af Herman Reistrup

Hvis en iagttagelse på det fysiske område er gjort af en autoritet, som f.eks. en videnskabsmand, vil den af de fleste mennesker blive accepteret, uden at de stiller krav om først at overbevise sig ved selvsyn.

Læser man om, at bakteriologerne har opdaget et nyt virus som årsag til en eller anden sygdom, eller at astronomerne har opdaget en ny komet på himmelen, vil man næppe kræve at se hverken kometen eller virus med egne øjne, før man tror dem, forudsat naturligvis, at meddelelsen stammer fra pålidelig kilde. Uden nærmere eftertanke konstaterer man blot, at videnskaben nu igen har gjort et fremstød. Videnskabsmændenes autoritet garanterer for fænomenernes ægthed. Forudsætningen er dog, at vi har at gøre med materielle fænomener.

Noget anderledes stiller sagen sig straks, når vi vender os til psykologien – og rent galt bliver det, når vi kommer ind på parapsykologiens, den psykiske forsknings område. Dette til trods for, at begge disse discipliner hævder at arbejde efter videnskabelige metoder. Der vil vi skam selv være med. Ikke engang en autoritet som professor Rhine ved Duke universitetet accepterer vi uden videre. Da han må grundlag af et meget stort materiale, bearbejdet af statistiske eksperter, mente at have bragt beviset for, at clairvoyance var en kendsgerning, ville de fleste alligevel ikke rigtig tro på det.

Iagttagelser uden om sanserne? Nej, det eksisterer jo ganske simpelt ikke! At man indenfor en snævrere kreds af psykiske forskere så anderledes på det er jo en helt anden sag.

Mange tog det vist nærmest som en spøg, da de for nu over 10 år siden første gang læste i aviserne om de "flyvende tallerkener". Men siden hen har de jo haft en irriterende tilbøjelighed til stadig med mellemrum at vise sig, når man var lige på nippet til at have glemt dem. Mon de personer, der havde set dem, nu havde været helt ædru? Eller var der snarere tale om overspændte hjerners fantasifostre? Man trak på skuldrene og gisnede. Men snart begyndte man at studse over, at observationerne gang på gang stammede fra ældre, prøvede piloter eller andre pålidelige mennesker, der måtte antages at have ganske særlige forudsætninger og en trænet skelneevne, når det gælder iagttagelser af objekter i luftrummet over os. Hertil kom så, at flere sådanne specielt kvalificerede observatører på vidt forskellige steder gav samstemmende rapporter. Alligevel – man indtog samme holdning som overfor parapsykologiske fænomener. Man ville selv se dem, før man troede. De, der har set dem, vil til gengæld aflægge ed på det. Videre gættede man så på, hvad det kunne være, der var blevet antaget for "flyvende tallerkener", og forslagene har jo været mange: meteorer, skyformationer, en fremmed magts hemmelige våben – ja, endda rumfartøjer bemandet med beboere fra vore naboplaneter Mars og Venus.

Men sagkundskaben har for så vidt givet op, så, den indtil videre har måttet lade sig nøje med at indsamle observationsmateriale.

Og da, netop som man synes at være kørt uhjælpelig fast, kommer dybdepsykologen med en i sandhed forbløffende løsning. Den 82-årige schweiziske professor C.G.Jung har offentliggjort et arbejde, hvori han mener at bringe forklaringen på, de drilagtige himmelfænomener.

Professor Jung, der er kendt som en af verdens prominenteste sjæleforskere, kalder sin bog for En Moderne Myte, en titel, der nøje svarer til indholdet.

Siden 1947 har han indsamlet alt det for ham tilgængelige observationsmateriale om de såkaldte Ufo (unidentified flying objects). Således betegnes "tallerkenerne" af amerikanerne med et forsigtigt neutralt udtryk. På grundlag af fremsatte vidnesbyrd mener han at turde slutte, at det ingenlunde er berettiget at affærdige fænomenerne hverken som fuldemands snak eller fri fantasi. Tværtimod mener han at de pågældende observatører er fuldt kompetente og virkelig har set det, de fortæller om.

Men hvorfor var man så gået i stå? Hvorfor er såvel videnskab som luftbevogtningstjeneste lige kloge? Sagen er den, siger Jung, at forklaringen må søges på et helt andet område end det tidligere undersøgte. Hidtil har man forgæves rettet blikket opad mod himmelrummet. Ikke så mærkeligt, at man ikke kan komme videre her, når svaret findes i menneskets egen sjæl! Da det er fastslået, at vi står overfor kompetente iagttagelser af manøvrer, der er uforenelige med kendte fysiske love, mener han, at tidspunktet nu er kommet, da det må være berettiget at lægge hovedvægten på, den psykiske komponent i iagttagelsesmekanismen. En sandsynlig forklaring kan bygges på hans teorier om de såkaldte archetyper.

Foruden det personlige ubevidste, hvis indhold består af individuelle oplevelser, der enten helt er glemt eller ikke i øjeblikket befinder sig i bevidstheden, rummer vort sjæleliv yderligere en kollektiv ubevidsthed. Dette psykiske område, som Jung har viet sit liv til at udforske i primitive menneskers psykologi, myter, folkeeventyr, drømme m.v. – er fælles for hele menneskeheden.

