af James Randi, oversat af Jens Laigaard

Vi amerikanere bliver af og til bedømt efter ret skrappe normer. Sådan er det at være den store dreng i klassen. Der kom et brev fra Sir Arthur C. Clarke, en mand, som flere gange har været venlig at omtale mig i rosende vendinger, og som nu – forståeligt nok – undrer sig over vores opførsel. Han skrev:

"Kære Jim!
Som mangeårig beundrer af USA er jeg rystet over at høre, at en nylig opinionsundersøgelse tyder på, at 20% af den amerikanske befolkning er uvidende tåber. Jeg håber, tallet er stærkt overdrevet, da man ikke kan bruge nogen mildere betegnelse om folk, som tror at månelandingerne var svindel. Nu er Ondskabens Rige heldigvis fortid, men ellers kunne jeg godt mistænke nogle af disse mennesker for at være kommunist-sympatisører, som prøver at pille glansen af den ene bedrift, USA vil blive husket for om tusind år. Når man tænker på, hvor hurtigt Watergate blev trævlet op, hvordan kan nogen ved sine fulde fem så forestille sig, at det ikke ville gå ligesådan med en sammensværgelse, som omfattede hundredtusinder af mennesker og stod på i mere end ti år? Ben Franklin udtrykte det fint: "Tre personer kan godt holde på en hemmelighed – hvis to af dem er døde."

Og hvordan vil disse fæhoveder forklare det faktum, at laserreflektorerne og radiosensorerne på månen gennem de sidste tredive år har sendt terabytes af data tilbage til jorden? Hvem tror de har anbragt dem der – rumvæsener? Men jeg kan ikke spilde mere tid på tosser. Jeg har travlt med at bevise, at George Washington aldrig har eksisteret, men blev opfundet af det Britiske Misinformationskontor for at forklare en mindre, pinlig episode i kolonierne.

Venlig hilsen, Arthur Clarke, 11. juli 2001."

I mine foredrag har jeg altid påpeget, at hvis Watergate- operationen skulle holdes hemmelig, var det kun nødvendigt at en håndfuld personer kunne tie stille, mens en forfalskning af månelandingerne ville kræve total tavshed af mange tusinde personer – og deres børn, ægtefæller, frisører, golf- og bridgepartnere og så videre. Jeg beklager, Sir Arthur, men det er desværre ganske sandsynligt, at 20% af os her i kolonierne anser den mest eventyrlige begivenhed i forrige århundrede for at være en opdigtet komedie. Sidst i artiklen får De mulighed for at at læse, hvordan de måne-svindel-troende bortforklarer Deres iagttagelser.

En læser ved navn Bobby Charles var ikke så velformuleret som Sir Arthur i sine kommentarer, men lige så vred:

"Det der undrer mig er, at den slags fæhoveder virkelig eksisterer. Hvad lavede min far for NASA i alle de år, med alle de sporingsstationer, og tog Grissom og de andre bare gas på ham i alle de år? Må jeg lige være her. De gode skibe Nina, Pinta og Santa Maria var heller aldrig ude af havnen, vel? Pyramiderne blev bygget for at trække turister til, det er bare tys-tys? Vraget af Titanic blev aldrig fundet i virkeligheden, det var et stort Hollywood-nummer? Klippestykkerne fra månen er helt tilfældigt forskellige fra alle andre sten, som findes her på planeten? Astronauterne som tog til månen viser både åndelige, følelsesmæssige og fysiske tegn på at have rejst i rummet – radiologisk og på andre måder – men det er bare en del af et stort svindelnummer, som ved et utroligt tilfælde falder sammen med nogle specielt rettede udbrud af solpletter, som trængte gennem jordens atmosfære og gav små opsving i strålingen? Og hvad med udgifterne? Hvem narrede Kongressen til at bevilge en hel skibsladning penge til noget, der ikke var andet og mere end en spændende film? Foretrak præsident Kennedy at drømme om en spændende film frem for virkelig at inspirere en generation? Hvordan er folk blevet så kyniske? Hvem er disse tegnefilmhjerner, som ikke vil tro på videnskab, historie, personlig stræben, heltedåd og klippefaste kendsgerninger? Undskyld jeg siger det, men den slags folk er spild af tid. Gid de ville nøjes med deres øl og bobspil og med at spekulere over, om jorden nu virkelig går rundt om solen."

