Hvad Videnskaben kun turde sige med omtrentlig Sikkerhed, sagde Ønskekvisten med Sikkerhed.

Det er ikke nogen Charlatan, men Dr. K. R . v. Roques, som fortæller os om, hvad Ønskekvisten betyder, hvad den formaar. Han er een af mange Forskere, som længe har beskæftiget sig med dette interessante videnskabelige Fænomen, der bliver dobbelt interessant, fordi ogsaa Ønskekvisten jo har været betragtet som noget, der havde med »Overtro« og »Trolddomskunster« at gøre. Naar den nu faar sin uforbeholdne videnskabelige Anerkendelse, peger det, hen mod den Tid, hvor ogsaa anden »Overtro« vil blive videnskabeligt anerkendt. Det vil sige: den Tid, hvor man finder videnskabelig Forklaring paa Fænomener, som Ikke-Videnskabsmænd gennem kortere eller længere Aarrækker har konstateret og berettet om, godtroende nok til at mene, at der virkelig i Verdensrummet var Plads til et eller andet, som Videnskaben endnu ikke havde klarlagt og bevist, at Stjernerne har eksisteret før Astronomerne. K. R. v. Roques hævder, at Mennesker, Dyr og Planter staar under Indflydelse af endnu uudforskede Kræfter, og at Ønskekvisten viser os Stederne, hvorfra disse Kræfter udstraaler.

Vand, Olie og Kul.

Tidligere tjente Ønskekvisten som Redskab for Opdagelse af Vand, idet den viste os, hvor de underjordiske Kilder fandtes , og den afslørede allerede paa Jordens Overflade, hvor man i de dybere liggende Lag kan finde Olie, Kul og indre Jord-Skatte. Ønskekvisten blev officielt betragtet med et videnskabeligt lidt spottende Smil med en vis Medlidenhed. Men det lod sig ikke skjule eller smile bort, at hvor Videnskaben, repræsenteret af geologiske Fagvidenskabsmænd, kunde sige, at her kunde man finde Vand, Olie eller lignende i en Omkreds af saa og saa mange hundrede Meter, sagde Ønskekvisten: Her, paa dette Sted skal I bore! Her skal I søge, -thi her vil I finde de Skatte, I søger i dybereliggende Lag. I 96 af 100 Tilfælde viste det sig, at Ønskekvisten talte Sandhed.

Naturligvis eksisterede ogsaa Sandheden om Ønskekvistens skjulte Evner og Kræfter, forinden Videnskaben lod sig slæbe med til at erkende den, og i A ar 1927 skele noget opsigtvækkende : i det ansete lægevidenskabelige ridsskrift »Medizinischen Welt« traadte to Ønskekvistforskere frem for Offentligheden. Hedwig Th. Winzer og W. MeIzer var deres Navne. Med rene Beviser klarlagde de, hvordan de ved Ønslekvistens Hjælp havde fundet Vandaarer, og hvordan baade Mennesker og Dyr, som havde deres Opholdssted umiddelbart over disse Vandaarer, blev syge af svulstlignende Sygdomme, der endogsaa angreb Plantevæksten de paagældende Steder. Ligeledes tiltrak de dybereliggende Vandaarer Lynnedslaget, hvilket jo forud er kendt.

Dødsstraalerne og Ønskekvisten.

To Aar senere blev Spørgsmaalet taget op til fortsat og fornyet Behandling af Kritzinger . I sit Værk »Dødsstraaler- og Ønskekviste« gjorde han opmærksom paa de vanskelige videnskabelige Problemer, hvoraf man endnu ikke er naaet til den fuldstændige Forstaaelse: at Luftlagene over Vandaarerne er en særlig god Leder af Gamma-Straalerne, der har en særlig Indflydelse paa det menneskelige Nervesystem, hvad Kritzinger selv fik at mærke under sit Undersøgelsesarbejde.

Herefter blev der atter stille om dette overordentlig interessante Emne. Af og til raslede det svagt i Avis-Junglens Blade. Kun under Overfladen levede Spørgsmaalet videre. En Schweitzer, der tilhørte Benediktinernes Munkeorden, fastslog de skadelige Straalers Eksistens og vakte Opmærksomhed om sine Udstraalings-Apparater. Saa endelig kom i Slutningen af Aaret 1931 den parisiske Forsker Lakhovsky , der kunde anføre den berømte Lærde d’Arsonval som Kilde, med sit Værk: »Livets Hemmelighed«. Lakhovsky fremsatte som Grundlag for sit Værk den opsigtvækkende Paastand: – Hver levende Celle opstaar gennem Straaler, er Udsender og Modtager af Straaler.

Lakhovsky paastod og illustrerede gennem en meget lang Række Eksempler og Eksperimenter, at det vi kalder Instinkt hos Dyrene, hvilket Udtryk er et »Hjælpeord«, som man stadig anvender uden at gøre sig klart, hvad Instinkt egentlig er for noget, i Virkeligheden er Dyrenes, Straalemodtagelighed , de res Evne til at føle alle Udstraalinger langt tydeligere og stærkere end Mennesket er i Stand til. Ligesom det Menneske, der berøves een eller flere af sine Sansers Brug, faar andre Sanser udviklede i højere Grad, saadan har ogsaa Dyret, hvis Hjælpemidler er langt færre end Menneskets, visse Evner stærkere udviklet end dets menneskelige Medskabninger.

Denne Straalemodtagelighed er Forklaringen paa, at Hunde kan vejre Mennesker og Vildt og kan finde deres Hjem, selv om man bringer dem Steder hen, hvor de aldrig før har været, ad Veje, de aldrig tidligere har befaret. Og Straalemodtageligheden, Straalefølsomheden, forklarer, at Nattens Rovfugle i det dybeste Mørke med Sikkerhed kan gribe sit Bytte, og forklarer naturligvis ogsaa, at det jagede Dyr aner, den sig nærmende Fare, før det kan høre eller se Faren i menneskelig Forstand. Lakhovsky nævner ogsaa de meget sigende. Eksempler paa, hvordan sjældne Fugle og Insekter finder hinanden, Han og Hun, selv om Sommerfuglene skal flyve lange Afstande for at, mødes i samme Blomsterbæger.

Han kunde ogsaa fortælle om, hvordan Straalefølsomheden er størst hos de mest primitive Mennesker, hvilket vil sige de Mennesker, som trænger mest til »Instinkt«, fordi de har langt færre Hjælpemidler i Tilværelseskampen end de mindre primitive Mennesker. Men her skal vi slutte for denne Gang. Vi bringer i nærmestfølgende Nummer af O. M. endnu nogle overordentlig interessante Oplysninger om, hvad Jordudstraalingerne fra de Vandaarer og underjordiske Kilder og Floder, som Ønskekvisten kan finde – og advare os imod – betyder for al jordisk Sygdom og Død, ikke mindst for det største af alle lægevidenskabelige Problemer: Kræften.

Kilde: O.M. – Skandinavisk blad for moderne okkultisme, 2. Maj 1933