af Mikael Rothstein

Det kollektive selvmord blandt medlemmer af Heavens Gate, sætter flere temaer til debat, men først og fremmest: Hvad er det der gør, at mennesker, frivilligt og med fuldt bevidsthed, søger døden på den måde? Nøgleordet er millenarisme: religiøse forestillinger om, at verden snart vil blive renset og fremstå i en transformeret udgave. Hvad angår Heavens Gate har det vist sig, at det er en gammel kending i ny klædning.

De historiske og sociale forudsætninger for denne gruppes gøren og laden kan derfor allerede nu skitseres nogenlunde klart.

At vi overhovedet kender noget til gruppens forudsætninger, skyldes først og fremmest sociologen Robert W. Balch, som siden 1975 (dog med flere afbrydelser) har fulgt gruppens leder Marshall Herff Applewhite. Senest har Balch i 1995 opsummeret sine iagttagelser, og det viser sig, Balchs forskning taget i betragtning, at selvmordet som for udenforstående var chokerende nyt og mærkværdigt, i realiteten var kulminationen på en mere end 20 år lang udvikling.

I september 1975 blev der afholdt et åbent møde i Waldport, Oregon, hvor Applewhite og en kvinde ved navn Bonnie Lue Nettles under betegnelsen "the Two" forelæste om UFOer og nært forestående begivenheder som skulle ryste verden. Få dage senere havde 30 personer sluttet sig til parret, og aviserne flød over med historier om en fanatisk flok, som havde forladt alt og alle for at afvente de flyvende tallerkener som skulle "beame" dem op til "et højere eksisterisplan". De skulle til et "niveau. over det menneskelige", og vejen til at realisere målet var "en individuel menneskelig metamorfose". Kort tid efter infiltrerede Balch og en anden sociolog (David Taylor) gruppen og konstaterede, at folk havde ladet sig rekruttere frivilligt, og at de oprigtigt troede på budskabet. Det var postiv nysgerrighed og religiøse forhåbninger som drev værket. De troende accepterede også at lederne, som kaldte sig Bo og Peep, kom fra det ydre rum, og at de inden længe ville vende hjem igen.

I 1980 var det stort set blevet umuligt for Balch at følge gruppen; dels var den næsten skrumpet ind til ingenting, dels var de få eksisterende medlemmer overordentlig stilfærdige og vanskelige at få i tale. I 1983 dukkede en lille håndfuld medlemmer pludselig op hos deres familier, blev et par dage og var pist væk igen. Herefter var der ingen livstegn før i 1993, hvor gruppen under navnet Total Overcomers Anonymus annoncerede i avisen USA Today. I annoncen fremsatte de "et sidste tilbud til verden"; et klokkerent millenaristisk budskab som erklærede, at den nuværende civilisation stod overfor sit endeligt.

Året efter, i 1994, forkyndte man nok engang at UFOerne ville komme, og der blev afholdt offentlige møder igen. Alting tyder herefter på, at næsten alle medlemmerne af Heavens Gate skal tælles blandt de mennesker der blev rekrutteret siden 1994. I 1994 havde 12 mennesker meldt sig i forbindelse med "det sidste tilbud", og det er realistisk at tro, at resten er kommet til i de efterfølgende år. Gruppens forestillinger er altså gået i arv fra medlems-generation til medlems-generation. Det kollektive selvmord var derfor finalen i et storladent frelseprojekt, som Applewhite lancerede engang først i 1970erne, og som han magtede at forny og tilpasse igen og igen (Nettles døde formodentlig i 1989).

HVORFOR dødsfaldene kommer netop nu er i skrivende stund ikke til at sige med bestemthed. Den massive mytedannelse om Hale Bopp kometen, der ses som et tegn på de sidste tider af såvel New Age-inspirerede grupper som kristne organisationer, kan være en forklaring. Den religiøse leders personlige behov for at se sit livsværk omsat i radikal handling, en anden.

Applewhite havde kæmpet for sin sag i årtier, og der er indikationer for, at han løj sig selv døende for at motivere de troende til at følge ham i døden. Man bemærker således at de religiøse forklaringer i Bo og Peeps fortløbende forkyndelse ikke taler om selvmord. Det er derfor heri den virkelige religiøse innovation består, ikke i forestillingerne bag. Selvmordet, den absolutte frelseshandling, var samtidig en ultimativ markering af tilliden til trossystemet.

Påsken har sandsynligvis også spillet en rolle. I den forbindelse er det værd at bemærke, at selve rationalet bag selvmordet i høj grad begrundede sig i kristne forestillinger og ikke UFO-mytologi alene: De troende havde indtaget et sidste måltid (nadver) sammen, flere af dem var kastrater (jvf. det nye testamentes Jesus-ord om at folk har gjort sig til eunukker for himmerigets skyld) og alle lig var dækket med et lilla klæde, dvs. kirkens liturgiske farve for påske ("opstandelse").

Hele initiativet hvilede på en paradisvision à la den bibelske, og endelig forekommer der deciderede Kristus-identifikationer i Heavens Gates retorik. Applewhite anså sig selv for at være i den samme position i dag som Jesus var for 2000 år siden. Men først som sidst: De troende mente at de kun skulle være på jorden for en tid, og at deres færd hjem forudsatte, at de opgav deres fysiske legemer. Døden var derfor en kærkommen og nødvendig ting, på ingen måde en ulykke.

RELIGIONER som afventer en ny tidsalder, eller som mener at vi lever i de sidste tider, er imidlertid særdeles almindelige. Også vores egen kultur har millenaristiske forventninger som en vigtig religiøs forudsætning. Det nytter derfor ikke at isolere overvejelserne til de få grupper, som inddrager rituelle selvmord i deres millenaristiske virkelighedsforståelse.

