af Karl Held, oversat af Dann Simonsen

Mild skuffelse efter den store mea culpa
Inden for rammerne af en serie events i anledning af det "hellige år" bebuder Vatikanet en "sensation": Paven vil bede offentligt om tilgivelse for de synder, som kirken har akkumuleret i løbet af 2000 år. Bortset fra, at han er træt af at høre på de evindelige bebrejdelser og ønsker at føre sin kirke ind i det tredje årtusind med en "renset samvittighed", er det meningen, at denne reklamekampagne med aktiv anger skal indlede en ny evangeliseringsrunde, som er på høje tid efter sejren over den kommunistiske vranglære. Forudsætningerne for den "historiske syndsbekendelse" er yderst gunstige: Og hans timing – den runde fødselsdag for "kristi legeme" – er helt rigtig; der er store forhåbninger hos reformkræfterne inden for den sande katolske tro om en gennemgribende fornyelse af deres forenings troværdighed; forventningerne er ikke mindre hos de notoriske gudsbespottere, der som altid vifter med deres liste med åbne poster med hensyn til kirkestat og embedskirke; det ser gunstigt ud for de høje krav fra de offentlige moralapostle, der ser sig kaldet som kvalitetsmanagementrepræsentanter for troen på Gud og i denne egenskab forlanger et moderne produktdesign fra den romerske global player; og det romerske ministerium for ideologi og information er naturligvis velforberedt: Kardinal Ratzingers troskongregation har udsendt et 100-siders papir, som giver de troende den nødvendige hjælp med fortolkningen, så de ikke bliver forvirret over den hellige faders ord, og det skal desuden forhindre, at de "uforbederlige kirkehadere" kan udnytte pavens mea culpa, hans skyldsbekendelse, til "antikristelig propaganda". Den intense spænding under forberedelserne til begivenheden baserer sig på det altafgørende spørgsmål: Vil Han eller vil Han ikke? – nemlig udtrykkeligt betegne ‘ecclesia militans’ som en synder, hvis fejlgreb skete ‘på befaling fra højere sted’, ex cathedra? Man drømmer om at være til stede, når Guds stedfortræder iscenesætter "højdepunktet i hans tid som pave" med en knaldeffekt.

Paven gør sit bedste. På gribende vis afholder han det lovede skylds- og syndslitani, hvor hans beklagelige alderssvækkelse i kombination med den romersk-katolske kirkes mageløse iscenesættelse af sine ritualer bliver til en demonstration af sand ydmyghed. Han bekender "synder mod evangeliet", som visse "sønner og døtre" har begået i de forløbne århundreder; han undgår enhver bebrejdelse af "Faderen" for dårlig opdragelse og forkynder sin "smerte" over, at det ene eller andet ikke rettidigt aborterede "ulydige" Guds barn kaster en mørk skygge over "kirkens mange led, der stråler i deres hellighed". Han beklager dybt, at det er kommet til forsyndelser mod "Kristi legemes enhed"; men han modstår også fristelsen til at give efter for den grasserende firmafusionsfeber og med den populistiske parole ‘forsoning i stedet for spaltning’ foretage en megafusion med de principløse lutheranere, thi: "Et firmas størrelse må ikke blive til et mål i sig selv" (Olaf Henkel, tysk arbejdsgiverformand). Paven finder det selvfølgelig heller ikke OK, at "sønnerne og døtrene" i deres verdensomspændende "sandhedens tjeneste" undertiden har anvendt de "forkerte metoder" og været uvenlige over for andre gudsfrygtige eksotiske folkeslag, ja, selv over for jøderne, "forbundets folk"; selv om hans fagterminologi er en smule kryptisk, lader han det skinne igennem, at heller ikke "Kristi legeme" kommer uden om at anerkende de jordiske styrkeforhold, hvorfor det er på tide at satse på "sandhedens egen kraft" i stedet for på "magtens logik". Nej: Korstog mod vantro og offentlige afbrændinger af folk, der afviger fra generallinien, disse historiske afvigelser fra vildledte Guds børn kan simpelthen ikke godtages i vore dage. Hvilket naturligvis er alt andet end en ny beskedenhed, men derimod et løfte om at fortsætte kirkens globale mission, den verdensomspændende kamp mod "overtroen", i "tolerancens ånd" og under agtelse af "menneskeværdigheden" og "folkeretten", altså med "respekt over for andre religioner" og selvfølgelig under iagttagelse af Rom som øverste leder. Og hvad angår det ‘vanskelige’ forhold til jøderne, der som bekendt var så letsindige at nagle gudssønnen til korset, beder han indtrængende om diplomatisk bistand fra "Faderen", så "kærlighedens mildhed" kan finde vej ind i dette traditionelt konstruktive ærkefjendskab. – Kun én ting falder ikke den øverste hyrde ind: at tildele sin kirke moralsk ansvar som gerningsmand. Hvorfor skulle han også det? Hvor den jo som "moder solidarisk" påtager sig "sine børns skyld".

