af Association Française pour l’Information Scientifique, oversat af Harald Fastrup

Kreationisterne støtter sig til Bibelen, hvis tekst de tager helt bogstaveligt. For ikke-troende er Kreationismen en absurditet, der strider mod sandsynligheden for evolutionen af de levende væsener. Christian Nitschelm er astrofysiker og underviser på Universitetet i Bourgogne. Vi bringer her et referat af hans sidste arbejde: Oversigt over kreationisternes vigtigste teser om oprindelsen af universet, livet og mennesket, sandsynligvis et af de bedste arbejder over dette emne, gjort aktuelt af kreationismens seneste opblomstring (især i USA med afsmitning til andre steder på kloden…).

Bemærk venligst: Der er opstået en fejl under trykningen af nævnte arbejde: Christian Nitschelm er præsenteret som en “delvis” kristen, der søger at skabe forbindelse mellem Darwinisme og Kreationisme. Christian Nitschelm er ikke kristen, han betegner sig som agnostiker. At han har forsøgt at sætte sig ind i Kreationisternes logik og argumentation må ikke opfattes, som om han deler deres synspunkter. [Kommentar fra originalartiklen.]


For bedre at kunne forstå kreationisternes ideer, må man sætte sig i en kristens sted: han er overbevist om de bibelske tekster ufejlbarlighed. For ham var forfatterne af disse tekster direkte inspireret af Gud, og de blev nedskrevet på en halvvidenskabelig måde, frem for alt Skabelsesberetningen, der beskriver Verdens begyndelse. Disse bøger er en guddommelig åbenbaring. For den samme kristne kan der ikke herske tvivl om det mindste skriftsted i hvilken som helst af Bibelens bøger, således at Bibelen betragtes som det eneste værk, der er værdigt til at give den fuldstændige forklaring på den verden, der omgiver os, dens oprindelse og udvikling i tidens løb. Fortidens begivenheder kan kun have fundet sted efter Bibelens kronologi, som opfattes som en absolut kronologi. Denne opfattelse medfører en forsvarsmekanisme overfor ideer og opdagelser, som kan så tvivl om denne vished. Konfronteret med de sidste århundreders videnskabelige opdagelser har denne mekanisme ført til kreationistiske teorier. I det følgende vil vi betegne disse teorier under et som Kreationisme.

Ved at gå ud fra Skabelsesberetningen og andre bøger i Bibelen forsøger Kreationismen på rigoristisk måde at beskrive, hvordan tingene er forløbet siden Verdens Skabelse. Visse kristne, især teologer og nogle videnskabsfolk (ofte påståelige og af lavt niveau) har opkastet sig til kreationistiske forskere for at forsvare deres synspunkter under skin af videnskabelighed. De hævder, at Gud efter den oprindelige Skabelse skabte “Himlen” og “Jorden” på seks dage begyndende med det livløse for derefter at skabe det levende fra dyr til Manden og Kvinden. Efter dette billede stammer alle mennesker fra et enkelt par, ligesom alle dyrearter stammer fra ét unikt dyrepar. Teorien om arternes evolution forkastes nådesløst som anti-bibelsk. Denne teori kaldes indenfor biologien “Fixismen”.

Ud fra den bibelske kronologi har de kreationistiske forskere opstillet en tidsskala og når til, at Jordens alder er mellem seks tusinde og tolv tusinde år. Mindst tre tusinde år før vor tid indtrådte en verdensomspændende katastrofe kaldet Syndfloden, som ifølge Guds vilje dækkede hele Jorden med vand. Kun en lille gruppe mennesker og et par af hver dyreart blev reddet. Det er værd at bemærke, at efter de kreationistiske værker forsvandt dinosaurerne under Syndfloden, da de ikke blev reddet af Gud, og de har derfor levet samtidig med de første mennesker. Efter således at have etableret en kronologi for Verdens udvikling føler disse forskere sig forpligtet til finde eksperimentelle bekræftelser på disse teoretiske slutninger og bibelske beretninger.

Det er naturligvis der, at de største problemer opstår for kreationisterne: De videnskabelige teorier indenfor Astrofysik, Geologi, Palæontologi og Biologi er absolut ikke i overensstemmelse med en så kort levealder for Universet og Jorden, med en ubevægelig biologisk Fixisme og en hypotetisk Syndflod for nylig. Når de kreationistiske forskere ikke kan acceptere teorier, der strider mod de bibelske tekster, føler de sig forpligtede til at bekæmpe dem eller benægte dem, til at bevise deres falskhed og de bibelske teksters sandhed. Til denne brug anvender de et helt arsenal af argumenter, som vi senere skal undersøge. Disse argumenter er principielt af to typer: “bibelcitater” og “fejl i en videnskabelig teori”.

