af Willy Wegner

Det hævdes jo, når man ser bort fra den stive klassiske skepticisme som filosofisk retning, at CSICOP i slutningen af 1970’erne har opfundet den moderne skeptiker-bevægelse. Det er nok for megen ære at give dem, lad os nøjes med at sige, at de sikkert var den første etablerede skeptiske organisation der gik i gang med at tackle pseudovidenskab og paranormale temaer.

Allerede i slutningen af forrige århundrede rejste flere magikere rundt og foretog afsløringer af åndemanere og spiritister. USA havde deres Harry Houdini, som blandt andet skrev bogen " Miracle Mongers and their Methods ". Man kan læse, på dette website, en bog om charlataneri af belgieren A. Wanty. Den er mere end 140 år gammel.

I Danmark i 1930’erne huserede en herre ved navn Faustinus (som ses her til venstre) – hadet og forkætret af danske spiritister, og udskældt i Skandinavisk tidsskrift for okkultisme. Alfred Lehmann, forfatter til ” Overtro og Tolddom ” fra 1893, er også et dansk eksempel. Mogens Jacobsen har siden midten af 1970’erne bidraget med skeptiske indlæg i dagspressen, og i hans kølvand finder vi flere som i dag er repræsenteret i Presselisten på Skepticas hjemmeside.

Min egen skepsis manifesterede sig ved at andre kaldte mine holdninger for skeptiske, og dette afspejlede sig i bladet Uforalia.

Uforalia blev udgivet fra 1975 til 1978, og indeholdt, som navnet antyder, primært emner fra den ufologiske verden. Det var ikke et "almindeligt" ufo-blad med beretninger om ufo-observationer og eksotiske møder med rumvæsener, men hovedsageligt med anmeldelser af international ufo-litteratur.

Det var et kritisk blad, og blandt de hårde anmeldere var blandt andre Per Borgaard, Torsten Dam-Jensen, Kristian Kristiansen og undertegnede.

Imidlertid blev ufo-emnet ret hurtigt for snævert, dels smækkede ufologer deres tentaklers sugekopper på snart sagt alle mulige og umulige aspekter, dels begyndte der ude i verden at opstå foreninger som CSICOP der satte skepsis overfor paranormale emner på dagordenen.

Den 22. november 1980 – jeg husker ikke klokkeslettet – muterede Uforalia og blev til “Skeptica, et kritisk forum for off-beat litteratur og pseudovidenskab”, og Jens Laigaard med flere holdt deres indtog i den nye redaktion. Det er nu mere end tyve år siden.

Skeptica fortsatte frem til 1985 og sluttede af med antologien "Velikovsky i søgelyset", redigeret af Jens Laigaard. En bog med kritiske afsnit af forfattere som Carl Sagan, Bob Forrest, Kendrick Frazier, Isaac Asimov m.fl.

Samme år skete der endnu et "hamskifte", og Para-nyt opstod. Navnet Skeptica blev lagt midlertidigt i arkivet og ventede blot på en genopstandelse på Internettet.

Ingen af bladene havde et særligt stort publikum og der har aldrig været reklameret i større stil for flere "abonnenter". Ingen af bladene er derfor blevet trykt i særlig store oplag, det vil sige sjældent over 100 eksemplarer.

Og nu udkommer Para-nyt således kun i ét eksemplar – dét finder du på Internettet og læser lige nu!

Para-nyt er ikke officielt talerør for Danske Skeptikere (DS). Men Para-nyts websted skeptica.dk er vært for dette netværk af uafhængige skeptikere. Ikke sådan at forstå, at der er vandtætte skodder mellem DS og Para-nyt – der er en svingdør.

Men hvordan kom der gang i denne svingdør?

I begyndelsen af 1998 anmeldte Jens Laigaard i Para-nyt online en skeptisk hjemmeside, og dette banede faktisk vejen til den nuværende struktur.

