af James Randi, oversat af Dann Simonsen
De for tiden populære "medier" såsom Sylvia Browne, James Van Praagh og John Edward, der får så meget TV-dækning hos Montel Williams, Larry King og i andre shows, benytter sig af en teknik, som man kalder "koldlæsning". De fortæller ikke deres ofre noget som helst, men gætter, antyder og spørger. Det er en meget vildledende kunst, og den uopmærksomme iagttager risikerer at gå derfra i den tro, at der blev fundet frem til ukendte data på en eller anden mirakuløs måde. Dette er ikke tilfældet.
Eksempler: "Jeg har en ældre mand her" er et spørgsmål, en antydning og et gæt fra "læserens" side, og læseren forventer en eller anden reaktion fra ofret og får det som regel også. Reaktionen består måske kun i et nik, i navnet på en person eller i en identifikation (bror, mand, bedstefar), men den leveres AF OFRET SELV og ikke af læseren. "De siger ‘Bob’ eller ‘Robert’. Genkender du denne person?" lyder et andet spørgsmål, forslag eller gæt. Hvis der er en Bob eller Robert, vil ofret forstærke identifikationen. Men hvis Bob eller Robert ikke i første omgang genkendes, så går læseren straks videre efter at have kommenteret, at Bob godt nok er der, men ikke bliver genkendt lige nu. Hvis der senere dukker en Bob op i erindringen, bliver det inkorporeret i seancen. Man bør prøve at kigge og lytte til en video med en læsning. I en sådan 60 minutter lang læsning med Van Praagh, forberedt af TV-programmet "48 Hours", fandt vi kun TO regulære udsagn og 260 spørgsmål. Begge de regulære udsagn, gæt, var forkerte. Van Praagh søgte efter navnet på kvindens afdøde mand, og han fandt frem til det ved at spørge: "Kender du nogen ved navn Jack?" og kvinden svarede: "Ja! Jack, min mand!" Men det var slet ikke Van Praagh, der identificerede "Jack". Han spurgte hende, om HUN ville identificere ham. På det tidspunkt havde Van Praagh allerede forsøgt sig med 26 andre navne – allesammen forkerte. Men kvinden, ofret, glemte alt om de mislykkede forsøg, fordi de ikke var vigtige for hende. "Jack" var derimod vigtig.
Læserne har en måde at få ofret til at tro, at de vidste noget, som de i realiteten ikke vidste. Et eksempel:
Læser: "Lå din mand på hospitalet i længere tid, eller døde han hurtigt?"
Offer: "Åh, han døde næsten med det samme!"
Læser: "Ja, fordi han siger til mig: ‘Jeg led ikke. Jeg slap for enhver smerte.’"
Det er mærkeligt, at læseren (Van Praagh i dette eksempel) var nødt til at stille det spørgsmål ….
Og husk på, at disse læsere ofte går ud og interviewer folk blandt publikum, mens de står i kø og venter på at komme ind i studiet eller foredragssalen. Det var denne fremgangsmåde, der blev brugt med stor succes af læseren Doris Stokes. Alle de data, som hun fik, gav hun tilbage til ofret, som om hun var i færd med at genopfriske sin erindring om det, som hun havde fået at vide: "Er De den dame, som har en søster, der er gået bort?" var selvfølgelig et spørgsmål, der blev bekræftet af ofret og blev beundret af det øvrige publikum. Der sker også det, at en person, der henvender sig til læseren før TV-showet eller det offentlige møde og siger, at hun har et spørgsmål om sin afdøde bedstemor, senere kan blive udvalgt blandt publikum, når udsendelsen eller forestillingen er i gang og så kan få stillet spørgsmålet: "Drejer dit spørgsmål sig om din bedstemor?" Og for alle andre ser det ud som om læseren har ramt plet. En anden meget subtil mulighed er, at folk blandt publikum i studiet eller salen, som regel anbragt længst fremme for at være så synlige som muligt, undertiden allerede har været hos "mediet" til en privat konsultation og så er blevet bedt om at dukke op senere ved det offentlige møde "for at fremdrage mere information" ved at bruge "det samlede publikums kollektive kraft." Læseren gentager så tidligere indsamlede oplysninger, og både for publikum i studiet og for seerne hjemme foran skærmen eller andetsteds i salen ser det ud som et mirakel.
