af Jens Laigaard

Man kan undre sig over, så lidt offentligheden har hørt til ViFAB . Ja, ikke sandt: hvad er ViFAB?

Forkortelsen står for Videns- og Forskningscenter for Alternativ Behandling. Det er en selvejende institution under Sundhedsministeriet med hjemsted i Århus. Der er seks ansatte. Centeret har overordnet set to opgaver. Det skal indsamle og formidle viden om alternativ behandling, og det skal støtte ny dansk forskning på dette område. Sådan et center har vi brug for. Hver anden dansker går på et eller andet tidspunkt i sit liv til en alternativ behandler – helt nøjagtigt 45% af befolkningen, ifølge den seneste undersøgelse. Derfor er det et centralt spørgsmål såvel for landets sundhedsvæsen som for den enkelte forbruger, om alternativ behandling virker.

Naturligvis kan man ikke spørge så enkelt. Alternativ behandling er hundrede vidt forskellige ting. Spørgsmålet må deles op. Hvilke alternative terapier er effektive? Hvilke lidelser virker de på? Og hvilke terapier skal man holde sig fra?

Hvilke svar har ViFAB leveret? Her mødes man af noget, der nærmer sig tavshed. Der er en hjemmeside. Der kommer spredte notitser i dagspressen, når de årlige forskningsbevillinger uddeles. Ellers holder centeret en profil, som er forbavsende lav i betragtning af, hvor almen og alvorlig en sag det drejer sig om.

Der blev ellers buldret noget, da centeret skulle bringes til verden. Ideen kom oprindelig fra Sundhedsstyrelsen, som i en strategiplan i 1998 stærkt anbefalede, at der blev oprettet sådan et forsknings- og videnscenter. Det blev politisk vedtaget december samme år efter forslag fra Dansk Folkeparti. Her kom partiets folkelige rødder klart til udtryk: naturmedicin er en del af hverdagen, der er uden tvivl noget af det der virker, og det burde egentlig støttes noget mere. Forslaget om centeret var indeholdt i en forspørgsel fra Dansk Folkeparti til sundhedsministeren, som især angik

"hvordan regeringen i større omfang vil inddrage, fremme og støtte anvendelse af alternative behandlere og behandlingsformer som et supplement til det nuværende behandlingssystem?"

At skille skidt fra kanel?
Den følgende debat i Folketingssalen var interessant. Den viste nogle af de holdninger og interesser, som fremover ville trække i ViFAB fra forskellige sider. Den afslørede også, at nogle af de folkevalgte havde et pænt kendskab til alternativ behandling, og at nogle partier forholdt sig ret ukritisk til disse behandlingsformer.

Den socialdemokratiske sundhedsminister Karsten Koch trak den ene hovedlinie op. Regeringen var positiv over for sådan et videnscenter, sagde han, men formålet med det måtte være,

"at man kan skille skidt fra kanel, og at man er i stand til på et bedre og mere videnskabeligt grundlag at kunne vurdere alle disse mange forskellige former for alternativ behandling."

Det med at skille skidt fra kanel var et væsentligt punkt for flere andre partier. Ester Larsen sagde:

"Den alternative behandling spænder meget vidt, og derfor er det vigtigt nøje at få fastlagt strategien for, hvad et kommende center skal bruge kræfterne på. Og for Venstre er det som sagt vigtigt at understrege, at det især er behandlingseffekten, vi er optaget af."

Den konservative Henriette Kjær var på linie med hende. Fra politisk hold måtte man have hånd i hanke med området

"for at støtte behandlere og brugere, men også for at kontrollere, at det, der udbydes, ikke er rent fup og virkningsløst eller i værste fald direkte sundhedsskadeligt."

Endvidere var Henriette Kjær klar til at give den del af naturmedicinen, der virkede, et løft.

"I Det Konservative Folkeparti ønsker vi, at man efter at have kortlagt området skal uddele autorisationer til de behandlere, der faktisk kan tilbyde en relevant behandling."

Henriette Kjær anbragte sig således midt mellem dem, der ville kontrollere, og dem, der havde travlt med at få godkendt det alternative. Den sidste gruppe talte partier på både højre og venstre fløj.

Stilleren af forslaget om videnscenteret, Birte Skaarup, betonede flere gange, at dette blot var et skridt på vejen mod officiel anerkendelse af alternativ medicin.

