af Patrick O’Reilly, oversat af Jens Laigaard
Indledning
Spiritisme og kanalisering går helt tilbage til de ældste tider og er uden tvivl tæt forbundet med menneskehedens gamle tro på, at man på en eller anden måde overlever døden. Sporene af denne tro findes verden over i udgravninger fra forhistorisk tid.
I et 60.000 år gammelt gravsted for neandertalere har man fundet lægeurter arrangeret rundt om liget (Leaky). Andre oldtidskulturer havde også ritualiserede begravelser, som skulle forberede den døde til det næste liv. Stenalderens irere byggede komplicerede stengrave, mange med astronomisk betydning (O’Brien) og havde animistiske opfattelser af livet efter døden (O’Faolain). De gamle ægyptere troede på en kraft, de kaldte Ka, en åndelig gengivelse af den levende person, som var i stand til at overleve døden (Wilson). Myter hos de indfødte i det sydvestlige USA gjorde meget ud af frugtbarheden i den næste verden, og der blev udført ritualer, som skulle sikre den afdøde mod farer og onde magter på rejsen mellem de to verdener (Bierhorst).
Hos de primitive kulturer lå hvervet som åndelig helbreder næsten altid hos shamanerne, der optrådte som budbringere mellem åndeverdenen og samfundet. man mente, at shamanerne var i stand til at foretage astralrejser og optræde som forbindelsesled til højere skabninger (Parrinder). Under et almindeligt shamanistisk ritual gennemspillede shamanen en rejse til himlen eller underverdenen, hvorfra han eller hun bragte den fortabte sjæl tilbage til en syg kunde (Couliano).
Medier, som er i stand til at kommunikere med de dødes ånder, og sandsigere, som kan forudsige fremtidige hændelser på overnaturlig vis, er også ældgamle fænomener, som tilsyneladende har været kendt i alle kulturer. For eksempel troede folk på Malatia i Salomonøerne, at mennesker havde to sjæle. Når en person døde, rejste den ene sjæl til himlen. Den anden sjæl sluttede sig imidlertid til forfædrenes ånder, og den kunne man kommunikere med gennem et medie (Ellwood).
I det gamle Grækenland fandtes det mest berømte orakel i Delfi. Pilgrimme kom rejsende til Delfi for at konsultere oraklet om deres problemer og deres fremtid. En præstinde udtalte i trance uforståelige ord, som man troede blev kanaliseret fra Apollon (Parrinder). Præster "oversatte" disse ytringer til råd, som blev forelagt de ydmyge spørgere. Mange spørgsmål og svar fra pilgrimme til Delfi er bevaret. Et af disse ordskifter lød: "Hvordan skal jeg helbrede min søns elskovssyge?" "Vær nænsom mod ham." (Parrinder).
Indirekte udsagn blev også agtet og troet af de førkristne hedninge. Svar på de spørgsmål, der blev stillet i templerne, fandt man i tegn og varsler i helligdommene og hellige lunde. Især blev drømme tillagt stor betydning, når man troede, de var budskaber fra guderne. Folk rejste til Ægypten for at finde vejledning i templet for guden Bes, "fuldkommen sand, ophav til drømme og orakler, aldrig lyvende, anerkendt i alverden, himmelsk …" (Fox).
I begyndelsen af det første årtusinde blev teurgi, kunsten at udøve magi med hjælp fra overnaturlige magter, populært i den romerske og græske kultur. Profeter, både mandlige og kvindelige, var meget fremme. Man mente, at overnaturlige evner hyppigst forekom hos de unge og uskyldige, og at spådomskraften ville øges, hvis den blev ledsaget af musik og blide dufte (Fox). I Dondona blev lyden af raslende blade tolket og givet som svar på pilgrimmes spørgsmål. Nogle få af disse spørgsmål blev nedfældet på bly og er bevaret. En af pilgrimmene ønskede for eksempel at vide, om det barn, hans kæreste skulle føde, nu også var hans (Parrinder).
