af Jørgen Andersen-Rosendal

Beboerne på Stillehavsøerne snakker for tiden om det gådefulde skib "Joyita". Det er den store sensation og det store mysterium. At tragedien optager sindene er naturligt. Disse mennesker lever på deres små ensomme øer, og det store stille hav er deres landevej. De ved, at Stillehavet ikke bare er en eventyrverden af paradisøer og blå laguner, men også rummer en brutal virkelighed, sådan som mændene om bord på "Joyita" oplevede den.

For et par dage siden stod jeg på dækket af den oceandamper, som førte mig over verdens største ocean, der dækker en tredjedel af hele jordkloden, og selv fra dette komfortable dæk kunne disse endeløse havflader virke overvældende. Men i dag på uhygge-skibet "Joyita"s dæk i havnen på Suva oplever jeg Stillehavet på en helt ny måde. Jeg er til alle sider omgivet af tavse vidner til den hemmelighedsfulde tragedie, som kun de 25 forsvundne mænd kan fortælle om. Jeg står der, hvor det skete. Men hvad der skete, ved vi ikke.

For ikke så længe siden var dette dæk bare smil og solskin. "Joyita" sejlede den 3. oktober 1955 fra Apia i Samoa på vej mod de små Tokelau-øer mod nord. Det har muligvis været en af de dage, hvor Apia svømmede som en Edens have på et dybtblå og blikstille hav. Der var glade afskedssmil og optimistiske lommetørklæder, som viftede farvel og på snarligt gensyn. Rejsen ville kun vare 40 timer, og det er lige rundt om hjørnet i dette store ocean med dets titusinder af øer. Ingen aner nøjagtigt, hvor mange der er. De er aldrig blevet talt, og mange af dem har endnu ikke nået at få et navn.

Mændene om bord var som altid på disse små Stillehavsskibe en broget blanding af alle nationer. Der var 25 ialt, indbefattet besætningen, og det var i virkeligheden alt for mange til dette lille fartøj. Den ene motor var oven i købet i uorden, og radiosenderen fungerede ikke, påstås det. Men ingen skænkede disse bagateller en tanke. Der var optimisme over hele linien, da "Joyita" forlod paradisøen på vej mod et andet paradis.

Skibet nåede aldrig frem. De passagerer, der havde købt en omstigningsbillet til Paradis, havnede i et eller andet Helvede. "Joyita" forsvandt og blev forgæves eftersøgt af skibe og fly. Til sidst opgav man håbet og afskrev det forsvundne skib som endnu et af Stillehavets uopklarede mysterier, ligesom den franske damper "Dominique", der sidste år forsvandt sporløst tæt ved Ny Caladoniens kyst efter aftenen før at have telegraferet alt vel. Der var 200 mennesker om bord, og der blev aldrig fundet så meget som en vragstump. At ingen druknede blev skyllet i land, var ikke noget mysterium. Dem tager hajerne sig af i disse farvande.

Men "Joyita" dukkede op igen. Den 10. november blev skibet fundet drivende i havet ud for øen Vanua Levu på Fiji med stærk slagside. Til trods for, at skibet ikke var synkefærdigt, var alle de 25 mænd sporløst forsvundet, og alt tydede på, at de havde forladt fartøjet i vild panik. Der var ikke hul i skroget, kun mange mystiske spor på dækket af voldsomme begivenheder. De mange skader kunne være forvoldt af en storm eller en eksplosion. Meget kunne også tyde på overfald, og folk begyndte at snakke om pirater. Da det blev oplyst, at en forretningsmand fra New Zealand om bord havde en betydelig sum penge på sig til indkøb af kopra, vejrede mange en ny sensation.

Et ensomt skib, pengegridske samvittighedsløse mænd og mord! For mens passagerernes ejendele var spredt i kaotisk forvirring udover dækket var pengene væk. De der stadig holdt fast ved katastrofe-teorien, fandt ud af, at der måtte være indtruffet to katastrofer. Et interimistisk solsejl lavet af en pressenning var sat op på dækket. Der mente man, havde de 25 mænd efter den første ulykke søgt beskyttelse mod den brændende sol, som er alle stillehavsskibsbrudnes værste fjende. Men hvad var der sket, og hvorfor havde de bagefter søgt tilflugt på det usikre hav i huj og hast, som om de flygtede fra noget forfærdeligt og uhyggeligt?

Eksperterne kan ikke forklare…

Kun "Joyita" selv ved det, og eksperterne har svært ved at fortolke det sprog, hun taler. De går rundt på dækket med store blinkende øjne, som får dem til at ligne bekymrede rugehøns, og de er meget uenige. Jeg har aldrig brudt mig om disse såkaldte eksperter, fordi de alt for ofte lider af den sygdom, at de tror, de ved alt. Men jeg var så heldig, at jeg nede ved havnen traf en gammel skipper, som var ekspert uden at vide det. Jeg kunne lide ham, fordi han trods alt det han vidste indså, at han alligevel ikke begreb ret meget. Han havde levet hele sit liv på Stillehavet og kendte det hav. Han skrød ikke af det. Det havde været hans arbejde og pligt.

Vi fik os en øl og en sludder på en lille havneknejpe og jeg sørgede for øllet og han tog sig af konversationen. At vi drøftede "Joyita" var en selvfølge. Man snakker ikke om andet i Suva for tiden.

Den gamle havmand var så meget af en ekspert, at han ikke indlod sig på at forsøge at løse mysteriet. Han bare spandt en ende om, hvad han selv havde oplevet på det store ocean. Det samme kunne være hændt "Joyita".

