af Aaron Sakulich, oversat og bearbejdet af Willy Wegner

Enhver der blot flygtigt har været involveret i videnskab eller teknologi har tidligere hørt ordet ”alkymi”, men kun få ved hvor udbredt troen på den var, eller de forbløffende historier dette skabte. Alkymister var primært beskæftiget med tre ting. For det første ønskede de at finde Eliksir Vita, eller livets vand, hvor den der drak det ville kunne leve evigt.

For det andet søgte alkymisterne efter det universelle alkahest, det vil sige den universelle opløsning i hvilket enhver slags materiale kunne opløses, og for det tredje arbejdede de på at finde De vises Sten, et materiale med hvilket metaller som kviksølv eller bly kunne ændres til sølv eller guld. Alkymien trivedes mellem det 15. og 18. århundrede, især i Europa og er ærligt talt et fascinerende emne.

Middelalderens alkymister kan lettest inddeles i to kategorier: entusiastiske om end ignorante mænd der brugte hele deres liv besat af alkymi, og så snydetampe der narrede tusinder af godtroende for guld og juveler svarende til værdier af mange millioner kroner.

De sande alkymister var de fundamentalt troende der mente at alkymien var mulig. Det er den gruppe der fortjener en vis grad af opmærksomhed. Gennem hele deres liv forsøgte de at opfylde det ønske vi nu ved er umuligt.

I nyere tid er der meget få der sidestiller sig med den gruppe, som må have været en af de mest idealistiske grupper af mennesker der har levet. Flere tusinde ruinerede sig ved at bruge alle deres penge på at forske i alkymi, og andre tusinde blev slået ihjel ved ulykker i deres forsøg på at drikke deres ”hittebarn”, som de troede var livets vand. Andre blev spærret inde. Tit og ofte skete det, at mænd der var særligt lærde ud i alkymi, blev inviteret i retten af kongen eller andre styrende organer, hvorefter de blev fængslet og fortalt, at de kun kunne slippe fri hvis de producerede store mængder guld.

Disse mænd, hvoraf nogle blev berømte videnskabsfolk og filosoffer, indtager en dobbeltrolle i historien. På den ene side var idealerne de hengav sig til så absurde, så afskyelige og udsøgt sindssyge, at de burde betragtes som overtroiske galninge der kun fortjente at blive hånet. På den anden side var den ildhu hvormed de hengav sig til deres opgave beundringsværdig, og verden kunne i dag være et radikalt andet sted hvis disse alkymister i stedet havde brugt deres entusiasme på en kunstart der havde været værd at følge.

Alkymi affødte nogle biprodukter der gav talrige opdagelse indenfor kemi, men havde alkymisterne lagt deres kræfter i egentlig kemi og ikke det sindssyge mumbo jumbo der gennemstrømmede kulturen under Middelalderen, ville vi have stået meget bedre i dag.

Svindlerne fortjente, på deres egen måde, næsten mere beundring. Alene gennem en kombination af oratorisk begavelse, sans for optræden og gennem forståelse for menneskets grådighed, var de i stand til at leve i luksus på andres bekostning. Antallet af alkymister der var i stand til at overbevise nogle kronede hoveder om, at de var tæt på at finde de vises sten eller livets vand, hvis de blot havde lidt flere penge, er chokerende. Ethvert kongehus i Europa havde dem knyttet til sig som små blodsugere – dusinvis af alkymister der var i stand til i årevis, at holde den kørende med løftet om at et stort gennembrud lurede lige om hjørnet.

Metoderne de benyttede til at overbevise tumperne ville ikke kunne findes i selv de vildeste drømme hos en forhærdet Vegas svindler. Det var for eksempel almindelig praksis at tage en kedel, lægge lidt guld i den og forsegle det med voks malet lig det materiale kedlen var lavet af og på den måde fremstille hvad der lignede en tom kedel.

Efterfølgende tilføres de magiske ingredienser og det varmes op. Voksen smelter og fjolset står med guld i en kedel. Eller en hul rod blev fyldt med guld og kapslet til med voks. Igen af samme årsag, når der bliver rørt rundt i kedlen ville voksen smelte og guld flyde ud i kedlen. Den grådige bondeknold var straks underlagt den snedige alkymist.

Alkymisternes liv tilbyder mangen en lære for den moderne læser. For det første viser det i overraskende grad hvordan folk i det 18. århundrede var villige til at tro at transmutationer kunne finde sted ved hjælp af bønner og magi. For det andet er det et slående eksempel på den grådighed der gennemtrænger menneskets natur, akkurat som den ivrighed hvormed folk overbeviser sig selv om noget de ellers ikke ville tro på.

Beretningerne om liv der blev sløset væk, spildt uden resultat, og den dristige udbytning foretaget af eventyrlige fidusmagere, er akkurat så godt som nogen moderne roman, så meget desto bedre for videnskabsmanden der kan genkende absurditeten i alkymisternes påstande. Af særlig interesse er alkymisterne de Rays, Dr. Dee, The Cosmopolite, Cagliostro, Paracelsus og den mærkelige historie om Rosenkreutzerne, og jeg tilskynder enhver med den mindste interesse for kemi til at kigge lidt nærmere på disse historier.

Kilde: The Triangle 9 april 2004