af Mogens Winther

Ak ja, det måtte jo komme. Forfatterens clairvoyante knæ har længe knirket herom.

Torsdag den 25. maj havde TV2 præmiere på den amerikanske landeplage – "Medium".

Programmet er som sædvanligt baseret på en åh så sand historie -johhh, filmen indledes med at forsikre seerne om at der virkelig findes en clairvoyant af samme navn !

Serien er således – citat:

"inspireret af virkelighedens amerikanske husmor Allison DuBois fra Arizona og hendes arbejde som politiets forlængede arm i vanskelige sager."

Jovist, selv hardcore skeptikere må bøje sig for Allison’s blændende succes:

"På den måde kommer Allison i nærkontakt med en flok yderst mistænksomme politifolk hos Texas Rangers, som er gået i stå i en mordsag. Den lokale sherif forsøger at latterliggøre Allisons arbejdsmetode, men ender alligevel med at overgive sig."

Fornemt, det må man sige.

Og i udsendelsen ser vi hvorledes Allison DuBois med forbløffende sikkerhed udpeger hvor på marken et nedgravet lig befinder sig.

Men desværre, selv samme morgen, hvor politiet står klar med dommerkendelse og skovle til at grave på det sted der blev udpeget af Allison, dukker århundredets hurricane "Allison" uventet op – så nu har politiet pludselig fået helt andre planer.

I stedet for at afvente bedre vejr – beslutter man sig for at sende fru Allison hjem til Los Angeles pr taxafly – alt imens at "Allison" – hurricanen altså – raser på sit højeste.

Jamen liget, hvad blev der så af det?

Ja, det får vi desværre aldrig at vide, for den skrækkelige hurricane Allison der hærgede i Florida har åbenbart også hærget staten Texas på det voldsomste. Marken er tilsyneladende forsvundet – med samt liget, der ellers – ifølge clairvoyanten – lå begravet i en meters dybde.

Så vi får aldrig afklaret om Allison DuBois virkelig fandt frem til liget.

Alligevel skriver TV2:

" Og efter succesen i Texas dropper Allison sine planer om at læse jura til fordel for et job som klarsynet konsulent for statsadvokaten i Arizona."

Men kan jo så blot undre, at de selv samme myndigheder – trods Allisons fantastiske succes – i dag nægter ethvert kendskab til denne påstået succesrige clairvoyant.

Altså overtro, svindel og humbug, nok engang. Ingen tvivl, serien skal nok blive en stor succes… 

Men så underholdende disse fladpandede lystfiskerhistorier end kan være – så indebærer de en stor risiko: man legitimerer svindel og overtro. Og hvad værre er: næste gang, en stakkels lille pige myrdes her i landet, vil politiet og de pårørende på ny – i efterforskningens mest kritiske fase – blive belemret med henvendelser fra mediehungrende clairvoyanter.