"Jeg er ikke i tvivl om, at mange har lyst til at gå endnu videre med autorisation til alternative behandlere og til statsanerkendte uddannelser, såsom zoneterapeuter og akupunktører. Det har Dansk Folkeparti flere gange slået til lyd for her i Folketinget …"

Jørn Jespersen fra Socialistisk Folkeparti sagde lige ud, at

"når vi ønsker at etablere et videns- og forskningscenter for alternativ behandling, er det, fordi vi har en positiv holdning til mange af de alternative behandlinger. Vi ønsker at fremme dem på alle måder med hensyn til økonomiske midler, med hensyn til forskningsindsats og med hensyn til uddannelser."

Det fik den socialdemokratiske Karen J. Klint på talerstolen for at advare imod,

"at man på forhånd faktisk blåstempler nogle ting. Her er det, vi som parti siger, at vi gerne vil have et større vidensgrundlag, før vi som parti går ind og siger, at det her duer, eller det her duer ikke."

Jørn Jespersen præciserede, at det var

"fuldstændig korrekt opfattet, at vi på forhånd har en positiv indstilling til meget store dele af den alternative behandling."

Han blev sekunderet af Frank Aaen fra Enhedslisten, som sagde:

"Det overrasker os ikke, at den lægelige verden gennem historien ofte i stærke vendinger har afvist den alternative behandling. Der er jo nemlig på det her område meget store økonomiske og forskningsmæssige interesser, som føler sig truet, og især har hele medicinalvareindustrien globalt set en alt for afgørende indflydelse på forskning og på lægernes valg af behandlingsformer."

Heldigvis var der en opblødning på vej, noterede Aaen:

"Vi synes, det er glædeligt, at der er flere og flere læger og forskere, der anerkender og henviser til alternative behandlere, og der er for os ingen tvivl om, at den forskelsbehandling, der er i forhold til den traditionelle lægelige behandling, må ophøre … Der er brug for at tilføre flere midler, og der er brug for en anerkendelse af den alternative sektor."

Kristeligt Folkeparti befandt sig et helt tredje sted. Man havde, ifølge Tove Videbæk, ikke noget principielt imod naturmedicin,

"men oprettelsen af et videnscenter, der kun beskæftiger sig med, om metoderne virker eller ej, er for os at se kun en del af problemstillingen. De nye behandlingsformer må ud over en videnskabelig lægefaglig vurdering f.eks. også vurderes ud fra de religiøse forudsætninger og baggrunde, som er knyttet til mange alternative behandlingsformer. Vi må således sikre os et hundrede procent imod, at vi giver los for behandlingsformer, som er nyreligiøse, okkulte eller præget af Østens religioner."

Da denne religiøse dimension ikke var indeholdt i det forslag, der var fremlagt, stemte Kristeligt Folkeparti blankt. Det samme gjorde SF og Enhedslisten. Alle de øvrige partier stemte for, og videnscenteret var en realitet.

ViFAB åbner
Halvandet år senere åbnede centeret i lokaler på Jens Baggesens vej i det nordlige Århus. Der er seks ansatte, som tager sig af henholdsvis daglig ledelse, administration, vejledning ved forskningsprojekter og vidensformidling. Det overordnede ansvar er placeret hos en bestyrelse med elleve medlemmer. I sammensætningen af denne bestyrelse har man søgt at tilgodese såvel videnskaben som det alternative. Således er naturmedicinen repræsenteret ved to personer fra SundhedsRådet og to fra NaturSundhedsrådet, mens den etablerede side stiller med to repræsentanter fra Den Almindelige Danske Lægeforening. Hertil kommer et medlem fra Sundhedsstyrelsen, et fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet, et som er indstillet af Århus Universitet og Århus Amt og endelig to som er personligt udpeget af sundhedsministeren. Bestyrelsens formand skal ifølge vedtægterne være en af de to, der er udpeget af ministeren, og det er for tiden en læge. Der er lagt op samarbejde og nyskabelse, eller om man vil, slingrekurs.

Formålsparagraffen er kort og klar:

"Formålet med centeret er at øge viden om og kendskabet til forskellige former for alternativ behandling og deres virkning, at fremme og udvikle forskning på området samt fremme en dialog mellem sundhedsfagligt personale, alternative behandlere og brugere."

