af Willy Wegner

Vi har tidligere skrevet om “abemanden” og det hysteri det skabte blandt dele af befolkningen i New Dehli. Nu er Muhnochwa på spil. "Muhnochwa" (udtales mooh-knowtch-wa), og betyder en der kradser i ansigtet, kort og godt: ansigtskradseren!

De første beretninger begyndte at dukke op i slutningen af juli i år. Denne gang er det ikke hovedstaden New Dehli der er hjemsøgt, men det nordlige Indien, især provinsen Uttar Pradesh og flere beretninger er fra byen Lucknow.

I begyndelsen var der tale om et abelignende væsen, cirka 150-160 cm højt med lysende øjne. Nogle mænd fortæller, at de er blevet kradset, mens kvinder beretter om, at væsenet kniber dem i bagdelen. Den 1. august var omkring en snes angreb blevet anmeldt til politiet i byen Biswan i Uttar Pradesh.

En præst ved et tempel for Shiva er af den formening, at der er tale om Hanuman, hinduernes abegud, som er vred. Vil man beskytte sig mod den vrede abegud, så skal man ifølge præsten bede til Hanuman syv gange dagligt. Det lokale politi mener, at der blot er tale om overspændt fantasi baseret på grundløse rygter.

Også for omkring seks år siden var den fattige stat Uttar Pradesh hjemsøgt af et massehysteri. Den gang var der tale om pakanna. Det var angiveligt et væsen der bortførte små børn. Massehysteriet resulterede den gang i at omkring 40 mistænkte personer blev lynchet af vrede og frygtsomme borgere. De virkeligt skyldige var en flok ulve på afveje.

Ikke desto mindre hævder flere af borgere i byen Patna, at de både er blevet bidt og kradset af en abe med lysende øjne. I byen Biswan har politiet fået over 20 anmeldelser. Det er også her det fortælles, at det ukendte væsen også kniber kvinder i rumpetten. Flere kvinder går derfor rundt med ekstra tøj på bagen, så de er godt polstret mod bagholdsangreb.

Dr. Verma, en læge fra det lokale sygehus, mener, at byens befolkning efterhånden må lide af søvnløshed. De er bange for at lægge sig til at sove i frygt for væsenet. Desuden brokker folk sig over, at politiet ikke gør nok for at beskytte dem. Som en politiinspektør udtaler, så er det svært at arrestere et spøgelse.

Senere har der været andre beskrivelser af utysket, der stjæler folks nattesøvn. Nogle mener at det er et kattelignende dyr, andre taler om et dyr der er bjørnelignende. Teorierne har været lige så mange som beskrivelserne af det mystiske væsen, lige fra fjernstyrede apparater fra Parkistan til laserbevæbnede terrrorister. Kuglelyn og selv rumvæsener har været bragt på bane sideløbende med flagermus og store insekter.

Ifølge Times of India den 6. juli, så bad delstaten Uttar Pradeshs indenrigsminister Dipti Vilas det indiske teknologiske institut i Kanpur om at undersøge sagen. Ikke fordi de beskæftiger sig med overtro som sådan, men fordi folk har fortalt at de oplever et klart lysende objekt komme mod sig, og ofrene efterlades med kradsemærker når det flyver væk.

Hen mod slutningen af august var man nået op på omkring et hundrede anmeldelser. Ved en lejlighed havde politiet i Sitapur måttet affyre varselsskud for at splitte omkring 10.000 demonstranter, hvorved en blev dræbt. Folk forlangte at politiet satte en stopper for det mystiske væsens angreb.

Historien om “abemanden” forrige år mundede ud i konklusionen: overtro og massehysteri. Det bliver muligvis også det man når frem til med "muhnochwa" der stadig – i skrivende – stund hærger, spreder frygt og afføder sære forklaringer.

Referencer – kronologisk

  • Police to check rumour about Muhnochwa. – The Times of India 5 August 2002
  • Govt asks IIT experts to hunt muhnochwa. – The Times of India 6 August 2002
  • Muhnochwa mystery deepens. – The Times of India 6 August 2002
  • Investigation launched into strange attacks in India. – Ananova 7 August 2002
  • IIT Kanpur to probe the ‘muhnochwa’ phenomenon / by Sharat Pradhan. – rediff.com 7 August 2002
  • Bizarre, it is ‘hathnochwa’ in city / by Pervez Iqbal Siddiqui. – The Times of India 7 August 2002
  • Sshshshsh…koi hai? – The Times of India 8 August 2002
  • Panic over monkey business in Lucknow. – Times of India 9 August 2002
  • From dusk till dawn… – The Times of India 11 August 2002
  • ‘Muhnochwa’ attacks Uttar Pradesh! : Face scratching ‘brightly lit flying object’ attacks scores of people in north Indian state. – UFO India 11 August 2002
  • Villagers Blame UFO for India Attacks / by Prajnan Bhattacharya. – Associated Press 12 August 2002
  • Shops gutted over ‘muhnochwa’ issue, 9 held in Uttar Pradesh. – The Hindustan Times 12 august 2002
  • Indians blame mystery attacks on UFOs. – CNN 13 August 2002
  • IIT scientist solves mystery behind ‘UFO’. – Rediff.com 14 August 2002
  • Extra-terrestrials invade UP, says IB / by Pervez Iqbal Siddiqui. – The Times of India 17 August 2002
  • Muhnochwa scare discussed in Assembly. – The Times of India 17 August 2002
  • UP face-scratcher scare fans hysteria, one dead. – Express News Service 18 August 2002
  • Muhnochwa terrorizes eastern UP. – IndiaExpress 18 August 2002
  • "Face-clawing monster" terrifies Indian state / by Sharat Pradhan. – Reuters 19 August 2002
  • Muhnochwa is a man-made insect: DIG. – The Times of India 19 August 2002
  • Face-scratcher fear: IIT has a face-saver called ball lightning / by Samar Halarnkar. – Indian Express 20 August 2002
  • Lakhimpur muhnochwa is a rare grasshopper. – The Times of India 20 August 2002
  • Muhnochwa haunts Mayawati / by Manjari Mishra. – The Times of India 21 August 2002
  • Panic spreads over face scratcher attacks / by Ian MacKinnon. – The Scotsman 24 August 2002
  • Seeing and Believing / by Amy Waldman. – The New York Times 25 August 2002

Læs osse: The truth about the Face-Scratcher

Kilde: Para-nyt 2002 nr. 5