af Anthony G. Wheeler, oversat af Jens Laigaard

Fra Det Ukendte 1983 nr. 6

Oversætterens bemærkning: Dette er ren nostalgi. Leif Kjærs to artikler, der afstedkom så megen aktivitet down under , kunne læses i tidsskriftet Det Ukendte, 1983 nr. 6 og 1984 nr. 5. Senere er de sammenskrevet til et kapitel i hans bog “Tidernes ekko” (1985).

Redaktørens kommentar: Vi lader tidens ekko runge nok en gang. Myter har det med at gå igen. Derfor har vi ønsket at oversætte og bringe denne artikel. Den har hidtil ligget på nettet i en ret ulæselig engelsk udgave. Derfor bringer vi også, i forståelse med forfatteren, en ny engelsk udgave. Vil du læse Leif Kjærs version, kan du sikkert låne “Tidernes ekko” på dit folkebibliotek. (ww)

Min jagt på australske pyramider begyndte med, at jeg modtog et brev fra en videnskabelig institution i Norge, som ville vide, om der fandtes pyramider i Australien. Anledningen til forespørgslen var et foto, som en dansk fotograf havde taget af en formodet pyramide vest for Brisbane i det sydøstlige Queensland; og påstanden omfattede ikke kun en, men ti “registrerede” pyramider i Australien!


Fra Det Ukendte 1983 nr. 6

Ifølge fotografen var den australske regering bekendt med disse pyramider, men hemmeligholdt deres eksistens, “fordi det ville ændre verdenshistorien”. Endvidere lod det til, at en professor ved Oslos universitet havde nægtet at tale med den uforfærdede fotograf, hvilket kunne ses som et tegn på, at der var noget om snakken. Troen på de australske pyramider var på fremmarch i Skandinavien, og man ville gerne have mig til at se på sagen.

Jeg ved ikke, hvordan De ville reagere, men jeg var lamslået! For det første var det en utrolig tanke, at den australske regering skulle have held til at holde noget som helst hemmeligt, især da ikke ti registrerede pyramider! Og hvad de ti pyramider angik måtte der vel være nogen, som på et eller andet tidspunkt havde set dem?

Hvor får man registreret en pyramide? Og hvor mange uregistrerede pyramider kunne der tænkes at være? Og med hensyn til at ændre verdenshistorien, hvem kunne så modstå muligheden for klingende mønt nu og berømmelse i eftertiden?

Jeg måtet altså i gang med at “se på sagen”, som man høfligt havde anmodet mig om. En mulighed var at sende fotografiet til de lokale aviser og bede dem sætte det under “Efterlyses”, måske med en dusør på 10$ for hver forsvunden pyramide, der dukkede op. Men desværre var kopien, jeg havde modtaget, meget dårlig. Så min første handling var at sende et brev til Norge, hvori jeg takkede for henvendelsen, forsikrede om at jeg og mine medarbejdere (kone, lille datter og endnu mindre datter) straks ville gå i gang med sagen, og udbad mig et bedre billede af den “registrerede pyramide”.

I mellemtiden gennemsøgte jeg telefonbøgerne for mulige akademikere og ledere af statslige institutioner, som kunne tænkes at have noget kompetent at sige om eksistensen – eller det modsatte – af pyramider i Australien, især vest for Brisbane, og om fortidige civilisationer i Australien, som var i stand til at bygge sådanne pyramider. Mine forespørgsler gik afsted med posten, alle vedlagt en dårlig fotokopi af det dårlige aftryk af fotografiet. Punktlighed siges at være en dyd, og det skal nok passe, i hvert fald var det hurtige og høflige svar, der kom tilbage fra de autoriteter, jeg havde udvalgt.

Svarene gav mange interessante forslag til naturlige, pyramidelignende formationer i det sydøstlige Queensland, som kunne være det, man så på billedet; en af disse, som lå i nærheden af Helidon, bar ligefrem navnet “Pyramiden”. En kilde mente, at fotografiet viste Mount Edwards set fra en bestemt retning, men at filmen var spejlvendt; han var så interesseret og optændt, at han tilbød at deltage i jagten på Australiens forsvundne pyramider. En anden brevskriver undskyldte, at svaret havde været så længe undervejs, men det skyldtes “en pyramide” af papirarbejde, han først måtte have til side. Ja, de er nogle spøgefugle, de akademikere.

