af Claus Larsen

I Dansk Astrologforenings blad "Cornelius" nr. 2, 2003 , har astrolog Claus Houlberg gennemgået den voksende akademiske kritik af astrologien. Artiklen er udsprunget af en løbende debat på Dansk Astrologforenings debatforum, som denne artikels forfatter også har deltaget i.

Det gennemgående træk i Claus Houlbergs kritik af kritikerne er, at kritikerne ikke ved nok om astrologien til at kritisere den. Jeg vil i denne artikel gennemgå Houlbergs argumenter og prøve at komme med relevant kritik af dem.

1. Afviser uden studier

Claus Houlberg lægger ud med at plædere for at kritikere ikke erkender den holistiske virkelighed som astrologien refererer til. Houlberg mener ikke, at man kan kritisere noget uden at kende til det.

Det er for så vidt også rigtigt nok, bortset fra at det ikke har været kritikernes pointe om en holistisk virkelighed skal anerkendes eller ej. Pointen har derimod gået på, om man kan bedømme astrologiens sandhedsværdi ud fra de resultater, astrologien giver: Stemmer horoskopet overens med personens liv og levned? Burde det ikke være centralt i enhver astrologs virke?

Houlberg nævner ikke en eneste astrologisk uddannelse som en kritiker kunne tage, og det er der en særdeles god grund til. Der eksisterer som sådan slet ikke et "studie" i astrologi. Hvis man vil være astrolog, så trykker man et visitkort, hvorpå der står at man er astrolog. Det er alt, hvad der kræves. Hverken "astrolog", "fagastrolog", eller "fagastrolog, MDA" (Medlem af Dansk Astrologforening) er ikke beskyttede titler, som f.eks. læge, psykolog eller civilingeniør er det. Naturligvis er der astrologiske skoler, men der er ingen kvalitetskontrol af nogen art. De forskellige skoler underviser i vidt forskellige metoder, og har vidt forskellige filosofier. De eksamensbeviser man får, er ikke det papir værd de er skrevet på, for internationalt anerkendte kompetencer er et ukendt begreb. Skolerne er ofte ganske små, med et deltagerantal, der sjældent svinger sig op over, hvad et FOF-kursus i Bagsværd i stramaj-broderi kan fremvise. Det er mildt sagt et gråt område.

Dertil kommer, at astrologi-"studiet" i allerhøjeste grad er baseret på personlige erfaringer. Det er direkte anbefalet at sidde derhjemme og læse de astrologi-bøger, som man selv har lyst til at læse, ud fra hvad man nu selv synes passer en bedst. Så prøver man at lægge lidt horoskoper for venner og familie, for at få lidt "praktisk" erfaring. Denne erfaring er dog intet værd, idet man bl.a. ignorerer den mekanisme, hvor vi som mennesker er tilbøjelige til at huske det, der virkede, og fortrænge det, der ikke virkede. Det er såmænd ikke fordi astrologer ikke anerkender dette, men man mener simpelthen ikke, at det kan ske for en astrolog. For andre mennesker, absolut. Men astrologer er altså anderledes.

Tilsvarende opsamler man heller ikke systematisk de resultater man kommer frem til, bedømt ud fra en fælles skala. Man gemmer konsekvent de rigtige gæt og smider de forkerte væk. Et forkert resultat får ikke en astrolog til at stille spørgsmål ved, om astrologien er korrekt eller ej. Nej, der må være noget andet galt. Man har faktisk et helt arsenal af efterrationaliseringsmetoder klar, af ofte meget underholdende karakter.

F.eks. "korrigerer" man fødselstidspunktet: Man flytter simpelthen tidspunktet, indtil horoskopet passer! At man derved undsiger det ellers højt besungne krav om et yderst korrekt fødselstidspunkt, er ganske uvæsentligt: F.eks. hævder man, at hvis et fødselstidspunkt er bare 4 minutter forkert, så kan begivenheder i ens liv forrykkes et helt år! Men det gælder altså ikke, hvis horoskopet lige skal "korrigeres"….

Som man ser, er det lige meget hvad, virker astrologien! Dogmer er en meget fundamental del af astrologien, såvel som Orwellsk dobbelt-tænkning.

Det er derfor et hult argument, Houlberg her kommer med. Han kræver at kritikerne studerer, men han kan ikke pege på, hvad det er de skal studere.

