af Jean Seeberg

Det er nu 30 år siden jeg sammen med mine forældre var vidne til en fantastisk oplevelse over vores by, Albæk ved Randers.

Vi var ved 4.15 tiden, nytårsmorgen 1972, på vej hjem mod Albæk, efter at mine forældre Gerda og Knud Sørensen (Seeberg) havde hentet mig i Dronningborg, og vi besluttede af nysgerrighed at køre ned gennem landsbyen for at se, om der stadig var folk, der var oppe for at fejre nytåret.

Det var en klar og lys nat, og vi kørte langsomt ned gennem byen. Da vi var kommet midtvejs, lige syd for kirken udbryder min mor pludselig, ” hvad er det, der svæver deroppe i luften” og ved at følge hendes blik, fik min far og jeg også øje på det, hun mente.

Og der , lavt over hustagene var der adskillige lys, der langsomt kom svævende fra nord mod syd, følgende det skrånende terræn.

Min far standsede straks bilen, stoppede motoren, og da den første forskrækkelse havde lagt sig, blev vinduerne i bilen åbnet, men ikke en lyd var der at høre, alt var stille, medens vi måbende spejdede op på himlen.

De svævende lys drev stadig videre mod syd, og vi kunne nu se, at de var opdelt i 3 sektioner forskudt for hinanden.

Jeg ville ud og se, hvad det var der foregik, men da jeg sad på bagsædet og bilen var en 2 dørs, kunne det ikke lade sig gøre uden, at min mor rykkede sig frem, så ryglænet kunne vippes, men selvom min mor ikke var særlig stor, kunne selv ikke 10 vilde heste den aften have fået hende til at rykke sig, så jeg kunne komme ud.

Nu var lysene også kommet så langt ned over byen mod syd, at de forsvandt ud af syne bag de store gårde, der ligger på højre side af vejen, nysgerrigheden vandt over frygten for nu blev bilen startet, og vi kørte straks videre ned mod den østlige ende af byen, hvor fodboldbanen ligger, og hvor der er frit udsyn ud over engene og over mod den anden side af Randers fjord.

Her stoppede vi igen for at se efter de lysende genstande, også kaldet ufoér, men væk var de desværre.

Efter at have spejdet ud i natten og snakket om vores oplevelse blev bilen vendt, og vi kørte hjem, hvor oplevelsen blev vendt igen og igen.

Når man får en sådan oplevelse forsøger man at finde noget, man kan sammenligne med og for min fars vedkommende, som i øvrigt aldrig har troet på “flyvende tallerkner” og altid ment, at det var skørt, sammenlignede ufoerne med en stor damper eller som Graf Zeppelin, som han i sin tid havde set. Efter den dag var han af en anden mening.

Jeg havde på det tidspunkt læst en del om ufoer, var og er stadig sikker på, at der findes liv andre steder end på jorden, og så lysene som enkelte flyvende opbjekter, der fløj i 3 forskudte formationer. Jeg gik på dette tidspunkt på Elektriker Håndværkerskolen i Hadsten, hvor vi netop havde gennemgået forskellige former af lys kilder, men her var der tale om et lys, som jeg ikke på dette eller senere tidspunkt har stiftet bekendtskab med.

Flere ting har senere bestyrket min tro på, at det vi så, var ufoer, bla. fik vi at vide, at et ægtepar fra Uggelhuse, en landsby på modsatte side af Randers fjord, på samme tidpunkt havde observeret noget unaturligt. De havde fra deres bopæl observeret ikke kun 3, men 4 formationer af lys komme svævende ovre fra Albæk, ud over engene med kurs mod dem, men over fjorden, drejede de vinkelret mod øst for derefter at accelerere hurtigt op i fart og forsvinde i den klare nat.

Denne beretning, sammen med de øvrige observationer i Danmark og Norge passer fint med, at ufoerne efter endt flyvning er samledes, for at flyve videre i formationer til et evt. fælles moderskib.

Der har selvfølgelig været drillet en del gennem årerne, når oplevelsen kom på tale, men man vidste godt, at der ikke var tale om fuldemandssnak, selvom det var nytårsnat, og mange har siden sagt, at når Knud siger det, ja, så må det passe.

Man har fra såkaldt “videnskabelig” side forsøgt at bortforklare ufoerne, det vi og andre så den nat skulle være “forårsaget af et rakettrin fra den sovjetiske satelit Kosmos 453. Det omkring otte meter lange og halvanden tons tunge rakettrin var kommet ind i Jordens atmosfære og var brændt op. Efterhånden var rakettrinnet blevet splittet i stykker, der brændte hver for sig i samme bane. Derfor flere lysende objekter efter hinanden.” Det er hvad Willy Wegner skriver i sin bog “Ufoer over Danmark” samtidig med at han skriver at min far naturligvis ikke skal hænges ud som en løgner, men alle ved, hvad en forskrækkelse eller frygt kan gøre ved ens sanser. ( Jeg kan fortælle, at min far lige til sin død, var ved sine sansers fulde brug, hvilket alle som kendte ham, vil kunne bekræfte) Wegner skriver videre: “For eksempel kan et barn, der ligger i et mørkt rum og skal sove, se trolde, uhyrer, elefanter og mange andre ting ude i værelset. Bange tænder barnet lyset for at opdage, at det blot er tøjet over stoleryggen, der danner en fantasifuld silhuet. For en sikkerheds skyld rettes der lidt på tøjet, så det ikke ligner noget. Og efter et kort check under sengen kan man lægge sig til at sove.

Den nytårsmorgen var der ingen objekter faretruende langt nede, og som muligvis landede ved Randers Fjord, og H.C. Pedersens (Ufolog) moderskib forduftede i ønsketænkningens overdrev.”

Jeg er ikke ekspert, som Willy Wegner åbenbart mener han er, men det behøver man vist ikke at være, for at se den “videnskabelige” bortforklaring han her kommer med, ikke holder vand. Jeg vil heller ikke her komme med udtalelser angående Willy Wegners person, da jeg ikke kender manden, men hans udtalelser taler vist for sig selv.

Jeg ved, vi så ufoer, uidentificeret flyvende objekter, den nat over Albæk. Hvor de kommer fra skal være usagt, men som min far sagde: ” Der findes nu mere mellem himmel og jord, end vi kan forstå” og med disse ord vil jeg slutte denne beretning.

Hilsen fra Albæk.
Jean Seeberg

Ovenstående artikel er modtaget fra forfatteren. Har været bragt delt i Randers Amstavis den 31. december 2001 samt 2. del, opfølgning af samme, den 2. januar 2002. Forfatteren har desuden sendt nedenstående rekonstruktion af iagttagelsen.

Kilde: Para-nyt 2002 nr. 1