En af brevskriverne henledte min opmærksomhed på den såkaldte Gympie-pyramide, en høj i nærheden af Gympie med trekantet profil (tilsyneladende en almindelig form hos taffelbjerge, hvis sider er blevet skrå som følge af erosion). Der har åbenbart været fremsat påstande omkring denne Gympie-pyramide flere gange før i tiden, faktisk så mange, at der blev gennemført en arkæologisk undersøgelse, hvis konklusion lød, at det var en høj med en stenmur, som indvandrede europæiske bønder havde bygget for at mindske erosionen. Gympie-pyramiden kommer til at spille en vigtig rolle i vores beretning om de påstande om australske pyramider, der er blevet fremsat – og troet – i andre lande.

Mine autoriteter inden for arkæologi, historie, byggeri, bygningsbevaring, geografi, geologi, landmåling, ingeniørvæsen, antropologi, etc. var alle entydigt negative i deres svar: der var aldrig bygget pyramider af fortidige civilisationer i Australien.

Pyramider er ret store ting, og man må formode, at folk med smag for kanofart på floder, traveture i vildmarken eller køreture gennem øde egne i firehjulstrækkere (altsammen yndede fritidsbeskæftigelser for indbyggerne i Brisbane) ville have bemærket en pyramide eller to på deres udflugter. Jeg spurgte mig for blandt mine arbejdskolleger, venner og bekendte. Imens kørte der en konkurrence i The Skeptic (som udgives af Australian Skeptics) om at identificere genstanden på det påståede pyramidefoto, og den blev vundet af en mand, som mente, at billedet viste det øverste af naboens tag set i silhuet mellem to gummitræer ved solnedgang.

Vi lagde vore planer, læssede bilen med kort, kompas, kameraer, notesbøger, rationer og børn og drog af sted på to ekspeditioner. Den første tog udgangspunkt i Toowoomba, hvorfra vi fulgte de små grusveje, der snor sig gennem The Great Dividing Range, på udkig efter diverse højdepunkter, som man havde fortalt os godt kunne ligne pyramider.

På denne tur fik vi taget en masse fotografier af spidse bakker, og vi fandt ud af, at min kones orienteringsevne er rigtig god og at vores bil kan klare meget skrappere terræn end man med rimelighed kunne forvente. Desuden mistede vi en hjulkapsel. Den næste tur førte os til området omkring Gympie, hvor vi krydsede de tyndt befolkede egne for at få et glimt og et foto af Spot Height 567. På denne tur mistede vi endnu en hjulkapsel.

På dette tidspunkt blev vores svindende interesse genoplivet af et nyt brev fra Norge med en vedlagt kopi af en artikel, “Inka-murværk og pyramidemystik i Australien” af Leif Kjær. Tilfældigvis havde en kollega på min arbejdsplads lært sig svensk, idet han havde en svensk kone, og norsk og svensk minder åbenbart så meget om hinanden, at de kunne oversætte teksten for mig uden større besvær. Skulle de alligevel støde på et problem, kunne de bare konsultere deres nabo, som var nordmand. Måske var det pyramidernes guder, der jævnede vejen for mig!

Snart havde jeg en beskrivelse af forskellige emner med forbindelse til den “gyldne pyramide” ved Gympie, omkring 100 km nord for Brisbane. En høj, hvis sider var inddelt i terrasser, blev udråbt til en pyramide på grundlag af en nærliggende kirkemur af usædvanlig konstruktion, lokale sagn og tabuer som efter sigende advarede mod at trænge ind på pyramideområdet, en fremherskende kaktusart af syd- eller mellemamerikansk oprindelse i området, en statue (“jernmanden” eller “Gympie-aben”), som var fundet i nærheden og ikke kunne tilskrives aboriginals, samt nogle primitive indskrifter på en stenblok, som var gravet op i området.

På grundlag af dette materiale blev det hævdet, at sydamerikanske inkaer var sejlet til det sydøstlige Queensland, havde bygget pyramider og var sejlet bort igen, idet de efterlod pyramiderne, nogle få kulturgenstande og en stikkende kaktus. Hvert trin i argumentationen lød fornuftigt og fik stille og roligt overbevist læseren om den fantastiske tanke, at der findes pyramider i Australien. Skulle man til at skrive verdenshistorien om? Jeg besluttede at kontrollere detaljerne hos alle de kilder, der blev citeret eller hevist til.

