af Mikael Rothstein

Dialogcenteret begynder at ligne de organisationer, det gennem årene har modarbejdet.

Søren Bo Henriksen spørger den 5. januar 1999, om Dialogcentret har mistet jordforbindelsen. Han citerer i den anledning fra det seneste nummer af Dialogcentrets blad, og han hefter sig ved Dialogcentrets ambition om at fremstå som et akademi.

Nu kan jeg ikke påstå at være uhildet i spørgsmålet om Dialogcentret, da jeg gennem mange år har kritiseret såvel Dialogcentrets holdninger som arbejdsmetoder. På den anden side tror jeg måske, jeg kan hjælpe Søren Bo Henriksen til en bedre forståelse af, hvad det er, der går for sig.

Det er trivielt at konstatere, at Dialogcentret altid har været religiøst motiveret. Selv om offentligheden ofte har opfattet Dialogcentret som lidt hen ad en sagkyndig forskningsinstitution, har Dialogcentret altid selv holdt fast i kristendommen som den ideologiske ressource og mission som den vigtigste forpligtelse.

Til gengæld kan det måske virke overraskende, at Dialogcentret også kan anskueliggøres som en religiøs gruppering på linje med så mange andre små religioner i Danmark og ude i den store verden. Men det er netop dér, man må sætte ind for at forstå den udvikling, Dialogcentret gennemlever for tiden.

Dialogcentret er, kort sagt, så småt ved at udvikle sig til en selvstændig sekt inden for den protestantiske tradition. "Sekt" er ikke et skældsord. Det er slet og ret en teknisk betegnelse for en udspaltning, en "skive" som i modsætningsforhold til en "modertradition" søger at finde sig selv.

Dialogcentrets distance til folkekirkens brede lag tegner sig tydeligt, en lang række præster ønsker ikke at blive identificeret med gruppen, og ambitionerne om at tegne en egen profil bliver stadig tydeligere. På det bekendelsesmæssige grundlag er der næppe tale om forskydninger, men Dialogcentret synes at betone tingene noget stærkere, så begreber som "frelse", "fortabelse", "skyld" kommer til teologisk ære og værdighed.

På den anden side forestiller jeg mig ikke, at Dialogcentrets medlemmer melder sig ud af folkekirken. Alt jeg peger på er, at Dialogcentret for tiden intensiverer ambitionen om at være noget særligt, at forvalte de bedste af alle meninger, at blive centrum for én ny og ren vækkelse,

I det projekt er det nødvendigt at have noget at måle sig med: Dialogcentrets retorik fremstiller folkekirken Som slap og eftergivende, teologer som isolerede fra den åndelige virkelighed, befolkningen som lammet af en snigende okkult forgiftning, religionsforskere som ignoranter, der kun gør skidt værre, og dermed – og det er pointen – Dialogcentret selv som repræsentant for det rene, sande og gode.

Tilsvarende retorik finder vi så at sige i alle sammenhænge, hvor en ny religiøs bevægelse ønsker indflydelse og opmærksomhed. Det er også almindeligt, at religiøse sekter søger at etablere sig som velrenommerede institutioner, f.eks. som "akademier" eller sågar "universiteter". Dæmoniseringen af omgivelserne er også en velkendt traver ligesom den implicitte selvhævdelse, som af og til grænser til megalomani, er almindelig hos f.eks. Scientology, Transcendental Meditation, Unification Church osv.

Når Dialogcentret så markant manifesterer disse tendenser nu, skyldes det, tror jeg, at man møder modstand fra flere sider. IKON opstod som resultatet af fundamentale indre spændinger, og Dialogcentret tabte terræn på hjemmefronten. Det har derfor været naturligt at intensivere arbejdet internationalt, hvor Dialogcentret sammen med tilsvarende organisationer udgør et magtfuldt netværk.

I Danmark har man f.eks. ikke formået at påvirke myndighederne (i dag er det f.eks. religionsforskere, der fungerer som konsulenter for Kirkeministeriet), men Dialogcentrets indflydelse i f.eks. Rusland har været markant.

I det hele taget er den politiske modstand mod de nye religioner i Tyskland, Frankrig og Belgien p.t. i høj grad i overensstemmelse med Dialogcentrets ideologi, hvilket ikke kan siges om forholdene herhjemme. Køligheden fra store dele af folkekirken har også spillet en rolle, men vigtigst er det sikkert, at Dialogcentrets linje ikke appelerer tilstrækkeligt til danskerne; folk er tilsyneladende mere motiveret til fredelig sameksistens end til bekymring over deres naboers religiøse habitus.

Så meget mere interessant er det, at Dialogcentret som noget nyt også er begyndt at agitere mod aspekter ved islam. I det store og hele tegner der sig en gruppe, som i modvind holder fast på sit.

Jeg mener ikke, at Dialogcentret er ved at miste jordforbindelsen. Man er tvætimod ved at finde den. Konspirationsteorier, dæmoniseringer og selvforherligelse er veer i en proces, hvor en ny sekt for alvor fødes efter at have været i støbeskeen gennem mange år.

En altdominerende leder er på plads (men hvad med en efterfølger?), organisationsstrukturen er veletableret, investeringerne foretages løbende, dogmelæren skærpes, og den samfundsmæssige placering redefineres. Snarere end at være en almenkirkelig respons på de nye religioners tilstedeværelse i samfundet er Dialogcentret ved at udvikle sig til en eksplicit religiøs bevægelse med særlige meninger.

Med en skærpet profil bliver Dialogcentret lettere at tolke, lettere at forstå. Det er f.eks. ikke længere muligt for Dialogcentret at fremstå som den almindelige danskers eller den sunde fornufts talerør. Nu må man tale ud fra den position, man selv har defineret, den mere eller mindre afvigende sekts. Personligt kan jeg intet have imod dét. Jeg mener, at Dialogcentrets dispositioner er både rimelige og fornuftige, når man betænker den ideologiske og politiske ambitionen Forbilledet er muligvis visse af de religiøse organisationer, man gennem årene har modarbejdet, for de har fulgt mere eller mindre den samme vej.

Kilde: Para-nyt 1999 nr. 2 / Med forfatterens tilladelse.

[*]