af Jens Laigaard

Vetenskap eller villfarelse / red. Jesper Jerkert og Sven Ove Hansson. – Stockholm: Leopard förlag, 2005. – ISBN 91-7343-085-4

For nylig er udkommet en svensk antologi om tidstypiske, grænsevidenskabelige emner. Bogen lægger sig, både med hensyn til indhold og underholdningsværdi, tæt op ad de danske samlinger Er der mere mellem himmel og jord? og Bedst af alle verdener . De atten bidrag er skrevet af fagfolk, som alle behersker kunsten at popularisere på højt niveau. Nogle vil være kendt også her i landet, for eksempel religionshistorikeren Olav Hammer, hvis glimrende På jagt efter helheden er oversat til dansk, psykologerne James Alcock og Ray Hyman samt den ene af redaktørerne, Sven Ove Hansson, en af de fremmeste svenske kritikere af alskens overtro. Blandt de emner, som tages under behandling, er ønskekvist og jordstråler, evighedsmaskiner, ufoer, parapsykologi, kreationisme, racelære, ildgang og græsen mellem fysik og mystik.

Det er godt alt sammen, men skal noget særligt fremdrages, kunne det være Dan Larhammars to artikler, som henholdvis fører læseren up to date omkring nærdød og ud-af-krop, og dykker ned i den alternative medicin (Larhammar er ikke bange for at bruge det gode gamle udtryk “kvaksalveri” i titlen). Hvor man på dette område nærmest har vænnet sig til jammeren om, hvor mange mennesker der opsøger naturlæger, i Danmark anslået en ud af tre, bringer Larhammar nogle overraskende oplysninger frem. Ifølge en svensk undersøgelse i år 2000, som byggede på 1000 telefoninterviews, havde tyve procent været hos naturlæge inden for det seneste år. Men i langt de fleste tilfælde drejede det sig om massage eller kiropraktik. Kun fem personer ud af de 1000 havde været hos zoneterapeut, og kun tre havde prøvet rigtig idiotiske ting som kinesiologi eller homøopati. Så måske er der håb endnu. Eller måske er svenskerne bare mere fornuftige end os andre, sådan som man i forvejen havde mistanke om.

Af særlig interesse for danske læsere er middelalderarkæolog Jes Wienbergs artikel “Arkeologi och helig geometri” om ley-lines og landskabstempler. Han er godt inde i danske forhold, kommer blandt andet ind på Martin A. Hansen og Palle Laurings spekulationer om helligsteder, og giver en kort og koncis tilbagevisning af Erling Haagensens besynderlige ideer om tempelridderne og Bornholms rundkirker. Wienberg mener, at man som fagmand er forpligtet til at fremsætte seriøs kritik af pseudovidenskab inden for sit felt. Det er en del af det oplysende arbejde. Det er ganske forståeligt, at amatørforskere af og til vover sig for langt ud, men når deres ideer bliver offentliggjort, må der siges fra. “Dumheder er og bliver dumheder, hvor forståelige de end er. Det er sikkert muligt at læse ekesempelvis Haagensens og von Dänikens bøger som “underholdning”, uforpligtende fiktion, men de er skrevet i en helt anden hensigt.”

Trofaste besøgende hos Skeptica vil sikkert genkende astronom Curt Roslunds “Astrologi – vår äldsta vidskepelse”, som i store træk er den artikel, der for nogle år siden kunne læses her i dansk oversættelse. Den er stadig god. Astrologien fylder som bekendt stadig meget i samfundet, og så længe den gør det, må den kritiseres.

Om det hjælper? Er det ikke ligemeget? Nogen er nødt til at sige fra, og de svenske skeptikere skal have tak for deres indsats.