af Karla McLaren, oversat af Dann Simonsen

En tidligere leder i newage-kulturen – forfatter til ni bøger om auraer, chakraer, ?energier? og så videre – beskriver sin vanskelige og smertefulde vej til skepticismen. Hun takker det skeptiske miljø og gør sig bekymringer om, hvordan budskaber fra videnskabelig og kritisk tænkning kan gøres mere effektive, når man kommunikerer med hendes tidligere newage-kollegaer.

Jeg har studeret konflikten mellem det skeptiske miljø og det metafysiske/newage-miljø i et par årtier, og jeg tror, at jeg endelig har opdaget det centrale punkt, som gør det så vanskeligt at kommunikere. Det er ikke, som mange antager, bare en konflikt mellem synspunkter baseret på kendsgerninger og synspunkter baseret på tro. Det er heller ikke blot en konflikt mellem fornuft og naivitet. Nej, det er et frontalt kultursammenstød, som i bedste fald gør virkelig kommunikation usandsynlig.

Jeg ved dette af egen erfaring, for som tidligere medlem af newage-kulturen kæmpede jeg i årevis med at dechifrere skeptiker-kulturens sprog, regler, holdninger og forventninger. Men i meget lang tid var støj – oven i købet forvirrende støj – det eneste, jeg kunne høre fra det skeptiske miljø.

Jeg er ikke helt sikker på, hvordan jeg skal præsentere mig selv på anden måde end med denne formulering: ?Jeg har set fjenden, og det er mig selv.? Jeg er (eller rettere: jeg var) forfatter og healer i det metafysiske miljø. Jeg skrev om energi og chakraer, auraer, healing, de forskellige former for clairvoyante evner , hele molevitten. Jeg har rejst gennem alle Amerikas stater på bogturné, seminarer og workshops. Jeg har optrådt på alle de vigtige newage-steder, som for eksempel The Omega Institute, Naropa University, og The Whole Life Expo (som jeg kalder The Hell Life Expo, men det er en anden historie). Mine bøger er blevet oversat til fem sprog, og en af mine bøger var oven i købet med i bogklubben One Spirit. Det har stået i centrum for mit liv og min karriere at forstå newage-miljøet og -kulturen.

Jeg er ikke bare medlem af newage-samfundet – jeg har også selv været leverandør af de selv samme ting, som skeptiker-miljøet er så bekymret over. Jeg har beskæftiget mig med metafysik og new age i over tredve år, jeg har skrevet fire bøger og indspillet fem undervisningsbånd i den genre, og jeg blev betragtet som en af lederne på inden for området.

Jeg er der ikke længere, men det er svært at forsvinde for alvor, når så mange af mine bøger og bånd allerede er derude. Det er også svært at forsvinde, når jeg ikke rigtigt ved, hvad jeg skal sige til folk i den kultur. Kulturkløften er så ekstrem, at alt, hvad jeg siger, vil bevise, at jeg er gået over til de andre, til de forkerte – til fjenden. Men rent faktisk har jeg bare set nok til at vide, at skeptikerne og de kritisk tænkende har nogle ekstremt relevante og meningsfulde ting at sige. Nu har jeg studeret nok skeptisk og videnskabelig information om paranormale evner og hændelser til at stille spørgsmålstegn ved mange af de forskrifter, som mit arbejde var baseret på. Og hvad der er mere vigtigt: Jeg har set nok til at have en førstehåndsforståelse af de virkelige omkostninger ved new age.

Jeg har også lært at forstå forskellene på og lighederne mellem new age og de skeptiske miljøer, så jeg ikke længere reagerer på en stereotyp fornærmet måde, når jeg selv eller mennesker, jeg kender og elsker, bliver kaldt for svindlere, bedragere og fjolser. I dag forstår jeg, at disse betegnelser for det meste ikke er ment nedsættende. Jeg forstår, at disse betegnelser ofte dækker over en god portion bekymring og omsorg for folk i newage-kulturen. Nogle gange er det svært at få øje på denne omsorg – det stiller ofte krav om næsten antropologiske evner til at forstå de kulturelle forskelle mellem os – men bekymringen er til stede.