2. Kildemæssigt selvsving

Her går Houlbergs kritik på, at mange kritikere kun læser bøger forfattet af andre kritikere. Det er bevisligt ikke sandt, idet mange af de argumenter, kritikerne kommer med, jo netop stammer fra bøger skrevet af astrologer. Det er da korrekt, at kritikere ganske ofte henviser til kritisk litteratur, men hvad galt er der i det? Skal alting være selvoplevet? Har man ikke lov til at trække på andres erfaringer? En af hovedårsagerne til, at vi ikke stadig lever i stenalderen er jo, at vi kan nedfælde vores erfaringer, så vore efterkommere ikke behøver at opleve, på den ufede måde, at man f.eks. ikke skal stå under et træ i tordenvejr, spise giftige planter, eller lege med ild i høladen. Det redder liv at læse kritisk litteratur.

Astrologer hævder jo selv at trække på erfaringer fra fortidens astrologer. Det er åbenbart ikke tilladt for astrologiens kritikere. I astrologiens verden er der i allerhøjeste grad forskel på folk.

En del af den litteratur, der henvises til blandt kritikerne, er jo uomtvisteligt skrevet af folk, der har et endog meget dybtgående kendskab til astrologien. F.eks. er nogle af de mest citerede bøger skrevet af en af de mest vidende om astrologien, Geoffrey Dean, samt Robert B. Culver og Phillip A. Ianna, der med deres bøger har kritiseret astrologiens mange påstande. Jeg har endnu ikke set en kritik af deres kritik af astrologien, der har nogen værdi.

3. Overser værdien af praksis

Houlberg medgiver dog i dette punkt, at "enkelte" (uden dog at nævne hverken tal eller navne) kritikere rent faktisk læser astrologisk litteratur, men afviser desværre øjeblikkeligt disse med en fejende armbevægelse, med den begrundelse, at valget af kildeskrifter er "ganske usikkert", uden dog at præcisere hvorfor de er usikre.

Måske bliver en astrologisk bog automatisk "usikker" i samme øjeblik en kritiker læser den – hvem ved? Claus Houlberg giver i hvert fald ingen svar på dette.

Naturligvis bliver man bedre til et fag, når man praktiserer det. En læge med 30 års erfaring er naturligvis bedre end den læge, der lige har fået sin eksamen, men forskellen er, at man på forhånd ved, at det nytter at studere lægekunst: Gennem forsøg og systematisk opsamlet viden helbreder vi mennesker. Vi ved til gengæld intet om, hvorvidt astrologer kan forudsige begivenheder i menneskers liv. Der findes ingen beviser for at de kan. Det eksperimentelle datagrundlag mangler totalt. Så hvorfor starte et årelangt studie i noget ingen ved virker?

Det er klart op til astrologerne at påvise at det er det værd. Dette modarbejder de dog selv, endda ofte bevidst, ved at destruere de horoskop-tydninger, der ikke passede. Der findes oven i købet astrologer, der slet ikke går tilbage og undersøger, om horoskopet passede eller ej! En sådan arrogance skal man virkelig lede længe efter.

4. Tænker kun i systemer

Her ønsker Houlberg at pege på ganske mange kritikeres opfattelse af astrologien som værende systematisk: Kan de finde en enkelt fejl i et enkelt computerprogram, eller i et af de mange astrologiske systemer, så er hele astrologien "modbevist".

Det burde være klart for enhver, at ethvert led i en kæde af argumenter skal holde – en kæde er kun så stærk som sit svageste led. Derfor ligger problemet ikke hos kritikerne, men hos astrologerne. Hvis kæden springer, og astrologerne stadig holder fast i, at den er hel, hvad siger det så om astrologernes vilje til at acceptere fejl – og at rette op på dem?

Houlberg nævner "tydningsfaktoren" som et vigtigt element i astrologien, som han mener bliver overset af kritikerne. Reelt set er det nok den faktor, der oftest bliver bragt på bane af kritikerne, for det er her, at problemerne for alvor opstår: Hvor meget af horoskoptydningen er stjerner og planeter, og hvor meget er astrologens fordomme og forhåndsviden om personen? Dette er et emne, der mystisk nok ikke bliver taget særligt alvorligt af astrologerne selv.

Houlberg hævder også, at det er "nonsens" at sammenligne systemer. Hvorfor er det egentlig det? Som fragmentationen blandt astrologer stiger, er det vel rimeligt nok at undersøge hvilke systemer, der modsiger hinanden. Hvis vi havner i den situation, at hver eneste astrolog reelt har sit helt eget system, så gad jeg nok vide, hvordan astrologerne så kan pege på en lang historie som et delvist grundlag for at astrologien er sand. Man kan ikke både blæse og have mel i munden.

5. Overser paradigmeforskellen

Houlberg hævder her, at astrologien slet ikke kan hverken bevises eller modbevises, da den ikke er et system, men en grundfilosofi. Han peger på en følelsesmæssig modvilje blandt naturvidenskabsfolk mod astrologien.