Det første bevis, som artiklen omtalte, var at en amatørarkæolog fra Sydney ved navn Marilyn N. Pye havde opdaget den sande beskaffenhed af en stenmur, som omgiver Surface Hill Uniting Church i Gympie. Tilsyneladende var stenene i 1930’erne blevet fragtet fra pyramidens top til Gympie, hvor de blev samlet igen som kirkemur i nøjagtig samme orden. Tilstedeværelsen af “underlige huggemærker”, fraværet af mørtel, ligheden mellem kirkemurens udseende og murene i byen Machu Picchu i Peru (inkaernes forsvundne by) samt en vurdering fremsat af en stenhugger fra Sydney overbeviste Marilyn Pye om, at denne mur var bygget af sten der kom fra pyramidens top, og at pyramiden oprindelig blev bygget af inkaerne.

Det var ikke muligt at komme i forbindelse med Marilyn Pye eller stenhuggeren. Kulturantropologen, som skulle have bekræftet forbindelsen til Machu Picchu, lod sig ikke opspore på det York College i New York, som blev nævnt i artiklen, og heller ikke på den nærmeste anden mulighed, York College i Pennsylvania. Endvidere har kirkens præst, pastor Stan Geddes, udtalt at han selv har set muren blive opført som en del af et lokalt beskæftigelsesprojekt under depressionen i 1930’erne. Materialet kom fra det nærliggende Rock’s Road stenbrud. På samme tid blev der opført en mur rundt om den lokale katolske kirke, med samme type sten men en anden byggeteknik; denne mur styrtede sammen for nogle få år siden.

Næste punkt var de tre indgange til pyramiden. Her begrænsede oplysningerne sig til Marilyn Pyes gengivelse af, hvad en lokal beboer, mrs. Berry, havde fortalt hende fra sin egen barndom og om, hvordan børn senere hen havde udforsket området. Tilsyneladende var tunnelerne ind i pyramiden blevet afspærret af bønderne i 1930’erne for at hindre kvæget i at forvilde sig derind. Ifølge artiklen blev pyramideområdet benyttet som slagteplads, formentlig af de lokale bønder, og blod og slagteaffald blev kastet ned i en meget dyb skakt, som mrs. Berry beskrev.

Jeg var så heldig at finde frem til mrs. Berry, og i vor brevveksling afslørede hun, at mange af de oplysninger, hun var blevet tilskrevet, i virkeligheden var hendes gengivelse af hvad folk havde oplevet længe før hendes egen tid. Mrs. Berry og hendes mand havde en farm over for Pyramid Hill, et område, som tidligere var blevet anlagt i terrasser af bosættere, som havde forsøgt at dyrke druer til vinavl. Formodentlig var det disse terrasser, der havde givet inspiration til historierne om pyramider.

Mrs. Berry beskrev opkørsler (indgange?) til højen, som kvæget nogle gange gik ind i – disse var muligvis lavet af guldgravere, som var lokket til af historierne om guldfund i 1860’erne og 70’erne. Med hensyn til den store og meget dybe skakt henviste mrs. Berry til en del huller, som fandtes øverst i bakken, og den lokale mand mr. Meredith, som fyldte dem op (måske fordi de var til fare for børn, der legede i området).

Ifølge artiklen er Gympie-pyramiden tæt bevokset med lave træer og figenkaktus, og der bliver gjort meget ud af, at figenkaktus stammer fra Nord- og Sydamerika og ikke er naturligt hjemmehørende i Australien. Forklaringen skulle være, at indianere fra Syd- eller Mellemamerika, som værdsatte planten som en kilde til medicin, alkoholproduktion og fibre til sisalvævning, bragte den med sig til Australien. Da de drog bort efterlod de plantager af figenkaktus, som skulle brede sig over den hellige pyramide og beskytte den mod indtrængen af lokale beboere.

Desværre er den rigtige forklaring ikke nær så spændende. Det er ingen hemmelighed, at figenkaktus ikke er naturligt hjemmehørende i Australien og stammer fra Amerika. Da guvernør Philip, som var den første guvernør for straffekolonien i Botany Bay, var på vej til Australien med den Første Flåde, indsamlede han frø af figenkaktus og andre planter (kaffe, indigo, bomuld etc.) mens man gjorde ophold i Rio de Janeiro fra 7. august til 4. september 1787. Hensigten var at plante frøene i den nye koloni og hermed om muligt lægge grunden til fremtidige industrier.