Dets struktur er af en sådan beskaffenhed, at man her kan finde elementer, der har relation til menneskehedens fælles problemer. Det er en slags sjæleligt reservoir, der rummer energikerner ladet med hjælpeenergi over for situationer, som ethvert menneske vil komme ud for i tilværelsen, som f.eks. frigørelsen fra bindingen til forældrene, mødet med det modsatte køn, kampen mellem godt og ondt o.s.v. En slags følelsesmæssig hukommelse indenfor de pågældende områder, der sætter individet i stand til at drage nytte af hele racens erfaringer i de givne situationer. Som benævnelse for disse elementer har Jung valgt ordet archetype. De er i sig selv af abstrakt, sjælelig karakter, men giver refleks i bevidstheden iklædt billedform som det, vi kalder symboler.

Under omstændigheder, hvor individets – eller hele menneskehedens ydre situation stiller krav, der appellerer til en bestemt archetype, nærmer denne sig bevidstheden med sin energiladning. Da er det, vi kan se dens symbol i vore drømme. Men hvis den følelsesenergi, som den er opladet med, er særlig stærk, kan den optræde i fuld vågen tilstand som en vision. Endelig kan den ligesom kopieres ind over en ting eller en person, der i forvejen besidder nogle af den givne archetypes egenskaber, og som derfor er en særlig egnet "modtager". Vi kalder denne psykiske mekanisme "projektion", og det er den, der f.eks. bevirker, at vi digter vore egne negative egenskaber ind i bestemte medmennesker. Det er den slags mennesker, vi føler os ganske særligt irriterede af. Men det er også den, der er årsag til, at den forelskede udstyrer genstanden for sine følelser med vidunderlige, men indbildte egenskaber, medens den samtidig tilslører blikket for de mindre heldige. I praksis er den kendt fra tidernes morgen, og det er den, der ligger bag ordsproget, at "kærlighed gør "blind". For dybdepsykologien er projektionsmekanismen således noget særdeles velkendt.

Ved at studere tidens abstrakte malerier og sine egne drømme og senere sammenligne det indhøstede materiale med middelalderlige tegninger er Jung nået til et i sandhed højst ejendommeligt og interessant resultat. Han mener nemlig at kunne fastslå, at de "flyvende tallerkener" kan forklares som projektion af en archetype fra det kollektive ubevidste. I dette tilfælde de drejer det sig om den centrale archetype – den, der af Jung betegnes som "Selvet". Den er et symbolsk udtryk for menneskets forening med Gud, symbolt på sjælens helhed og harmoni. I den vestlige verden finder vi den levendegjort i Kristus – i Østen i Buddha. Den er i virkeligheden sindsbilledet på den sjælelige sammensmelten med altet, der er alle mystikers mål såvel i øst som i vest.

Studiet af fortidens materiale viste desuden, at fænomener, der beskrives som dem, vi i dag betegner som Ufo, er kendt fra tidligere historiske beretninger. Under Jerusalems belejring så. korsfarerne således i en vision genstande af lignende form på himmelen. Samme kategori tilhører efter Jungs mening de for en del år tilbage omtalte visioner i Fatima.

Efter Jungs opfattelse er altså de flyvende tallerkener resultatet af en sådan projektionsmekanisme. Den er årsagen til, at den iagttagende person mener at se ting, der ikke eksisterer. I mange af de undersøgte drømme og i adskillige af de abstrakte malerier, som Jung har haft lejlighed til at se, finder han runde skiver ("Guds-øjne"), der af maleren ubevidst er følt som tegn fra himmelen, m.a.o. dem, der går igen som Ufo. Her er de blot projiceret ud i himmelrummet i stedet for på lærredet.

Hele vor nuværende verdenssituation skulle netop afgive en særlig gunstig grobund for en sådan ubevidst indstilling af massesjælen, et kollektivt følelsesberedskab. Den stadige og voksende trussel med atom-selvmordet avler en stigende angstmættet, psykisk atmosfære i det kollektive ubevidste. Og i denne næsten apokalyptiske situation er det, at de forpinte menneskesjæle i deres længsel en fra oven kommende frelse fra Jordens tilintetgørelse, hungrer efter himmeltegn – og ser dem. De flyvende tallerkener er en kollektiv ønskedrøm.

Men menneskets urgamle primitivsjæl arbejder videre på "historierne", trods det moderne menneskes trækken på skuldrene ad alt det, hvad der er mystisk – og hundredetusinder tror på, hvad der fortælles. Ja, siger Jung, vi har faktisk lejlighed til at iagttage, hvorledes et sagn opstår.

Til syvende og sidst lader Jung den mulighed stå åben, at Ufo virkelig eksisterer, m.a.o., at vi har at gøre med reelle stoflige fænomener. Hvis dette er tilfældet drejer det sig om objekter, der stammer fra verdensrummet, men hvis natur hidtil har været ukendt. Muligvis, ja efter al sandsynlighed, må disse legemer gennem lange tider have været synlige fra Jorden, men man har blot ikke tidligere kunnet konstatere nogen relation mellem dem og Jorden – eller dens beboere. Når menneskeheden imidlertid – under forhold som. de nuværende, hvor den føler sin eksistens truet – i fantasien retter blikket mod himmelen, vil den projicere tilsvarende symbolske billeder fra det ubevidste ind i de uforklarlige himmelfænomener og derved tillægge dem en betydning, som ligger udover den rent objektive iagttagelse.

© 1958 Herman Reistrup
Kilde: Dansk UFO Center, 1971