Hvordan disse mål skal forfølges er der imidlertid delte meninger om. Fronterne blev trukket op i en artikel i Berlingske Tidende umiddelbart inden Folketingets debat i 1998. Her hed det, at Lægeforeningen var bekymret ved tanken om et sådant center.

"Der er lagt op til alternative test af de alternative behandlinger. Foreningen frygter, at mirakeldoktorer og andre plattenslagere vil overleve, når de ikke testes på samme vis som den etablerede medicinske verden."

Artiklen citerede overlæge Ole Hartling, medlem af Lægeforeningens etiske udvalg:

"Hvis de alternative behandlere vil anerkendes som en videnskab, må de også sætte sig med ved videnskabernes bord."

Alternative forskningsprincipper
Som modpol hertil kom en udtalelse fra Laila Launsø, forsker ved Danmarks Farmaceutiske Højskole, som mente, at alternativ medicin måtte undersøges efter andre principper end de videnskabelige. En pille kunne testes klinisk, det var en ting.

"Men når man har med blide behandlingsteknologier at gøre, hvor behandlerne siger, at det ikke er min metode, der er afgørende for, at der kommer en effekt. Det der er afgørende er, at jeg kan mobilisere nogle selvhelbredende processer hos folk, så er der jo behov for at tænke på nye måder i relation til forskningen, en helt anden tankegang og derfor en helt anden forskning, der skal til."

Hvis dette lyder lidt vattet, havde Laila Launsø udtrykt sig aldeles klart et halvt år tidligere, også i Berlingske Tidende. Her skrev hun i en artikel, at det er

"ikke logisk eller rationelt at kræve, at alternative former for behandling underlægges den eksisterende lægelige dokumentationspraksis."

Laila Launsøs opfattelse af, hvordan man skal teste alternativ behandling, er ikke usædvanlig. Her og der dukker den op i ViFABs arbejde. Centeret har således afholdt temadage om

"kvalitativ forskningsmetode",

som er en vej at gå for de forskere, der ikke vil have deres spørgsmål besvaret med ja eller nej. Zoneterapeut Leila Eriksen, som sidder i ViFABs bestyrelse, advarer ligeledes om, at man ved traditionelle kliniske forsøg

"fortrænger virkeligheden i ønsket om at tilpasse behandlingsformerne til forskningsdesignet fremfor det modsatte".

Hun fortsætter:

"Jeg var med til at lave et forsøg med zoneterapi mod hovedpine for nogle år siden, og selv om nogle patienter stadig havde hovedpine efter behandlingen, var der alligevel ting, som havde ændret sig: deres forhold til hovedpinen, medicinforbruget, deres livskvalitet osv."

Javel. Nogle patienter havde stadig hovedpine bagefter. Hvor mange? Gav forsøget positivt eller negativt resultat? Nej, lad os hellere tale om noget andet, lad os tale om patienternes

"forhold til deres lidelse" og deres "livskvalitet".

Kan ikke lave blindtests
Selv en repræsentant for det etablerede system, professor Ronald Dahl fra Aarhus Universitetshospital, som leder ViFABs hidtil største forskningprojekt til knap 2,5 millioner, udtaler, at

"vi kan ikke lave blindtests, da det ikke er muligt at blinde behandling med homøopati og zoneterapi".

Han forklarer ikke, hvordan han er nået frem til denne slutning. Det er ellers ikke svært at indarbejde forholdregler mod placeboeffekt i eksperimenter med zoneterapi og homøopati. Mere om det senere.

Overordnet kan holdninger og forventninger til ViFABs arbejde deles i to grupper. Fra den ene side lyder det, groft forenklet: Lad os få skilt skidt fra kanel. Vi skal naturligvis anvende den traditionelle videnskabelige metode. Og jeg regner ikke med, at vi får noget som helst kanel at se . Fra modsat hold lyder ønsket: Lad os få godkendt skidtet. Vi må have nogle forskningsmetoder, som er så tilpas bløde, at de kan vise, at det alternative virker .

Hvad har videnscenteret så gjort? Tja. Lidt af det ene og lidt af det andet. Man kan ikke beskylde centeret for at have gået systematisk frem efter en overordnet plan. Og man kan heller ikke påstå, at de har strøet om sig med tankevækkende forskningsresultater.

