af William Haste

Faustinus erklærer al forbindelse med den åndelige verden for svindel

Han hævder, at medierne udfører deres gerning i bevidst bedrageri, tilbedt som små guder og gudinder.

Fra første Nummer af O. M. udkom har vi lovet – og vistnok også holdt – at lade alle S lags R øster komme til orde i Bladet, idet vi dog samtidig – som Udtryk for vor Overbevisning, vor Farve – gennem oplysende Artikler har søgt at opridse et Livsbillede, som vi mener er sandfærdigt
og logisk.

Nu sender en Læser, Hr. Ejlif Zinglersen, Slagelse, os et Nummer af Vestsjællands Socialdemokrat, hvori findes et I nterview med Hr. Faustinus.

Hr. Zinglersen skriver:

O. M.s Redaktion.

Den sidste Tids kedelige Spiritist-Retssager har ikke medvirket til at forøge Folks Tiltro til Spiritismen, men naar saa tilmed Hr. Faustinus, Forstanderen for ?Institut til psykisk Forskning? i en Artikel som vedlagte stempler alt, hvad der har med Spiritisme at gøre som Svindel, maa selv mange Spiritister vakle i deres Tro.

Faustinus har i denne Artikel fuldstændig blottet sit Ukendskab til Spiritisme og Clairvoyance, men da mange sikkert antager ham for at være en yderst klog Mand, vil jeg bede O. M. om at imødegaa ham i en Artikel snarest muligt.

Det Interview, der er Tale om, er ikke alene fremkommet i Vestsjællands Socialdemokrat, men tillige i mange andre socialdemokratiske Blade i Provinsen. En Del af vore Læsere vil derfor maaske kende Indholdet af det, men for mindst lige saa mange vil det have Nyhedens Interesse, hvorfor vi skal aftrykke Uddrag af det.


Da Bankeaanderne debuterede i Amerika i 1846.
– Den spiritistiske Bevægelse er egentlig ikke gammel, siger Forstanderen. Den opstod i 1846, da der i en metodistisk Præstegård i Amerika forekom nogle mærkelige Bankelyde. Det var Børnene paa Gaarden – 2 Smaapiger , der blev opmærksomme paa Lydene først. De fortalte det til Moderen, og ogsaa hun hørte den mærkelige Lyd; og de opdagede da, at hvis de stillede Spørgsmaal til Lyden, f. Eks. om hvor gamle Børnene var, svarede denne ved at angive Aarstallet med lige saa mange Bankninger. Spurgte man om andre lignende Ting, gav ?Bankeaanden? straks Svar paa samme Maade. Rygtet om de mærkelige Foreteelser spredtes hurtigt viden om, og der opstod den Teori, at Bankelydene stammede fra Aanden efter en Bissekræmmer, der var bleven myrdet for Aar tilbage paa dette Sted.

Paa samme Tid gennemrejste en Mand ved Navn Jackson-Davis Amerika. Han var født ubegavet. Han kunde ikke følge med i Skolerne og kunde i Konfirmationsalderen hverken læse eller skrive. Han var Medium for en Magnetisør, og naar han faldt hen i trancelignende Tilstand, kunde han baade læse og skrive. Han havde læst den svenske Mystiker Swedenborgs Bøger, og Jackson-Davis kom nu til Præstegaarden med de mystiske Lyde; dette Besøg resulterede i, af han dannede en Religion, der blev Grundlaget for Spiritismen. Bankelydene gav – hævdede man – Beviset for, at der var et Liv efter Døden. Børnene havde mediumistiske Evner, og det var derfor, de var kommet i Forbindelse med de bankende Aander.

Ikke Aander, men Børns Hundekunster.
– Dette er, fortsætter Faustinus, populært fremstillet Begyndelsen til Spiritismen. Naturligvis fløj Rygtet om den mærkelige Begivenhed over hele Amerika og forplantede sig til Europa, og Bankeaander blev fremkaldt i stort Tal. Saa begyndte de dansende Borde. Det blev en ren Selskabsleg i visse Kliker, mens andre dyrkede det med hele den religiøse Andagt. Fænomenet kan imidlertid forklares paa ganske naturlig Maade. Placeres et Selskab af temperamentsfulde, nervøse og kritikløse Mennesker omkring et trebenet Bord, vil der opstaa en Sitring i Hænderne, der faar Bordbenene til at give efter. Det har en rent fysiologisk Forklaring, men man troede altsaa paa, at det kom fra de Dødes Verden.

– Og Bankningen i den metodistiske Præstegaard?

– Ja, den er ogsaa senere bleven opklaret, idet de to Børn, der ?opdagede? Bankeaanden, har betroet sig til en Tante. De, havde en Aften i deres Senge moret sig med at fremstille en bankelignende Lyd ved at ?knipse? med Fodledene. Det er der visse Mennesker, der kan, og da de først havde narret deres Moder og set, hvilken Opsigt det vakte, turde de ikke tage Konsekvenserne og fortælle Sandheden, men besluttede i Stedet at fortsætte ?Spøgerierne?. Da vi senere her i Landet oplevede et Par Affærer med Bankeånder, viste det sig, at der her kunde gives en noget lignende Forklaring, men Spiritisterne – de tror fuldt og fast paa Børnenes mediumistiske Evner.

Mediets Opgave under Seancerne.
– Hvad er Mediets Opgave i Spiritismen?