I anmeldelsen af ” Den ædruelige sandhed om erhvervs-
astrologi “, med underrubrikken: (jo, det hedder den sgu), skrev Jens Laigaard blandt andet:

Mange husker sikkert med fryd, hvordan en gymnasielærer fik den førende danske erhvervsastrolog Ole Giber i gyngen. Lektoren sendte fødselsdata for den nazistiske krigsforbryder Josef Mengele til Giber, som kvitterede med et meget positivt horoskop. "Dødsenglen fra Ausswitz" var ifølge Giber et rart menneske, som var velegnet til at arbejde med andre. Her hentydes formentlig til de 400.000 jøder, som Mengele skaffede af vejen, eller måske til hans medicinske eksperimenter!

…Det er med lidt blandede følelser, man bladrer i denne hjemmeside. På den ene side er det fornøjeligt at overvære, hvordan Mogens Winther tæsker løs på astrologerne med sin skolemester-pegepind. På den anden side er tonen ofte så vrængende eller forarget, at man fristes til at titulere hr. Winther som ASTROCOP , men det tør man alligevel ikke. For når man vil klikke på e-mail til Winther, står der: "Kun seriøse henvendelser besvares." Det giver også lidt af tonen…Udmærket, Winther, De får tre stjerner og en enkelt planet.

Vi sendte anmeldelsen til Mogens Winther, og siden har et samarbejde udviklet sig til det der i dag er samlet under etiketten skeptica.dk.

Mogens Winther havde allerede skabt det der hedder Presselisten . Det vil sige en liste over personer der har deres speciale – som regel i kraft af deres fag – og som gerne vil stille sig til rådighed overfor pressen med skeptiske eller kritiske synsvinkler på netop deres speciale. Med i dette netværk er desuden en del medlemmer af en tidligere dansk gruppe af skeptikere: den hed DASK – en slagkraftig og øretæveindbydende forkortelse af Dansk Skeptiker Komité.

I slutningen af 1998 etablerede vi så det fælles website for Para-nyt og Dansk Skeptikere.

Åbent brev

Et af de første tiltag hvor fire af skeptikerne fra netværket samarbejdede, var det åbne brev til sundhedsminister Carsten Koch den 30. november 1998. Det var underskrevet af Dan Frederiksen, Mogens Jacobsen, Mogens Winther og undertegnede.

Det 7 sider lange brev blev afsendt i anledning af Folketingets forespørgselsdebat om anvendelse af alternative behandlere og behandlingsformer den 3. december. Sideløbende bragte flere aviser mange indlæg fra alternative behandlere, så vi var bestemt i mindretal når det drejede sig om lobby-virksomhed.

Vi pointerede vores grundlæggende holdning, nemlig at alternativ behandling ikke skal vurderes fra sit eget eventuelt mærkværdige, teoretiske udgangspunkt, men først og fremmest på opnåede resultater under kontrollerede forsøg.

Herefter drejede brevet sig om eksempler fra den alternative verden og de videnskabelige modspil med overskrifter som placeboeffekten og etiske aspekter.

Resultatet af debatten i Folketinget blev etableringen af, som det hedder: Sundhedsstyrelsens Råd vedrørende Alternativ Behandling, et forum der skulle forberede oprettelsen af et Videns- og Forskningscenter inden udgangen af 1999, og som i dag har til huse i Århus.

Vi fik efterfølgende et venligt brev fra sundhedsministeren. Ud over de almindelige venligheder fortæller han om oprettelsen af centeret, og fortsætter: “med etableringen af centeret vil der være taget et vigtigt skridt til en bedre belysning af hele det alternative område, og det vil kun være naturligt, at de områder, som I berører i brevet, også kommer til at indgå.”

Af øvrige aktiviteter indenfor det første år, – ja det vil sige fra midt i efteråret 1998 – var mest individuelt præget i form af kronikker og debat i dagspressen, eller interviews på de lokale radiostationer. Her har især Dan Frederiksen, Mogens Winther, Mogens Jacobsen, Ole Hartling og jeg selv været aktive.

Imidlertid var kræfterne i den første tid mest fokuseret på de alternative helbredere, blandt andre "manden med de gyldne nåle", men også med astrologer, hvor Mogens Winther utrætteligt har været den udfarende debattør.