Forfatterne af de bibelske tekster var direkte inspireret af Gud. Dette medfører, at de udtaler sig ufejlbarligt om alt, og især om verdens udvikling. Deres skrifter kan ikke betvivles. Det er derfor nødvendigt at finde eksisterende eller formodede fejl i de “konkurrerende videnskabelige teorier. Når argumenter baseret på fejl ved de videnskabelige teorier mangler, fremføres teksten i visse bibelcitater som en guddommelig bekræftelse.

Indenfor Astrofysikken vedrører de vigtigste kreationistiske argumenter de videnskabelige teorier angående Solsystemet og systemet Jord-måne med det formål at fremhæve manglerne, reelle eller indbildte, for at nå til den konklusion, at disse systemer ikke har udviklet sig med tiden.

Et andet bevis på sandheden af den guddommelige skabelse er “miraklet”, som udgøres af totale solformørkelser, der skyldes, at Månen og Solen har næsten den samme tilsyneladende diameter, set fra Jorden. Idet de kreationistiske forskere erkender, at dette argument er svagt, må de ty til bibelcitater for at verificere deres teorier indenfor Astrofysik. I særdeleshed henviser de til visse videnskabelige resultater, såsom Jordens egenrotation og dens rotation om solen eller Universets ekspansion, idet de anvender et antal meget dristige udlægninger (og idet de til dette formål anvender nye resultater indenfor Astrofysikken!) Det drejer sig om at opfatte Bibelen i lyset af de sidste videnskabelige landvindinger, hvilket må siges at være et paradoks for folk, der afviser videnskaben!

I modsætning til Kreationismen hævder den videnskabelige forsker hverken ufejlbarlighed eller en altomfattende viden. Kreationisterne udnytter denne beskedenhed. Nogle fag er bekvemme for dem, for eksempel biologien.

Hovedargumentet vedrørende biologi består i at sige, at man ikke kan observere arternes udvikling indenfor hele den historiske tid og at mangler beviser angående de manglende led. Derfor er evolutionsteorien forældet og alene en guddommelig skabelse kan forklare eksistensen af de forskellige arter!

De statistiske beregninger angående sandsynligheden for fremkomst af liv foretaget af kreationistiske forskere fører til, at dette er unikt: Kun Jorden har kunnet velsigne Livets mirakel, og muligheden for naturlig opståen af liv afvises som uendelig lille.

Andre områder viser sig mindre bekvemme. Som f. eks. zoologien.

Man beskæftiger sig kun med de bibelske tekster for at forklare, hvordan det hele er gået til. Anstødsstenen er, hvordan dyrearterne har kunnet udbrede sig over Jordens overflade. Den omgås ved temmelig hasarderede antagelser som landfaste forbindelser mellem kontinenterne, der er forsvundet efter Syndfloden. De kreationistiske forskeres argumenter synes lidet overbevisende. Det er dog værd at bemærke, at de selv når til at være overbevist om det videnskabeligt holdbare i disse teorier, der ikke er funderet på virkelige observationer. Vi har her et af de mest sammensatte problemer, som de kreationistiske forskere forsøger at løse.

Nitschelm’s konklusion
Den kreationistiske forsker står overfor et hårdt arbejde: Han skal forene to meget uforenelige syn på Universet. Efter et vigtigt bibliografisk arbejde, som sætter ham i stand til at forstå det, han angriber, det vil sige de ikke-bibelske teorier, skal han forsøge at bevise falskheden i disse med argumenter, der generelt er ret svage. Han må erkende, at dette arbejde absolut ikke er simpelt og det anbringer ham i en position som fjende af videnskaben, en meget ubekvem position! Videnskabsfolk vil oftest opfatte ham som en bagstræberisk Fixist, placeret der som et levende fossil, hvis formål udelukkende er at forhindre dem i at arbejde uforstyrret. Den kreationistiske forsker synes dog at arbejde alvorligt, selv om han ubestrideligt ikke vælger den bedste vej til at komme til entydige resultater. Denne alvor er et aspekt, det er vanskeligt at imødegå, når man tager i betragtning, at forskeren forbliver overbevist om sandheden af det bibelske grundlag.

De store kirker, Katolikkerne, Calvinisterne og Lutheranerne, der forkynder troen på en guddommelig skabelse betragter de bibelske tekster som indeholdende en række dybere budskaber, som Gud har villet videregive til de troende via sine udvalgte. De anerkender Videnskabens ret til at opstille evolutionistiske modeller, som ikke er i modstrid med teksterne, når de læses med omtanke og indsigt. Der er dog visse “dissidenter” indenfor disse kirker, der forkynder ideer, der ligger tæt op ad kreationisternes, særligt katolske fundamentalister. Det ser endvidere ud til, at mange kristne er kreationister af uvidenhed, videnskabelige ideer har svært ved at udbrede sig i et sådant miljø!

Den religiøse tro og Kreationismen opfører sig som tyve på et marked. Sameksistensen mellem troen og evolutionismen er endnu vanskeligere, som Christian Nitschelm har vist det så fortræffeligt.

Kilde: Association Française pour l’Information Scientifique, Science et pseudo-sciences, no. 233