Houlberg tager grueligt fejl: Modviljen mod astrologien er ikke baseret på følelser, men på den viden, naturvidenskaben gennem århundreder har givet os. Han ønsker at pege på en "angst" for et ændret verdensbillede, men overser, at det netop ligger dybt i naturvidenskaben at acceptere – ja, ligefrem aggressivt at søge – et nyt, mere korrekt verdensbillede. Før vi udskifter vores opfattelse af verden, skal datagrundlaget dog være i orden. Det er jo netop ikke religion, som astrologi også er blevet beskrevet som, men viden, vi her taler om. Det er derfor lidt paradoksalt, at Houlberg her spiller på netop det, han kritiserer kritikerne for: En følelsesmæssig argumentation.

6. Overser hermeneutikken

Houlberg siger her klart, at astrologien ikke er en naturvidenskab – eller måske slet ikke en videnskab i det hele taget. Han så helst, at den blev placeret under humaniora som et "ældgammelt sprogfag". Astrologien omhandler ikke, ifølge Houlberg, "målinger af virkeligheden", men alene "aflæsning af virkeligheden".

Problemerne tårner sig op: Med mindre astrologer begynder at tale old-græsk eller sanskrit, så kan astrologien kan ikke betegnes som et "ældgammelt sprogfag". Hverken de sprog, mytologier eller fortolkninger heraf, der ligger til grund for astrologien, er bevaret uændret. Vi kan gøre os forestillinger om, hvordan Jupiter blev opfattet i Antikken, men vi kan næppe forstå det som man oprindeligt forstod det. Ydermere er det jo kendt, at sprog og mening er to forskellige ting: Sprogforbistringer er med til at nærmest umuliggøre oversættelsen af en mening fuldstændigt. Vi må altid leve med, at oversættelser er mere eller mindre tilnærmede den oprindelige intention, afhængigt af vores viden om det pågældende sprog, kultur og historie, på det plan vi lige nu befinder os, hvorfor en tydning ud fra tusind år gamle tekster bliver ekstremt usikker. Men ser vi astrologer ændre i deres opfattelse, når vi lærer nyt (og måske noget helt diametralt modsat af hvad vi før vidste) om f.eks. Antikkens grækere, hvorfra det meste astrologi stammer? Nej. Astrologien er stivnet i dogme-tænkning. Lige meget hvad der dukker op, så holder man krampagtigt fast i troen på at astrologien virker.

7. Overser finaliteten

Her berører Houlberg konflikten mellem det kausale og det finalistiske, og fremhæver, i forbindelse med kausaliteten, princippet om Occams Ragekniv: Keep it simple.

Houlberg har desværre misforstået hvad Occams Ragekniv går ud på. Princippet siger aldeles ikke "keep it simple", men går ud på, at hvis man har to forklaringer på et fænomen (f.eks. naturlig kontra overnaturlig), så skal man som hovedregel vælge den naturlige. Dermed ikke sagt, at man har udelukket den overnaturlige forklaring, man skal bare gøre sig det klart, at erfaringen (som astrologer jo ellers slår temmelig meget på tromme for!) har lært os, at den naturlige forklaring er den rigtige. Som hovedregel, altså.

I sand videnskab er døren til det ukendte altid åben, og det er det, Houlberg ikke har forstået. Men det er jo netop det, der gør at naturvidenskaben er så veludrustet til at forklare den verden vi lever i.

For nu at gøre det værre, så ignorerer Houlberg også totalt, at fortidens astrologi absolut ikke beskæftigede sig med "holistisk filosofi". Det var helt cool, klar tale: En konge gik til sin astrolog for at få at vide, hvordan det ville gå på slagmarken, hvordan den nyfødte kongesøn ville arte sig, eller hvordan høsten ville blive. Man snakkede overhovedet ikke om "latente potentialer", som Houlberg mener, at astrologer beskæftiger sig med. Bevares, det er da muligt, at astrologer helt har forladt de konkrete forudsigelser, men i så fald kan de ikke henføre til en lang historie som argument for astrologiens gyldighed. Blæse. Mel. Mund.

8. Overser synkroniciteten

Houlberg hiver også den schweiziske psykiater C. G. Jung frem af mølposen. Jungs teorier er i den grad blevet (mis)brugt af New Age profeter, og Houlberg er ingen undtagelse: Houlberg taler temmelig højtravende om "et tidsmæssigt og akausalt sammenfald mellem psykologiske og/eller konkrete fænomener".

