af Karl Held, oversat af Dann Simonsen


"Dyrk ikke overtroen, men tro i stedet
 på kommunismen og ateismen!"
(Li Peng)

For avislæserne i Tyskland er alting naturligvis klart: De kinesiske kommunister lader ikke folk tro, hvad de vil, og bekæmper religiøse overbevisninger med vold. Fremstillingen af den kinesiske regerings holdning gennemskues selvfølgelig som en dum undskyldning over for det menneskerettighedsinteresserede udland. Selvom den officielle version forekommer bekendt:

Der er opstået en masseorganisation med et stramt hierarki, som udnytter naive troende økonomisk og psykisk, forfølger frafaldne medlemmer med terror o.s.v. I Tyskland var den slags beskyldninger gode nok til at forfølge Scientology-sekten; men når det sker i Kina, er det et eksempel på, at kommunisterne kun er ude på at dække over deres meningsterror. Forbudet skulle være kommunisternes skyld, og at der dannes organisationer omkring alle mulige forestillinger om frelse er ikke noget, der undrer den slags folk, der lader sig belære om forskellen på rigtig og forkert magi, af de store kirkers eksperter i sekter.

Idioti er en menneskeret i den fri verden. Kommunister har ikke noget tilovers for den kære Gud og andre højere magter og ønsker at afskaffe troen på det hinsides ved hjælp af en fornuftig indretning af denne verden. I ingen af de lande, hvor de har overtaget den politiske magt, har de dog formået at gennemføre så meget praktisk fornuft, at religionen er døet ud af mangel på behov for løn i det hinsides. De er næppe kommet længere end til det velmenende dekret, at religionen ikke har nogen plads i socialismen. Men deres projekt med at opbygge et nyt samfund har trods alt sørget for en smule uddannelse og vakt så meget begejstring, at millioner af kinesere helligede sig opbygningen af socialismen og ikke mere tog deres forfædres gravsteder og Buddha så højtideligt.

Væksten i det religiøse idioti i Kina er et svar på den officielle undsigelse af dette projekt, altså en sideeffekt af den kapitalistiske vej, som Partiet er slået ind på. Parolen om enhed mellem folk og ledelse bliver til en hul frase, når man indfører princippet: "Berig jer!", og når den voksende rigdom hos den nye elite, der er ved at udvikle sig til en klasse af ejendomsbesiddere, beror på voksende fattigdom hos den store masse af befolkningen. Før de nye økonomiske reformer blev kinesernes liv bestemt af Partiet. Deres opgave bestod i aktivt at adlyde og arbejde for de fællesskabskampagner, som partiet iscenesatte og styrede. Lønnen bestod i, at de fik del i de kollektive fremskridt, for så vidt som sådanne forekom i tilstrækkeligt omfang. Deres materielle sorger adskilte sig ikke i princippet fra alle de andres, ligesom deres levestandard svarede til de andres. Da der ikke herskede de store forskelle på ‘fattig’ og ‘rig’, som kunne støde retfærdighedsfølelsen, og da den kinesiske socialismes – godt nok beskedne – resultater kom alle til gode i samme grad, var Partiets ledelse anerkendt som en fælles sag.

Med indførelsen af den kapitalistiske økonomi ændrer de tidligere kammerater i det socialistiske folkefællesskab sig til privatsubjekter, der selv må sørge for finde en køber til det, som de har at tilbyde, og selv må finde ud af, hvor meget de kan få for deres arbejde. De er blevet til de afhængige variabler i en forretning, som de ikke selv kontrollerer. Den statslige socialforsorg holder endegyldigt op i og med privatiseringen af de store virksomheder, og på landet er den for længst ophørt. Familien fungerer som den utilstrækkelige og hjælpeløse erstatning. Efter de gældende markedsøkonomiske regler udsætter sygdom, arbejdsløshed og alder de enkelte individer for  uovervindelige forhindringer i deres forsøg på at opretholde livet. Den kinesiske ledelse er ganske vist nået frem til den indsigt, at man ikke på længere sigt kan opretholde en nyttig klasse af arbejdere uden en statslig forvaltning af deres uundgåelige elendighed, men den er også klar over, at de dertil nødvendige sociale kasser ganske enkelt er for udgiftskrævende for et socialistisk land, der først skal til at etablere sig på det fuldt færdige verdensmarked.

Med sin reformpolitik har KKP bragt folk i en situation, hvor de ikke alene er nødt til at finde sig i nye former for elendighed – de kapitalistiske – men hvor de også mangler ethvert middel til at stå imod den slags elendighed. Men lige så lidt som de demokratiske undersåtter i Vesten sætter kineserne sig til modværge mod dette. De begår derimod den samme fejl som deres vestlige kollegaer og søger trøst. Ikke mere hos Kinas Kommunistiske Parti og dets løfter om en lysere fremtid; KKP har jo erklæret, at det ikke er ansvarlig for at hjælpe sine tapre kinesere i deres eksistenskamp. Kineserne holder sig derfor til religioner, grupper og sekter, der lover, at de vil støtte dem moralsk i deres private livskamp. Det drejer sig ikke om nye tilbud. I Kina har man altid spået i dyreindvolde, ladet sig lede af usynlige magter og magiske kræfter. Men i løbet af de sidste 50 år er det først nu, at der har udviklet sig til en organisation som Falun Gong-sekten, stiftet i 1992, med dens 60-70 millioner medlemmer, deriblandt millioner af partimedlemmer.

