af Egil Asprem

Mennesker i Vesten har været fascineret af Mayakulturen lige siden genopdagelsen af ruinbyen i vore dages Palenque, Mexico, i 1773. Allerede på det tidspunkt blev man også fascineret over mayaernes tilsyneladende besættelse af at udmåle forskellige komplekse tidscyklusser. Illustrationen til venstre viser dog ikke den såkaldte Maya-kalender, men atztekernes solsten. I dag er mayaernes systemer til at måle tiden oftest forbundet med et snarligt forestående Ragnarok: Den 21. december 2012. Hvorfor? – og med hvilke gode grunde?

I den sidste episode af den ganske succesrige tv-serie The X-Files møder vi Mulder og Scully ved en forladt hulelandsby i New Mexico. Hulelandsbyen tilhørte en gang den for længst forsvundne Anasazikulturen. Inde i en af hulerne finder de “the cigarette smoking man”, seriens vigtigste storkonspirator. Vel vidende at hans store “cover up” nærmer sig den uundgåelige slutning afslører han Sandheden:

Ten centuries ago the Mayans were so afraid that their calendar stopped on the exact date that my story begins. December 22, the year 2012. The date of the final alien invasion. Mulder can confirm the date. He saw it at Mount Weather… …where our own “Secret Government” will be hiding when it all comes down.

Hvis vi antager at en tv-serie som X-Files til en vis grad spejler sin samtid burde referencen til mayakalenderen og vintersolhverv 2012 ikke komme som nogen bombe. Dette har været et gennemgående tema i apokalyptisk nyreligiøs tænkning de sidste tyve år. Eftersom datoen stadig nærmer sig, og eftersom den forrige store dato ved millenniumskiftet ikke helt indfriede dommedagsforventningerne, har skriverierne og spekulationerne haft en nærmest eksponentiel vækst de seneste år. Datoen varierer fra at være dato for den endelige invasion af rumvæsener til datoen for en kometkollision, atomkrig, eller Antikrists komme. Uanset hvad er det sikkert at visse miljøer bedømmer datoen som betydningsfuld og en potentiel kataklysme.

Selv om temaet “apokalypse 2012” har indgået i en formidabel mængde sammenhænge de seneste år bygger alle spekulationerne på visse grundforestillinger:

  1. Den gamle Mayacivilisation på Yucatán halvøen i dagens Mexico benyttede en kalender som slutter den 21. december 2012.
  2. Denne dato kan ikke have været sat tilfældigt, men må være udtryk for en eller anden (berettiget!) form for apokalyptisk forestilling.

Frem for at se på de forskellige specifikke apokalyptiske spekulationer som er blevet fremført omkring denne dato i nyere tid skal jeg i det følgende tage for mig af disse to grundforestillinger. Hvor meget af dagens 2012-undergangstro har et reelt grundlag i mayacivilisationens kalendersystem?

Mayakalenderne
Lad os begynde med den første påstand: Mayakalenderen har en slutdato ved vintersolhverv 2012.

Dette spørgsmål kan i første omgang virke enkelt og ligetil, men at give et godt og fuldgyldigt svar er noget mere kompliceret end man umiddelbart skulle tro.

For det første er det misvisende at snakke om mayakalenderen i bestemt form, ental. Mayaerne havde nemlig et stort udvalg af forskellige kalendere, som dels havde egne formål for sig selv, og dels fungerede sammen sådan at de udgjorde komplekse tidscykler.

I første omgang drejer det sig om to kalendersystemer: Et som fulgte solåret på 365 dage (eller egentlig, 360 dage fordelt på 20 x 18 måneder, plus fem overskydende “ulykkesdage”), og én 260-dages “spådomskalender”. På yucatec – dvs. mayasproget som blev talt på Yucatán og i dele af Guatemala – går de to kalenderne henholdsvis under navnene haab og tzolk”in .

Sidstnævnte, den 260-dages “spådomskalender” tzolk”in , blev brugt til at forudsige heldige og uheldige dage til forskellige formål, meget på samme måde som astrologi har været brugt gennem historien i Europa.