At være skeptisk

Det at være skeptiker gør, at jeg selv har oplevet enten at blive skældt hæder og ære fra, eller at andre mennesker klapper i som østers når de erfarer det, og så er der dem der prøver at komme i dialog med den lumske bagtanke at omvende mig. Endelig bliver nogle mennesker aggressive.

Vil man virkeligt angribe en modstander, som er skeptiker, så kalder man dem selvbestaltede skeptikere eller ærkeskeptikere, det er noget der svir’! Eller hvad? Angriberen glemmer bare at vedkommende selv er selvbestaltet; måske healer, ufolog, astroarkæolog – ja selv diskofile, numismatikere og filatelister er selvbestaltede.

Men nu er skeptikere en blandet flok og skepsis er mange ting. Nogle er bidske, andre kritisk venlige, andre igen formidlende osv. Det er faktisk ganske betryggende med denne mangfoldighed.

Eksempelvis påberåber vi os ikke korpsånd i netværket af Danske Skeptikere – vi behøver ikke at være enige. Vi er jo et netværk af uafhængige skeptikere med ret til at beride vores respektive kæpheste.

Når således Rud Kjems fra netværket skriver en artikel i Para-nyt, og spørger: Hvorfor køber bibliotekerne tosserier? Han refererer til indkøb af bøger. Blandt de forfattere han nævner er Erich von Däniken og Jens Sørensens bog "Rumfolk her gennem 9300 år". Hvorfor ikke bruge pengene på nogle dejlige bøger i stedet, spørger han. I samme artikel hævder han, at folkebibliotekerne med sådanne anskaffelser bryder biblioteksloven.

Uanset jeg er enig med ham vedrørende de undeholdende værker han nævner, så bør og skal jeg tage til genmæle når det hævdes at biblioteksloven brydes. Det gjorde jeg så i efterfølgende udgave af Para-nyt . Her jonglerede jeg rundt med nogle andre paragraffer og anskueliggjorde hvorfor det hedder “folkebiblioteker”, lidt om demokratiets vilkår og stillede spørgsmålstegn ved definitionen “dejlige bøger”.

Men i sin korthed: debat, dialog og anskueliggørelse af problemers anatomi fremmer forståelsen, men afføder ikke nødvendigvis enighed. Og mest vigtigt: vi kan godt som skeptikere være skeptiske overfor andre skeptikere.

Men jeg vil for at undgå en skeptisk forvirring nøjes med at fortælle hvad skepsis og det at være skeptiker betyder for mig.

Vi lever i en tid som er ganske unik – informationssamfundet. Aldrig i menneskehedens historie har så mange kunnet levere og modtage en så stor og kontinuerlig strøm af informationer. Jeg tænker naturligvis på Internettet.

Ser man bort fra de mest besøgte steder – der hvor de nøgne pornografiske kendsgerninger åbenbares – så surfer vi eksempelvis mellem steder med videnskabelig information, hurtige nyheder, offentlig information, vanvidsfilosoffer og dommedagsbevægelser.

Ikke mindst i kraft af min uddannelse som bibliotekar må jeg sikre mig, at de informationer jeg i faglig sammenhæng videreformidler ikke er misinformationer. Til tider synes jeg med rette at kunne hævde, at vi også – endda i betydelig grad – lever i et misinformationssamfund.

På nettet finder vi digitale billeder og tekst. Pixels kan manipuleres. Uden sammenligning med andre data kan intet digitalt foto eller dokument med sikkerhed tages for pålydende. For ganske få år siden – altså i gamle dage – kunne man høre dette slogan: Et billede siger mere end tusind ord! Jamen hvad siger det os i dag? Vi kan på ingen måde vide, om vi ser på en kopi af en original, en kopi af en kopi, eller en kopi hvor der aldrig har været nogen original, for nu at sætte det lidt på spidsen.

Jeg har brug for at have nogle informationsfiltre – et af disse hedder rationel analyse og et andet hedder skepsis og et tredje kontrol.

Når det drejer sig om at være skeptiker, så har jeg taget en definition til mig, som jeg har adopteret fra min god ven Peter Huston .

Skepticisme har noget at gøre med at forsvare sig, ligesom man kan forsvare sig mod at blive udsat for fysisk overlast ved at lære judo, kan en skeptisk holdning betragtes som en teknik, en intellektuel selvforsvarsteknik.