Mr. Charles har tidligere været tilknyttet formand Hastert, som havde opsyn med NASA i årene 1995-99. Vi siger tak, fordi han ville dele sine tanker med os, selv om han jo hører til de "vildledte".

Nå, men vor ven James Oberg, en højrøstet kritiker af pseudovidenskab, forfatter og ekspert i Sovjets rumrejser og rumteknologi, fortæller at "fæhovederne" har prøvet at bortforklare de åbenlyse problemer ved deres "svindel"-scenario. Han siger:

"Med hensyn til laserreflektorerne (påstår de) at de blev bragt til månen af robotter, ligesom med de russiske Lunakhod-fartøjer. Desværre standsede transmissionen af data fra månen i 1978, da ALSEP-batterierne var brændt ud. Indtil videre, i hvert fald nogle år frem, vil månen være en tavs verden hvad radiotransmissioner angår.

Jeg har indsamlet anekdoter fra andre kulturer rundt om i verden, som går på, om der virkelig har været mennesker på månen. Hare Krishna-sekten benægter det, under Castro-regimet lærer man i skolen at det var fup, Taliban og andre islamiske ekstremister udråber enhver, som bare vedgår, at det kunne være muligt, som "kafir" (vantro). I begyndelsen af 1970’erne opstod en af de beklagelige stridigheder, som ødelagde den århundredgamle fred mellem maronitter og muslimer i Libanon, da en gammel muslimsk gejstlig erklærede månelandingerne for umulige, fordi månen var et himmelsk legeme som ikke kunne besudles af støvletrin. En kristen avis gjorde tykt nar af den stakkels gamle mand ved at påpege, at astronauterne ikke nøjedes med at træde på månen, de gik også på wc deroppe, hvad siger du så, dit gamle langskæggede fjols … Det sårede helt unødvendigt en masse menneskers følelser og bidrog til at ødelægge den lokale samfundspagt.

En verdensomspændende meningsmåling, som Voice of America foretog midt i 1970’erne, viste at halvdelen af de adspurgte havde hørt at der havde været mennesker på månen, men en fjerdedel af dem troede at det var russerne. Men som man siger, beviser er beviser. Jeg vil naturligvis ikke spille på min indflydelse her, men jeg taler af personlig erfaring. De månedragter er stadig ikke så behagelige at have på, som de kunne være. Men man må lide for videnskaben …"

Hvis man vil have den bedst mulige information om denne farceagtige vrangforestilling om, at vi aldrig landede på Luna, skal man gå ind på www.badastronomy.com/bad/tv/foxapollo.html . Pudsigt nok opdagede redaktøren af denne hjemmeside, at hvis han tastede ordene "the bad astronomer" ind i et program, som konstruerede anagrammer, kom de ud som "moon trash debater". Den gode astronom som står for denne side er dr. Philip Plait fra fysik- og astronomiafdelingen ved Sonoma State University. Denne side er et besøg værd.


Danske artikler:
Var det bare en papirmåne? / af Ole Sønnichsen. – Jyllands-Posten 30 september 2001

Her skrives om danske Henrik Melvang der mener at det er pure opsind, at mennesket har været på Månen. Kommenteres af Ole J. Knudsen. Kommenteres også i Ekstra Bladet 1 oktober: "Du gamle måne…"

Øvige muligheder:
Yes, We Really Did Go to the Moon! / by Phil Plait.
www.badastronomy.com/bad/misc/apollohoax.html

Linkside med pro & contra: Apollo Moon Landing Hoax??
www.globalsecurity.org/org/news/2001/010808-moon2.htm

Kilde: Para-nyt 2001 nr. 5

[*]