Cyklussen på 260 dage er af noget usikker oprindelse. Kalenderen følger hverken sol- eller månecyklus, som traditionelt har været de mest almindelige rettesnore for tidsmåling. Der har været spekuleret i om den i stedet kan have fulgt Venus” bane, eller eventuelt nimåneders perioden for et menneskeligt svangerskab. Det er denne sidste tolkning som favoriseres af Quichéindianere i Guatemala der fremdeles i dag benytter sig af denne kalender.

I mayaernes kalendersystem blev imidlertid disse to kalendere, som altså havde forskellige funktioner hver for sig, kombineret i en “kalenderrunde” på 52 år. Denne 52-års periode korresponderede mere eller mindre med “en mandsalder”, og havde omtrent samme funktion i mayaernes tidsmåling som vort århundred har. Den gjorde det muligt at datere hændelser på en noget større skala end til dag-til-dag basis. Dette system med kalendere ( haab , tzolk”in og den 52-årige kalenderrunde) var fælles for hele det præcolumbianske Mellemamerika.

Der var imidlertid også et andet system i brug, som var unikt for mayaernes kultursfære (det vil sige, andre civilisationer i området, så som aztekerne, havde det ikke). Dette system kalder mayaspecialisterne i dag “langtællingen” (“long count”). Systemet skal først have været udviklet af Olmec-kulturen i det sydlige centrale Mexico, for der efter at have blevet overført til Mayakulturen der blomstrede op noget senere. Den ældste inskription med langtællingsdato man kender angiver en dato svarende til år 32 f.v.t. i den gregorianske kalender.

Det er denne kalender som er interessant i sammenhæng med datoen i 2012.

Langtællingen
Hensigten med langtællingssystemet var at fæste tidsregningen til en større ramme, på samme måde som den gregorianske kalender er bundet op på den angivelige dato for Jesu fødsel, og derefter tæller år, tiår, århundred osv., baseret på decimalsystemet. Mayaernes måde at gøre dette på var imidlertid mere lig den jødiske tidsregning end den kristne; den skal have fæstnet tiden til datoen for “denne verdens begyndelse”, i en relativt fjern fortid.

Mayaerne brugte langtællingssystemet når de for eksempel skulle markere tidspunktet for indstiftelsen af et monument eller rejsningen af en stele. Ortografisk var langtællingen et symbolsystem som bestod af fem hieroglyf-lignende symboler, eller rettere sagt fem “pladsholdere” for lignende symboler. Det er til en vis grad analogt med decimalsystemet som vi bruger i dag. De fem pladsholderne stod for forskellige enheder ved tidsmålingen: én stod for “dag” ( k”in ), én for 20-dages måneder ( winal ), én for solåret bestående af atten måneder ( tun ), én for en tidsenhed bestående af 20 år ( katun ) og til sidst en enhed for 20 katun er ( baktun ). Denne sidste pladsholder for baktun er gik derefter til tretten.

Systemet er tydeligt baseret på mayaernes tyvetallssystem, som deres matematik også var bygget på.

Det vigtige med langtællingen er at det giver mulighed for at holde styr på langt større tidsintervaller end den 52-årige kalenderrunde vi så ovenfor. Dette er nyttigt til administrative opgaver og for at markere bygningsværker man har bygget til at stå i en tid.

For eksempel bærer en stele fundet i ruinbyen Tikal en inskription som angiver datoen 8 baktun , 12 katun , 14 tun , 8 winal , 15 k”in (oversat i formsproget mayaspecialister benytter i dag: 8.12.14.8.15). Konfigurationen svarer til en dato i år 292 e.v.t. i den gregorianske kalender.

Denne metode er altså langt mere elegant end for eksempel romernes system på samme tid, hvor man daterede hændelser og store bygningsværker efter hvem der var konsul eller kejser. Langtællingen fæstner hændelserne i en mere “objektiv” ramme.

