af James Randi, oversat af Willy Wegner

I James Randis originale artikel, fortæller han at det var hensigten i forbindelse med denne artikel at bringe to billeder fra det ABC-TV show, som han omtaler. Men en sagfører fra selskabet mente, at det ville være uklogt. Man var bange for at blive sagsøgt af Uri Geller. Men billederne viser Geller lænet frem over bordet, med overkroppen blot omkring 40 cm fra kompasset, og hans venstre hånd omkring 5 cm over det, i det øjeblik kompasnålen bevæger sig. Uri Geller har tidligere sagsøgt James Randi, og det har været søgsmål i millionklassen. Derfor skal næstsidste afsnit betragtes som en konklusion på listesko, meget ulig James Randis tidligere så spidse pen. Men som Randi i overført betydning anfører: hr Geller er stadig i form! (Han omtaler konsekvent Uri Geller som hr Geller).
Willy Wegner

Her er forklaringen på tricket med det bevægelige kompas, som jeg udførte forrige uge [januar 2000] i det populære ABC-TV program The View . Efter jeg viste dette simple selskabstrick, blev jeg af studieværten bedt om at forklare, hvordan jeg gjorde det. Det afviste jeg, men foreslog at seerne tænkte over mulighederne, og henviste de nysgerrige til min hjemmeside. Det velkendte medie Uri Geller, der for tiden tournerer i USA for at markedsføre sin bog om sund levevis, havde forinden i et show vist hvordan han og studeværten havde beordret en kompasnål til at slå ud ved at sige “move!” i et bestemt toneleje, og nålen havde bevæget sig tre grader! Der var megen forbløffelse over dette faktum. (Gab)

Udfordringen til mig i programmet The View var at gentage hr Gellers nummer, som en del af af min optræden. Jeg fortalte dem, at hvis de ønskede at jeg skulle foretage dette trick, så både kunne og ville jeg gøre det.

Kun ganske få som så programmet havde det rigtige svar på hvordan jeg fik nålen til at bevæge sig, og de sendte omgående svaret ind til JREF pr. e-mail, telefon og post. Jeg fortalte blot seerne og publikum i studiet, at jeg havde benyttet et “skjult” apparat. De der løste gåden havde enten set det før som et nummer på en sommerlejr, eller sluttet sig til hvad “apparatet” var.

I virkeligheden er et kompas en meget simpel mekanisme der reagerer på magnetfelter, og det er faktisk dets funktion, som gør det til et nyttigt redskab til at finde den rigtige retning; kompasnålen er i sig selv magnetisk – og lader sig let påvirke af jordens naturlige magnetfelt. Men det jordiske magnetfelt er forholdsvis svagt, så nålen må omhyggeligt placeres på en pivot så den kan rotere med et minimum af friktion. Kineserne opdagede i det 12. århundrede dette princip og tog det som de første i anvendelse. De anbragte et stykke magnetjernsten på et stykke træ som flød i en skål med vand med polerne horisontalt modsat hinanden så de kunne dreje det og passe det til med jordens poler. Det fortælles at Marco Polo bragte denne vidunderlige og nyttige opfindelse med fra Kina til Italien, og dermed til resten af verden, selv om princippet muligvis allerede var opdaget uafhængigt i Europa.

Et magnetisk kompas må afskærmes så meget som muligt fra uvedkommende magnetfelter. Motorer, relæer, generatorer, andre magneter og andet magnetisk materiale, der også kan få nålen til at besvæge sig, ved at overstyre jordens magnetisme. Kassen der indeholder indretningen må naturligvis også være fremstillet af ikke-magnetisk materiale såsom messing, aluminium, særlig rustfrit stål, legeringer eller plastik. Nogle kompasser, som den model hr Geller brugte ved sin demonstration (han medbragte sit eget kompas), og det jeg brugte til mit trick, er fyldt med en “dæmpende” væske, så enhvert stykke magnetisk materiale som ved uagtsomhed eller tilfældigt kommer tæt på, ikke så let vil forårsage udsving og fejlagtige aflæsninger.

Imidlertid vil en tilstrækkelig stærk magnet, eller blot en stump umagnetisk jern tæt på selv det bedste kompas, få det til at bevæge sig. Meget stærke og ganske små keramiske magneter er lette at få fat i. Så enhver fupmager der ville prøve at efterligne det hr Geller foretog sig – og som han har gjort ved utallige lejligheder, over hele verden – skal blot have en magnet, og det vil være umuligt at skelne mellem hr Gellers demonstration og et simpelt trick udført af en tryllekunstner.

Hr Geller og hans medhjælpere giver os det indtryk, at når han udfører denne bedrift, er den udført ved hjælp af en slags gudsbenådet kraft, en psykisk evne som han har perfektioneret gennem studier og viljestyrke. I programmet The View udtalte han præcist: “Og dette er ikke et trick. Der er intet på mig, der er ikke noget under bordet. Det er en energi jeg tror vi alle har.” [Bemærk: da han sagde, “Der er intet på mig,” hentydede hr Geller til sit slips, der var faldet forover mod kompasset i præcist det øjeblik nålen bevægede sig, idet han lænede hele overkroppen ned mod bordet.]

Lad mig bruge denne lejlighed til klart at slå fast, at da jeg gjorde det var det ved hjælp af en lille skjult magnet som jeg bragte tæt på kompasset, for at få det til at bevæge sig. Jeg brugte ingen specielle kræfter, ingen trolddom og fremsagde ingen bønner. Det gjorde jeg heller ikke for 50 år siden, da jeg lavede dette nummer for de nye lejrskolebørn der var i min varetægt ved Camp Lagakelo i det canadiske vildnis.