Skeptiske værktøjer

Her vil det ikke være nogen dårlig ide kort at gennemgå, i en grov simplificeret form, en skeptikers vigtigste redskaber. Skepticisme, som en teknik, involverer grundlæggende de følgende værktøjer – gerne og helst kombineret – til at evaluere ideer og påstande:

  • Antag at noget er falsk indtil det beviseligt er rigtigt.

Det er den absolut mest magelige og mindst krævende form for skepticisme – det kræver blot en god og slidstærk lænestol og i givne tilfælde et langt liv – eller, man kan foretage sig noget mere fornuftigt, mens man venter på at ganymederne lander – for eksempel kan man slå sin græsplæne eller tilsmage sin kryddersnaps.

  • Brug Occam’s ragekniv, den doktrin der lidt forenklet siger, at hvis to forklaringer er mulige, er det sædvanligvis den mest simple der er rigtig.

Spring over hvor gærdet er lavest. Du slipper for at få en fibersprængning mellem ørerne, og er det er ikke så ringe endda! Der er bestemt ingen grund til at gøre det hele mere indviklet.

  • Antag at usædvanlige påstande kræver usædvanlige beviser.

Hvis jeg påstår at kunne gå på vandet, så skal der nok være en eller anden emsig skeptiker der vil se mig gøre det. Så må jeg enten sørge for at finde et sted hvor bundgarnspælene står tilpas tæt lige under vandoverfladen, eller hævde, at jeg kun kan hvis der ikke er nogen der kigger. Man kan fodre svin med usædvanlige påstande, og de æder dem ofte rå.

  • Antag at bevisbyrden ligger hos den person der fremfører påstanden.

Dette udsagn hænger sammen med det forrige. Der er for eksempel ingen grund til at bruge flere år på at modbevise noget der ikke har været fremlagt kontrollerbare beviser for.

    Drop sortsynet og glat rynkerne ud, – brug humor.

Endelig er det ingen skade til at være i besiddelse af lidt humor og et glimt i øjet. Humor kan tit være nok, og er for mig ofte det vigtigste værktøj. Lad mig eksemplificere det med en historie fortalt af den amerikanske folklorist Paul Barber.

Han omtaler en landsmand ved navn Stephan Kaplan, og siger om denne: “som, tror jeg, – men jeg er ikke sikker – er [han] en velkendt original der holder os for nar og hygger sig gevaldigt med det. Eksempelvis blev han fornylig citeret for at sige, at vampyrer godt kan gå ud i daglys, de skal blot sørge for at påføre en creme med solfaktor 15 eller højere.

Dette kunne en naiv amerikansk journalist ikke sidde overhøring, så han spurgte folkloristen og vampyreksperten Paul Barber, om dette kunne have sin rigtighed.

Da Barber mente, at det svarede til at skulle gøre rede for, hvad han havde fået af julemanden, syntes han at humor var det rette værktøj i situationen.

Derfor svarede Barber: ” – Ja, det er sandt. Der færdes vampyrer overalt i Los Angeles i dagtimerne, men det er på grund af de mange voldsmænd at de er bange for at gå ud om natten.”

En skeptisk holdning er ikke ensbetydende med, at man skal være 100% rationel. I så tilfælde bør man ikke spise flæskesteg med sprød svær, drikke spiritus ud over det daglige glas rødvin, som for tiden er sundt, ikke dyrke sex undtagen det er med avl for øje, altid holde hastighedsbegrænsningerne på motorvejene, jogge 10 km dagligt og så fremdeles. Med andre ord, det er ikke særlig morsomt at være fornuftig! Det er næsten ikke et liv der er værd at leve.

Det at være skeptiker er ikke en livsstil, det er ikke en religion, ej heller ikke en filosofisk retning.

Som skeptikere har vi i vores netværk primært valgt at fokusere på emner der falder indenfor pseudovidenskab, paranormalitet og folketro. Det er vores boldgade og interessesfære.

Og i parentes bemærket: Der findes andre veletablerede “skeptikerforeninger” som spiller anderledes: eksempelvis foreninger som Greenpeace, Amnesty International og Danmarks Naturfredningsforening.

