af Angela Bourque, oversat af Steen Svanholm

I den sidste del af det tyvende århundrede er astrologi atter blevet mere og mere populær i den vestlige kultur. Dette skyldes til dels astrologiens evne til at “påtage sig den moderne videnskabs ydre klang- og farvenuancer” (Culver & Ianna, s. 83 afs. 1).

Hvis astrologer kan benytte visse af videnskabens aspekter til at højne opfattelsen af astrologiens gyldighed, synes det intet mindre end ret og rimeligt, at videnskaben får lov til at benytte dens egne metoder til at bestemme, hvorvidt denne positive vurdering af astrologien kan retfærdiggøres eller ej. Som det vil fremgå, har mange videnskabsfolk og forskere gjort netop dette, og dommen har ikke været god for astrologien.

Før vi diskuterer beviserne mod astrologi, bør en meget kort forklaring af ovennævnte praksis og de dertilhørende påstande skitseres. Grundlæggende er astrologi et fatalistisk system, som forbinder visse himmellegemers bevægelse og position med menneskelige karaktertræk, personlighed og begivenheder i livet. Systemet hævder, at der findes en ubrydelig forbindelse eller en korrelation (et gensidighedsforhold, red .) mellem individet (mikrokosmos) og universet (makrokosmos). Astrologer anvender forskellige symbolsystemer til at fortolke “planeternes” (inklusive solens og månens) samlede indflydelse på individet ved fødslen såvel som senere i hans/hendes liv.

Astrologien præsenterer os således for den hypotese, at vi er kraftigt påvirkede af fjerne objekters positioner på himmelen over os. Mange mennesker tror på denne hypotese: omkring 25% af befolkningen i den vestlige verden siges at føle, at astrologi virker (Dean & Mather, s. 11, afs. 5) og størstedelen af disse lader til at være normale, veluddannede folk (Feher, s. 91, afs. 1). Dog finder man kun meget få videnskabsfolk og filosoffer blandt denne gruppe tilhængere. Faktisk underskrev 192 ledende videnskabsfolk i 1975 en erklæring, som hævdede, at der overhovedet ikke er noget videnskabeligt grundlag for astrologi (Bok, s. 9-17).

Ikke alene mener videnskabsfolk, at astrologi ikke har noget videnskabeligt grundlag, men de går så vidt som til at opfatte spørgsmålet om astrologiens gyldighed som absurd. (Eysenck & Nias, s. vii, afsn. 1). Ligeledes har ikke blot videnskabsfolk denne opfattelse, men de fleste filosoffer forkaster også astrologi som kilde til viden (Dean & Loptson, s. 32, afs. 1). Grundige tænkere som disse ville ikke afvise noget så kraftigt, med mindre de havde sikre rationelle begrundelser for at gøre det. De har faktisk megen grund til at afvise astrologi som pseudo-videnskab (en teori, der forsøger at virke videnskabelig men som ikke kan leve op til videnskabelige kriteria eller følge den metodiske praksis foreskrevet af videnskaben til at opnå og vurdere viden om den naturlige verden).

Én af grundene, til at mange tænkere opfatter astrologi som værende ugyldig, er vægten af statistisk bevis, som ikke kan understøtte dens påstande. Mange tests er blevet designet og udført for at teste forskellige af astrologiens påstande som for eksempel forestillingen om, at der eksisterer et forhold mellem sol-tegn (solens position på himlen i forhold til stjernebilledet ved fødselstidspunktet) og personlighed, karrierevalg eller ægteskabsmuligheder. Resultaterne af

“over 200 personårs forskning er næsten enstemmigt negative” (Kelly (1997), s. 1037, afs. 1).

Dette får videnskabsfolk, der anvender den videnskabelige metode, til at forkaste de astrologiske hypoteser. Det forekommer rimeligt, at hvis der var nogen sandhed i astrologiens påstande, ville denne kunne spores ved at bruge statistiske metoder, idet sådanne metoder er meget anvendelige til at finde korrelationer.