Indtil jeg forstod den bekymring, kunne jeg ikke genfinde mig selv i den skeptiske ordbog. Jeg kunne ikke identificere mig med de kyniske kræmmersjæle, de uuddannede mirakelmedicinsælgere, de selvretfærdige clairvoyanter, prædikanterne med vildt hår eller de storhedsvanvittige fakirer fra Østen. Jeg kunne ikke identificere mit arbejde eller mig selv med den svindel eller de psykisk ustabile personligheder, der rakkes så voldsomt ned af det skeptiske miljø, da jeg aldrig nogensinde har arbejdet inden for dette område for at bedrage nogen – og det har mine venner og kollegaer heller ikke. Jeg arbejder inden for området, fordi jeg bekymrer mig dybt og vedvarende for andre mennesker og nærer et ærligt ønske om at være til hjælp inden for min egen kultur. Det ville have hjulpet mig (og andre som mig), hvis jeg hele vejen havde haft tilgang til skeptisk materiale, der var klarsynet og præsenteret omhyggeligt – men jeg havde ikke tilgang til den information, fordi jeg simpelthen ikke kunne identificere mig med den. Før nu.

Jeg skriver det her som en takkeskrivelse til det skeptiske miljø. Jeg vil gerne takke jer for at hjælpe mig med at forstå, hvor meget dårlig træning jeg har været udsat for i min metafysiske kultur/newage-kulturen (faktisk er det ikke mere min kultur, men for at gøre det så enkelt som muligt, vil jeg fortsætte med at kalde den min i resten af artiklen). Men jeg skriver også i et forsøg på at åbne en dialog og måske begynde at bygge bro over den stejle kløft, der befinder sig mellem vores to fjendtligsindede kulturer, for på dette tidspunkt kan de fleste folk fra min kultur ikke høre ret meget (eller noget som helst) fra den skeptiske kultur. Og det er virkelig en skam.

Kulturkløften gør det næsten umuligt for mig at være ærlig i min egen kultur om den måde, som jeg har ændret mig på. Lige nu siger min hjemmeside, at jeg er på orlov. 1 Jeg har aflyst alle workshops, sagt nej til adskillige forlagskontrakter, og jeg er ved at afvikle min karriere. Jeg har ryddet ud i filer, e-mails og breve, tusinder af breve, fra folk, som betragter mig som ekspert. Jeg siger nej til alle anmodninger om interviews og konsultationer, og jeg går tilbage til skolen for at tage min universitetseksamen i sociologi og adfærdsvidenskaberne. Hvis jeg skriver endnu en bog om newage-kulturen, vil jeg skrive den som sociolog – ikke som mystiker eller som kværulant, for ingen af de funktioner har for alvor hjulpet folk i min kultur.

Kampen mellem vores to kulturer har ofte været væmmelig og forvirrende, og for at være ærlig, så kan den ikke vindes på den måde, som vi udkæmper den. Jeg er træt af at se så mange mennesker blive såret, når der kommer så lidt godt ud af det. Så jeg vil prøve noget nyt. Jeg vil prøve at finde en måde at gøre den skade god igen, som jeg føler, at jeg har gjort. Men først har jeg brug for at finde de ord, der skal til for at fortælle folk i min kultur, hvad jeg gør og hvorfor.


Bøger af Karla McLaren

På et niveau er min historie ikke typisk, eftersom jeg ikke bare er en menig new ager, som langt om længe er vågnet. Men selv om det er usædvanligt og måske til og med uhørt, at nogen i min position vender 180 grader, så tror jeg, at den proces, som jeg gennemgik, er temmelig typisk. Jeg startede i min ungdom og vidste (gennem direkte erfaring), at de ting, som jeg lærte i new age og metafysikken, var sande, og at modstanderne bare var negative. Men efter et stykke tid begyndte jeg at stille spørgsmålstegn ved de ting, jeg så, som ikke passede – uregelmæssighederne, de kure, som ikke virkede, ideerne, som faldt fra hinanden, når man kiggede dem nøjere efter i sømmene, og så videre. Jeg skrev lidenskabeligt om de problemer, som jeg fik øje på i min kultur, og jeg blev til og med en fornuftens stemme. Men desværre: Hver gang jeg prøvede at undersøge de ting, der foruroligede og bekymrede mig, stødte jeg ind i en mur.

Muren var bygget af dybe kulturelle forskelle og årtiers (eller århundreders) mistillid, og den betød, at jeg ikke kunne finde noget inden for min kultur, som kunne hjælpe mig med at tænke kritisk. Kritisk tænkning og skepticisme lever i en helt anden verden end min – de lever på den anden side af en kløft, som ikke har nogen bro og ikke har nogen sikre forbindelsesled. Først da jeg blev borger i Internettets verden, var jeg i stand til at foretage den sindsoprivende rejse henover denne kløft og til sidst lande på sikker grund.