Seancer og medier
Seancer og medier var ilde set i det Gamle Testamente. I Femte Mosebog, kapitel 18, slås det fast, at ingen israelit må udøve sort magi, benytte sig af onde ånders hjælp eller optræde som sandsiger, slangetæmmer, medie eller troldmand, og heller ikke fremmane de dødes ånder, "thi enhver, der øver sligt, er Herren vederstyggelig".
Den eneste seance i Bibelen findes i Første Samuelsbog. I kapitel 28 læser man, hvorledes Saul, som frygtede den optrækkende krig med filistrene og ikke stolede på nogen af sine rådgivere, bad spåkvinden i En-Dor om at hidkalde Samuel, hans nylig afdøde rådgiver, som havde salvet Saul som konge. Efter at have fastet i 24 timer opsøgte Saul spåkvinden. "Jeg er nødt til at tale med en død mand," sagde han, "vil du mane hans ånd frem?" "Vil du have mig slået ihjel?" spurgte kvinden. "Du ved jo, at Saul har ladet alle medier og sandsigere henrette." Saul havde imidlertid desperat brug for Samuels vejledning og lovede, at der ikke ville ske hende noget. Men ak, gennem mediet forudsagde Samuel, at Sauls hær ville tabe det forestående slag og at Saul ville blive dræbt under kampen.
I middelalderen var der mange beretninger og sagn om spøgelser, som regel i tilknytning til martyrer og hellige mænd og kvinder. Spøgelserne af disse hellige mænd og kvinder gæstede jævnligt de levende, i de fleste tilfælde for at tilskynde til, at man værnede om den kristne moral (Finucane). I Ecclesiastical history of the English people skrev Bede om en gruppe engelske missionærer, der blev myrdet i det der nu er Tyskland og kastet i Rhinen. En lysstråle skød fra himlen ned til det sted, hvor mordene var begået. Spøgelset af en af de myrdede missionærer viste sig for en kristen mand og fortalte, at lysstrålen pegede mod de myrdede englænderes lig. Herefter blev ligene bjerget og begravet i domkirken i Köln (Bede).
Under reformationen drejede spøgelseshistorier sig som regel om, at spøgelserne bad om en eller anden form for syndsforladelse for at kunne komme i himlen. De kunne eksempelvis bede om tilgivelse hos de levende, de havde forbrudt sig imod, eller bønfalde om at blive begravet i indviet jord (Finucane). Man mente, at spøgelser ud over at vise sig som åndeskikkelser og optræde i åbenbaringer og drømme også kunne kommunikere med de levende ved at frembringe bankelyse. I 1500-tallets Europa blev der rapporteret om den slags banken både fra katolikker og protestanter. I 1534 hævdede adskillige franciscanermunke i Frankrig, at de stod i kontakt med fredsdommerens afdøde kone. Ånden anvendte et bankesystem, som munkene havde udviklet, til at "fortælle" munkene, at skærsilden er virkelig, at den katolske kirke er den eneste sande kirke, og at ånden dybt fortrød, at den havde konverteret til den protestantiske tro.
Den afdøde kvindes mand indgav en klage til de offentlige myndigheder, hvori han beskyldte munkene for bedrag og ærekrænkelse, og kongen nedsatte en verdslig undersøgelseskommission af lægfolk. Så holdt munkene op med at hævde, at deres åndebudskaber var autentiske. Da de stod ansigt til ansigt med undersøgelseskommissionen indrømmede de, at hele historien var svindel og at de havde opdigtet det alt sammen. Alle munkene med undtagelse af hovedmændene blev dømt til at fremsætte offentlig tilståelse og betale erstatning fra klosteret til fredsdommeren, og oveni kom fængselsdomme eller landsforvisning. Hovedmændene blev dømt til døden på bålet, men dommen blev senere nedsat til forvisning på livstid (Finucane).