– Mediernes Opgave er at skaffe Menigheden i Forbindelse med Aanderne. Det er altid sværmeriske, religiøst prægede Mennesker. Naar Hypnosen fører dem i Trancetilstand, hævdes det, at Sjælen kan forlade deres Legeme og gaa paa Ekspedition til fremmede Steder. Deltagerne i Seancerne dirigerer dem, hvorhen de ønsker, og Medierne fortæller, hvad der sker de paagældende Steder. Hvis de tilfældigvis har gættet rigtigt, er de store Mennesker. Naar Sjælen har forladt Legemet, kan Aanden efter en Afdød tage Plads i Mediets Legeme, og det er da Aanden, der taler gennem Mediet. Mediet besjæles af Aandens Viden og Talenter. Det er f. Eks. passeret, at Raphaels Aand har taget Plads i et Mediums Legeme. Mediet har aldrig kunnet tegne eller har rettere ikke været sig bevidst, at han eller hun kunde tegne, men har derefter frembragt de herligste Kunstværker. Naturligvis kan det hele forklares rent psykisk. Det har været Mediets Underbevidsthed, der har arbejdet, og skjulte Talenter er bragt for Dagen, naar den søvnlignende Tilstand har fjernet alle Mindreværdskomplekser.

Naar et Medium falder for Fristelsen.
Et Medium er uhyre feteret i Spiritisternes Kreds. Man gør sig faktisk ikke Begreb om, hvor meget Menighe­den ser op til Mediet med største Underdanighed. En Præst er for intet at regne ved Siden af. Husk paa, Mediets Aand kan under Trancen forlade Legemet og gaa paa Besøg i Himlen! Sidde ved Vorherres højre Haand og fortælle om alle Herlighederne! Være sammen med de kære afdøde Aander!

Det er vel nok en eftertragtelsesværdig Stilling. Mediet er da ogsaa Genstand for en ualmindelig stor Beundring og bliver betragtet som et Vidunder, ja, næsten som en Guddom af den kritikløse Beundrerskare. Alt, hvad Mediet siger, skal jo være klogt, fordi det kommer fra Aanderne. Véd man det, kan man bedre forstaa Mediernes Magt under den sidste Tids Affærer.

– Men naar saa Mediet bliver afsløret?

– Spiritisterne taber ikke Troen af den Grund. Ejner Nielsen er jo bleven afsløret utallige Gange, men han virker stadig som Medium. Aarsagen hertil er den, at Spiritisterne nok anerkender Afsløringen, men paa den anden den Side regner de alle de Ting, der ikke er bleven afsløret, for ægte, og vi, der ikke tror, er stakkels naive Mennesker, som man i Grunden slet i ikke burde beskæftige sig med.

– Og de saakaldte Materialisationer?

– De er altid Svindel.

– Er det ubevidst Svindel fra Mediets side?

– Nej, ubevidst et det aldrig.

Faustinus besøger Danielskirken.

– Kender De noget til Danielskirken og dens arresterede Leder og Medium?

– Jeg har besøgt Kirken og overværede en ganske latterlig Forestilling. Her faldt Mediet ikke engang Trance, som man forlanger andre Steder, men stod ganske almindeligt paa Talerstolen, udpegede sig et eller andet Medlem af Menigheden og fortalte vidt og bredt om denne eller hin Aand, der havde taget Opstilling bag der Paagældende. Det hele var saa utroværdigt, at jeg gik hovedrystende derfra.


Faustinus vil ikke udtale sig.
Efter Modtagelsen af denne Artikel havde vi en Samtale med Hr. Faustinus for at bede ham nærmere præcisere, hvad han støttede sine Teorier paa, bl a. Paastanden om Mediernes Svindel og om den Clairvoyance (thi en saadan maa der hentydes til) som han overværede i Daniels-Kirken. Hr. Faustinus svarede paa vor Henvendelse, at han ikke ønskede at udtale sig eller knytte Bemærkn in ger til det paagældende Interview , men i Stedet vil henvise til et Værk, som han for Tiden arbejder paa.

Det kunde naturligvis være fristende at kommentere disse Udtalelser af Hr. Faustinus og fremkomme med forskellige Kendsgerninger, som kunde danne Grundlag for en saglig Diskussion, men denne Udvej er ikke meget tilfredsstillende, saalænge Hr. Faustinus lægger Navn til saa svagt underby gg ede Paastande og ikke vil underbygge dem med Beviser. Forklaringen, siger han, kommer i det Værk, han arbejder paa, og indtil den Tid vil vi da lade hans Udtalelser staa i den Form, han har givet dem i til Provinsjournalisten. At han ikke kan regne med de mere saglige Kredses Interesse for hans fremsatte Paastande, siger sig selv, dertil er de for overfladiske, hvilket maaske skyldes den journalistiske Gengivelse.

Een Ting er vi i hvert Fald bunduenige med Hr. Zinglersen i, nemlig at denne Stemplen af de aandelige Fænomeners Eksistens skulde faa de troende til at vakle i deres Overbevisning. Den maa være særdeles sløjt underbygget den Overbevisning og fortjener da ikke bedre end at vakle.

Ligeledes kan vi ikke med vor bedste Vilje se en ?Fjende? i Hr. Faustinus, rent bortset fra, at han personlig er en særdeles vindende Mand; vi ser tværtimod en større Ven i ham end i mange andre, der gaar ligeglade forbi. Faustinus har altid søgt og søgt, og det er hans Lod, at han aldrig har fundet noget – og han vil sandsynligvis heller aldrig finde noget, der fra en Saulus forvandler ham til en Paulus.

Vi havde nær sagt: Vi ønsker ikke det sidste til denne Sags Fremme. Der er nemlig ingen Tvivl om, at faa har gavnet den psykiske Bevægelse mere end Faustinus. Hans Negativitet (der for ham sikkert er Overbevisning og derfor maa respekteres) har, ikke mindst i den senere Tid, bidraget til en Positivitet i Studiet af de psykiske Fænomener, der Dag for Dag vinder ny Interesse.

W.H.

Kilde: O.M. : Skandinavisk blad for psykisk oplysning. 18. juli 1933, Nr. 28