af Mikael Rothstein

Siden 1947 har de flyvende tallekener (eller UFO’erne, dvs. "uidentificerede flyvende objekter") været på dagsordenen. Tusindvis af mennesker hævder at have set besynderlige fartøjer fare gennem luftrummet og andre tusinder hævder at have bevidnet UFO-landinger. Færre igen, men dog flere tusinde, hævder at have kommunikeret med fartøjernes besætninger, som i de flestes fortolkning er væsener fra fremmede kloder.

En endnu mindre håndfuld, måske tusind individer, hævder at have været kidnappet af disse ufonauter. Vi dvæler lidt ved dem.

Litteraturen om fænomenet er enorm, og den vokser konstant. Personlige beretninger udgør én del af litteraturen, men vigtigere er måske de mange analyser af fænomenet som udgives, fortrinsvis i USA. Flere historikere, psykologer, sociologer og folklorister tager emnet alvorligt og gør hvad de kan for at holde sig ajour med udviklingen. Nogle bøger er totalt afvisende, andre skeptiske mens andre igen fremstiller fænomenet som faktisk forekommende. I alle tilfælde er et afgørende redskab i analysen hypnose af ofrene. Sagen er nemlig den, at ufonauterne sletter ofrenes hukommelse inden de slippes, og kun under hypnose kan ofrene genkalde sig hvad der er sket. Og ofte til deres store rædsel. Senest har en amerikansk historiker, David M. Jacobs, fremlagt en lang række eksempler på UFO-bortførelser og et forsøg på en fortolkning af de besøgendes hensigter.

Mønstret er ofte det samme. Når personen er alene (i enkelte tilfælde i vidners nærværelse) lammes han eller hun, uden dog at miste bevidstheden, og transporteres herefter om bord i en ventende flyvende tallerken (meget ofte sker det svævende i vandret stilling, og ikke sjældent gennem vægge!). Om bord underkastes individet en fysiologisk undersøgelse: Der tages vævsprøver, blodprøver m.v. og ofte gennemføres gynækologiske undersøgelser. I mange tilfælde udtages også æg og sæd. Jacobs’ bog indeholder mange eksempler fra de næsten hundrede mennesker, han har undersøgt, men hans analyse er langtfra enerådende. I alle tilfælde er beretningerne meget ens, og igen og igen anfører forfatterne, at der ingen kontakt har været mellem de forskellige personer der angiveligt har været udsat for ensartede oplevelser.

Mange af dem der er blevet bortført kan fortælle om hvordan de jævnligt, typisk siden fem-seks-årsalderen, har været i kontakt med de fremmede væsner. De føler at deres liv og udvikling er blevet overvåget nøje uden dog at være styret. Ofte har de haft genstande indopereret i kroppen, angiveligt apparater der har gjort det muligt for ufonauterne at følge deres færden – som var der tale om ringmærkede duer. I mange tilfælde berettes om kunstig insemination, om hybrid-fostre der implanteres i jordiske kvinder og fjernes igen måneder efter, og uforklarlige operationsar og besynderlige tegn på kroppen.Ufologiske stigmatiseringer

I det hele taget ser det ud til at de fremmede kun er interesserede i vores kroppe, i vores biologi eller fysiologi. Ingen beretninger tyder på en interesse for vores kulturer, vores sprog eller vores religion. Nogle mener at have påvist, at bortførelserne forekommer i de samme slægter, hvilket skulle antyde en særlig interesse for det genetiske. En fremherskende teori blandt ufologer er at de fremmede har brug for nye gener for at overleve, og derfor kommer på hugst hos os. Nogle mener ligefrem at de kommer fra vores egen fremtid, at de er vores fysisk degenererede efterkommere der søger tilbage til tiden før nogle store forureningskatastrofer som ødelagde deres genmateriale, for at få friske gener så menneskeheden (i en fjern fremtid) igen kan komme på ret kurs.

Ofte har de bortførte følt, at de stod over for væsener uden følelser, og fremtrædende ufologer har hævdet, at netop dette aspekt er det mest foruroligende ved hele historien; at de besøgende – som er os langt overlegne rent teknologisk – ikke ejer hvad vi kalder medmenneskelighed. I enkelte tilfælde – det skal med – fortæller vidnerne dog om en oplevelse af stærk forbundethed med væsnerne, eller et af dem. En amerikansk kvinde fortæller f.eks. om væsener "hvis kærlighed til menneskene er af en særlig, evig og ukrænkelig natur", og andre fremhæver ufonauternes ledere som tillidsvækkende, ja ofte endog erotisk stimulerende, også selv om de i flere tilfælde forekommer iagttageren at være en krydsning mellem menneske og insekt.

Generelt er bortførelses-beretningerne meget ulig de udtrykkeligt religiøse forkyndelser som forskellige UFO-profeter præsterer. Sådanne såkaldte kontaktpersoner eller "kanaler", der som fænomen er langt bedre kendt end kidnapningsofrene, formidler kosmiske budskaber fra overlegne intelligensvæsener, hvis egenskaber er idealmenneskelige og hvis anliggende er at skabe fred på jorden. George Adamski var UFO-profeternes nestor op gennem 1950’erne, men mange andre spillede også en rolle. De religiøse UFO-grupper er således moderne måder at udtrykke traditionelle ting på. Guderne er blevet til rumvæsener, men budskaberne er velkendte og adskiller sig ikke markant fra de traditionelle religioners forkyndelse når det kommer til stykket. Meget ofte er Jesus da også på banen, eller rettere om bord i de flyvende tallerkener. Mere end noget andet har det dog været teosofien som dannede det åndelige grundlag for UFO-teologierne. Teosofien blev udviklet i slutningen af 1800-tallet af folk som mente, at enhver religion indeholder en del af sandheden. Teosofien inddrager derfor alle mulige religiøse traditioner i sit system, og altså også flyvende tallerkener. I det moderne New Age-miljø (som i høj grad er teosofisk inspireret) er det da også teosofiske tanker der formidles af de mange medier (også kaldet kanaler) som transmitterer budskaber fra åndelige Mestre på andre planeter.