Emanuel Swedenborg
I 1700-tallet begyndte Emanuel Swedenborg, en dygtig og begavet videnskabsmand, at modtage åbenbaringer, han mente var overnaturlige. Han hævdede at have foretaget astralrejser til fjerne planeter (omend kun dem, der var kendt på hans tid) og til himlen, og at have talt med Jesus.
Swedenborg fik hurtigt en stor tilhængerskare, som også omfattede flere medlemmer af kongehuset. Han sagde, at han på sine astralrejser ofte mødte folk, han havde kendt da de var levende. Han erklærede, at han var i stand til at kommunikere med de dødes ånder, også ånder af ganske bestemte personer, på vegne af deres levende familie. Han og hans tilhængere hævdede, at forsvundne genstande blev fundet takket være oplysninger, som Swedenborg modtog fra ånderne af afdøde personer. Han skrev: Hos ethvert religiøst menneske er der indpodet en viden om, at efter døden skal man leve videre som et menneske … Der blev forespurgt i åndeverdenen, om denne viden er indpodet hos alle, og det blev afsløret, at den er indpodet hos alle (Swedenborg).
Swedenborg hævdede, at ånden af en nylig afdød person først bliver modtaget af engle og venligtsindede ånder, for senere at antage en levemåde ligeson den, han eller hun havde i levende live. Dette foregår i en underverden midtvejs mellem himlen og helvede (Sigstedt).
Swedenborg fortalte, at han jævnligt så og talte med ånderne af venner, familiemedlemmer og medarbejdere som var døde (Sigstedt), og hans tilhængere troede også, at han kunne se genstande som befandt sig langt væk (remote viewing). Swedenborg og hans tilhængere påstod også, at Swedenborg havde set mordet på den russiske zar, Peter d. 3., selv om det fandt sted hundreder af kilometer fra hvor Swedenborg befandt sig på det tidspunkt (Wilson). Han forkyndte også, at "sjælen er identisk med en livsenergi som udgår fra hjernebarken og cirkulerer i blodet" (Washington), Swedenborg døde i 1772, men hans åbenbaringer og skrifter har bevaret sin gennemslagskraft, der findes stadig Swedenborg-kirker og hans metafysiske bøger bliver stadig genoptrykt.
Mesmer
I første halvdel af 1800-tallet blev Mesmers "dyriske magnetisme" brugt til at opnå kontakt med ånder. Selv uddannede folk mente, at denne usynlige kraft kunne åbne døren til åndeverdenen. Fortalerne troede, at et menneske som var blevet "magnetiseret" var i den rette, modtagelige tilstand til at opfange budskaber fra ånderne. Gennem 1830’erne og 40’erne blev der nedskrevet mange åndesamtaler, som blev gennemført ved hjælp af Mesmers metode. I 1836 citerede Journal du magnetisme en række kendte medier, som havde talt med afdødes ånder på denne måde. Bogen Secrets of the future life unveiled gengav detaljer fra hvad der hævdedes at være vellykkede "magnetiske" samtaler med åndeverdenen (Finucane).
Søstrene Fox
Mesmers ideer var en væsentlig forudsætning for den moderne spiritisme, som tog sin begyndelse med Fox-søstrene. I 1848 hævdede Margaretta og Kate Fox, henholdsvis 15 og 12 år, at ånderne talte til dem gennem bankelyde, som fremkom, når søstrene påkaldte "hr. Splitfod". Dette vakte en del opstandelse i Hydesville, New York, hvor søstrene boede. Med støtte fra deres gifte storesøster Leah Fish, som hævdede at evnen til at kommunikere med ånder var arvelig, og deres mor mrs. Fox, lykkedes det søstrene at tiltrække sig stor opmærksomhed og mange troende. De slog sig omgående op som professionelle medier og optrådte i P.T. Barnums museum. Trods heftige anklager om bedrag fra journalistisk hold og en tilståelse af svindel og bedrag, fremsat af søstrene selv (Kurtz), fortsatte Fox-søstrene ikke desto mindre med at holde seancer mod betaling. Blandt de kendte personer, der godtog deres optræden som ægte kommunikation med de døde, var Horace Greeley, William Cullen Bryant, George Bancroft og James Fenimore Cooper. En velhavende bankier blev deres europæiske manager på grund af søstrenes tilsyneladende held med at kommunikere med hans afdøde kone (Finucane). Selv om søstrene ofte blev stemplet som uærlige og smædet af mange for at udnytte naive og ulykkelige mennesker, satte deres succes gang i en lavine af efterlignere.