Han var en god fortæller, den gamle. Han fortalte om Stillehavets frygtede orkaner som Polyneserne kalder "vinden der dræber". Han fortalte om de frygtelige Stillehavs-tordenvejr, der er et ildhav af flammende lyn ledsaget af en hylende helvedesstorm. Han fortalte om undersøiske vulkaners onde ånd som på en uskyldsblå og blik solskinsdag pludselig kan ryste skibe sønder og sammen med snigangreb fra havets underverden. Og han fortalte om Stillehavets uhyggelige skypumper, der med lange sorte fangarme hvirvlede vandet op til en sydende heksekedel og altid danser en djævelsk dans omkring skibet, før de angriber som en slange, der leger med et offer.

Den gamle havmand afsluttede sin monolog ved at tømme sit ølglas. – Mysteriet bliver kun løst, sagde han, hvis vi finder nogle overlevende. Og det er stadig muligt. Det er ikke let at opspore skibsbrudne mænd på en fjern ubeboet ø. Men der er masser af mad, frugter og fisk, og de unge kokosnødders saft er en forfriskende drik. Vi må håbe og bede.

Og dermed storkede han af og overlod mig til min lokale aften og dem som stadig diskuterede de vilde rygter fra pålidelig kilde om, at "Joyita" uforvarende var sejlet ind i en japansk fiskerflåde, der for tiden opererede i disse farvande. Mændene på "Joyita", sagde det såkaldt pålidelige rygte, havde "set noget japanerne ikke ønskede de skulle se", og de små gule mænd havde derfor entret skibet og myrdet dem allesammen. Bagefter havde de uden held søgt at sænke skibet for at udslette sporene af deres misgerning.

Kidnapped af rummænd?

Den australske presse fik omgående japanske kuldegysninger, og en Fiji-avis gravede rædselsberetninger om japansk grusomhed op af gamle krigsrapporter fra Stillehavs-krigen. Kronkoloni-chefen i Suva susede til en mikrofon og sendte et kategorisk dementi ud i æteren med noget som en australsk avis kaldte "en iskold Oxford-stemme". Sydney-avisen "Sandheden" spillede en trumf ud og berettede, at et luftfotografi af "Joyita", omgivet af japanske fiskerbåde taget dage før skibet forsvandt, befandt sig i et pengeskab i Suva, bevogtet af sværtbevæbnede soldater. Englændere og New Zealændere svarede i kor, at der ikke var en gnist af sandhed i, hvad der stod i "Sandheden". De japanske aviser nøjedes med nogle få linier om "vilde rygter", og om "hvor tåbelige folk kan være".

Men alt det tæmmede ikke rygternes stadig voksende vildskab. Vrede mænd påpegede, at "Joyita" som hjemmehørende i Honolulu var amerikansk statsborger og efterlyste USA’s reaktion med så megen patos, som om de ventede en krigserklæring. Den ophidsede snak gik om "internationale komplikationer", da en helt uventet amerikansk reaktion dukkede op. Den kom fra de amerikanske ekspert i flyvende tallerkener, dr. Jessup som er overbevist om, at mændene ombord på "Joyita" er blevet kidnappet af rummænd. Dr. Jessup har fundet ud af at flyvende tallerkener absolut ikke er nogen nyhed. De har suset rundt i tusinder af år bemandet med rummænd som ikke er farlige men som fra deres fjerne verdener fører nøje kontrol med, hvad der sker på Jorden. Når de i de senere år har været særlig aktive, skyldes det at de er nervøse for, at atombomben kan få hele universet til at sprænge i stumper og stykker. Engang imellem bortfører de mennesker for at få en mundtlig rapport, og de foretrækker tilsyneladende at kidnappe deres gidsler fra ensomme skibe på havet eller fra flyvemaskiner. Dr. Jessup mener, at dette fuldt forklarer, hvad der hændte et andet gådefuldt skib, "Marie Celeste", som i 1872 blev fundet fuldstændig uskadt og for fulde sejl, mens hele besætningen var sporløst forsvundet. Kloge hoveder over hele verden har siden forgæves vredet hjernerne for at løse mysteriet, men dr. Jessup har løsningen. De forsvundne sømænd blev naturligvis bortført til fremmede verdener af nysgerrige rummænd i flyvende tallerkener.

Forklaringen – mytteri?

Inden tallerkenteorien var uddebatteret blandede Amerikas røst sig igen i foretagenet. En hr. Budd Carew fra Sierra Madre i Californien havde løsningen på gåden. Det var mytteri…!

– Jeg kender både "Joyita" og dens besætning, sagde han. Og der var mange gnidninger ombord.

Han gik ikke i detaljer, og det gjorde ikke noget, for de fleste fornuftige mænd var enige om, at hr. Carew boede for tæt ved Hollywood.

At Hollywood ikke forlængst ekspres har sendt en smart manuskriptfabrikant til Suva, er endnu et mysterium. Pirater, mytteri, skumle japanske planer i Stillehavet og kidnappende flyvende tallerkener…! Der er smæk for skillingen til hele cinimascope-lærredet.

Hollywood ville selvfølgelig opfinde en "happy-end", og heldigvis forekommer den slags også i det drama vi kalder livet. Vi må bede og håbe, som den gamle skipper sagde.

At håb og bønner ikke altid hjælper ved vi fra skoleskibet "København"s tragiske forsvinden 1928, og det er muligt at også "Joyita" må sættes på listen over de store haves uopklarede mysterier. 

Kilde: Dagens Nyheder, 11. december 1955