anmeldt af René Rasmussen

Dan H. Andersen: Nazimyter. Blodreligion og dødskult i Det tredje Rige. København (Aschehoug), 2007. 288 s. 269,- kr.

Det er ikke noget tilfælde, at Indiana Jones’ onde modstandere i “Raiders of the lost Ark” og “The last Crusade” er nazister. For – som én af personerne i filmene siger: “Hitler er besat af det okkulte”. Det samme kan i endnu højere grad siges om Reichsführer-SS, Heinrich Himmler, der med tiden skulle blive den mest magtfulde og frygtede mand i Tyskland – næst efter Hitler selv.

Historieforskningen er ofte tilbøjelig til at underspille, at nationalsocialismen var fundamentalt irrationel og anti-intellektuel. Nazismens sammensurium af tankegods byggede på völkische forestillinger om Blut und Boden og tysk storhed i forhistorie og middelalder, groteske anti-semitiske sammensværgelsesteorier, pseudo-videnskabelig social-darwinisme – og blev opbygget som en erstatningsreligion omkring en “fører-myte” med det germanske “blod” som helligdommen. Det har rationelt tænkende og kritiske historikere altid haft svært ved at tage alvorligt. Vi har som regel betragtet nazismens irrationelle sider som snedigt anvendte propagandamidler, som skulle styrke regimets kontrol med befolkningen. Dan H. Andersen udtrykker det således: “Det er forståeligt, at koldsindige historikere har haft svært ved at tage en mand (Heinrich Himmler) alvorligt, som troede på reinkarnation og clairvoyance, som mente, at den nordiske race engang havde boet på Atlantis, som så sammensværgelser over alt, anbefalede germanske frugtbarhedsritualer til sine undergivne og formede SS som en ridderorden komplet med nyhedenske ritualer, ordensborge og ringe med dødningehoveder. Langt hen ad vejen er det new age og hippie-idealer, som deles af en af verdenshistoriens største bødler.”

Men det var dødsens alvorligt. For dette absurde tankegods var selve begrundelsen for Holocaust og tilintetgørelseskrigen mod øst.

Dan H. Andersen (f. 1956) har egentlig søfartshistorie som fagområde, men er som historiker også lidt at en ekspert i konspirationsteorier og historiske sammensværgelser. Han har bl.a. gjort sig positivt bemærket som fornuftens stemme i debatten om “da Vinci-mysteriet”, har skrevet kritiske bøger og artikler om tempelriddere og andre hemmelige selskaber, WTC 9-11, dommedagsprofetier og religiøse sammensværgelsesteorier samt megen anden woo-woo. Han er således helt klart en Skeptica-broder i ånden!

I denne bog om nazi-myter tager han kyndigt læseren med rundt i nationalsocialismens irrationelle hjørner. Og han begynder i den völkische sump, hvor Hitler omkring århundredeskiftet indsugede åndelig næring til det, der skulle blive nazismen. Fra 1870″erne opstod i Det tyske Kejserrige og Østrig-Ungarn en række bevægelser og grupperinger, der med en fællesbetegnelse kaldes völkisch . Det lader sig dårligt oversætte til folkelig , for skønt den var i slægt med dansk højskole-grundtvigianisme, så var den langt mere ekstrem og irrationel i sin kobling mellem folk, nation og jord. Den rummede en stærk længsel det simple liv på landet, således som det var blevet levet i en fortidig, før-kristelig germansk guldalder, og en protest mod nutidens materialistiske, åndløse storbyliv, som udartede i ekstrem racisme og anti-semitisme. Alle de elementer, som kendetegner nazismens forestillingsverden, fandtes allerede i dette völkische univers. Som ung, arbejdssky dagdrømmer i Wien blev Hitler navnlig påvirket af filosofferne Guido von List og Lanz von Liebenfels. Sidstnævntes ejendommelige filosofi betegnes af Dan H. Andersen som “teologisk-zoologisk, etno-pornografisk sexo-racisme”, og han tilføjer tørt: “Man har egentlig ikke lyst til at analysere nærmere, hvad der foregik i Lanz” hjerne.” Guido von List havde et helt følge af disciple i Guido von List-Gesellschaft , der dyrkede forestillinger om en forening af Østrig og Tyskland i et race-opdelt, feudalt storgermansk rige, styret af ariere-germanere på vidtstrakte godser, der blev dyrket ved slavearbejde af mindreværdige racer. Det er ikke svært at se, hvor Hitler fik sine idéer fra.