Forskerne har også andre grunde til at opfatte astrologiens påstande som falske. Én af disse er teoriens mangel på vellykket forudsigelighed (Culver & Ianna, s. 179, afs. 2). Jævnfør den videnskabelige metode

“bliver en given teoris ultimative succes bedømt direkte i forhold til dens evne til at give vellykkede forudsigelser” (Ibid., s. 168, afs. 1).

Alligevel har studier vist, at oftere end omvendt har forudsigelser baseret på astrologiske metoder været unøjagtige. De få, som viste sig at være sande, kunne nemt have været resultatet af andre faktorer i stil med snedige gætterier, inside information (oplysninger kun kendt af en indviet kreds, red ) eller vage formuleringer (Ibid., s. 169, afs. 2).

Dette fører hen til en anden kritik af astrologi, nemlig at den ikke prøver at undersøge og udelukke alternative hypoteser som muligvis kunne forklare astrologiens succes. Det er klart at

“hvis man ikke seriøst overvejer alternativer til éns system og ikke overvejer muligheden for at centrale dele af systemet kan være fejlbehæftet eller behøver en alvorlig revision, kan man meget nemt blive fanget inden for systemets egne grænser”

(Kelly (1998), s. 528, afs. 1). Ved at være ukritiske overfor egen praksis, gør astrologerne sig således sårbare overfor selvbedrag.

Det er selve dette selvbedrag videnskaben forsøger at forhindre gennem dens metoder. Gennem dens brug af nøje observation, kontrollerede studier til at udelukke uvedkommende variabler, uafhængige gentagelser af resultater og andre tilsvarende metoder, søger den videnskabelige fremgangsmåde at opnå den bedst mulige forståelse af naturlige fænomener og samtidig minimere sandsynligheden for at blive ført bag lyset (Dean & Mather, s. 13, afs. 5). Ved at undlade at bruge disse videnskabelige sikkerhedsforanstaltninger mod et sådant bedrag, viser astrologer deres mangel på forståelse for den videnskabelige metode.

Dette demonstreres også af den tendens astrologer har til at tolke deres klienters subjektive overbevisning som objektivt bevis på at astrologi faktisk virker (Dean & Loptson, s. 35, afsn. 4). Der er gjort mange undersøgelser som bedre understøtter alternative forklaringer på denne subjektive oplevelse. Resultaterne af sådanne studier giver forskerne endnu stærkere grund til at afvise gyldigheden af astrologiens påstande. Videnskaben fortæller os, at det er fornuftigere at acceptere en alternativ hypotese, hvis den er bedre understøttet af beviserne og passer bedre med veletablerede teorier.

Det foreslås, at årsagen til at astrologi kan opfattes eller subjektivt blive erfaret som om den virker uden virkelig at være gyldig, relaterer sig til psykologiske faktorer. Adskillige resultater har medvirket til en bedre forståelse af hvordan folk så nemt og overbevisende kan blive bedraget. Ét af disse kaldes Barnum-effekten. Mange studier har vist, at vi har en tendens til at identificere os selv med vage og generelle beskrivelser (Eysenck & Nias, s. 43 afs. 2). Eftersom astrologer har tilbøjelighed til at bruge sådanne beskrivelser, kan vi nemt opfatte deres fortolkninger som forbløffende præcise.

Der synes også hos nogle individer at være stor villighed til at tro (Ibid., s. 42, afs. 4). Astrologi kan have en form for psykologisk appel, som motiverer nogle individer til at acceptere den uafhængigt af beviser. Eksempelvis kan den tillade folk at påtage sig mindre ansvarlighed overfor egne handlinger (Culver & Ianna, s. 207, afs. 3). Den kan også være tiltrækkende på grund af dens formodede evne til at afdække og, måske, kontrollere menneskets skæbne (Kelly,Culver & Loptson, s. 229, afs. 2). Den kan give en følelse af mening med éns tilværelse (Eysenck & Nias, s. 211, afs. 4). Eller det kan være at

“folk er villige til at tro fuldt og fast på hvad som helst så længe de er genstand for det” (Ibid., s. 47, afs. 2).

