af Jens Laigaard

I betragtning af den store offentlige interesse, der har været omkring tv-serien "Åndernes magt", og det kontroversielle billede af virkeligheden, serien prøver at viderebringe, er det forbavsende få detaljer, der er sluppet ud om hvordan serien rent faktisk er lavet. "Åndernes magt" påstås at være dokumentarisk. Derfor må præcision og åbenhed være vigtige elementer – både i det produkt, som seerne præsenteres for, og i hele forløbet fra synopsis over optagelser og redigering til tv-skærmen. Men det har været småt med præcision og åbenhed fra tilrettelæggernes side. Kritik og relevante spørgsmål er blevet mødt med fornærmede udfald, ja endda antydninger om injuriesager.

Man husker måske den ophidsede meningsudveksling, der udspandt sig på internettet i slutningen af 2000 mellem Thomas Breinholt og Willy Wegner. TV2 Zulu, som havde købt "Åndernes magt" af tv-selskabet Angel Production, syntes åbenbart, det var nødvendigt med en slags videnskabeligt alibi. Man hyrede en skeptiker til at kommentere seriens enkelte afsnit på TV2 Zulus hjemmeside. Det var Willy Wegner, som stod for det, og han gjorde sit arbejde så godt, at han endnu ikke har fået betaling for det. Til gengæld modtog han ret omgående et vredt indlæg fra seriens tilrettelægger Thomas Breinholt. Wegner havde konstateret, at tv-seerne ikke fik noget at vide om, hvilke forholdregler filmholdet havde taget mod, at medierne fik deres oplysninger ad naturlig vej. (Som det fremgik lige fra allerførste afsnit, ville det for eksempel have været en god idé at holde beboerne borte, når mediet ankom til den hjemsøgte lejlighed eller villa.) Breinholt følte sig personligt forurettet over dette. Han kunne have imødegået det ved at sige: Værsågod, her er vores arbejdsplan og de sikkerhedsforanstaltninger, vi har truffet. Her er en liste over samtlige medvirkende i de enkelte afsnit, og hvilke oplysninger de fik adgang til hvornår. Kortene på bordet. Om ikke andet ville det have tilkendegivet, at producenten virkelig ønskede at udvise præcision og åbenhed.

I stedet lancerede Breinholt en sammensværgelses-teori, som han derpå tilbageviste. Sagt i korthed: Tror nogen virkelig, at der er personer på filmholdet, som har lækket oplysninger til Frank Munkø eller de andre medier? At der har været aftalt spil? Vi ved godt, at den slags altid slipper ud. Det ville være alt for risikabelt. Glem det!

Sammensværgelses-teorien dukker atter op i en artikel, som har været rundsendt i venstrepressen i begyndelsen af november 2001. Anledningen er, at "Åndernes magt II" nu ruller over skærmen i hundredtusinder af danske hjem. Journalist Berit Holbek Jensen har lavet et interview med Annette Fich Mortensen, som er studievært på den nye serie. Og det varer ikke længe, inden vi får serveret den med sammensværgelsen:

"Annette Fich Mortensen blev tidligt advaret om, at mange ville anklage produktionsholdet for at snyde.

– Det blev jeg både målløs og rasende over, siger hun."

Her kunne man standse op og spørge, om der rent faktisk er nogen, som har anklaget folkene bag serien for snyd. Men nej, selve tanken er så fornærmende, at Annette Fich Mortensen straks må mane den i jorden:

"Hun afviser for eksempel, at nogen måske snyder hende og hendes hold. At der kan have været kontakt mellem "offer" og "medie" inden de mødes, eller at mediet ad omveje har fået noget at vide på forhånd."

Alt dette for at bortforklare, at mediet bliver rigelig fodret med oplysninger på stedet til at kunne fremsætte kvalificerede gæt. Og for at bortforklare, at mediet ofte gætter helt ved siden af.

Et sted i interviewet glemmer Annette Fich Mortensen at holde kortene ind til kroppen. Ganske uforvarende sidder hun og vifter med den trumf, som har givet "Åndernes magt" så stor gennemslagskraft. Det handler om redigering, om udvælgelse:

"I virkeligheden forberedte de over dobbelt så mange programmer, men en del blev ikke til noget, blandt andet fordi der enten ikke kunne skabes kontakt til ånderne, eller familierne ikke kunne genkende det, medierne beskrev.

Andre gange gik det til gengæld rigtig godt, og medierne kunne med stor nøjagtighed berette om diverse ånder."

Og det er disse udsendelser, vi får lov at se. Hvis seerne absolut skal bringes til at tro på ånder, kan det være nødvendigt at skære den halvdel af seancerne væk, som ikke virker overbevisende nok. En anden forholdsregel kan være at holde uønskede elementer borte – folk, som kunne spolere den hyggelige uhygge:

"Når folkene bag "Åndernes Magt" er ude på optagelse i spøgelsesplagede hjem, er der ikke andre end dem selv og de medvirkende. Fremmede journalister eller uafhængige skeptikere er ikke velkomne, angiveligt fordi det, der sker under seancerne, kan fremkalde så følsomt materiale og så stærke reaktioner, at folk har krav på fortrolighed og beskyttelse."

Der er sandelig også tale om en udstrakt grad af fortrolighed og beskyttelse, når de stærke reaktioner kan ses på skærmen tirsdag aften i den bedste sendetid, med genudsendelse lørdag.

Her er noget, som er værd at huske, også efter at det aktuelle åndehysteri her i landet har lagt sig. Nemlig at folkene bag "Åndernes magt" bevidst har afskåret sig fra en kontrol, som klart og præcist kunne fastslå, om der forekommer noget overnaturligt i udsendelserne. Og at de bevidst har smidt den ubeåndede halvdel af udsendelserne i skraldespanden. Når Annette Fich Mortensen på denne baggrund insisterer på at kalde sit produkt for "dokumentar-tv", og endda udtaler: "Jeg er megaskeptisk", må man tænke sit. Men hun er utvivlsomt rette kvinde til jobbet.

Kilde: Para-nyt 2001 nr. 6

[*]