Det næste, vi skal se på, er en stenskive med en diameter på 2,44 meter og en cirkelrund fordybning i midten. Artiklen beskriver denne sten og hvorledes den blev fundet ved Mount Wolvi, nogle få kilometer fra Gympie (men afstanden til den “gyldne pyramide” bliver ikke præciseret). Denne sten skulle nu befinde sig i kælderen hos Queensland Museum i Brisbane.

Efter at have talt med en overordnet ansat ved Queensland Museum kan jeg med sikkerhed fastslå, at de ikke har den; når alt kommer til alt, kan en stenskive med en diameter på 2,44 meter (noget højere end folk plejer at blive her) ikke sådan stå og gemme sig i et hjørne. Det bør også nævnes, at Mount Wolvi ligger hele 20 km øst for Gympie.

Dernæst får vi at vide, at La Tolita-folket i Ecuador for 6000 år siden sejlede til Australien på flåder af balsatræ, idet de navigerede efter stjernerne og sejlede på Humboldt-strømmen. Som bevis nævnes Louis Gueraras Las Balsas-ekspedition, der i 1974 udførte den selvsamme bedrift og landede på en østaustralsk strand kun omkring 40 km fra Gympie. Det fortælles, at Louis Guerara er en efterkommer af La Tolita-folket, at “la tolita” betyder “en lille høj, bakke eller pyramide”, at folket også kaldes huantalipas-indianerne, og at Louis Guerara selv fastslog, at stenskiven havde forbindelse til hans forfædrene folk.

La Tolita-folket var kendt som specialister i at smelte guld og platin (hvem i Sydamerika var ikke det?), hvilket kræver temperaturer på op til 2000 grader celsius; disse temperaturer opnåede man ved at fokusere solens stråler med et centreret hul i basaltskiver nøjagtig ligesom den, der blev fundet i nærheden af Gympie. (Tanken om, at sydamerikanske indianere fra det sagnomspundne “El Dorados” hjemsted skulle være sejlet hele vejen til Queensland for at grave og smelte guld, er ikke helt let at forliges med.) Og hvis man ønsker flere beviser, så beretter sagnene hos de lokale aboriginals tilfældigvis om folk, som anvendte store stenskiver til at studere stjernerne.

Så vidt så godt, bortset fra at Luis Guevara (som han selv staver det) hævder at være blevet fejlciteret og forkert udlagt, og at han ikke kender noget til de beskrevne begivenheder. Efter det behøver jeg næsten ikke tilføje, at på alle de kort jeg har set løber Humboldt-strømmen i nordlig retning langs Sydamerikas vestkyst; jeg fatter ikke, hvordan en fordybning i en sten skulle være i stand til at reflektere solens stråling og frembringe 2000 grader celsius i en klump metal; og jeg aner heller ikke, hvordan en stenskive, om den så er aldrig så flot poleret, skulle kunne anvendes til at studere stjerner med.

“Jernmanden” er en statue af sten, som man oprindelig mente var efterladt af de kinesiske guldgravere, der strømmede til Queensland og det Nordlige Territorium under guldfeberen i det forrige århundrede. Artiklen hævder imidlertid, at Luis Guevara straks genkendte udførelsen som karakteristisk for La Tolita-folket (knejsende holdning og fremstående kanter) og anderledes end næsten alle andre sydamerikanske kulturer (afrundede kanter). Artiklen lader formode, at statuen, som nu befinder sig i Gympie Civic Centre, var anbragt på en søjle på en nærliggende høj for at afskrække de lokale beboere fra at gå ind på pyramideområdet.

Som sagt benægter Luis Guevara alle de udtalelser, han er blevet tillagt. Desuden kunne man overveje, hvordan udførelsen af “jernmanden” forholder sig til den man ser hos kinesiske og sydamerikanske statuer. Hvis “jernmanden” er typisk for kinesisk kunsthåndværk, er der ingen grund til at formode en usandsynlig forbindelse til Sydamerika. “Jernmanden”, der også er kendt som “Gympie-aben”, er en statue som mr. Dal K. Berry (mrs. Berrys mand) frilagde med en tallerkenplov på en af sine marker i 1966. Den er nu udstillet i Gympie Civic Centre. Statuen er virkelig primitiv; faktisk mener min kone, at den bare er et stykke klippe, og da vores lille datter fik at vide, at dette var “Gympie-aben”, spurgte hun, om den stod på hovedet.