De små Guds lam er altså splittet mellem anerkendelse og desillusionering. De sætter pris på det "mod", hvormed denne religiøse fundamentalist tilslutter sig den verdenshistoriske trend i moralsk selvrenselse, altså endelig forstår, hvilke fordele et ærligt skriftemål indebærer. De finder det fascinerende, at den "ufejlbarlige" kirke lægger op til, at den fra nu af er både "hellig og syndig". Nogle er dog snarere lidt skuffede over pavens "halvhjertede" udspil, idet han tilsyneladende slet ikke påtænker at udsætte sin kirke for denne dialektik. Som mennesker af god vilje, der er bekendt med teknikkerne i den form for hykleri – om ikke fra deres egne erfaringer i skriftestolen så i det mindste fra det tyske pilotprojekt i Vergangenheitsbewältigung, opgøret med en pinlig fortid – forlanger de ikke det ‘umulige’, men ‘kun’ lidt mere konsekvens i forbindelse med undskyldningsaktionen, så de selv kan synes, at undskyldningen er troværdig: Alternative eksperter i kirkeret beklager, at afdøde afvigere ganske vist bliver tilgivet, men ikke de levende; kvinder kan ikke helt forstå, hvorfor de ikke kan få kvindelige præster til gengæld for de hekse, der blev brændt på bålet; jøder er irriteret over, at pavens "tilbud om forsoning" "ikke nævner jødeudryddelsen med ét ord"; og troens sociologisk tænkende metodikere kan ikke affinde sig med, at paven sender "sønner og døtre" til skyldsfronten, selv om det bevisligt er ‘institutionen’ med hele sin ‘struktur’, der er ansvarlig for alle syndefaldene. Det er altså ikke nogen omfattende bekendelse, kun en "halv" mea culpa i stedet for en "hel" og grund nok til at lægge en dæmper på begejstringen.

Så er man vel alligevel nødt til at sige med Herren Jesu ord: ‘Fader, tilgiv dem, thi de vide ikke, hvad de gøre’. Hvad skulle ypperstepræsten have sagt for at gøre indtryk på selv dem, der slet ikke tilhører hans forening af hellige? Skulle Guds repræsentant på jorden have distanceret sig sociologisk fra sin klub af mystikere, eller skulle han have opført sig som en ny manager, der giver sig i kast med sin ‘organisation’ og rydder ud i sin forgængers sløseri og slendrian og indleder en ‘for længst påkrævet strukturændring’? Skulle han – på den måde eller måske ligefrem eksplicit – have trukket dogmet om kristi jordiske repræsentants ufejlbarlighed tilbage og dermed have ødelagt hele den strålekrans af hellighed, som gør den romerske forening så uimodståelig for gode mennesker, der ærligt og reelt sukker efter en meningsgivende overkommando over deres ynkelige jordiske eksistens? Skulle han have endt med at undskylde sig selv for helvedes gudelige nådesinstitut, som den katolske kirke siden Arilds tid har villet redde den syndige menneskehed fra – det koste menneskeheden, hvad det vil? Eller udtrykt på en anden måde: Skulle lige præcis paven kræve af sig selv og sine Jesusbørn, hvad ikke engang gode tyske nationalister formår at gøre, når de betragter deres ‘skam’ i form af tolv års nazistyre? De har det nemlig svært nok med den dialektiske øvelse med at undsige et lille stykke af deres nations historie for på den måde at få pudset glorien på deres menneske naturlige identitet som folk. Og så kræver de, at chefen for en over naturlig forening uden tvangsmedlemskab skulle bringe forvirring i sine små lams pilgrimsfolkeidentitet ved at bekende, at man på sin pilgrimsfærd under Roms lederskab egentlig hele tiden skulle være endt i moralske blindgyder? Så kunne han ved Gud lige så godt have gjort rent bord med det samme og forkyndt, at alt det, som hans kirke har forkyndt i to årtusinder, slet ikke var ment så gravalvorligt; at det ikke var andet end en gennem århundreder kunstfærdigt sammenstrikket dumhed, hvor man har ‘forklaret’ den jordiske jammerdal med forsyndelser mod en hævntørstig og jaloux gud og håbet på belønning i det hinsidige; kort sagt, at religion er noget vrøvl, som man skal holde sig fra.

Det kunne helt sikkert være blevet det absolutte ‘højdepunkt’ i pavens karriere. Og verden ville så desuden for en gangs skyld have kunnet erfare forskellen på selvkritik og undskyldning. Men netop derfor ville en sådan "sandhedens tjeneste" være gået for langt også for andre end de troende. De oplyste gudsbespottere selv ville være blevet alt andet end glade, hvis den romerske folkekirke ved begyndelsen af det tredje årtusind havde sløjfet hele sit herlige tilbud til det moderne menneske om at forestille sig selv som syndig undersåt og forpligte sig til den allermest tålmodige lydighed. At et anstændigt folk ikke kan klare sig uden "orientering": det står soleklart for selv den mest ugudelige af de demokratiske folkeopdragere i det kristne Vesten.

For så vidt gjorde paven klogt i at skuffe de spændte forventninger og fortsætte med de økumeniske landvindinger for den eneste sande kirke ved hjælp af hans egen tradition med verdensomspændende jordkysseri – netop og først for alvor i det af vantro besatte "Hellige Land". Med sin ‘pilgrimsrejse’ er den virtuelt-korporlige Guds søn nemlig vendt tilbage til den originale scene for sit virke for 2000 år siden, har "endnu engang gennemløbet fødslen, døden og genopstandelsen med os på Jorden" og ligeledes umisforståeligt demonstreret sit ædelmodige krav på at forene menneskeheden åndeligt under sin hyrdestav, hvilket også de regelmæssigt verdslige regenter kun kan være tilfredse med. Senest på det tidspunkt er offentlighedens ceremonimestre igen dybt betaget og tilgiver paven enhver forpasset anledning til en syndsbekendelse, som der garanteret ikke er nogen, der kan undslå at anerkende med deres kræsne smag.

Kilde: Para-nyt 2001 nr. 2. Fra det kvartårlige tidsskrift GegenStandpunkt 2/2000 (juni)

[*]