Det katastrofale nederlag i Første Verdenskrig påvirkede en hel generation af tyske mænd – herunder Hitler og Himmler. De søgte og fandt forklaringen på nederlaget i en jødisk-bolsjevikisk konspiration, betalt af højfinansen. Anti-semitiske konspirationsteorier nød stor og stigende udbredelse i 1920″ernes Tyskland – og de udartede til vold og mord. Zions Vises Protokoller udkom på tysk i 1920, og skønt det hurtigt blev påvist, at den var et falskneri, fik dens teorier om en verdensomspændende jødisk konspiration stor udbredelse.

1920″erne var præget af eksistentiel angst. Det var en tid, hvor “det alternative” blomstrede: astrologi, clairvoyance, healing, grafologi, yoga, åbenbaringer, alternativ helbredelse, selvrealisering, alt sammen hjulpet på vej af mirakelmænd og profeter. Hitler passede ind i denne tid med dens hang til semi-religiøs og okkult modkultur. Hans tankeverden udsprang af den dominerende alternative modkultur, nemlig de völkische bevægelser; han kom med et entydigt budskab, en verden opdelt i sort og hvidt – og en næsten religiøs atmosfære på de mange massemøder. Selv præsenterede han sig som profeten, der efter mange år i ørkenen var vandret ind til byen for at opfylde sin mission.

Efter et interessant, men unødvendigt langt sidespring om tryllekunstneren, illusionisten og clairvoyanten Erik Jan Hanussens meriter i de tidlige 1930″eres kaotiske Berlin, kommer en række kapitler om opbyggelsen af Det tredje Rige: Den pseudoreligiøse dyrkelse af Føreren og “blodet”, erstatningsmytologien og dødskulten, komplet med nye helligdage, ceremonier og helgener. Kort sagt: Nationalsocialismen som politisk religion.

Heinrich Himmler og SS har fået en række kapitler for sig. Det var inden for denne kæmpemæssige og med tiden alt omfattende organisation, at pseudo-videnskaben og nyhedenskaben blev drevet længst ud. Dan H. Andersen skildrer opbygningen af SS som en moderne ridderorden med kultcentre og nyhedensk religion, SS-Ahnenerbes forskning i oldgermansk kultur og dens ekspeditioner til Skandinavien, Mellemøsten, Frankrig og Tibet. Det er kostelig læsning, hvordan den ene fantast efter den anden overtaler den villige Himmler til at finansiere det ene mere rablende projekt efter det andet: Hermann Wirth, der daterede helleristningerne i Bohuslän til ca. 10.000 f.kr. og hævdede, at det var ariere fra det sunkne Atlantis, der havde opfundet skriften. Otto Rahn, der jagtede den hellige gral. Edmund Kiss, der viede sit liv på at bevise Hans Hörbigers såkaldte verdensis-teori. Det lykkedes for Himmlers vedkommende. Teorien gik ud på, at universet begyndte med en kæmpestjerne, som en død isstjerne langsomt kredsede ind imod. Isstjernens kollision med kæmpestjernen dannede mælkevejen. Universet blev derved fyldt med små og store legemer af is, som tyngdekraften samlede til større planeter. Således havde Jorden i løbet af sin levetid haft adskillige “ismåner” omkring sig. Når en ismåne kom tæt nok på jorden, så tiltrak den al jordens vand, som samledes omkring ækvator. Resten frøs til, indtil ismånen styrtede ned på jorden og slap vandet løs med katastrofale konsekvenser. Således var Atlantis gået under ved en sådan katastrofe. Det nordiske menneske var kommet til jorden direkte fra himlen ved det seneste tertiære månenedfald. Dette var Himmlers faste overbevisning.

Påvirket af endnu en fantast, Arthur Posnansky, der hævdede et en række monumantale ruiner i Bolivia var 17.000 år gamle og bygget under ledelse af væsener fra det ydre rum, fik Kiss Himmler til begejstret at finansiere en større ekspedition til Sydamerika. “Det er umuligt at finde noget at udsætte på udstyr, fremgangsmåde og ambitioner, udover altså, at de er sat i værk for at bevise en teori, som stred mod alt, som astronomer, geologer, arkæologer og antropologer havde funder frem til de seneste årtier”, skriver Dan H. Andersen tørt.

Undervejs drager forfatteren paralleller til bl.a new age, 1970″er studentermarxisme og islamistisk anti-semitisme og konspirationsteori. Det er faldet nogle anmeldere for brystet. Men efter denne anmelders mening fungerer det fint og ægger læseren til eftertanke.

Hvert kapitel indledes med et mere eller mindre velvalgt citat. Min favorit er denne: “Never underestimate the power of stupid people in large numbers” – af Homer Simpson! Bogens indledende citat er af Voltaire: “Hvis man kan få os til at tro på absurditeter, kan man få os til at begå uhyrligheder.”

Lad bogen med disse ord få mine varmeste anbefalinger.