Hvordan blev en aura- og chakra-prædikende newage-leder i stand til at forstå og i sidste instans tilslutte sig den skeptiske kultur? Tjah, det tog sin tid, så lad mig starte fra begyndelsen:

Første gang jeg mødte new age var i 1971, da jeg var ti år gammel. Min mor havde haft utallige gigt-symptomer, som bare ikke lod sig påvirke af medicinsk behandling, og hun var ved at ende i en rullestol. På en eller anden måde fandt hun et yoga-hold, og langsomt fik hun det godt igen. Hun blev også vegetar (hvilket var meget avantgarde dengang) og vi begyndte at gå i helsekostbutikker for at finde usædvanlige ting som fuldkornskiks, torskelevertran og bønnespirer. Vores liv ændredes meget hurtigt, især efter mor selv blev yoga-lærer og gik helt ind i den metafysiske kultur/new age-kulturen. Yoga er spøgefuldt blevet kaldt “broen” til new age. Det var helt sikkert rigtigt i vores tilfælde.

Vores familie faldt fra hinanden på grund af denne massive ændring (selv om mine forældres ægteskab var ustabilt i forvejen), eftersom min far var og stadig er skeptiker med et stærkt intellekt og god træning hjemmefra i videnskabelige og kritiske måder at tænke på. En af mine brødre, som nu er professor i matematik, bakkede op om min far, mens resten af os børn (fire i alt) på hver vores egen måde gik med på min mors interesse for metafysik, åndelighed og new age.

Vi skiftede fra traditionel medicin til homøopati, lærte at meditere og tilsluttede os grupper, som lyttede til formodede kanaliserede væsener – vi blev en del af inderkredsen. Jeg voksede op i San Francisco-området og gik i gymnasiet i Marin County (centrum for new age-eksplosionen i halvfjerdserne og firserne), så jeg var hele tiden omgivet af usædvanlige mennesker og oplevelser. Det var en sjov og ofte spændende tid, og selv om jeg foretrak den magiske verden, som min mor viste os, frem for den prosaiske verden, som min far gik ind for, så har jeg altid været meget kvik og skeptisk. Selv som meget ung teenager var jeg i stand til at gennemskue tvivlsomme ting som est, Scientology, breatharianism, urin-drikning og de virkeligt farlige kult-grupper – men det var den samme skepticisme og intelligens, som hjalp mig med at sige god for andre usædvanlige oplevelser (som jeg havde mange af). Jeg kendte mange clairvoyante og alternative healere, som virkede gode til det, de gjorde, og jeg oplevede selv healing og clairvoyante konsultationer, som jeg ikke kunne gendrive ved logikkens hjælp.

I den periode ville det have været vidunderligt at støde på skeptiske og kritiske måder at tænke på, men ak, kritisk tænkning var ikke på skemaet i mit gymnasium. Jeg vidste ikke engang, at den slags eksisterede! Da jeg startede på universitetet tog jeg geometri og logik som mine kurser i kritisk tænkning og på den måde gik jeg igen glip af emnet. I min uddannelse opnåede jeg ikke de færdigheder, som jeg havde brug for til at hjælpe mig med at forstå, hvad der skete, når new age- og metafysiske ideer tilsyneladende virkede. Min empiriske oplevelse ?beviste? gyldigheden af ting som clairvoyante evner, auraer, chakraer, kontakt med de døde, astrologi og den slags – og jeg havde meget lidt med i min intellektuelle bagage, som kunne hjælpe mig med at forstå, hvad det var, der rent faktisk skete.

For eksempel ville forståelsen af koldlæsning 2 have hjulpet mig meget. Jeg havde aldrig vidst, hvad koldlæsning var, og før jeg så den professionelle tryllekunstner og afslører af fupnumre Mark Edward, bruge koldlæsning i en udsendelse fra ABC News sidste år, vidste jeg ikke, at jeg selv i lang tid havde brugt en form for koldlæsning i mit eget arbejde! Jeg lærte aldrig koldlæsning og jeg havde aldrig til hensigt at bedrage nogen – jeg overtog simpelthen teknikken fra den kultur, som jeg færdedes i.