Sekten prædiker ikke nogen antikommunistisk samfundsomvæltning. Den forholder sig til og med positivt til den nationalisme, som den kinesiske socialisme er reduceret til, idet den helliger sig plejen af ældgamle, altså dybt kinesiske traditioner. Dens leder Li, som oprindeligt var gymnastiklærer i en quigong-organisation, er avanceret til guru ved at tillægge de overleverede åndedræts- og bevægelsesøvelser magiske virkninger. Hvis man dyrker dem rigtigt, tilsat lidt buddhisme og taoisme, skulle de give kraft og sundhed. I troende disciple vil han nedsænke lykkens hjul Falun, der giver ufattelig energi. Den i USA bosiddende hr. Li har også nedskrevet sine visdomsord, bogen er vidt udbredt i Kina og i mellemtiden forbudt.

I netop dette sludder ser Kinas Kommunistiske Parti en trussel mod sin magt og landets stabilitet. Partiet har ganske vist selv opsagt den "ubrydelige enhed mellem folk og ledelse", men fastholder alligevel samme enhed i den ideologiske overbygning. Som tidligere ønsker det at være den autoritet, der ikke alene dikterer leveforholdene med sin politiske magt, men som også leder masserne åndeligt med sin større indsigt og sine gode hensigter. Partiet forlanger, at masserne anerkender landets kapitalistiske udvikling som en forkortning af vejen til det kommunistiske paradis og at de dyrker deres tro på det gamle fælles projekt så meget mere, jo mindre der er tilbage af det. Det ønsker monopol på den højere mening som en garanti for, at masserne følger sine ledere. Dette monopol er imidlertid blevet angrebet af sekternes og de religiøse organisationers opsving. På denne måde mærker partiet, at det ikke mere har den åndelige kontrol over masserne. Det er historiens ironi, at Falun Gong-sekten har bevist sin farlighed over for partiet ved at lave en demonstration, der havde til formål at vise magthaverne, hvor fredelige og harmløse Falun Gong-tilhængerne er. Sektens ledere havde nemlig mobiliseret titusinder af tilhængere til en symbolsk besættelse af regeringskvarteret i Peking i slutningen af april, uden at statssikkerhedstjenesten på forhånd havde opdaget noget. Den overtroiske sekts forbrydelse mod staten består med andre ord i, at den råder over et kommunikationsnet, der ikke kontrolleres af de statslige opsynsmænd, og at den formår at kommandere rundt med store menneskemasser i dybeste hemmelighed. Den behersker sine tilhængeres vilje, er altså farlig. Selv om denne gruppe ikke optræder som politisk parti, opfatter KKP den som en åndelig og dermed også politisk konkurrent og behandler den tilsvarende. Ikke nok med at det forbyder organisationen, demonstrativt ødelægger dens skriftlige materiale og organiserer en storstilet offentlig afsværgelse af troen. Partiet begynder desuden også at genopfriske det i mellemtiden forlængst glemte marxistisk-maoistiske folkeuddannelsesprogram: Masserne skal droppe overtroen og dyrke den eneste sande, ateistiske tro.

Partiet forstår sig nemlig endnu ikke på den repressive tolerances standpunkt. Meningsfrihed som styreteknik er simpelthen for højtravende for de kinesiske betonhoveder: De klæber til deres dogme om, at de regerede masser enten tænker ligesom partiet, går ind for dets projekter og altså er loyale, eller også anser noget andet for rigtigt og dermed er politisk upålidelige. KKP tør ikke nære tillid til demokratiets liberalisme, der lader de regerede beholde deres tro og overtro og i det hele taget indtager det standpunkt, at det er helt ligegyldigt, hvad folk tænker – så længe de kun beskæftiger sig med, hvilken måde de bliver salige på. At dette "så længe" samtidig er et "så at" og at formålet med sikringen af tros- og meningsfrihed samtidig også udstikker grænserne for samme, er endnu ikke gået op for de kinesiske kommunister. Staten sikrer nemlig kun den storartede frihed, så at borgerne kan bruge den til at affinde sig med deres skæbne, med deres pligter og skuffelser, så at de kan få det hele til at give en højere mening, som de selv tror på og som de bruger til at forsone sig med deres liv og med verden. Så snart tilladelsen til selvstændig tænkning ikke bliver brugt til at danne en forsonende verdensanskuelse, men derimod bliver misbrugt til at bedømme verden og få en afvigende politisk vilje, reagerer selv det mest liberale demokrati med forbud. Hvor grænsen går, kan ikke bestemmes teoretisk, men afgøres altid på ny i det konkrete tilfælde af demokratiske regeringer, og det sker på en alt andet end skematisk måde: Kommunistisk kritik og praksis, klassekamp falder alle steder ind under dette forbud; i Tyskland også "the church of scientology", en sekt, der forherliger den psykologiske succes i konkurrencen; i USA er denne sekt højt respekteret og et mødested for eliten fra show- og anden business; i nogle amerikanske forbundsstater rammer forbudet Darwins udviklingslære, andre steder frimurerne o.s.v. Når selv demokratiske politikere betragter meningsfrihed som et kildent spørgsmål og mener, at den hele tiden må overvåges, så lederne ikke først for sent mærker, hvad de har pådraget sig; og når selv demokrater hellere for tidligt end for sent skrider ind over for "radikale ideologier", bør man ikke undre sig over, at der udfoldes endnu større forsigtighed fra de kinesiske politikeres side, da de jo endnu ikke er så fortrolige med frihedens dialektik. Men de er ved at lære det: I mellemtiden skelner de mellem den sande religion og sekt uvæsenet. Kort før forbudet mod Falun Gong gav statsorganerne deres samtykke til, at paven udnævnte den første katolske præst siden 1949 til biskop. Men katolikkerne har godt nok heller ikke 70 millioner medlemmer i Kina.

Kilde: Gegen Standpunkt 1999 Nr. 3

[*]