Det lader også til at selvbilledet kan påvirkes af kendskab til og interesse i astrologi (Kelly, Culver & Loptson, s. 215, afs. 3).En mindre undersøgelse udført af denne artikels forfatter synes at bekræfte dette. I denne undersøgelse blev adskillige soltegnsbeskrivelser gennemsorteret og adjektiver brugt udelukkende af hvert af soltegnene blev trukket ud. Et lige antal af disse adjektiver fra hvert tegn blev tilfældigt præsenteret på et spørgeskema uden angivelse af hvilke af tegnene hver især passede til.

Dette spørgeskema blev givet til 50 forsøgspersoner som blev bedt om at krydse af hvilke adjektiver bedst beskrev dem og ligeledes angive deres fødselsdato og hvorvidt de var interesserede i astrologi eller ikke. Cirka halvdelen af forsøgspersonerne udtrykte interesse for astrologi (n=28). Da resultaterne blev analyseret, viste det sig, at denne gruppe var mere tilbøjelig til at vælge adjektiver der relaterede til deres soltegn, selv om spørgeskemaet ikke viste hvilke af disse adjektiver, der tilhørte hvert tegn. De andre forsøgspersoner havde ikke denne tendens. (Se appendix 1 for at få en mere detaljeret beskrivelse af resultaterne).

Som tilføjelse til denne mulige indflydelse på selvbedraget kan astrologi også fremstå som mere korrekt end den er på grund af selvopfyldende profetier (Eysenck & Nias, s. 217, afsn. 2). For eksempel kan en astrologisk forudsigelse spå at noget negativt vil ske. Efter at have læst eller hørt om dette, kan den enkelte blive urolig, få neative tanker og ubevidst frembringe den pågældende negative hændelse. Han/hun føler måske, at astrologien er blevet bekræftet, uagtet at hændelsen blev påvirket af hans/hendes egen psykologiske dynamik og ikke stjernerne og planeterne.

En anden mulig faktor er selektiv hukommelse (Culver & Ianna, s. 220, afsn. 3). Det er velkendt, at vores hukommelse ikke altid er komplet og endda kan være unøjagtig. Således er det ikke overraskende, at vi kan have tendens til bedre at huske en spådom, som opfyldes, men glemme de mange andre som ikke opfyldes. Dette bidrager yderligere til nogle menneskers tro på at astrologi har den forbløffende egenskab at kunne afsløre vore skæbner. 

Tager man alle disse psykologiske tendenser i betragtning, har astrologerne tydeligvis ikke ret i at opfatte deres klienters positive vurderinger af deres aflæsninger som bevis på astrologiens objektive gyldighed. Således

“kan intet krav om nøjagtighed retfærdiggøres med mindre astrologerne gennemfører ordentlige eksperimenter og skelner mellem alternative forklaringer og har uafhængige grunde til at tro at astrologiske effekter eksisterer” (Dean & Loptson, s. 32, afs. 3).

Alligevel vil astrologerne tilsyneladende ikke gøre sig den anstrengelse at konstruere sådan nogle eksperimenter. De virker tilfredse med at ignorere ethvert bevis, der antyder at astrologien og dens påstande er usande (Kelly (1997), s. 1039, afs. 3).

Dette peger naturligvis også på en holdning, som videnskabsfolk protesterer imod. Astrologer er ikke åbne overfor muligheden for at rette på eller helt at afvise deres egne hypoteser. Uanset hvilke beviser de præsenteres for, vil de dogmatisk holde sig til deres tro. Videnskabsfolk betragter denne attitude som udpræget irrationel og uvidenskabelig. Dette får troen på astrologi til at minde mere om mindre autentiske former for religiøs tro (hvor holdninger haves ukritisk) end nogen form for intelligent teori om universet. 