Sagt på en anden måde: If it fits, it works. If it doesn’t fit, ignore it…

Hvis man udelukkende ser de sammenhænge man ønsker at se, og ellers kaster resten ud med badevandet, så får man ikke en større viden og forståelse af den verden, vi lever i. Man får i stedet en fantasi-verden, hvor universet er styret af regler, der kan bøjes efter vores ønsker, baseret på vores personlige præferencer. Det er klassisk magisk tænkning vi ser her: Astrologien peger på de sammenfald, der giver mening for os, i den kontekst vi lige nu tilfældigvis befinder os i, men ignorerer bevidst de begivenheder, der ikke giver nogen mening.

"Som foroven, som forneden" er og bliver et forældet princip, der ikke har givet os nogen anden forståelse af verden, end at der netop ikke er nogen sammenhæng mellem "foroven" – himmelen – og "forneden" – den klode vi bor på.

Der er f.eks. ingen sammenhæng mellem Månens faser og kvinders menstruationscyklus – det er et rent tilfælde at de to faktorer passer sammen nogenlunde . Vi har lært den meget ydmyge lektie, at verden ikke eksisterer for vores skyld, men at vi eksisterer, og at verden i øvrigt er hamrende ligeglad.

9. Ukendskab til kompleksiteten

Astrologien fremstilles her som et meget langvarigt og komplekst studie, som det er nødvendigt at have gennemført, før man overhovedet kan sidde med ved bordet. Houlberg nævner et tal på omkring ti års studier og træning, men bruger dog også udtrykket "menneskealder", der normalt er lidt længere. Det "astrologiske sprog" beskrives endda som "lammende for intellektet", hvilket jeg sådan set er enig med Houlberg i, om end af noget andre årsager.

Vi har været inde på det før: Hvornår er man en "rigtig" astrolog? Det viser sig at være umuligt at sige noget om, for der findes simpelthen ikke nogen generelt anerkendt uddannelse for astrologer. Enhver kan kalde sig astrolog. Der er ingen kvalitetskontrol af nogen art, og man kan ikke gå op til en akademisk anerkendt eksamen. Der findes ingen lister over alment anerkendt litteratur. Det hele drejer sig om en personlig "rejse", en "udvikling", der ikke kan hverken kvantificeres eller kvalificeres. Nogen gange har man en fornemmelse af, at astrologer kun lægger horoskoper for andre for udelukkende at hjælpe sig selv på sin personlige rejse mod et oplyst sind.

Men kvalificeres og kvantificeres må og skal astrologien, hvis Houlbergs argumenter skal have nogen som helst værdi. Hvordan finder vi ellers ud af, hvilke personer, der er kompetente nok til at lægge de horoskoper, der ofte har meget stor indflydelse på folks liv, hvis vi ikke har noget at måle dem på? Skal vi spørge astrologerne om, hvad de selv synes klokken er?

Derfor er et krav om at gennemføre et langvarigt og komplekst studie meningsløst, hvis man ikke kvantitativt og kvalitativt kan afgøre hvad studiet går ud på.

10. Ukendskab til udsagnsgrænser

Houlberg kritiserer kritikerne for at fejlbedømme hvad astrologien kan og ikke kan sige. Han peger igen på kritikernes manglende astrologiske uddannelse, og skælder nogle kritikere ud for at være "tegneserieastrologer".

Dette er ikke et problem for kritikerne, men udelukkende for astrologerne selv. Hvorfor er det så svært for astrologer at sige, hvad de rent faktisk kan – og ikke kan? Hvis selv ikke astrologerne kan fremlægge deres sag på en klar måde, hvordan skulle de stakkels kritikere så vide det? Det virkelige problem ligger jo nok i, at astrologerne selv ikke kan blive ret meget enige, når det kommer til stykket. Men det taler man ikke så højt om i astrolog-kredse.

Som så meget andet.

Efterskrift

Vil denne artikel blive læst af astrologerne? Utvivlsomt. Vil den blive taget alvorligt af astrologerne? Næppe. Astrologer har en veludviklet sans for at frasortere alt, hvad der kunne forklare astrologiens sande væsen. Man foretrækker at koncentrere opmærksomheden om banale sammentræf, og krydre det med inhumane stereotyper, der ikke burde tilhøre det ny årtusinde.

Jeg må indrømme, at det i det hele taget er meget svært at tage en astrolog alvorligt, der betragter sig selv som indbygger i "astrologiens forjættende land", og som uretmæssigt og fundamentalt fejlagtigt beskylder kritikerne for "rædselsslagne" at kigge ind i et påstået uønsket univers.

Men jeg forstår godt, hvorfor Claus Houlberg betegner astrologer som "frygtsomme".

[*]