Spiritismens opblomstring
Spiritismen opnåede hurtigt voldsom popularitet i Europa og Amerika, og i 1853 blev der udgivet ti spiritistiske tidsskrifter i Amerika. Ligeledes forlød det i 1853, at "mere end 300 magnetiske cirkler i byen Philadelphia modtog budskaber fra de døde" (Finucane). Nye medier i Europa og Amerika udviklede deres egne teknikker. Henry Gordon leviterede op til loftet, mens han var i kontakt med ånder, eller sådan tog det sig i hvert fald ud. Musikinstrumenter, som var ophængt under loftet, spillede for miss Vinson, når hun påkaldte ånderne. Mystiske tegn dukkede frem på en tavle hos mediet John W. Truesdale, som to gange blev arresteret og dømt for bedrag i sine seancer. Francis Monk var også specialist i åndeskrift på tavler, og ligesom Truesdale blev han retsforfulgt og fængslet for bedrag (Finucane).
Mange medier var i stand til at lade "ektoplasma", en selvlysende substans, strømme ud af munden. Det skete ofte under en seance, at man blev berørt af åndehænder eller så spøgelsesagtige skikkelser. Borde rystede og flyttede sig. Planchetten (ouija-brættet) blev flittigt brugt.
Det var dog ikke alle, der delte fortalernes godtroenhed. Huxley skrev: "Hvis nogen kunne skænke mig evnen til at høre sladderen blandt gamle kællinger og knarker i den nærmeste købstad, ville jeg sige nej tak, da jeg har vigtigere ting at tage mig til. Og hvis beboerne i åndeverdenen ikke har mere fornuftigt og sammenhængende at sige, end de har ifølge deres venner, vil jeg anbringe dem i samme kategori" (Finucane).
En engelsk journalist skrev om mediers brug af planchetten: "Hvad jeg gjorde bevidst, gør de godtroende ubevidst" (Finucane). Robert Browning satiriserede over spiritismen i almindelighed og Daniel Home i særdeleshed i digtet "Mr. Sludge, the medium". Og mange professionelle tryllekunstnere demonstrerede, hvor let de kunne gøre medierne kunsten efter.
Daniel Home
Daniel Home var sikkert det mest berømte medie, som arbejdede i England i 1800-tallet. Det forlød, at han kunne levitere, få genstande til at bevæge sig rundt i lokalet, få en harmonika til at svæve i luften og bære glødende kul i sine bare hænder. Det er værd at bemærke, at Home sjældent forlangte honorar, men i stedet forlod sig på seancedeltagernes generøsitet. En velhavende dame ved navn Jane Lyons gav ham 33.000 engelske pund som tak for hans åndelige ydelser. Under en seance med Home sagde mrs. Lyons’ afdøde mand til hende, at hun skulle tage Home til sig og testamentere sin formue til ham (Kurtz). Men mrs. Lyons ombestemte sig, anklagede Home for utilladelig udnyttelse af hendes svage stilling og sagsøgte ham for at få pengene tilbage, hvilket lykkedes. Home giftede sig ikke desto mindre to gange, i begge tilfælde med velhavende kvinder.
Eusapio Palladino
Eusapio Palladino var en køn, men næsten analfabetisk italiensk kvinde, som blev et temmelig berømt medie i Europa og Amerika sidst i 1800-tallet. Under hendes seancer svævede borde i luften, hendes kropsvægt ændrede sig, så det kunne aflæses på en vægt, åndehænder dukkede op, genstande kom frem fra et tilstødende kabinet og "åndemusik" lod sig høre. Eusapia blev undersøgt af adskillige videnskabsfolk og akademikere på begge kontinenter, og de erklærede, at hendes evner var ægte. Andre kontrollanter hævdede derimod, at hun var en bedrager, og rent faktisk blev hun adskillige gange grebet i snyd.