Denne holdning spejler sig også i astrologernes nægten at vedkende sig problemer som uenigheden mellem dens udøvere i dens principper og behovet for at forklare uregelmæssigheder eller astrologiens fejltagelser (Thagard, s. 71, afs. 1). Ikke alene forekommer de tilfredse med ikke at beskæftige sig med disse besværligheder, men de bekymrer sig heller ikke om at forbedre hverken deres teori eller deres forståelse af universet. Denne mangel på progression kritiseres også af videnskabsfolk, som peger på, at videnskabens mål er hele tiden at arbejde på at forbedre vor viden (Thagard, s. 71, afs. 1; Culver & Ianna, s. 53, afs. 3).

Alt hvad der er fremført af protester indtil nu, ville utvivlsomt være nok til at give en hvilken som helst rationel person grund til at tvivle på gyldigheden af astrologiens påstande. Alligevel har videnskabsfolk en anden grund til at afvise astrologi nemlig at den modsiger veletablerede videnskabelige teorier. Mange af dens påstande er i direkte modstrid med med de fysiske og astronomiske love (Kelly, Culver & Loptson, s. 209, afs. 4). Egenskaberne af himellegemernes indflydelse, som de er fremsat af astrologerne ligner på ingen måde egenskaberne af disse legemer som er etableret af astronomerne (Culver & Ianna, s. 103, afs. 2) og de astrologiske kræfter har ikke den fjerneste lighed med nogle kræfter kendt af fysikerne (Ibid., s. 117, afs. 3). 

At astrologien modsiger veletablerede teorier ville ikke i og af sig selv være nok til at afvise den helt men det ville i lyset af dette faktum kræve meget stærke beviser at opnå nogen som helst grad af accept hos videnskabsfolkene (Culver & Ianna, s. 35, afs. 4). Det er tydeligt, når man tager alt hvad vi har diskuteret indtil nu i betragtning, at astrologien er langt fra dette mål. Sammen med den også tidligere nævnte tendens hos astrologerne til ikke at forsøge at undersøge astrologiens påstande kritisk, forekommer det yderst usandsynligt, at de nogensinde vil komme blot i nærheden af videnskabsfolkenes accept.

De fleste astrologer erkender efterhånden, at astrologi aldrig vil blive accepteret af videnskaben og griber til mystiske måder at forklare det på (Kelly (1998), s. 529, afs. 3). Dette rejser spørgsmålet om hvorvidt vi stadig kan betragte astrologi som pseudovidenskabelig. Dens gyldighed har tydeligvis ingen rationel støtte, men hvis den ikke gør krav på at være videnskabelig, fortjener den da stadig at blive kaldt pseudovidenskab? Normalt ville man besvare dette spørgsmål negativt, men i tilfældet med astrologi er der adskillige ting der må tages i betragtning, før man svarer.

Selv om mange astrologer ikke længere hævder, at atrologi er en videnskab, vil de stadig citere de få studier, der synes at argumentere for astrologiens gyldighed. De bemærker også at astrologi er baseret på århundreders observationer, måske for at forsøge på at få det til at se ud som om deres praksis har større empirisk baggrund end videnskaben. Så det lader til at de fortsat ønsker at blive opfattet som noget, der ligner videnskab med den samme form for respekt og autoritet. Som beviserne viser, at de ikke har gjort sig fortjent til noget af dette, kan vi fortsat med rimelighed kalde astrologi for pseudovidenskab.

Sluttelig er det blevet demonstreret temmelig tydeligt at selv om den ønsker at fremstå så fornuftig som videnskabelige teorier, lykkes dette ikke for astrologien og den fortjener således titlen pseudovidenskab. Dens påstande har ikke bestået nøje videnskabelig undersøgelse, den har ikke ændret sig gennem århundrederne og afspejlet vor stigende forståelse af universet, og der findes fornuftigere forklaringer på alle de fænomener som de hævder støtter astrologiens gyldighed. Af alle disse grunde såvel som andre nævnt i denne artikel bør astrologi ikke betragtes som kilde til gyldig viden. Videnskaben forbliver vores bedste måde at finde den slags viden om den naturlige verden på (Culver & Ianna, s. 37, afs. 2).

