af J. B. Rhine

Dr. Rhine, der vel i dag må regnes for verdens førende forsker af parapsykologi, opregner en række tilfælde af afdødes tilsynekomst og peger på de højst forskellige muligheder, der er for forklaring.

Når et menneske begynder at se ting, som andre ikke kan se, kalder man ham som regel seer eller sindssyg. Dette behøver ikke at være tilfældet, for mange fuldkommen normale mennesker fortæller, at et syn – af en eller anden art – har vist sig for dem.

En forretningsmand fra Dallas i Texas havde en sådan oplevelse, der er værd at bemærke.

En drøm, der tager form?
En aften, da han var ved at gå i seng rolig og ved godt helbred, hørte han håndtaget på soveværelsedøren knirke, og idet han så op, så han sin far komme ind. Endskønt faderens hjem lå i Californien, og han måtte have rejst hele dagen, var han stadig klædt i sit arbejdstøj. Sønnen bemærkede, at en blyant og tommestok stak op af overall-lommen. Den ældre herre gik tværs igennem stuen, hans ansigt var roligt, da han rakte hånden frem mod sin søn. Sønnen, der næppe ville tro sine egne øjne, rejste sig og tog den fremstrakte hånd. Han begyndte at tale, men før han fik set sig om, var hånden, han holdt i sin, trukket tilbage, og synet forsvandt. Som han nu stod der ganske i vildrede med sig selv, ringede dørklokken. Det var et telegram fra Californien, der meddelte, at hans far pludselig var død af et hjerteslag. – Måske vil det første spørgsmål, man stiller ved en hændelse som denne, være, hvorvidt manden virkelig så noget eller blot forestillede sig det så livagtigt, at han projicerede det frem af sin egen underbevidsthed. Det vil sige, var han offer for en hallucination? Var hans oplevelse simpelthen et brudstykke af en drøm trængt ind i den vågne bevidsthed?

Livagtige hallucinationer kan fremkomme ved nydelse af alkohol, bestemt slags medicin og ved hypnose. Det er almindeligt, at drankeren ser forstyrrende ting som f.eks. krybende dyr. Den hypnotiserede kan blive stillet overfor en tom vægflade og på denne se et hvilket som helst billede, han får besked om at se, ligesom enkelte lysvågne mennesker, der ikke er under nogen bestemt indflydelse, med mellemrum kan have visioner af ting, der i virkeligheden ikke eksisterer. I Dallas mandens tilfælde ved vi, at hans fader ikke døde i overall, men sønnens underbevidsthed klædte ham i en kendt påklædning, da han så ham. I den foreliggende sag behøver man ikke at drage den slutning, at der virkelig stod nogen ved siden af sengen, selv om det ikke helt kan benægtes. Der er andre tilfælde, der er vanskeligere at forklare ud fra begrebet hallucination.

En objektiv virkelighed?
Den kendte unitar præst, afdøde dr. Louis Cornish, fortalte mig, at nogle af hans venner havde haft en sådan oplevelse. En mor og datter og deres chauffør, der besøgte en koloni af de religiøse Shakers i Massachusetts, så, da de var ved at stige ud af bilen foran en bygning, en dame, der gik forbi. Hun bar en klædedragt, der i tidligere tider havde været brugt af Shakerne. Hun gik ind i bygningen, og dr. Cornish’s venner fulgte efter. Da damen ikke længere var at se, spurgte de, hvem hun var. – Åh, det er søster Ellen, svarede man, hun vender med mellemrum tilbage for at besøge os.

Hvis tre mennesker så, hvad man i almindelighed kalder spøgelset søster Ellen, var der så i virkeligheden noget, synsnerven havde opfattet, eller var alle tre så let påvirkelige, at hvad een så, måtte de øvrige også se; denne forklaring vil blive svær at underbygge.