Midlertidig tilståelse
Dette ændrede ikke meget i indstillingen hos dem, der troede at hendes evner som medie var ægte. Årsagerne til, at så mange mennesker gerne ville tro på spiritismen, er mangfoldige og ligger uden for denne artikels rammer. Imidlertid kunne det nok være på sin plads med en kort forklaring af, hvordan medierne udførte i det mindset nogle af deres kunststykker. Hvert medie har formentlig haft metoder, som passede lige til hans eller hendes stil, men alligevel var der et fælles præg over de fleste seancer, og mange af de iagttagne fænomener viste sig at bero på svindel. I 1851 blev Fox-søstrene afsløret i en New York-avis af en kontrollant, som fastslog, at bankelydene man hørte under deres seancer fremkom ved, at søstrene knækkede med knoglerne i deres knæ. Fox-søstrene vedgik, at det var sandt, men fortsatte alligevel deres karriere som velbesøgte medier. I 1888 tilstod Margaret Fox ved en offentlig fremtræden, at hun og hendes søstre lige fra begyndelsen havde snydt under seancerne, og at ingen af dem nogensinde havde haft overnaturlige evner. herefter demonstrerede Margaret for den propfulde foredragssal, hvordan hun og hendes søstre havde frembragt bankelydene (Somerlot). Der var imidlertid mindre efterspørgsel på foredrag om fup end på kommunikation med ånder, og Margaret Fox trak snart sin tilståelse tilbage og fortsatte med at holde seancer (Wilson).
Medierne havde visse fordele fremfor de kontrollanter, der deltog i seancer for at undersøge mediernes ægthed. De fleste kontrollanter, som studerede medier, var akademikere uden førstehåndskendskab til trylletricks og simple taskenspillerkneb. Endvidere var mange af disse kontrollanter på forhånd positivt stemt over for spiritismen, og som følge heraf efterrationaliserede de ofte de tilfælde, hvor et medie ikke kunne præstere noget eller snød. De, der troede på spiritismen, gik til seancer i håb om at finde trøst, og ifølge de fleste vidnesbyrd var de kendte medier vældig gode til at trøste og berolige folk. Mange medier var påpasselige med ikke at lade kendte skeptikere og negativt indstillede kontrollanter deltage i seancerne, idet de hævdede, at den negative energi disse mennesker bragte med sig gjorde det svært at komme i kontakt med ånderne. Deltagerne fik besked på at forholde sig helt stille under seancen, og de skulle næsten altid blive siddende ved seancebordet. Medierne drog også nytte af en "blå bog", der cirkulerede blandt de professionelle amerikanske medier (Kurtz) og som indeholdt personlige oplysninger om folk, man vidste gik til seancer. Og det er umuligt at overvurdere betydningen af den omstændighed, at seancerne blev afholdt i mørke, hvor det var svært at opdage taskenspillerkunster.
Åndefotograf dømt
I 1875 blev en fransk åndefotograf dømt og fængslet for at have forfalsket fotografier (Finucane). Nogle medier blev også grebet i at luske rundt om det mørklagte seanceborg, undertiden klædt i spøgelsesagtige gevandter. Blackburn og Smith var to velrennomerede medier, som arbejdede i 1880’erne. I 1911 gav Blackburn i en avis en detaljeret redegørelse for det højt udviklede system af tegn og signaler, ingen af dem paranormale, som han og Smith havde benyttet til at overbevise publikum om, at de havde overnaturlige evner. Imidlertid var Blackburn ikke klar over, at Smith stadig var levende i 1911 og stadig optrådte, og Smith afviste rasende Blackburns tilståelse. Blackburn gav Smith en offentlig undskyldning, men stod fast på, at hans trykte beskrivelse af fupnumrene var korrekt.