Jeg bliver nødt til at sige, at der faktisk opstod en skeptisk bevægelse i mine tidlige teenageår, men uheldigvis skabte den en kulturkløft, som eksisterer den dag i dag. I halvfjerdserne blev Uri Geller populær. Min første rigtige kontakt med nogen i den skeptiske kultur var, da jeg så James Randi i fjernsynet, hvor han pillede Geller fra hinanden. Jeg forstod ikke, hvad det var, der foregik. Uri Geller var med i Mike Douglas Show og i Merv Griffin Show, og man kunne tydeligt se ham udføre sine paranormale kunststykker dér på skærmen. Mike og Merv kunne da ikke være med til at lyve over for publikum? Jeg forstod virkelig ikke, hvad det var for et problem, Randi havde med Geller, og mine venner og jeg syntes, at Randi var meget skarp. Jeg lærte ikke noget af Randi om at tænke kritisk – jeg lærte, at nogle mennesker bare var ude efter healere og folk med paranormale evner.

Jeg ved, at han ikke ville bryde sig om at høre dette, men det er alligevel sandt: James Randis opførsel og holdning var så kulturelt ufølsom, at han faktisk skabte en voldsom reaktion mod skepticismen og en gigantisk tilstrømning til new age, som stadig raser med uformindsket styrke.

I dag kan jeg sagtens forstå og støtte James Randis vrede, frustration og sure opstød (især efter at have gennemlevet så mange årtier i new age), men dengang kunne jeg kun se en meget sarkastisk mand, som tilsyneladende angreb Geller personligt. I dag hvor jeg med jævne mellemrum har besøgt Randis hjemmeside ( www.randi.org ), er jeg i stand til at se ham som en mand, der er meget bekymret for nogle af de uligevægtige new agere, som sender ham breve, der knap nok er læselige. Jeg føler med Randi, eftersom den slags folk også skriver til mig (selv om jeg antager helterollen i de feberfantasier, som deres liv består af, mens Randi behandles som en skurk). I dag kan jeg se ham som et individ og forstå hans kultur, jeg kan se James Randi som den fremragende (og intense) mand, han er – men det tog mig et stykke tid. Hvis Randi havde forstået newage-kulturen dengang, da Uri Geller var ved at blive populær, kunne han nemt have talt på en måde, som der måske var blevet lyttet til – eller i det mindste på en måde, som ikke ville have forårsaget så voldsom en reaktion. Eller måske er jeg bare for idealistisk.

Jeg har snakket med folk i denne newage-kultur på deres eget sprog, og selv om der helt sikkert blev lyttet til mig, tror jeg ikke, at jeg i sidste instans bevirkede noget positivt. Eftersom jeg voksede op i det tossede og skøre Marin County, havde jeg mulighed for at se de mest strålende eksempler på newage-tricks – og da jeg udviklede mig til forfatter og healer, advarede jeg altid imod dem. Problemet er følgende: I min kultur kan man ikke åbent angribe nogen person eller deres karakteregenskaber, og man kan ikke benytte sig af ægte målrettet skepticisme. I min kultur betragtes personangreb som et eksempel på emotionel uligevægt (hvor man kontrolleres af sine følelser), mens dyb skepticisme anses for at være en form for mental uligevægt (hvor man kontrolleres af sit intellekt). Begge måder at opføre sig på er alvorlige kulturelle tabuer, fordi både følelser og intellekt anses for at være besværlige områder af psyken, som ikke gør meget andet end at fjerne en fra den (angiveligt) sande og meningsfulde åndelighed. Da jeg skrev mine bøger og optog mine audio-programmer, var jeg nødt til at skrive og tale så forsigtigt, at de fleste mennesker måtte læse det to-tre gange, før de regnede ud, at jeg direkte udfordrede mange af de fundamenter, som new age bygger på. Min kulturelt fintmærkende evne til at angribe uden at angribe og kritisere uden at kritisere var faktisk så effektiv, at en del ivrige læsere stadig ikke er klar over, hvad det var, jeg sagde.