Det næste bevis er en 50 kg tung, groft obelisk-formet klippeblok, som blev gravet op fra otte meters dybde under en udgravning til et fundament i et lavtliggende, sumpet område nær Gympie. På stenen er der indhugget et solsymbol og to slanger, der bugter sig i hver sin retning. Ifølge artiklen købte mr. Bernd Ulrich fra Toowoomba University stenen af gravemaskinens fører, og han fik stenen undersøgt på universitetet. Undersøgelsen fastslog, at indskriften på stenen var lavet på samme tid som stenen blev hugget fri af klippen, at stenen havde været udsat for luftens påvirkning i nogen tid inden den blev begravet, og at indskriften ikke er lavet med moderne redskaber, men med blødt metal såsom kobber eller bronze. Arkæologen Bob McQueen citeres for at understrege, at de indhuggede figurer ikke er lavet af australske aboriginals. Mr. Bernd Ulrich hørte om Marilyn Pyes interesse for pyramider og lignende oldtidsfund og inviterede hende til at komme og se på stenen. Det gjorde Marilyn Pye, og hun købte øjeblikkelig “solstenen” for et meget stort beløb.

Beklageligvis eksisterer “Tooowoomba University” ikke, og mr. Bernd Ulrich kan hverken opspores i Toowoomba eller på nogen af egnens højere læreanstalter. Jeg talte imidlertid med Bob McQueen, og han sagde, at han havde talt med Marilyn Pye i telefonen og hørt hendes beskrivelse af solsymbolet og de to slanger, men han havde aldrig set dem og aldrig udtalt, at de ikke var lavet af aboriginals. Endvidere fortalte Bob McQueen, at en af hans kolleger i arkæologisk afdeling ved Queenslands Departement for Samfundstjenester havde undersøgt stenmuren og “jernmanden”. Dette havde ikke givet det mindste grundlag for påstanden om, at der fandtes pyramider i Gympie-området, og der var heller ingen beviser for pyramider andre steder i Australien eller for fortidige kulturer, som byggede pyramider.

Tilsyneladende havde Marilyn Pye denne 50 kg tunge “solsten” med på de rejser, hun foretog i 1983. Det hævdes, at hawaiianerne bad Marilyn Pye om at efterlade stenen hos dem, fordi de anså dens symboler for hellige. Derefter skal vicegeneralsekretæren ved FN, Robert Müller, have bedt Marilyn Pye om at skænke stenen til FN. Og i Arizona sagde den 112 år gamle, blinde høvding for hopi-indianerne, David Monyonga, efter at have berørt symbolerne, at de var beskrevet i gamle legender og at der fandtes yderligere tre sten, som ventede på at blive opdaget. Ifølge hopierne var “solstenen” en slags computer, som ville bringe fred og visdom ind i verden. Dette skulle formodentlig være grunden til, at Robert Müller var så ivrig efter at skaffe stenen til FN.

Tanken om at have en 50 kilos stenblok som rejsekammerat er fornøjelig, men ikke umulig. Imidlertid er Marilyn Pyes samtale med Robert Müller fuldstændig opdigtet – i det mindste ifølge Müller selv. Tilbage i Australien bliver Luis Guevara atter trukket ind i historien, denne gang for at oplyse, at solsymbolet og de to slanger var hellige for La Tolita-folket.

Det skal åbenbart se ud som om, de sydamerikanske indianere, hawaiianerne og hopi-indianerne har de samme hellige symboler. Er det meningen, at vi skal udlede, at disse væsensforskellige og vidt spredte folk alle er i familie med hinanden?

For at styrke troværdigheden lufter artiklen det gamle røgslør med, at man fra officielt hold er afvisende og ønsker at undertrykke kendsgerningerne. Først fortælles, hvordan Luis Guevara har forsøgt at vække andre folks interesse for de australske pyramider. Dernæst får vi at vide, at oppositionslederen i Queensland, Keith Wright, har besøgt stenmuren og pyramiden sammen med Marilyn Pye. Nyhedsmedierne har også vist stor interesse med både radio- og tv-interviews og avisartikler om sagen. Men, lyder det ildevarslende, prøver man at tale med “australske myndigheder” eller etnograferne ved Nationalmuseet i København, bliver man mødt med øredøvende tavshed. Vi skal formodentlig lægge en eller anden skummel betydning i dette hemmelighedskræmmeri.

