Den kinesiske avis, Science and Technology Daily, offentliggjorde for nylig en artikel om et signal fra rummet, som nogle har tolket som bevis på intelligent liv i rummet.

Der er dog foreløbig ingen sikre tegn på, at dette skulle være tilfældet – desværre, kunne man sige.

Men hvorfor blev artiklen så fjernet kort tid efter?

Tager man den konspirationsteoretiske sølvpapirshat på, skyldes det naturligvis, at myndighederne ikke vil skræmme befolkningen.

Der er dog flere problemer med denne konspirationsteori.

  1. Hvis rumvæsener virkelig har kontaktet os, så forslår det som en skrædder i helvede at fjerne en artikel i Kina, for budskabet vil næppe være rettet mod et specifikt land, en pointe som Carl Sagan så elegant beskrev i sin bog “Kontakt” (se også filmen). Opdagelsen kan ikke skjules ved at fjerne en artikel.
  2. Det ville tværtimod være et scoop for Kina at være det land, der var teknologisk så meget på forkant i forhold til især USA.
  3. Eftersom millioner – hvis ikke milliarder – i forvejen tror på liv andetsteds i rummet, vil det ikke chokere folk. De fleste ville nok finde det yderst interessant, men da mennesker nu engang er mennesker, ville fokus hurtigt flyttes til det næste verdensmesterskab i fodbold.

Men hvorfor så? Phys.org har en noget mere plausibel forklaring.

Kilde: Did a giant radio telescope in China just discover aliens? Not so FAST…, phys.org