Betragtet udefra kan det godt være, at new age-kulturens desavouering af følelser og intellekt virker meget underlige og næsten uforklarlige. Ikke desto mindre er det en meget reel bestanddel, som må forstås og tages med i betragtning, hvis det skal komme til nogen brugbar kommunikation. Hvis vi er interesseret i en vellykket kommunikation med nogen, er det nødvendigt for os at forstå ikke kun deres sprog, men også den kulturelle sammenhæng, som deres sprog udspringer af. At dømme ud fra, hvad jeg har set i både new age og de skeptiske miljøer, mangler denne forståelse. Jeg forstod helt sikkert ikke den skeptiske kultur, før jeg rigtigt brugte tid på at betragte den som en kultur – og jeg ved fra det, jeg har læst, at de fleste mennesker i den skeptiske kultur overhovedet ikke forstår new age. Resultatet er, at skrigeriet mellem vores kulturer bare bliver højere og højere, mens den virkelige kommunikation styrter ned i den kløft, som skiller os. Midt i al larmen hører folk i min kultur, hvad de anser for at være hyper-intellektuel og følelsesladede angreb på deres elskede overbevisninger, mens folk i jeres kultur hører, hvad de anser for at være ønsketænkning, videnskabelig analfabetisme og følelsesladede salver til forsvar for rene og skære vrangforestillinger.

Det er selvfølgelig en tragedie, men efter at have læst mig igennem den skeptiske litteratur i løbet af de sidste tre år, føler jeg, at denne tragedie måske kan undgås. Nu forstår jeg jeres kultur, og jeg forstår den bekymring, omsorg og interesse, som I nærer for folk i min kultur. Nu er jeg i stand til at læse tekster, som jeg engang anså for at være oprørende, og se engagementet bag dem – ikke kun jeres engagement i kompetent forskning og indsamling af informationer, men jeres begejstring for klar og tydelig kommunikation. Jeg ser jeres tro på menneskets intelligens, jeres vrede over svindlere og charlataner, jeres fordomsfri evne til at tvivle på autoriteter og accepterede opfattelser, og jeres vilje til at kæmpe for at fremme en sag, som ligger jer meget på sinde. Mine yndlingsfolk i new age-kulturen har de samme egenskaber. Jeg føler, at folk i jeres kultur er i stand til at prøve at få kontakt til min kultur på en fintmærkende måde, som kan have chance for at blive hørt – for det er af afgørende betydning, at I bliver hørt.

Det er afgørende, at der bliver fundet en måde at hjælpe folk i min kultur til at stille spørgsmålstegn ved, tænke over og kritisk fortolke de enorme mænger information og misinformation, som de dagligt modtager. Det er imidlertid også afgørende, at informationen er åben over for den anden kultur. Den første gang jeg besøgte den skeptiske sundheds-hjemmeside, der hedder QuackWatch ( quack som i kvak salver. ovs.bem.), føltes det, som om jeg vovede mig ind på fjendens territorium. ?Quack? er et meget værdiladet ord, det er et krigerisk ord! Selvom hjemmesidens ejer Dr. Stephen Barrett har al mulig ret til at kalde sin fremragende hjemmeside, hvad han har lyst til, undrer det mig, at den ikke kunne have heddet for eksempel HealthWatch, HealingInfo, DocFacts eller noget tilsvarende ikke-truende. Hvorfor skal jeg være nødt til at skrive ordet ?quack?, når jeg vil have fat i en skeptisk kritik af de valg, som jeg træffer med hensyn til helbredsspørgsmål. Og hvorfor er jeg nødt til at bruge så meget tid på at oversætte de skeptiske sider, jeg besøger – eller til at hoppe let henover ord som bedrag, humbug, kvaksalver, snyd, nar og fjols? Hvorfor er jeg (den slags person, som rent faktisk har brug for skeptisk oplysning) nødt til at se mig selv beskrevet med uforskammede betegnelser og bøje hovedet i skam, før jeg kan få tilgang til de informationer, som er til rådighed i jeres kultur?

Jeg har en egoistisk grund til at stille disse spørgsmål, fordi en af mine første ideer var at gøre min egen hjemmeside til en portal for de skeptiske sider, som var åben i kulturel henseende. Jeg har et udkast til en hjemmeside, som ligger og gærer i mine filer – en side, som jeg har skrevet om og om igen måske halvtreds gange eller mere – som forsøger at introducere begrebet skepticisme på en åben og ikke-truende måde. Jeg ville gerne inkludere links til den fremragende side med vandrehistorier ( www.snopes.com ), til Bob Carrolls online Skeptic?s Dictionary ( www.skepdic.com ), til CSICOP og Skeptical Inquirer ( www.csicop.org ), og til The Skeptic ( www.skeptic.com ). Jeg havde også virkelig lyst til at inkludere QuackWatch ( www.quackwatch.org ) og James Randis side ( www.randi.org ) – men jeg kan bare ikke finde de rigtige ord. Klart, jeg kan bruge min side til at forberede folk på rejsen, men jeg ved af erfaring, at de ville få lidt af et chok, når de først klikkede på disse links. Jeg mener: én ting er at finde ud af, at meget af min kultur og det, jeg troede på, var baseret på opspind og rygter, men en helt anden ting er at se folk som mig selv blive rakket ned og ynket.