Det interessante i vores sammenhæng er imidlertid forekomsten af monumenter som nedskriver tidspunkter i “mytisk tid”. Disse tekster placerer nemlig denne verdens begyndelse på datoen 13.0.0.0.0, altså ved nøjagtig 13 baktun -cyklusser.

Det faktum at denne skrivemåde benyttes frem for 0.0.0.0.0, som man ville forvente ved et rent lineært system, er blevet taget som en indikation på at mayaerne forestillede sig en verden før denne, som sluttede ved 13 baktun . Videre har det ledt til den udbredte forestilling om at mayaerne også tænkte sig at indeværende verden ville ende ved slutningen af nye 13 baktun – som ved kalendersystemets fødsel lå uoverskueligt langt inde i fremtiden.

Begyndelse og slutning: Forsøg på at korrelere langtællingen med den gregorianske kalender
For at vende tilbage til en mere præcis formulering af det første spørgsmål: Passer det at mayaernes langtællingssystem slutter i 2012? Svaret er et betinget “ja”.

I 1890-tallet gjorde mayaforskerne Joseph T. Goodman og Juan M. Hernández det første mere eller mindre vellykkede forsøg på at oversætte langtællingen til det gregorianske kalendersystem. Allerede i 1897 kom de frem til at “startdatoen” ved 13.0.0.0.0 svarede til en dato i 3114 f.v.t. Den nøjagtige dato var mindre sikker på dette stadie. Men én ting var alligevel klart allerede: Dersom man regner sig 13 baktun -cyklusser frem ender man med en dato i 2012 i den gregorianske kalender.

Gennem en serie videre forsøg gennem første halvdel af 1900-tallet kom mayaspecialistene frem til at langtællingens startdato mere nøjagtig måtte svare til den 11., 12. eller 13. august i året 3114 f.v.t. I dag foretrækkes datoen 13. august af langt de fleste mayaspecialister, selv om de andre datoer også har ders fortalere.

Det man imidlertid skal lægge mærke til er at uanset hvilken af disse datoer man vælger at følge får det konsekvenser for udregningen af senere tidspunkter i kalenderen, inkluderet datoen ved slutningen af indeværende 13 baktun -cyklus. Dersom man regner ud fra den dato som der er bedst grundlag for at antage er rigtig, 13. august, ender man med datoen 23. december 2012.

Med andre ord må man, for at få den “magiske” dato for vintersolhverv, 21. december, gå ud fra en startdato den 11. august, en hypotese som i stor grad har været forkastet.

Det ser nemlig ud til at der kan være mest grund til at sætte startdatoen til det som svarer til 13. august 3114 f.v.t. Der er gode astronomiske grunde, knyttet til at 13. august er datoen solen er ved zenit over Mayakulturens kerneområder. Der er også gode, rent matematiske grunde, knyttet op til koordineringer i det komplicerede 20-talssystem kalenderen er bygget på. Den ønskede kombination af dage, måneder og astronomisk sammentræf forekommer ret og slet uhyre sjældent når mayaernes konventioner tages i brug.

Når dette tages i betragtning er 11. og 13. august ikke “næsten” det samme; de er to helt forskellige ting.

Grund til panik? “Meningen” med 2012-datoen i langtællingen
Selv om det er tilfældet at en 13 baktun -cyklus i mayaernes langtællingssystem ender i 2012 kan man spørge om det er grund til at fylde kælderen med hermetik og tage tilflugt i bomberummet af den grund. Bortset fra at der ikke skulle være nogen grund til at mayaerne kunne spå fremtiden bedre end andre, synes nemlig svaret på det andet spørgsmål som blev rejst indledningsvis mere tydeligt at være negativt.

På baggrund af striden om langtællingens startdato, som vi netop så, har blandt andre geografen og mayaspecialisten Vincent Malmström antaget at mayaerne ikke havde nogen speciel mening med slutdatoen. Den var mere sandsynlig kun en tilfældig slutdato som fulgte fra valget af en nøje planlagt og kalkuleret startdato, og derefter at holde sig til det specifikke tællesystem man havde.