Rambøll rapporten
Politikerne ville gerne vide, om ViFAB ydede noget for pengene, så de satte firmaet PLS Rambøll Management til at evaluere centeret. Rapporten forelå i september 2002, to år efter at ViFAB havde begyndt sit arbejde. Det er pudsig læsning. Allerede på første side lyder det:

"Målsætningerne for ViFAB er kendetegnet ved at være meget åbent formuleret og ikke umiddelbart operationaliserbare i forhold til at afgøre, om centret når sine målsætninger."

Dette giver ikke anledning til kritik fra Rambølls side, men synes tværtimod at være taget som et vink om, at man skal være løs i sin evaluering. Så man har gennemgået vedtægter og årsberetninger, snakket med bestyrelsesmedlemmer, ansatte, interessenter og brugere. Det er et gennemgående træk, at de ansatte i ViFAB synes, de har vældig travlt, og det fremhæves, at der bør afsættes flere økonomiske ressourcer. De fleste, Rambøll har talt med, mener, at ViFAB har haft størst gennemslagskraft blandt de alternative behandlere, men er mindre kendt i sundhedssektoren, forskerverdenen og den brede befolkning. Med hensyn til centerets resultater lyder det:

"Der er bred enighed om, at ViFAB allerede er nået langt og er på vej til at opfylde sin målsætning."

Hvad med forskningen?
Men hvordan med forskningen? Er der kommet resultater, patienterne og den brede befolkning kan bruge? Der bliver ikke spurgt. Og heller ikke svaret.

Intet er mere irriterende end bagkloge kritikere, der kommer og siger: Hvorfor gjorde du ikke sådan og sådan, det havde været bedre. Men lad os alligevel prøve at skitsere en alternativ fremgangsmåde, som centeret kunne have benyttet, hvis man ville gøre noget for den omtalte brede befolkning. Det er trods alt skatteyderne, der har financieret centerets arbejde.

Hvad ønsker brugerne af det alternative? De ønsker, hvad der med en ofte anvendt floskel kaldes

"hjælp til at finde vej i behandlerjunglen".

Mere præcist, vil de vide, hvad for noget af skidtet, der virker.

Hvordan imødekommer man sådan et ønske, så flest muligt får gavn af det? Det er let at opstille en top ti over de mest udbredte alternative behandlingsformer i Danmark. Øverst ligger akupunktur. Denne behandling befinder sig i en art klinisk gråzone. Akupunktur går på den ene side for at være naturmedicin, men benyttes på den anden side af mange praktiserende læger. Det er almindelig kendt, at akupunktur kan anvendes til smertelindring og bedøvelse; men hvordan det virker, og om det også kan helbrede bestemte lidelser, er der overhovedet ikke enighed om. I første omgang kunne man lade akupunkturen være og gå videre til det rigtigt alternative, som lægerne ikke vil røre ved.

Zoneterapi topscorer
Så kommer zoneterapi ind på førstepladsen som den mest udbredte form for alternativ behandling her i landet. Hver femte dansker har på et eller andet tidspunkt været hos zoneterapeut. Derefter – rangordnenen er ikke streng – kunne man nævne homøopati, healing, kinesiologi, irisanalyse, Reiki, kranio-sakral terapi, kosttilskud, blomstermedicin og aromaterapi.

Dernæst prøver man at indkredse, hvilke lidelser disse terapier især siges at være virksomme imod. Skriver ud til 25 kinesiologer og beder dem opstille en liste over fem lidelser, som ifølge deres egen erfaring kan helbredes ved hjælp af kinesiologi. Ved at sammenholde svarene kommer man frem til f.eks. tre eller fem lidelser, som der er bred enighed om, at den pågældende terapi kan afhjælpe. Så opstiller og gennemfører man en forsøgsrække, en fem-seks gange med hver lidelse. Og får et resultat, som siger at

"kinesiologi virker/virker ikke på migræne, tarmslyng etc."

– men som også peger hen mod det overordnede svar på, om

"kinesiologi virker",

netop i kraft af, at man har koncentreret sig om de lidelser, udøverne selv udpeger som dem, terapien er effektiv over for.