Jeg fandt frem til jeres kultur og jeg holdt ihærdigt fast under læsningen af de (måske utilsigtet?) fornærmende tekster og de nedværdigende holdninger, fordi jeg havde et seriøst behov. Jeg havde brug for at forstå den lavine af newage-ideer, apparater, meditationsteknikker og personligheder, som jeg mødte, efterhånden som der kom gang i min karriere. Når jeg rejste, så jeg så meget og talte med så mange mennesker i min kultur, og der var så meget af det, der foruroligede mig, at jeg begyndte at bruge Internettet til at få styr på denne lavine og sætte mig ind i informationer inden for mit område. Det var en oprivende rejse, for at sige det mildt. Jeg vadede ind i jeres kultur efter information, som jeg havde hårdt brug for, og endte med at miste min egen kultur i processen. Under de sværeste kvaler spøgte jeg med, at jeg trængte til at blive muntret lidt op for bare at være almindeligt fortvivlet – og at jeg ville være nødt til at berolige mig selv for bare at være almindeligt rasende. Det er noget, som jeg stadig arbejder mig igennem.

Det, som jeg ser i det tragiske sammenstød mellem new age og de skeptiske miljøer, er, at skeptikerne for størstepartens vedkommende endnu ikke har været i stand til at tale på en måde, som kan høres. Folk i min kultur har helt sikkert heller ikke været i stand til at gøre det. Jeg ser nogle videnskabstyper, der arbejder inden for newage-kulturen, som prøver at bevise, at chi eksisterer eller at bønner virker (eller hvad det nu lige er, de laver i denne uge). Der er en forfærdelig masse videnskabsjargon overalt i new age nu til dags, og selv om det er sørgeligt at se videnskaben blive vendt og fordrejet af min kultur, må jeg sige, at det viser, at vi lytter til jer. Det viser, at vi forsøger at få det til at stemme – at sige tingene på en måde, som I kan forstå. Jeg ved, at min kulturs sjuskede og respektløse brug af videnskaben er noget, der ophidser og forvirrer mange mennesker i det skeptiske miljø, men er der en anden måde, vi kan betragte det på?

Folk i min kultur har hørt jer og vi prøver at svare – men vi forstår jer ikke. Vores kulturelle træning om intellektets farer gør det næsten umuligt for os at bruge videnskab på en ordentlig måde – eller at se jeres intellektuelle stivhed som andet end en usund overanstrengelse af psyken. Jeg ved, at det lyder dumt, men tænk på den måde, at det, som I betragter, er vores evne til at dykke dybt ned i emner inden for åndelige eller religiøse studier. Det er sjældent, at I behandler vores stivhed som lærdom per se (selvom det kræver nok så meget intellekt at forstå og organisere den ofte himmelråbende mangel på sammenhæng i de hellige tekster) – i stedet for har I en tendens til at behandle vores arbejde som en overflødighed af godtroenhed eller måske til og med som en stædig vægring ved at lytte til fornuft.

Det er muligt at vores to kulturer, som ligger i krig med hinanden, aldrig vil bygge bro over den dybe afgrund, der deler os. Jeg ved, at overgangen fra min kultur til jeres i mit tilfælde var lang, besværlig og dybt smertelig. Det var ikke en lille nem spadseretur over en velkonstrueret bro. Essensen er, at jeg var nødt til at kaste mig ud fra en klippe. Jeg måtte sige farvel til min karriere, min indkomst, min kultur, min familie, mine venner, dem, som jeg henvendte mig til i helbredsspørgsmål, de fleste af mine forretningskontakter, min fortid og min fremtid. Det er ikke noget, som jeg siger for at opnå sympati, men for at vise, hvad springet faktisk medfører. New age er en komplet kultur med egne regler, idealer, egen infrastruktur og eget socialt liv. Da jeg til sidst forstod, at min kulturelle oplæring havde anbragt mig på et usikkert fundament af candyfloss og drømme – og værre endnu, at mit arbejde havde opmuntret andre til at placere sig ved siden af mig på det samme usikre fundament, var jeg utrøstelig, men jeg havde absolut ingen at vende mig til.

