af Matthew Nisbet, oversat og bearbejdet af Willy Wegner.

Børns lege kan af og til have alvorlige konsekvenser. Den 20. oktober 1998 blev den 15-årige Jamie Schoonover sendt hjem fra Maryland High school med en seddel om, at det var en disciplinærstraf for at have nedkaldt en "forbandelse" over en anden student. En klassekammerat havde beskyldt Schoonover, som havde indrømmet at praktisere hekseri og være datter af en heks, for at forhekse hende.

Nyheden kan måske lyde en anelse bizar eller som noget fra Arthur Millers bog The Crucible, men hændelsen er den seneste i en gærende national fascination over hekseri og trolddom. Vurderingerne varierer, men der er mellem 400.000 til 3 millioner udøvere af hekseri i USA. Religiøse tilhængere, mænd som kvinder, kalder sig selv hekse eller wiccas, og slås aktivt for religiøs accept og tolerance for deres tro. Nogle påstår at Wicca er den hurtigst voksende religion i landet.

At sortere i hvilken heks der er hvad er sagen. Antropologer identificerer fire kategorier af hekse kendt ifølge de populære vestlige forestillinger. Den "sataniske heks", blev anklaget som værende djævledyrker under Inkvisitionen og i Salem heksejagten, og denne forestilling ses i overflod blandt evangelistiske kristne som advarer mod eksistensen og udbredelsen af sataniske kulter i USA.

"Stamme heksen" repræsenterer dualismen af god og ond magi som den findes i indfødte religioner, hos de amerikanske indianere og i de afro-caribiske- samt Stillehavets øbo-kulturer. Stammeheksen menes at være det modsatte af den godgørene healer eller shaman og er ofte gjort til samfundets syndebuk for uheld eller lidelser. Nyere politisk tummel i Sydafrika og på Java har udløst nationale heksejagte som har resulteret i hundredvis af mord udløst af jalousi, frygt, overtro og fordomme. "Eventyrheksen" er den grusomme gamle kælling man finder i fabler som Hans og Grete samt Troldmanden fra Oz.

Wicca falder ind under det antropologerne kalder "ny-hedensk hekseri", hvor de fleste wiccas oprindelse spores tilbage til før-kristen tid og keltisk druidisme. Wicca har intet til fælles med det såkaldte sataniske-hekseri, og wiccas giver sig ikke af med at tro på Satan, men snarere på en kvindelig gudinde der bor i alt hvad der er naturligt. De fleste wiccas fastholder en tro på psykiske evner inklusive clairvoyance, psykokinese og ånde-kommunikation. Feminist-bevægelsen har fundet en acceptabel ledsager i Wicca, med religionens vægt på selvbemyndigelse (ofte gennem overnaturlige kræfter), matriarkalsk deisme og kvindelige åndelige ledere.

Som så mange ting i det kulturelle spektrum går grænsen mellem hovedstrømningen og yderpunkterne. Hollywood og andre dele af medierne, inklusive udgiverne af bøger og tidsskrifter, har tilvalgt det fyldige emne om Wicca og hekseri i et boom af bøger, film og tidsskriftsartikler. Fjernsynet har taget affære med den meget sete ABC-sitcom [sitcom=situations komedie]: "Sabrina – skolens heks", og WB Network med "Charmed". Salget af bøger er gået i vejret siden slutningen af 1980’erne, med de i dag varmeste titler indenfor hekseri, typisk en kombination af erindringer og New Age-selvhjælp, nærmer sig 40.000 solgte eksemplarer. Spin Magazine rangerede i deres "Grrrl [sic] Power"-nummer hekseri som den største interesse blandt teenage-piger.

Resultatet af parcelhus-industriens Wicca, med dets forkelige mund-til-mund vækst, er muteret ind i den seneste uskyldsrene Hollywood-grille. Men har vi virkelig behov for al denne magiske tænkning? Hvorfor skubber vi al dette hekseri over på teenage-piger, når vi så desperat har brug for at sælge piger til videnskab og matematik?

Selv uden byrden af magisk tænkning og hekseri, har langtidvirkende kulturelle barrierer allerede holdt piger fra at træde frem på lige vilkår med drenge omkring matematik, fysik og biologi. I 1991 scorede piger 44 points lavere en drengene i matematik. The National Sciences Foundation kunne fortælle at i 1991 var det kun 29% af videnskabs og ingeniør doktoranderne i USA som var piger.

Slutningen af 1990’erne er desværre en postmoderne verden hvor virkeligheden er opfattet som mangfoldig, og opfattet som det sidste billede flakkende hen over tv-skærmen eller den varmeste milliard dollar reklamekampagne fra Madison Avenue. Forældre og skoler er ansvarlige for at levere en solid basis i videnskab og matematik og for at undervise i kritisk tænkning. Men også medierne bærer deres del af byrden. Samfundet bombarderes konstant og uden ophør med mediernes præsentationer af pseudovidenskab, fantasi og paranormalitet. Hekseriet er blot det sidste eksempel på en medienæret paranormal mani og sikkert ikke den sidste.

Kilde: SI Digest, 29. oktober 1998 / Para-nyt 1999 nr. 2.

[*]