Forslag til dobbeltblinde forsøg
Dobbeltblinde forsøg er ikke vanskelige at gennemføre på det alternative område. Gælder det zoneterapi, kunne man – under iagttagelse af den nødvendige protokol med hensyn til udvælgelse og hemmeligholdelse – f.eks. lade et hold zoneterapeuter behandle et antal patienter for astma, og derefter et tilsvarende hold patienter for søvnbesvær. Pointen er, at patienterne i begge grupper lider af det samme, og kun forsøgslederen ved, om det er astma eller søvnproblemer. Tilsvarende kan to grupper patienter med samme lidelse behandles med henholdsvis vand fra hanen og en homøopatisk opløsning (som fysisk og kemisk set også er vand fra hanen, men der er hokuspokus til forskel).

Se, dette var et helt-nede-på-jorden forslag til, hvordan et forskningscenter kunne tage fat på at teste de mest udbredte alternative terapier. Til gavn for brugerne, som omsider fik ren besked om, hvad der virker og mod hvad. Og til gavn for de udøvere, som omsider fik videnskabelig rygdækning. Positive resultater ville naturligt blive fulgt af officiel anerkendelse såsom tilskud fra sygesikring, autorisationer med videre.

Men det var et alternativt forslag. ViFAB har fulgt en noget anden kurs. Lidt her og lidt der. Hvert år har centeret meddelt, at nu var der en million eller to til alternativ forskning. Ansøgningerne er væltet ind, man har gennemlæst og valgt ud. Det er der gået meget tid med. Der er også brugt meget tid på at etablere en omfattende hjemmeside. Der er holdt møder, arrangeret workshops, udarbejdet klare mål, resultatkontrakter og årsberetninger. Alt sammen meget fint. Men hvad har brugerne fået ud af det?

ViFAB har en useriøs hjemmeside
En repræsentant for brugerne, en arrig en af slagsen, gav sig til kende på internettet den 2. januar 2005 under overskriften

" ViFAB har en useriøs hjemmeside ".

Her skrev Sidsel Larsen:

"Hvorfor skriver ViFAB stadig ikke noget som helst om virkningerne af diverse alternative behandlingsformer? Hvorfor skal skatteborgerne betale for en information omkring behandlingsformerne som man kan finde lige så rosende på behandlernes egne sider?"

Søger man på centerets hjemmeside efter "kinesiologi", er alt hvad der kommer frem en artikel om denne behandlingsform, om dens teoretiske baggrund og praktiske anvendelse, om terapeuternes uddannelse og organisationer. Sidst i artiklen står der:

"Denne tekst om kinesiologi er udarbejdet efter kontakt til Danske Kinesiologer og Dansk Pædagogisk Kinesiologiskole"

– og det tror man så gerne. Der er ikke skyggen af henvisning til undersøgelser, som kan belyse, om kinesiologi virker.

På hjemmesiden finder man tilsvarende nøgterne og ufarlige artikler om healing, zoneterapi med videre. Men der må være noget mere. I de fem år, ViFAB har eksisteret, er der uddelt 19 millioner i støtte til forskning. Hvad er der kommet retur?

Støttede projekter, ingen rapporter

Man kan heldigvis skrive til centeret. Vi vil spørge til seks projekter, som har fået en anselig støtte nogle år tilbage.

Først og fremmest er der speciallæge Lars Grabow Westergaards projekt Kan akupunktur under og efter ægtilbagelægning i forbindelse med IVF forbedre chancen for graviditet og fødsel? Undersøgelsen blev støttet med 900.000 kr. i 2002, og den må være afsluttet nu, for allerede i sommeren 2004 gik den opsigtsvækkende nyhed ud via Ritzau: akupunktur øger fertiliteten. De landsdækkende aviser fortalte om dette forsøg med 300 kvinder, som blev reagensglasbefrugtet på Fertilitetsklinikken Trianglen i Hellerup. Af de kvinder, som fik akupunktur i forbindelse med IVF-behandlingen, blev 38% gravide, mens det for en kontrolgruppe (uden akupunktur) var 26%. For gruppen af kvinder under 37 år var tendensen endnu tydeligere. Med akupunktur blev 47% gravide, uden akupunktur var tallet nede på 23%. Lars Westergaard udtalte sig med stor sikkerhed:

"Vi har nu bevist, at der er en klar klinisk effekt ved at give akupunktur til yngre kvinder i forbindelse med oplægningen af befrugtede æg. Udenlandske undersøgelser har tidligere tydet på det, men det her er den største undersøgelse, der er gennemført."