Jeg tror, at jeg har klaret det i kraft af mit raseri og min skræk over min egen delagtighed i at hjælpe folk til at forblive sårbare – og måske i kraft af min sorg og fortvivlelse (selv om det går lidt op og ned) over min egen forkvaklede uddannelse. Nu overvejer jeg, hvad jeg kan gøre herfra. Bare i løbet af de få (mindre end ti) samtaler, som jeg har haft med folk, som baserer deres liv på tro, har jeg opdaget, at skeptisk information er helt igennem truende og uønsket. Indtil for nylig forstod jeg ikke, at når man begynder at sætte spørgsmålstegn ved disse overbevisninger, så er der en dominoeffekt, som til sidst ramler ind i hele det korthus, som du har opbygget – og der bliver ikke noget tilbage. Det er meget farligt at igangsætte spørgeprocessen, og folk i min kultur ser ud til at forstå det på et ubevidst niveau. Som reaktion på deres ekstreme ubehag, er jeg blevet fuldstændig tavs blandt troende – hvilket er hårdt, fordi de udgør størstedelen af mine venner, familie og dem, jeg skriver sammen med.

Hvis jeg var i denne branche for pengenes skyld, ville jeg aldrig for alvor have stillet spørgsmål ved det, jeg gjorde. Jeg ville være stoppet, så snart mine undersøgelser udfordrede eller truede mig. Men jeg var netop ikke i branchen for pengenes skyld. Jeg var der for at hjælpe mennesker, ofte forstyrrede mennesker, som var på jagt efter en eller anden kur, et eller andet apparat, en eller anden guru eller et eller andet mirakelkosttilskud. Jeg prøvede at hjælpe folk i min kultur med at finde mening i alle ideerne og apparaterne, som de blev tilbudt i én strøm, men jeg var ikke i stand til at lave så meget som en ridse i lakken. Da jeg forstod, at uanset hvor gode mine intentioner var, så kunne jeg ikke nævne ting som auraer, chakraer og ?energi? uden at der fulgte en række af usikre og utestede antagelser med i kølvandet på dem – og at jeg førte folk ind på en arena, hvor skepticisme og kritisk tænkning var forbudt – jeg vidste, at det var på tide at stoppe, at stoppe helt og aldeles. Det var en smertende, ensomhedsskabende og fortvivlende beslutning, men eftersom jeg fokuserede på at hjælpe andre, var det den eneste etiske og moralske udvej, jeg kunne benytte mig af.

Med respekt beder jeg jer i det skeptiske miljø om at overveje at lave en lignende (men forhåbentlig ikke lige så rystende) forandring i jeres opførsel og måde at tackle os på. I dag, efter års læsning og undersøgelser, kan jeg forstå, at den skeptiske kultur eksisterer på grund af en meget reel bekymring for andre menneskers tarv og trivsel. Af de to kulturer kan jeg ærligt sige, at jeg i dag langt foretrækker den skeptiske. Men jeg ved af egen erfaring, at det skeptiske synspunkt ikke kan opfattes eller accepteres i new age og det metafysiske miljø; det er bandlyst, og det er en skam for hver eneste af os. Det er en skam, fordi forsøget på at finde frem til sandheden, bekymringen for andres trivsel, behovet for at blive behandlet med respekt, og behovet for at blive hilst velkommen i en kultur – det er alt sammen ting, som mit folk har tilfælles med jeres. Vi har forskellige sprog og forskellige referencerammer, men vi deler disse grundlæggende menneskelige behov. Jeg vil bede jer om at respektere vores menneskelighed og ikke behandle os, som om I er reformatorer eller frelsere. Jeg vil bede jer om at behandle os som medmennesker, der deler jeres omsorg og interesse for andres velbefindende. Jeg vil bede jer om at være lige så kulturelt intelligente, som I er videnskabeligt intelligente, og om at arbejde på at forstå vores kultur lige så klart, som I forstår de teknikker, ideer og modaliteter, som er udsprunget af den. Vi er et folk, ikke et problem.

Jeg tror, at jeg har fundet en måde at tale til jer på, hen over kløften. Jeg er nu i gang med at lære at udføre den samme bedrift den anden vej – at tale til folk i min kultur om jeres kultur, men det er meget hårdere. Jeg har først brug for en hvilepause, og jeg har brug for at gå i en rigtig skole, studere rigtig videnskab og få en rigtig uddannelse (folk i min kultur er tilbøjelige til at gå efter utraditionelle uddannelsesbeviser i utraditionelle emner i utraditionelle skoler). At se på folk i new age har været lige så hårdt for mig, som det har været for jer. Neden under al magien, de vise ånder og de evindelige remedier ligger der en brønd af smerte og ensomhed, som er gigantisk og overvældende. Jeg har altid kunnet se det – jeg har altid kunnet se min kulturs pinefulde sandhed, og jeg troede, at jeg kunne hjælpe. At jeg ikke var til hjælp – ikke for alvor – er muligvis mit livs største tragedie. Jeg har brug for at blive healet for at have været healer.