En anden af hr Gellers udtalelser gjorde mig nysgerrig. Han sagde: “Kan I nu forestiller jer, at da jeg viste dette for videnskabsfolk, de fandt det helt fantastisk!”. Jeg vil meget gerne i kontakt med videnskabsfolk, overalt i verden, som hr Geller har udført dette nummer for, og som i det mindste har fundet det gådefuldt. Det er alt hvad jeg går efter, jeg kræver ikke de har fundet det “helt fantastisk”, blot at de har undret sig lidt. Kan nogen hjælpe mig med at identificere en af disse videnskabsfolk for mig? Hvem som helst?

Tricket jeg bruger er ikke min opfindelse, det har været kendt meget, meget længe. Det kunne læses i børnebøger for lidt over hundrede år siden, blandt andet i en bog som: Magiske eksperimenter, eller leg med videnskab af Arthur Good, 1890. I det mindste har en kendt udfører af tricket i fortiden påstået at anvende psykiske kræfter, men tilsyneladende benyttet et trick for at få en kompasnål til at bevæge sig, hvilket rejste tvivl om hans troværdighed. Det var Henry Slade (1840-1905), et kendt medie som blev enthusiastisk støttet af meget prominente videnskabsfolk i Europa og England. Det til trods for at flere af hans tricks var blevet afsløret, indtil en engelsk tryllekunstner, J.N. Maskelyne, trak ham for retten i 1876. Slade blev anklaget for svindel og flygtede til USA hvor han døde på et sanatorium. En afsløring af Slade under udførelse af kompas-tricket kunne læses i Proceedings of the American Society for Psychical Research , volume 5, 1921. Der står, i uddrag:

“[Undersøgeren] opdagede også, ved at bruge et lille let spejl [han havde et lille spejl I sit skød, for at kunne se ind under bordet], hvordan Slade styrede en “mystisk nål” der angiveligt lod sig bevæge med åndskræfter. Men hver gang den bevægede sig, flyttede Slade sin fod så den næsten rørte undersiden af bordet. Utvivlsomt var nålen magnetisk og skoen påført noget jern… [Undersøgeren fortalte om dette og andre af Slades tricks, for] endnu engang at bevise at den mest hyldede [spiritist] i sin tid, var en all-round svindler.”

(Læserne vil måske undre sig over, hvorfor undersøgeren fra ASPR ikke undersøgte nålen for magnetisme eller bad om at se Slades sko. Men læser man hele artiklen i Proceedings, vil man forstå, at Slade insisterede på at bestemte personer blev udelukket fra demonstrationerne, og også begrænsede antallet af vidner der fik tilladelse til at være tilstede. Faktisk kontrollerede han hvordan forsøgene skulle udføres, og ville ikke optræde under forhold han ikke brød sig om. Det har altid været fupmagernes fremmeste våben. De beder om at blive testet, men insisterer på at det enten sker på deres betingelser – ellers er de ikke med.)

Glasborde, der ofte bruges til tv-apparater, og/eller et bord der er så lavt at det er vanskeligt at få en fod ind under det, vil nødvendiggøre at magneten skal gemmes på kroppen af trickets udøver, ude af syne men placeret sådan at det kan bringes tæt på kompasset – således som jeg gjorde det.

En moderne beskrivelse af kompas-tricket, ment til brug for de der ikke har de ægte psykiske kræfter til at gøre det på den”rigtige” måde, kan læses i en af de populære Klunz bøger. En stribe bøger beregnet for personer med ringe talent og/eller behændighed, men som ikke desto mindre gerne vil for eksempel jonglere eller trylle. En af Martin Gardnes bøger, Science Magic , oplyser om trickets metode, beskrevet under overskriften “Psykokinese?”:

I mere end et århundrede har psykiske charlataner demonstreret deres evne til at påvirke en kompasnål ved at lade en hånd føre hen over det og kommandere nålen til at bevæge sig. Sådan kan du gøre det.

Hemmeligheden er en stærk magnet, enten skjult i spidsen af din sko eller fæstnet til dit ben lige over knæet. Kompasset er på bordet du sidder ved. For at påvirke nålen løfter du dit knæ til det rører bordets underside nær kompasset, eller løft din sko så du bringe skonæsen op under kompasset.

En anden placering af magneten er under din skjorteflip. Når du beordrer nålen til at bevæge sig, mens du måske knytter hånden over kompasset for at koncentrere den psykiske energi, fører du ansigtet tættere og tættere til kompasset indtil den skjulte magnet under din flip påvirker det.”

Bemærk venligst, at Gardners bog i Library of Congress [det amerikanske nationalbibliotek] er katalogiseret med beskrivelsen: “En samling af tricks, stunts, og gåder…”

Læg venligst også mærke til, at de ovenstående beskrivelser af en afdød person, og hans bedrageri, selvfølgelig ikke tillader nogle at antage at de samme metoder bruges eller har været brugt af andre. Vi kan heller ikke fastslå at personer der påstår at have psykiske kræfter, faktisk ikke kan få en kompasnål til at bevæge sig med overnaturlige midler. Vi kan kun undres. Som jeg ofte har tænkt på, at da Marco Polo kom hjem til Italien, fik han måske sine beundrers øjne til at spærre sig op ved at vise dem hvordan han kunne få nålen til at bevæge sig ved at føre sin hånd hen over og klart beordre nålen: Muoviti!

Som jeg har fortalt hr Geller tidligere, hvis han foretager disse mirakler med guddommelige kræfter, så gør han det på den sværeste måde…

Kilde: Para-nyt 2001 nr. 1. Randi’s Opinion Archive: www.randi.org/jr/01-26-2000.html

[*]