Vi testede Sylvia Browne på direkte TV i 1989 og hun dumpede med glans. Ved den lejlighed fik hun ikke lov til at tale med nogen på forhånd eller til at blive spurgt eller få noget at vide før udsendelsen. Publikum fik at vide, at de kun skulle svare "ja" eller "nej", når de blev stillet et DIREKTE spørgsmål, og Sylvia ramte totalt ved siden af. Hun skød skylden på dårlige vibrationer …. Van Praagh og Edward har ikke reageret på vores tilbud om at teste dem – ikke engang for at få vores dusør på én million dollars.
Så man kan se: Det, der vildleder folk, når de iagttager disse "medier", er dels deres opfattelse af, hvad der foregår, snarere end det, der i virkeligheden sker, og dels deres uvidenhed om andre subtile antydninger og metoder.
Jeg skal give jer et eksempel på noget, der skete, da jeg som 18-årig optrådte som tankelæser i min hjemby Toronto. (Jeg skal skynde mig at tilføje, at jeg ALTID benægtede, at jeg havde nogen ægte evner, både før og efter mit show.) De havde en kæmpestor sal fuld af reserverede pladser, der næsten alle var optaget af villige ofre. Det var et eller andet velgørenhedsarrangement og pladserne var dyre. Efter jeg var kommet godt i gang med forskellige objekter, der bevægede sig, og tricks med at efterligne håndskrift med bind for øjnene (bøjning af teskeer var endnu ikke blevet et populært mirakel dengang!), stoppede jeg pludselig og pegede på en dame på tredje række. "Der er noget, der får mig til at sige, at jeg modtager mellemnavnet ‘Rose’ for Dem, frue!" , råbte jeg. Hendes gisp bekræftede, at jeg havde ret. "Og det navn er mere end almindeligt betydningsfuldt for Dem." Hun lænede sig frem. "Jeg ser et ur, et meget gammelt ur, og på urskiven er der tre lyserøde roser?" Hun begyndte at tale, men jeg bragte hende til tavshed ved at løfte min hånd. "Men det er et underligt ur. Det kan ikke fortælle, hvad klokken er!" På nuværende tidspunkt var den stakkels kvinde ved at besvime af ophidselse. "Hvorfor er det ubrugeligt? Jeg kan se to pile, eller hænder … De er af metal, og de er faldet af og ligger sammen bag det glas, der dækker urskiven! Er det rigtigt?" Kvinden stod op, med åben mund, og nikkede energisk. Hun var stum af beundring, og bifaldet var enormt. Hvordan blev det gjort? Et heldigt gæt? Nej. Planlægning.
T. K. Lawson, min kammerat, havde arbejdet for den velgørende forening. Det var ham, der skaffede mig jobbet med forestillingen. Og han gik også gennem adskillige kvarterer og solgte billetter til sandsynlige bidragydere. Han havde solgt billetterne CC-20 og CC-22 til damen, og hun havde inviteret ham inden for i sin dagligstue, mens hun skrev en check på det beløb, som billetterne kostede. Han lagde mærke til, at "rose"-temaet dukkede op over det hele, og en broderet "navneklud" med kvindens fulde navn kunne ses på døren. Uret var ved kaminen. T.K. noterede sig disse fakta og rapporterede dem videre til mig. Jeg er nødt til at fortælle, at vi standsede den gode dame, da hun forlod forestillingen, og forklarede hende, hvordan jeg havde kunnet være "synsk". Hun morede sig vældigt over forklaringen og var taknemmelig for, at vi sørgede for at fortælle hende det.
Af en eller anden grund tror jeg ikke, at Browne, Edward og Van Praagh ville gøre sig den ulejlighed. Men de siger jo også, at de FOR ALVOR "taler med de døde".
Jeg er forbløffet over, hvor meget døden påvirker de mennesker, der kommer ud for den. Den gør dem virkelig dumme og glemsomme. Hver gang jeg har bedt medier – eller spiritister – om at kontakte min farmor, virker det som om hun ikke kan huske så basale ting som navnet på sin mand eller navnet på sin kirke – og begge dele var vigtige elementer i hendes liv, da hun stadig var "her". Nu hvor hun er "hinsides", har hun fuldstændigt mistet sit ellers formidable intellekt.
Kilde: www.randi.org/research/r-files/coldread.htm
[*]
Seneste kommentarer