Min stemme var en af de vigtige stemmer i min kultur; derfor må jeg tage ansvaret for det, som jeg har gjort. Jeg har brug for at uddanne mig selv og komme tilbage og deltage i slagsmålet på en sund og respektfuld måde. På det tidspunkt, hvor jeg har fået styr på mine tanker, vil der måske allerede eksistere en kultur, som kan slå bro mellem new age og skeptikerne. Måske vil jeg finde en måde at blive hørt på – eller en måde at oversætte det skeptiske leksikon på, så folk i min kultur kan få adgang til det uden at blive hånet og beskæmmet. Én ting, som jeg helt sikkert vil understrege, er den kendsgerning, at der faktisk er mere skønhed, magi, åndrighed og mysterium i videnskaben, end der er i den mystiske verden.

En af de største løgne, jeg er stødt på, er, at skeptikere ikke kan tolerere mysterier, hvorimod newage-folk godt kan. Det er fuldstændig forkert, eftersom det rent faktisk er folk i min kultur, som ikke kan klare mysterier – ikke bare en lille bitte smule. Alt i min newage-kultur kommer komplet med et svar, en grund og en kilde. Alle handlinger, følelser, helbredsmæssige symptomer, drømme, ulykker, fødsel, død eller ideer er direkte knyttet til stjernernes indflydelse, chi, tidligere liv, forfædre, energifelter, interdimensionelle væsener, engrammer, devaer, alfer, ånde-guider, engle, aliens, karma, Gud eller Gudinden.

Vi elsker at sige, at vi er åbne for at tage imod mysterier i newage-kulturen, men det er kulturelt bedrag og helt forkert. Rent faktisk har vi overhovedet ingen tolerance over for mysterier. Alt fra den mindste individuelle handling til den største forandring i planetens udvikling har en specifik metafysisk eller mystisk årsag. Denne manglende evne til at tolerere mysterier er efter min mening et direkte resultat af min kulturs desavouering af intellektet. En af de mest skræmmende ting ved at opnå evnen til at tænke skeptisk og kritisk er, at der er så mange ting, der ikke findes klare svar på. Kritiske tænkere og skeptikere finder ikke på svar bare for at tackle deres angst.

Måske finder jeg en måde at drage fordel af min kulturs tørst efter svar, og mit folks evne til at arbejde med modstridende information (metafysiske ideer skifter ca. hver sjette måned, og derfor er folk i min kultur meget vant til mentale gearskift). Jeg har nu tiltro, som jeg ikke havde før: Jeg har tiltro til jeres kulturs omsorg og integritet, og tiltro til min kulturs nysgerrighed og evne til at lære nye ting. Jeg har også selv erfaret, at selvom dårlig træning skader en, så er det ikke en livstidsdom.

Jeg har en masse arbejde og undersøgelser, som jeg skal lave, men i dag ser jeg en mulighed, som jeg ikke så før. Jeg vil gerne takke jer for jeres arbejde og jeres anstrengelser for at beskytte folk som mig fra det, der skader os. I gør en forskel. Jeg håber, at jeg en dag vil være i stand til at gøre det samme.

Om forfatteren:

Karen McLaren har været medlem af den metafysiske kultur/new age i 32 år. Hun er forfatter til ni udgivelser inden for genren, inklusive Emotional Genius, Energetic Boundaries og Your Aura & Your Chakras: The Owner?s Manual . Hun er nu i færd med at afvikle sin karriere og er på vej tilbage til et (rigtigt) universitet for at få sig et (rigtigt) hovedfag i sociologi og adfærsdsvidenskaber. Hun er ved at skrive en bog om at bygge bro mellem skeptiker- og newage-kulturen.

Noter:

  1. Karla McLarens artikel på engelsk
  2. En anden beretning om ‘abstinenserne’ ved at lægge overtroen bag sig
  3. Kari Coleman’s “Min karriere som medie”
  4. James Randi’s “Kunsten at koldlæse”