, f.eks. den grædende Madonna-statue, eller mere truende, f.eks. Bermuda trekanten, – for terapeuten være at bede klienten at overveje hvad troen har gjort for ham/hende. Klienten ville først skulle være åben for reflektion over sådant et spørgsmål. For de fleste ses ethvert lignende spørgsmål som et angreb og afvises. De kunne måske kaldes paranormal-fundamentalister.
I et terapeutisk behandlingssamarbejde siger terapeuten: "Hvad tror du at denne tro/ide/mening gør for dig?" Klienten vil måske svare: "Det gør at jeg føler mig godt tilpas. Jeg bryder mig ikke om at tro, at alt hvad der findes er en stump, begrænset og forudsigelig ende på livet. Jeg holder af mysterier." Emnet er lukket, og er ikke til yderligere debat.
Jeg har fundet ud af, at det ikke er nødvendigt at overbevise nogle klienter om at deres ideer er fejlagtige. Sund fremgang kan forekomme ved at springe over de modstridende meninger der måtte findes mellem terapeuten og klienten.
Frem for alt må vi stræbe efter ikke at slette håbet. Håb er muligvis den stærkeste medicin i lægens medicinskab. Hvis vi forsøger at fjerne håbet, vil vi helt sikkert opleve en enorm modstand. Det er måske den dynamik i reaktionsforløbet der driver troen på paranormale fænomener i vekselvirkning med forøgelsen af videnskabelige præstationer.
Hård, kold videnskab ses som ikke-åndelig. Skeptikere, mistroende, debunkers vil helt sikker forfejle deres søgen efter at uddanne og oplyse de misforståede og de vildledte. De taler analogt til et digitalt publikum. Vidensbaserede beviser er det der gør os rationalister godt tilpas. Følelsesmæssigt tilfredsstillelse virker bedst for andre. Hvis vi vil opnå forståelse for vor almindelige uudtalte frygt, må vi respektere forskellene i hvad der virkelig motiverer vor vished og overbevisning. Det vi finder er, tror jeg, de samme bekymringer, men vores forsvar er forskelligt. Nogle holder af logik. Andre af psyko-logik. Og andre igen den tilsyneladende mangel på logik.
Kilde: Rational Inquiry April-June 1996. © Joel A. Moskowitz / Para-nyt 1999 nr. 4.
[*]
Seneste kommentarer