Videre kan fortalere som går efter en 11. august-løsning i den nævnte strid synes at argumentere baglæns: Ved at først antage at slutdatoen egentlig skulle være 21. december kommer man frem til at startdatoen måtte være 11. august. Derefter bliver man fokuseret på at finde årsagen til at mayaerne havde udset sig akkurat denne specielle dato som slutningen på 13 baktun -cyklussen. Dette er imidlertid klassisk “question-begging”.

Et problem med dette er at man gør startdatoen for langtællingen totalt arbitrær. Rationalet bliver kun at det “tilfældigvis” er datoen som følger 13 baktun -cyklusser før 21. december 2012. Man skifter altså selv fokus fra verdens ophav til sluttidsspekulationer. Som Malmström skriver er dette sandsynligvis et misvisende fokus.

Der findes ellers ingenting i kendte inskriptioner eller andet efterladt materiale som tilsiger at Mayacivilisationen havde nogle konkrete forestillinger knyttet til slutningen af indeværende langtælling – og i hvert fald ikke at verden ville gå under.

Snarere kan det se ud til at vi har data som tyder på det modsatte. Der er nemlig fundet steler som bærer inskriptioner som placerer hændelser langt inde i tiden efter 2012.

Det bedste eksempel er en stele fra Tikal, rejst af mayakejseren Pacal i år 603 e.v.t.. I et anfald af storhedsvanvid forudsiger Pacal den gigantiske hyldest som skal afholdes når det er 80 kalenderrunder siden hans egen indsættelse som kejser. Som vi husker varede én kalenderrunde 52 år, så jubilæet Pacal regnede med lå godt over 4000 år inde i fremtiden. Datoen han angiver svarer til 21. oktober 4772 i den gregorianske kalender – 2760 år efter den meget omtalte apokalypse i 2012.

Det er med andre ord rimeligst at antage at de voldsomme tidscykler mayaerne opererede med ikke var ment at signalisere et bestemt antal år før dommedag. Snarere har det slet og ret været ment som et måleinstrument, på samme måde som suggestion af vore egne decennier og millennier.

Slutningen på én langtælling – og begyndelsen på en ny – ville måske hellere blive markeret med en gedigen nytårsfest, omtrent som vores egen fejring af slutningen på et millennium og begyndelsen på et nyt; et jubilæum som skyldes de matematiske konventioner vi følger, snarere end hvad vi måtte have af kosmologiske spekulationer.

Litteratur i udvalg
Argüelles, José. (1987). The Mayan Factor: Path Beyond Technology. Santa Fe: Bear & Company.

Finley, Michael John. (Udateret). “Note on the Maya Calendar”. Tilgængelig online på: http://members.shaw.ca/mjfinley/calnote.htm. (Resten af Finelys websider er også en nyttig og tilgængelig kilde til information om mayakalenderene og al fejlinformation som spredes om dem i visse miljøer i dag.)

Malmström, Vincent E. (Udateret). “The Astronomical Insignificance of the Maya Date 13.0.0.0.0”. Pdf-fil tilgængelig på: http://www.dartmouth.edu/%7Eizapa/M-32.pdf.

Schele, Linda og David Freidel. (1990). A Forest of Kings: The Untold Story of the Ancient Maya . London: Harper Collins.

Ødemark, John. (2003). “Innledende essay”, i: Popol Vuh, vii-lxxi. Oslo: Verdens hellige skrifter.

Oversætterens tilføjelse: Se også: http://en.wikipedia.org/wiki/2012

Kilde: www.skepsis.no/sekterisk/hva_er_spesielt_med_2012_mayak.html

Naturlige forklaringer

NASA 2012: Beginning of the End or Why the World Won’t End?

Videnskab.dk Dommedag 2012: Rammes Jorden af Planet X?

Videnskab.dk Dommedag udsat: 2012 er ren spekulation

forskning.no Neppe verdens undergang…

Skeptic’s Dictionary Mayan prophecy (2012)

Skeptic Magazine 2012 The End of the World – Again?