F.eks. lærer kristendommen, at Kristus skal komme igen, og at en ny og renset verden skal fremstå efter hans dom. Visionen om Dommedag, om en kvalitativ forandring i det enkelte menneske og i hele kosmos, er således rodfæstet og nødvendig for kristen teologi. På lignende måde er også forestillingerne om død og frelse uløseligt vævet sammen i den vestlige kulturs religiøse forestillinger. I en konventionel forståelse af myten om den døde men opstandne Kristus, er det netop døden som skaber forudsætning for frelse. Kristus dør på vegne af hele menneskeheden, som på det grundlag kan gå ind i en kvalitativt anderledes tilstand.

I konkret forstand er der naturligvis forskel på 39 døde mennesker i San Diego, og myten om de kristnes gud, men tematisk set er der et påfaldende sammenfald: Døden som indgang til frelsen. I kristen teologi er det da også meningen, at Jesus skal dø. Hele påskens idé er jo netop, at han skulle dø "for vores synder skyld", så alle kan blive frelst. I det perspektiv

kan man udmærket betragte historien om Jesus’ død som en selvmords-beretning, sådan som kirkefaderen, Tertullian f.eks. også gjorde det. Parallellen mellem kristne martyrer, der nåede saligheden ved at lade livet for troens skyld, og de mennesker som i dag har valgt døden for egen hånd i en højere sags tjeneste, er endnu mere konkret. Her er der tale om mennesker, hvis personlige valg, styret, af deres religiøse overbevisning, førte til deres død – men altså en frelsende død.

KRISTENDOMMEN er imidlertid i vesten den kulturbærende religion, og ingen ser noget mærkeligt i kristne myter og forestillinger. De er jo netop fælleseje for størstedelen af samfundets medlemmer. Enten tror man på religionens budskab, eller også accepterer man at andre gør det. I sidste ende betyder det, at den kulturbærende religion opfattes som noget givet, mens det fremmede kalder på forargelse eller undren. I den sammenhæng bør man bemærke at 40 pct. af den amerikanske befolkning (ca. 100 millioner mennesker!), i følge sociologiske undersøgelser, siger, at de tror på biblens bogstavelige budskab: Disse mennesker må altså formodes også at tro på Johannesåbenbaringen i Det nye testamente, som netop beskriver de sidste tider, og de må da mene, at den frivillige død kan føre godt med sig (jvf. Jesus).

De små religioner er ikke bundet af samfundets konventioner og har derfor større råderum for religiøs kreativitet. I USA er de små millenaristiske religioner f.eks. så mange, og så aktive, at flere akademiske organisationer har det som, en hovedopgave at iagttage og følge udviklingen. En vis bekymring for en videre udvikling i kollektive selvmord eller andre former for sociale reaktioner på religiøse forestillinger, er således vakt.

Forskere ved The Millenium Watch Institute i Philadelphia og deres kolleger ved Center for Millennial Studies ved Universitetet i Boston vurderer feks. at der er mere end 1.200 millenaristiske organisationer – politiske og religiøse – alene i USA, og at flere hele tiden kommer til. Disse grupper er umådelig forskellige, men de fleste er kristne eller kristent inspireret, og afventer (inspireret af årtusindskiftet) Kristus’ genkomst. Mange har en højre-radikal politisk orientering og hører til de såkaldte milits-grupper som kæmper mod statsmagten, mod farvede og mod jøder.

Man har registreret omkring 1.100 grupper i alt, men det er en enorm opgave at følge udviklingen i dem alle. I disse tal er ikke medregnet den brede, folkelige New Age-interesse, som netop baseres på forestillinger om den nye tid, om Tusindårsriget, Maitrys komme, Kristus’ genkomst, UFOer der lander etc. Med andre ord: De millenaristiske forestillinger, er helt centrale for religion i den moderne verden, og man må derfor regne med, at de kan give sig udslag i sociale reaktioner.

Religionsforskere over hele verden vil i den kommende tid kortlægge hvad der egentlig fandt sted i San Diego, men langt hurtigere vil en håndfuld smarte sensationsjournalister have skrevet en række tåbelige bøger om begivenhederne. I USA beklager religionsforskere allerede, at medierne atter har lyttet til de højtråbende "Anti-cult Movements", hvis virke igen og igen forplumrer en sund samfundsdebat om tingene. Religionsforskere har bl.a. påpeget, at Heavens Gate-episoden har givet næring til den dæmonisering af Internet og at politikere reagerer overilet og at begivenhederne bruges i en politisk eller religiøs retorik, der ligger langt udenfor hvad den reelt handler om. CNN, den toneangivende nyhedsformidler i Heavens Gate-affæren, har således baseret dele af deres historier på de værste repræsentanter for den organiserede modstand mod de nye religioner, bl.a. folk som har været straffet for deres forbrydelser mod medlemmer af flere minoritetsreligioner.

Og hvad mere er: Ved at debattere tingene på denne måde, bekræfter man automatisk de afvigende religiøse grupper i deres selvforståelse. Når de dænioniseres i offentligheden gør man det lettere for dem at identificere omgivelserne som Satan, Antikrist eller andet, afskyeligt, og de bestyrkes i troen på deres egen suverænitet, og det ufejlbarlige i deres egne handlinger. Alene af den grund påtager medier og myndigheder sig et gevaldigt ansvar, når de giver dominerende plads til de afvigende religioners erklærede modstandere. Flere amerikanske forskere, som følger udviklingen på klos hold, mener således, at Heavens Gate-folkenes selvmord har direkte sammenhæng med den stemning, som Applewhite havde oplevet gennem sine mange års konflikt med det omgivende samfund.

© 1997 Mikael Rothstein. Bringes her med forfatterens tilladelse.