Men det at have en skeptisk indfaldsvinkel er ikke en fejlsikker metode. Hvor utroligt det måske kan lyde, så kan skeptikere også tage fejl. Men er denne uheldige skeptiker så et ordentligt menneske, så erkender han villigt sin fejl og tager den til efterretning og efterlevelse.

Imidlertid findes der, som tidligere nævnt, forskellige former for skeptikere – de kan være lige så bredspektret en flok som for eksempel skaren af ufologer – og det siger ikke så lidt. Af og til har jeg indtryk af, at nogle skeptikere mener at deres opgave er at forsvare videnskaben mod pseudovidenskaben, lægerne mod kvaksalvere, folket mod folkeforfører, og så fremdeles.

Så er der også nogle skeptikere der farer frem med bål og brand – de skeptiske aktivister. Det har jeg det ikke altid lige godt med, og ofte medbringer de et par lig i lasten.

Men vil man føre sig frem som skeptisk aktivist, så skal man kun gøre det hvis man er sikker på at vinde – ikke en personlig sejr – men en sejr for nogle forurettede, over noget der beviseligt er løgnagtigt. Man skal ha’ en god sag og opinionen med sig. Det sidste har man sjældent, især når det drejer sig om moderne overtro.

Det er den amerikanske skeptikerforening CSICOP af og til kommet galt afsted med i deres lejlighedsvise selvforståelse af ufejlbarlighed.

Lad de lykkelige tosser være i fred

Vigtigt er det også at man som skeptiker har den nødvendige tæft og situationsfornemmelse – der er ingen grund til at angribe en sindsforvirret tosse, hvis det er åbenlyst for enhver at vedkommende er mentalt forstyrret.

Dilemmaet opstår dog såfremt der er tale om en udspekuleret og genial galning – de findes, og som tilmed har pressetække – antallet af dem i massemedierne er ligefremt proportionalt med antallet af sultne skribenter uden sans for kritisk journalistik og etik.

Men som regel er det bedst for alle parter, at skeptikeren her flader ud og holder lav profil. Bliver man i sådanne tilfælde kontaktet af pressen og bedt om en udtalelse, så kan man for eksempel begynde med at glatte de skeptiske rynker i panden ud, skrue smilet på og se venlig og imødekommende ud.

Måske sige sådan noget som: “jamen, det lyder da interessant – det er klart at det er ganske usædvanligt, men lad os da nu se tiden an og hvad der videre vil ske.” Man smiler og nikker på japansk som om man besidder en tung indsigt og dyb visdom. Og lad det så blive ved det – lad tiden gå og pressen finder andre orakler og andre ofre, og lad dog ofret få en chance for at leve sit fantastiske og ofte ganske harmløse liv.

Vi ved ikke hvilke mentale tilstande morgendagen har i svøb til os selv.

Para-nyt

Med hensyn til Para-nyt, så er det en “institution” i sig selv, og har som tidligere nævnt ikke direkte noget med Danske Skeptikere at gøre. Para-nyt er ikke talerør for netværket af Danske Skeptikere men giver gerne plads til dem og andre. Vi satser ikke højere end det vi erklærer i vores webzine:

"Kald det kærlighed, kald det lige hvad du vil…" Para-nyts redaktører har fattet "kærlighed" for det vi kalder okkultur, der hvor den menneskelige fantasi og forestillingsevne udmøntes i et konglomerat af genialitet og galskab. Den selvopfundne betegnelse okkultur er fællesnævner for paranormale fænomener, alternative opfattelser af hvordan verden og vi mennesker er skruet sammen. Vi forsøger at se kritisk og undrende på de mange aspekter af den "fantastiske virkelighed". Efter fortjeneste med en blanding af alvor og humor.

Uanset hvad du læser i Para-nyt, så tag det med et gran salt. Platheder og sandheder trives i okkulturen, lunken filosofi og guldkorn, sære og geniale eksistenser – døde som nulevende – Para-nyt er et lille håndspejl som vil prøve at give dig et fragmenteret billede af okkulturens realiteter.

Kilde: Para-nyt 2001 nr. 4

[*]