Luis Guevara har allerede nægtet at have nogen del i sagen, og Keith Wright har skrevet: “Jeg er ikke gået ind i dette for at udbrede tanken om, at peruvianere eller sydamerikanske indianere var de første, der kom til Australien. Jeg har blot søgt at forklare nogle lokale myter.” Det er da også prisværdigt. Hvad angår den pinlige tavshed hos Danmarks Nationalmuseum og de australske myndigheder (hvem de så kan være), så skrev direktøren for førstnævnte til mig, at eftersom de ikke kendte noget til pyramider eller pyramideformede bygninger i Australien, var der virkelig ikke meget, de kunne fortælle forfatteren. Der er således ikke tale om hemmelighedskræmmeri eller nogen pinlig tavshed, blot en benægtelse af, at der eksisterer beviser for pyramider eller pyramidebyggende kulturer i Australien.

Artiklen bygger sine slutninger om, hvad højen egentlig er, på indicier og kunstgenstande som kun har perifer tilknytning til den såkaldte “pyramide”. Tanken om, at “pyramiden” blot skulle være en almindelig høj, som italienske bosættere havde anlagt i terrasser med henblik på vindyrkning, bliver hånligt afvist med en bemærkning om, at italienerne vel ikke ville påtage sig det unødige besvær med at bygge terrasser op ad en høj, når markerne rundt om var udmærkede at dyrke druer på (hos Leif Kjær står der: grapefrugter. O.a.). Imidlertid kan man i en samtidig artikel om vindyrkning læse en anbefaling af terrasseanlæg, fordi disse fremmer dræningen, og fordi vinstokkene nyder godt af den varme, der kastes tilbage fra stenmurene.

Efter hvad stedets gamle beboere har berettet, blev de første vinstokke bragt til Gympie af italienere og dyrket af kinesiske handelsgartnere sidst i 1880’erne for at forsyne guldgraverne med vin. Der fandtes i hvert fald vinmarker i hele byens opland, som også omfatter pyramideområdet, i slutningen af guldgraverperioden (1880-1914), og herfra spredte de sig til det nærliggende Mothar Mountain, hvor der blev oprettet et vinbrug, og til Gildora.

“Pyramiden” bliver ofte besøgt, kun få uger før vi kom havde der været et norsk par. Faktisk kommer der så mange besøgende, at mr. Jones, hvis jord man skal krydse for lettest at komme til pyramiden, har bygget et vadested af beton i sin å for at hjælpe turisterne.

Da jeg selv så den såkaldte pyramide første gang, havde jeg svært ved at tro, jeg var kommet det rigtige sted hen. Det er bare en almindelig lav, græsbevokset høj ved hovedvejen fra Gympie til Tin Can Bay. Der er lidt spredte træer, noget forpjusket buskads af figenkaktus, noget gammelt murværk, noget indtørret tømmer som bulldozere har kørt sammen i bunker, bortkastet pigtråd og andet affald, samt en masse kokasser, som er efterladt af det græssende kvæg.

Hvad bliver der tilbage? Kendsgerningerne er (sandsynligvis) at den “gyldne” pyramide ved Gympie er en almindelig høj, som italienske immigranter har inddelt i terrasser for at dyrke vin, og som efterfølgende er forfaldet dels på grund af erosion, dels fordi der er taget sten fra de støttende mure til brug andetsteds. Kirkemuren omkring Surface Hill Uniting Church i Gympie er lige præcis, hvad pastor Geddes siger den er – en mur bygget af uregelmæssige sten, som er brudt til dette formål. “Gympie-aben/jernmanden” blev udskåret af en kinesisk guldgraver og senere efterladt. Solsymbolet og slangerne blev udhugget i nyere tid. Figenkaktussen blev indført i Australien af nybyggere, som kom sejlende via Sydamerika. Og hvad angår udtalelserne fra diverse autoriteter, bliver der kun nogle få ubetydelige tilbage, efterhånden som det ene udsagn efter det andet viser sig at være fejlcitater, fordrejninger eller rent opspind.

Der er ikke meget at tilføje, undtagen at hvis De skulle falde over en tabt hjulkapsel eller to, vil vi gerne have dem tilbage.

Kilde: Omega Science Digest, November 1985, p.22-26 Gengives her med forfatterens venlige tilladelse.

[*]