Imidlertid leder man forgæves på ViFABs hjemmeside efter henvisning til forsøgsrapporten. Er den offentliggjort? Samme spørgsmål stilles til følgende projekter:

Eeva Dalgaard, healer, clairvoyant og hospitalslaborant: Kan alternativ behandling afhjælpe/bedre symptomer hos patienter med langvarig mistrivsel? Støttet med 250.000 kr. i 2002.

Anne Margrethe Dalskov, zoneterapeut: Har zoneterapeutisk behandling virkning på museskader? Støttet med 30.000 kr. i 2002 og 194.000 kr. i 2003.

Gert Elbæk Karlson, akupunktør: Undersøgelse af akupunkturs virkning på børn med astma. Støttet med 250.000 kr. i 2002.

Lone Victoria Schumann, zoneterapeut og kinesiolog: Har zoneterapi effekt på kvinder med oligomenoré? Støttet med 100.000 kr. i 2002.

Ronald Dahl, professor, overlæge: En klinisk kontrolleret parallelgruppeundersøgelse vedrørende effekten af traditionel medicinsk behandling og farmakologisk behandling, homøopatisk behandling og zoneterapeutisk behandling ved astma . Støttet med 2.435.000 kr. i 2002.

Ingen håndgribelige resultater
Der er naturligvis uddelt støtte til mange andre projekter, men disse er interessante, fordi der er tale om effektundersøgelser, hvor man kan forvente et håndgribeligt svar. Men desværre. Niels Viggo Hansen fra ViFAB meddeler, at Lars Westergaards projekt med akupunktur og kunstig befrugtning endnu ikke er trykt i noget tidsskrift og derfor heller ikke findes i de medicinske databaser. Med hensyn til de øvrige fem projekter

"er ét desværre opgivet af projektlederen (Dalgaard), tre er midt i forsøgsperioden (Karlson, Dalskov, Schumann), og ét er først lige ved at være klar til at gå i gang, idet man har afventet en ansøgning om supplerende forskningsmidler fra anden side (Dahl)."

Hansen fortsætter, uden tvivl med et sideblik til Lars Westergaard:

"Så længe et forskningsprojekt ikke er afsluttet med en officiel rapport, har vi ikke nogle resultater eller andre detaljer vi kan videregive – det er op til den enkelte projektleder om man vil delagtiggøre offentligheden i dele af den igangværende proces, og oftest er det uhensigtsmæssigt at gå ud med gisninger eller "tendenser" før der foreligger noget endeligt."

Dette er sandelig nedslående. Dyre projekter, støttet for tre år siden, endnu intet på bordet. Man går videre og spørger, om der er nogen som helst af de undersøgelser, ViFAB har støttet, der har givet klare svar? Altså i stil med

"zoneterapi virker tilsyneladende på migræne" eller "homøopati virker tilsyneladende ikke på astma"

?

Hansen svarer:

"Blandt de få forskningsprojekter støttet herfra, som indtil dato er nået hele vejen "i mål" – altså hele vejen til en publikation i et videnskabeligt tidsskrift – falder ingen indenfor forskningsområdet effektforskning."

Det centrale spørgsmål
Virker alternativ behandling? Det center, som skulle levere svarene, har intet at sige. Man har gået om den varme grød så længe, at der er slidt en cirkel i gulvet. Det er det triste udkomme af fem år og 19 millioner til uddeling, plus løn, husleje med videre. De har haft vældig travlt på ViFAB. Men de har ikke præsteret noget af betydning.

Forskning tager tid. Og brugbare resultater er værd at vente på. Niels Viggo Hansen siger:

"Jeg er helt med på at man må efterspørge bare nogle delsvar, også på spørgsmål om behandlingseffekt, efter nogle års indsats. Det gør vi også – og de skal også nok begynde at komme inden så længe."

Man må nødvendigvis tilføje, at det begynder at haste en smule. Nogle år endnu, så vil vi gerne se bare en lille bitte bunke skidt og en lille bitte bunke kanel. Ellers kan det være ligemeget, så kan staten godt lukke for millionerne. Med tanke på de mange patienter, som år efter år punger langt større beløb ud til tvivlsomme terapier, må man håbe, at det ikke kommer dertil.

Supplerende læsning:
Høring i Folketinget den 19. marts 2002 om alternativ behandling findes på www.tekno.dk Klik ind på "søg" og skriv: Alternativ behandling.