Appendix 1

Bemærk: (1) Forsøgspersoner i alderen 18 til 44 havde forskellige baggrunde (studerende, uddannede, etc.) og kom fra forskellige dele af verden (Jeg havde sendt spørgeskemaerne rundt i verden til pennevenner, der delte dem ud til venner og kolleger og så sendte dem tilbage til mig.

(2) Forsøgspersoner valgte forskellige antal adjektiver, så det forekom bedst at sammenligne data udtrykt i procent.

  Gruppe 1
(interesse i astrologi)
(n=28)
Gruppe 2
(ingen interesse i astrologi)
(n=22)
A. Gennemsnitlig procent af valgte soltegnsadjektiver (Sandsynlighed=cirka 8,3%) 17.0% 6.6%
B. Procent af forsøgspersoner der valgte flere adjektiver fra deres eget soltegn end fra andre tegn. 67.0% 0%
C. Procent af forsøgspersoner der ikke valgte nogle adjektiver fra deres eget soltegn 0% 27%
En t-test udført på data i A. viste en statistisk signifikant forskel mellem de to grupper (t=3,7196. p<.01)

Referencer

Bok, Bart J. Objections to Astrology . New York: Prometheus Books, 1975.

Crowe, Richard A. "Astrology and the Scientific Method", Psychological Reports . 1990, Vol. 67, pp. 163-191.

Culver, Roger B. & Ianna, Philip A. Astrology: True or False? . New York: Prometheus Books, 1988.

Dean, Geoffrey. "Astrology Strikes Back – But to What Effect?", Skeptical Inquirer . 1993, Vol. 18 (1), pp. 42-49.

Dean, Geoffrey & Loptson, Peter. "Some Philosophical Problems of Astrology", Correlation . 1995/96, Vol. 14 (2), pp. 32-44.

Dean, Geoffrey, Loptson, Peter & Kelly, Ivan. "Theories of Astrology", Correlation . 1996, Vol. 15 (1), pp. 17-52.

Dean, Geoffrey & Mather, Arthur. "Is the Scientific Approach Relevant to Astrology?", Correlation . 1994, Vol. 13 (1), pp. 11-18.

Eysenck, H. J. & Nias, D. K. B. Astrology: Science or Superstition? . Markham, ON: Pelican Books, 1988.

Feher, Shoshanah. "Who Looks to the Stars? Astrology and its Constituency", Journal for the Scientific Study of Religion . 1992, Vol. 31 (1), pp. 88-93.

Gauquelin, Michel. "Spheres of Influence", Psychology Today (British Edition) . October 1975, Issue #7, pp. 22-27.

Glick, Peter, Gottesman, Deborah & Jolton, Jeffrey. "The Fault Is Not in the Stars: Susceptibility of Skeptics and Believers in Astrology to the Barnum Effect", Personality and Social Psychology Bulletin . December 1989, Vol. 15 (4), pp. 572-583.

Kelly, Ivan W. "Modern Astrology: A Critique", Psychological Reports . 1997, Vol. 81, pp. 1035-1066.

Kelly, Ivan W. "Why Astrology Doesn?t Work", Psychological Reports . 1998, Vol. 82, pp. 527-546.

Kelly, Ivan W., Culver, Roger & Loptson, Peter J. "Astrology and Science: An Examination of the Evidence", in Cosmic Perspectives

(C.V.Vishveshwara, Ed.) Great Britain: Cambridge University Press, 1989, pp. 207-231. Thagard, Paul. "Why Astrology Is a Pseudoscience", in Proceedings of the Philosophy of Science Association . (P. D. Asquith & I. Hacking, Eds.) 1978, pp. 66-75.

[*]