Både i Amerika og Europa afslørede skjulte kameraer, at medier brugte skjulte stænger til at bevæge borde og andre møbler, og til at anslå musikinstrumenter, der hang ned fra loftet (Wilson). Man så også medier spille på blæseinstrumenter, som befandt sig et stykke fra seancebordet, ved hjælp af lange metalrør. Eusapia Palladino blev grebet i at benytte sig af en medskyldig, der gemte sig under bordet, og i at skjule kunstige hænder og mekaniske indretninger i folderne i sit tøj (Finucane). Hun blev også observeret i færd med at bruge fødderne til at bevæge møbler og give sine kunder "åndelige berøringer" (Kurtz). Eftersom seancerne blev afholdt i mørke, var der aldrig nogen, som rent faktisk så et medie levitere. De hørte blot mediets stemme, der lød som om den kom fra et sted over seancebordet. Medier, som hævdede at de kunne levitere, blev grebet i at stå op (i stedet for at sidde) og/eller tale gennem rør, som var rettet opad. "Ektoplasma" som havde strømmet ud af et medies mund viste sig at være opgylpet gaze (McHargue). Fotos af de spøgelsesagtige skikkelser, der kunne vise sig i korte glimt under en seance, afslørede at der var tale om stoffigurer med selvlysende maling. Til fremstilling af åndefotografier benyttede medier og deres assistenter sig normalt af dobbelteksponering.
Koldlæsning
En vigtig teknik, som de dygtige medier anvendte, var og er stadig det der kaldes koldlæsning. Ray Hyman har beskrevet koldlæsning som den procedure, en "læser" bruger til at overbevise en kunde, han aldrig har mødt før, om at han ved alt om kundens personlighed og problemer. Hyman pointerer, at koldlæsning kan være en højt udviklet færdighed. Dygtige koldlæsere stiller spørgsmål, der lyder som konstateringer, og er i stand til at formulere både personlige oplysninger og forudsigelser på grundlag af ting, som kunden uafvidende har afsløret under samtalen. En dygtig koldlæser har øjnene med sig og bemærker ting som vielsesringe (eller mangel på samme), stil og prisklasse hos kundens tøj, tegn på bekymring eller træthed. Gennem omhyggelige, metodiske serier af spørgsmål og kommentarer (som f.eks. "Jeg ser at du er bekymret for en eller anden, som er tæt på dig, har jeg ret?") kan koldlæseren hurtigt få en hel del at vide om den kunde, han eller hun lige har mødt.
Viljen til at tro
Tilhængernes villighed til at tro på medierne er af stor betydning. De troende var overbevist om, at medierne var ægte. Den trøst, man modtog under en seance med en afdød ægtefælle, ville for eksempel ikke være noget værd, hvis man indrømmede at mediet var en svindler.Akademikere og videnskabsfolk ville blive til grin blandt kollegerne, hvis de indrømmede, at deres metodik var mangelfuld eller at den spiritist, de havde sagt god for, havde taget dem ved næsen. Tilhængere af de medier, der blev afsløret som svindlere, efterrationaliserede ofte svindelen ved at sige, at fordi mediet snød af og til betød dette ikke, at mediet snød hver eneste gang, og eftersom i det mindste nogle af mediets præstationer ikke havde kunnet tilskrives svindel, var dette bevis for, at mediet virkelig havde overnaturlige evner. Hereward carrington, en lærd og anset forsker, som støttede Eusapia Palladino, forsvarede sin tro på hende med følgende kommentar: "Jeg har set en levitation finde sted, mens mediets ankler blev holdt fast under bordet … Eusapia siger selv, at hun snyder, hvis hun får lov til det" (Kurtz). Kurtz påpeger, at Carrington er den eneste person, der vides at have set mediet levitere, mens hendes ankler var bundet under bordet.
Kilde: BASIS (Bay Area Skeptics) July 1999.
Relevant link: Bay Area Skeptics
[*]
Seneste kommentarer