af Jens Laigaard

År 2000 byder kun på én måned, hvor den 13. falder på en fredag, og det er i oktober. Det er en skrap dag at komme igennem for folk, som lider af triskaidekafobi. (Til glæde for de læsere, som ikke er velbevandrede i obskur psykiatri, skal det nævnes, at triskaidekafobi er en sygelig angst for tallet 13.) 

Den trettende dag i måneden er altid svanger med uheld, og er denne dag oven i købet en fredag, er det helt galt. Det ved vi alle.

Nu er der næppe mange, som lider af en rent ud sygelig angst for trettentaller. Men en del mennesker føler sig ubehageligt berørt, når de støder på tallet 13 i en vigtig sammenhæng. Og én ting er sikker: når fredag den trettende oprinder, skal vi nok blive gjort opmærksom på det alle sammen, både af avisernes bagsider og diverse kommentarer i popradioen. Uha uha, pas nu på i dag!

Overtroen omkring fredag den trettende hører til de mest kendte i vore dage, og er samtidig den, folk tager mest afslappet på. Få er i stand til at udtale ordene "fredag den trettende" uden et skævt smil eller et par øjenbryn, som ryger til vejrs i forstilt rædsel. Alligevel er der nogle svage, mørkere undertoner. Der er altid nogle, som tror lidt og lader det farve deres sindstilstand og handlinger (og her ser vi helt bort fra de arme triskaidekafober, som foretrækker at blive i sengen på den famøse dato).

Danmarks Statistik har været beklageligt efterladende med hensyn til undersøgelser, som kunne godtgøre, hvor mange af os der helt alvorligt anser fredag den trettende for en uheldig dag. Måske kan man hente et fingerpeg hos den amerikanske psykologilærer Stuart Vyse. Når han starter et nyt hold studerende på Connecticut College, plejer han at lade eleverne udfylde et spørgeskema om, hvad de tror på. Både med hensyn til religion, etik og det overnaturlige. En typisk besvarelse fra året 1995 viste således, at 15 procent af de studerende troede, at tallet 13 bringer uheld. Dette vil vi naturligvis ikke uden videre overføre til danske forhold. Undersøgelsen stammer jo fra det forskruede USA, hvor 81 procent af selvsamme hold studerende mente, at sjælen lever videre efter kroppens død, 39 procent at sort magi virkelig findes, osv. Men vi er på godt og ondt del af samme vestlige kulturkreds som disse unge amerikanere. Og man kan trygt konkludere, at nogle af os er utrygge ved både trettentaller og fredag den trettende. Vi bærer i os ekkoer af en frygt, der ligesom al anden overtro var meget værre i gamle dage.

Hvad kommer det af? Hvorfor skulle netop fredagen og tallet 13 være forbundet med uheld?

Første del af spørgsmålet er lettest at besvare. Fredag har ikke altid været en ulykkesdag i den vestlige kulturkreds. Her i Norden fik dagen navn efter Freja, kærlighedens og frugtbarhedens gudinde, og havde altså oprindelig positive overtoner. Ligeså i oldtidens Sydeuropa, hvor dagen på latin hed "dies Veneris", Venus’ dag – heraf det franske "vendredi".

Men en god del af vores tankegods stammer fra oldtidens Mellemøsten, hvorfra det er passeret gennem jødedommen og videre over i kristendommen. Det gælder blandt andet det med fredagen. I Mellemøsten var det skik og brug at foretage henrettelser om fredagen. I sig selv skulle dette ikke give anledning til dyster folketro omkring fredagen; man må betænke, hvilken oprigtig glæde mennesker til alle tider har haft af at overvære offentlige henrettelser og anden afstraffelse. Det er Det Ny Testamente, som ændrer tingene på drastisk vis. Som beboer i Palæstina bliver Jesus henrettet på den traditionelle dag, og følgelig bliver fredag til sorgens dag i den kristne verden.

Så er der trettentallet. Det er ikke noget universelt ulykkestal; i Kina og Japan er det således tallet 4, som gør folk urolige. Men i Vesten er 13 det store grimme tal og nærmest indbegrebet af overtro. Mange ting har bidraget til tallets dårlige ry, ikke mindst Bibelens beretning om den sidste nadver, som er grundlaget for den udbredte modvilje mod at sidde tretten til bords. Men traditionen omkring tallet 13 går længere tilbage. Forklaringen skal søges – helt bogstaveligt – ved tidsregningens begyndelse.

De ældste håndgribelige tegn på, at mennesker har forsøgt at holde styr på tidens gang, er nogle knogler med rækker af indridsede mærker, som er fundet i Midt- og Østeuropa samt i Afrika. Forskere mener, at disse mærker, som er skåret i benet for tyve til tredive tusind år siden, repræsenterer månens faser i bestemte tidsrum. Knoglerne kan altså siges at være de første, primitive kalendere.

Det forekommer naturligt, at stenalderfolkene skulle vælge månen som tidsmåler. Solen havde angivet den grundlæggende enhed: et døgn. Månens regelmæssige cyklus kunne så bruges til at samle en række døgn i en større enhed – en måned. Tiden fra én nymåne til den næste var knap 30 døgn.

Talrige store stenanlæg, med Stonehenge og Newgrange som de mest fremtrædende, vidner om, at oldtidens mennesker var opmærksomme på datoen for solhverv. Med lidt tålmodighed og omhu kunne de regne årets længde ud, antallet af døgn fra ét sommer- eller vintersolhverv til det næste.