Hvorom alting er, så er det vigtigt ikke at blande de bortførte ("abductees") sammen med de religiøse forkyndere ("contactees") (selv om mennesker i begge tilfælde hævder at stå over for overlegne, ikke-jordiske racer). Mens den udtrykkelig religiøse side af sagen må opfattes som et traditionelt og forventeligt religionshistorisk fænomen, er der nemlig ingen entydig forståelse af ufologiens andet, ikke-religiøse aspekt. Hvordan finde hoved og hale i spørgsmålet om kidnapningerne?

Der findes som sagt psykologer, historikere, journalister og sågar teologer som efter grundige analyser konkluderer, at kidnapningsofrene taler sandt. I USA findes flere selvhjælpsgrupper hvor folk som hævder at have oplevet sådanne kidnapninger kan møde andre i samme situation. Følelsen af ikke at blive troet beskrives som det værste, langt værre end de psykiske eftervirkninger ofrene lider af  i øvrigt. Der er tale om de samme eftervirkninger som kendes fra gidsler, voldtægtsofre, incestofre og folk der har været i krig.

De fleste registrerede bortførelses-eksempler er amerikanske, men kendes fra så at sige hele verden. Også skandinavien er god for 2-3 velkendte bortførelsessager.

Nu kan det næppe overraske at andre iagttagen uden tøven afviser hele historien. Der er ligefrem folk i England og USA der ernærer sig som UFO-bekæmpere. En nøjere undersøgelse af tingene afslører da også ofte ulogiske sammenhænge, manipulation, fortielser og selvbedrag. Som regel kommer erindringen om UFO-kidnapningen frem under hypnose, og i mere end 130 velkendte sager er det den samme selvlærte terapeut der står bag afsløringerne, og kritikere mener at have påvist, at det er terapeutens egne forestillinger om UFO’er og ufonauter der pånødes folk under hypnosen og i deres indledende kommunikation med ham. Det er også sandsynligt at film som "Nærkontakt af Tredie Grad" og "E.T." har skabt fodslag i oplevelserne.

For kultur- og religionsforskere er det nærliggende at se UFO-beretningerne som en forlængelse af myter og legender fra fortiden. Alferne, nisserne, nøkken og åmanden som hører den gamle folketro til, har alle træk til fælles med nutidens ufonauter. Elverhøjene har samme struktur som de flyvende tallerkener og det besynderlige forhold mellem mennesker og de underjordiske videreføres også til det uigennemskuelige forhold mellem mennesker og ufonauter. Flere religioner har lignende mønstre at byde på, og selv de gamle romere kunne fortælle om "flyvende skjolde" hvis adfærd på himlen minder om hvad folk hævder at se i dag: Vi lever i 1994. Teknologiens tidsalder er i fuld sving, og det mystiske og overnaturlige kan ikke komme fra skovens dyb. Det må hentes ind fra rummet.

På den anden side kan man vende argumentet om og hævde, at vi først nu har indset, at de underjordiske, alferne og nisserne og kræfterne bag de flyvende romerske skjolde i virkeligheden er væsener fra fremmede verdener som er kommet hertil i deres rumskibe gennem lang, lang tid. Det giver sig selv, at dette synspunkt hører til i lejren af overbeviste UFO-tilhængere. Og de er ikke så få.

Hvis man nøgternt og rationelt vælger at afvise fænomenet, og forklare det som noget der alene foregår i menneskets psyke, så fortoner spørgsmålet om ufonauterne og de flyvende tallerkener sig nok, men tilbage står problemet med den menneskelige bevidsthed og dens muligheder. Hvordan kan det være, at folk uafhængigt af hinanden opbygger de samme forestillinger? Hvordan kan det være, at børn fortæller om de samme ting som voksne? To engelske ufologer har for nylig konkluderet at UFO’er ikke findes, at bortførelserne ikke forekommer, men at der alene er tale om psykosociale forhold. En af de bedste kendere af okkulte fænomener Hilary Evans har det samme syn på sagen og siger bl.a.: "Når folk ser ufonauter for sig svarer det til Maria-åbenbaringer blandt katolikker. Man ser og oplever det man ønsker og som man har kulturelle forudsætninger for."

De kritiske ufologers argumentation er detaljeret, næsten detektivagtig i sin snuhed, og særdeles overbevisende. Det samme kan imidlertid siges om de beskrivelser folk giver efter deres påståede bortførelser. En engelsk universitetsansat matematiker, som hævder at have været offer for flere bortførelser har kommenteret paradokset, således: "Jeg indrømmer at det ikke kan ske, at de fremmede ikke findes, når vi tænker logisk og videnskabeligt. Det ændrer bare ikke på det forhold at de er til, og at de øver en afgørende indflydelse på menneskeheden. Problemet er ikke dem, men os og vores manglende evne til at acceptere dimensioner vi ikke har magt over."

For nogle har ufonauternes og dermed kidnapningernes entré på arenaen været den endelige bekræftelse på UFO’ernes eksistens og nøglen til allehånde religiøse og naturvidenskabelige spørgsmåls besvarelse. For andre er de påståede bortførelser det endelige bevis på at det hele er fup og gamle aviser. For religionshistorikeren er ufologien først og fremmest et udtryk for menneskelig kreativitet. Og kedeligt, dét er det i hvert fald ikke.

© 1994, 1998 Mikael Rothstein. Bringes her med forfatterens tilladelse.