Suggestion?
Ligeledes vil det være vanskeligt for mig at tro, at min højt ansete lærer og forhenværende chef, afdøde professor William McDougall, var let at suggerere. Jeg ved, at han ikke var det. Han fortalte mig følgende:

En dag, da han efter at have deltaget i nogle videnskabelige møder i Dublin sammen med en anden videnskabsmand spadserede i byens omegn, så de hvor vejen drejede en afdeling soldater klædt i originale gamle uniformer. De to herrer spekulerede på, om det var statister i et skuespil, eller om de deltog i en maskerade. Men da de senere spurgte en af dem, der boede ved vejen, fik de svaret, at han ikke havde set nogen soldater. Han kunne ikke have undgået at se dem, hvis de virkelig var der. Spørgsmålet bliver, havde videnskabsmændene begge været udsat for sansebedrag? – Vi ved, at telepati kan finde sted, og måske det foregående kunne være en af dens former. Hvis nogen oplever en hallucination, er det muligt, at en han er nær knyttet til kan blive i stand til at dele den med ham. Det skal indrømmes, at det er vanskeligt at acceptere, at to kan være så nær knyttet sammen, men det er endnu sværere at tro, at der var noget fysisk, der opfangede og tilbagekastede lysstråler og derved blev synligt.

Spøgelseshuse
Man må formode, at den bedste måde at komme ind på livet af disse spørgsmål vil være at finde frem til et hus, hvor det spøger. Det var lige, hvad vi forsøgte for nogle få år siden. I 1934 beskrev en anset universitetsprofessor i et tidsskrift nogle oplevelser med spøgelser, han og hans frue havde, medens de boede i et hus i Cape Cod. Ifølge professorens oplysninger beslod spøgerierne i trin på fortovet, som af en mand der brugte stok, fodtrin i huset, bankelyde, der syntes at fremkomme alle vegne, og lejlighedsvis bragen, som styrtede noget sammen. Flere forsøg blev gjort for at »pågribe« spøgelset, men det mislykkedes.

Da jeg havde læst artiklen, lejede jeg huset i Cape Cod og benyttede det gennem to somre som kontor. Hele dagen igennem arbejdede jeg der og blev ofte om natten. Den gamle mand med stokken kom aldrig spadserende, ej heller var der nogen, der på mystisk vis vandrede gennem huset, men mit personale og jeg hørte, hvad professoren kaldte de almindelige bankelyde. En kollega, dr. J.G. Pratt, opdagede, at de var forårsaget af vinduesrammer, der udvidede sig eller trak sig sammen, når temperaturen skiftede. – Forsøget forårsagede ikke, at vi udelukkede den mulighed, at genfærd måske var knyttet til huse, men der behøvedes bedre beviser. Vi kunne tænke os at nå frem til eksperimenter med genfærdene, hvis det var muligt; der er gjort nogle få forsøg, små fremstød i mørket forskellige steder, men endnu er man ikke nået frem til noget, der har haft afgørende betydning.

Et spøgelse skabt ved hypnose
Og dog. Vi har haft besøg af en svensk psykiater, dr. John Björkhem, der har foretaget flere eksperimenter end nogen anden for at fremkalde genfærd. Denne mand, der er uddannet i tre retninger, præst, psykolog og læge, har lagt et stort arbejde på dette felt ved hjælp af hypnose. – En dag blev en syttenårig ung pige fra Uppsala i Sverige bragt til dr. Björkhem. Under forsøget bragte han hende i hypnotisk tilstand (det var hendes første forsøg) og bad hende tage hjem for at besøge sin familie, der boede 400 km borte. Uden at bevæge sig fra stolen beskrev pigen for hypnotisøren, hvad hun oplevede. Hun fortalte, at hun var i køkkenet hjemme og stod med det ene ben på en stol. Hendes mor var ved at lave mad, hendes far læste i en avis, hun beskrev overskriften øverst på siden. Nogle timer senere modtog en bekendt af den før omtalte unge pige en opringning fra pigens forældre, der spurgte, om der var noget i vejen med hende. De havde set hende stå i køkkenet med den ene fod på en stol, derefter forsvandt hun igen uden at sige noget. – Historien er fortalt i dr. Björkhems bog Det Ockulta Problemet . På grundlag af sine eksperimenter mener dr. Björkhem det muligt ikke alene at fremkalde genfærd ved hypnose, men få dem til at bevæge genstande eller udføre andre handlinger.

Det er indlysende fra de tilfælde, der er draget frem i denne artikel og andre eksempler på samme slags fænomener, at der er erfaringer, der ikke kan forklares udfra nogen love, vi nu kender. Enhver med sund fornuft vil være enig med os i, at vi gør klogest i at holde øjnene åbne for alle de ejendommelige ting, der sker i denne »mærkelige verden«, det mærkeligste af alt mennesket selv.

Kilde: Ny horisont, Maj 1954, 2.årg. nr. 1