Så kom problemet. Et år på 365 døgn kunne ikke inddeles i et lige antal månecykler. Der gik formentlig adskillige tusind år med at vende og dreje dette regnestykke. Løsningen blev skaffet til veje af sumererne for omkring fem tusind år siden.

De dygtige astronomer hos sumererne havde bemærket, at hver af månens fire faser strakte sig over syv døgn, så de indførte endnu en tidsenhed, nemlig ugen. Betydningen af denne opfindelse afspejles i Bibelens skabelsesberetning. Nu blev en måned altså 28 døgn, varigheden af fire månefaser. Men kalenderen stemte stadig ikke med det, der foregik på himmelen, for en månecyklus er hverken 30 eller 28 døgn, men helt præcist 29,5 døgn. Omsider fandt man et passende kompromis. Man lod en måned være 30 døgn og et år 12 måneder. De fem døgn, der kom til at mangle hvert år, samlede man i en ekstra trettende måned, som blev hægtet på hvert sjette år. Det gav en brugbar kalender.

Eftersom den trettende måned faldt uden for det almindelige år med tolv måneder, kom tallet 13 til at stå for det unormale og besværlige – det, der overskred det naturliges grænser. Det er sandsynligvis på denne måde, tallet har fået tildelt sin rolle i den vestlige talsymbolik. Resten er historien om en snebold, der ruller. Et dårligt ry, som gennem århundrederne udbygges med stadig flere påstande og ritualer.

Det hebræiske ord for død, "mem", begynder og slutter med m, som er det trettende bogstav i alfabetet. Dette forhold styrkede de gamle hebræeres opfattelse af 13 som et uheldigt tal. Men de havde næppe gjort denne iagttagelse, hvis ikke de i forvejen havde haft et vagtsomt øje på tallet 13.

På samme vis har eftertiden nægtet at se noget formildende i, at Jesus og hans disciple udgjorde en flok på tretten. Tværtimod har man fokuseret på den enkeltstående scene, hvor gruppen går i stykker, nemlig ved den sidste nadver. Denne situation har man gjort til grundstenen i en ret så besværlig tradition, den med ikke at være tretten til bords. Der er ingen ende på de forholdsregler og tricks, som værtsfolk har gjort brug af for at undgå det famøse antal personer ved middagsbordet. I 1800-tallets Paris fandtes der således et korps af mænd, som hver aften mellem fem og ni sad i deres fineste selskabstøj, parat til at blive kaldt ud til selskaber, hvor man ville undgå at være tretten. Disse mænd blev kaldt "quatorziernes" – nummer fjorten’er. (Man husker den gamle vits om Ludvig den Fjortende, ham, vi kun ville invitere når der var tretten til bords.)

Ulykkestallet har kastet lange skygger, som også er synlige her i vore dage. På en del veje er der således ikke noget husnummer, som hedder 13. I Frankrig skulle det ligefrem være sjældent at støde på et hus med dette nummer, hævder "Guinness encyclopedia of signs & symbols". Hos Sheraton og SAS-hotellet i København er der ingen 13. etage og heller ikke noget værelse nummer 13. Det samme forhold vil man se gentaget hos en mængde højhuse i USA og Canada, først og fremmest hoteller. Disse udeladelser vidner om en omhyggelig kundepleje, som også tager højde for overtroen. Der er jo heller ingen penge i et værelse nummer 13, som hele tiden står tomt.

Et af de seneste påfund i 13-manien er, at der skulle være en særlig sammenhæng mellem dette tal og massemordere. Det anføres, at der er netop tretten bogstaver i følgende navne:

  • Jack the Ripper
  • John Wayne Gacy
  • Charles Manson
  • Jeffrey Dahmer
  • Theodore Bundy

– et glimrende eksempel på, hvordan folk er klar til at vride og vende kendsgerningerne, når der skal opfindes en ny overtro. Jack the Ripper er et tilnavn, ikke noget rigtigt personnavn som de andre på listen. Charles Manson var ikke selv morder, han havde folk til at gøre arbejdet for sig. Hvis han skal med, burde der også gøres plads til et navn som Heinrich Himmler, men det passer jo dårligt med de tretten bogstaver.

I et enkelt tilfælde kan det imidlertid dokumenteres, at fredag den trettende er nært forbundet med mord og ulykke. Dagen eller begrebet har nemlig lagt navn til en af de dårligste serier af gyserfilm, som nogensinde er produceret. I "Fredag den trettende"-filmene blev amerikanske teenagere aflivet på stribe med et bredt sortiment af spidse og skarpe redskaber. Denne form for underholdning blev kaldt "slasher movies", opsprætter-film. Den første, instrueret af Sean Cunningham i 1980, var ganske dårlig, og herefter gik det ned ad bakke, indtil Adam Marcus lavede den niende og sidste i 1993 med undertitlen "The final Friday". (Faktisk er der lavet flere andre film med titlen "Friday the 13th". Den første kom så tidligt som i 1916 og havde slet ikke noget med gys at gøre, det var et kærlighedsdrama.)

I øvrigt er flere af mine bøger udgivet på den trettende, og en af dem, "Trolddom", udkom på fredag den trettende. Jeg har ikke noget udestående med denne dato eller med tallet 13 i det hele taget. Omend jeg som gammel marxist må give Groucho ret i, at det er uheldigt at være tretten til bords, når værtinden kun har tolv koteletter!

[*]