af Jens Laigaard

Forord

Mange af vor tids påstande om paranormale fænomener har det paradoks ved sig, at de på samme tid forekommer vanvittige og videnskabeligt velunderbyggede. Dette skyldes to ting. Enkelte forskere, især inden for parapsykologien, har indset det formålstjenlige i at tilrettelægge og beskrive deres forsøg efter de regler, den videnskabelige metode sætter. Men den væsentligste årsag er uden tvivl, at fortalere for det paranormale, som ønsker at nå ud til et stort publikum, i stigende grad søger at give deres ideer et videnskabeligt udseende.

For almindelige mennesker er videnskaben i dag den øverste autoritet, ganske som religionen tidligere var det. Derfor vil man se, at selv åbenlyst fornuftsstridige påstande præsenteres med en videnskabelig sprogbrug; fortalerne støtter sig til lærde afhandlinger og inddrager de dele af den nyere videnskab, som synes at stemme overens med deres egne teorier. Samtidig holder de sig dog ikke for gode til at bakke den ene overnaturlige påstand op med den anden.

I alle disse henseender udgør teorien om pyramideenergi et glimrende eksempel. Umiddelbart lyder det usandsynligt, at en pappyramide skulle være i stand til at udrette alt det, pyramideforskerne hævder; men argumentationen i deres bøger og artikler kan forekomme ganske overbevisende. De henviser til talrige eksperimenter, som har godtgjort at energien eksisterer, og de beskriver den ved hjælp af begreber fra fysikkens verden. Pyramideenergi kan have noget at gøre med elektromagnetisme og kosmisk stråling, måske også med subatomare partikler. Samtidig har teorien nær tilknytning til forestillinger om sindets skjulte kræfter, Bermuda-trekantens mysterium, kommunikation med planter, kosmisk livsenergi og alternative helbredelsesformer, for ikke at tale om de gådefulde aspekter ved den store pyramide i Ægypten, den pyramide, man ifølge traditionen skal formgive sin pyramidemodel efter. Kort sagt, pyramideenergien er ikke blot værd at se nærmere på i sig selv, men kan også tjene som indgang til en række andre populære, paranormale temaer. I bogen her bliver pyramideforskningens resultater sammenfattet og vurderet ud fra en videnskabelig synsvinkel. Man vil således kunne nå frem til et punkt, hvor det er muligt at afgøre, om pyramideenergi er et konkret forekommende fænomen eller ej, og samtidig få indblik i, hvorledes fortalerne for en populær, paranormal påstand bygger deres argumentation op.

En del mennesker har bidraget til bogen ved at besvare spørgsmål og fremskaffe materiale, og blandt disse skal der rettes en særlig tak til Bob Forrest, Sean Mewhinney og Curt Roslund.

Orgon og lignende

Wilhelm Reichs orgonkasse var i sin almindeligste udgave på størrelse med en lav telefonboks. Dens yderside var beklædt med brædder, og en svær dør åbnede ind til et rum, hvor et menneske netop kunne sidde oprejst. Rummet var foret med jernplader, og mellem bræddevæggen og jernpladerne lå et lag bomuld, høvlspåner eller savsmuld.

Dette apparat var beregnet til at indfange og, akkumulere kosmisk energi. Det ydre organiske materiale sugede den såkaldte orgonenergi til sig, mens metallet indeni holdt energien fast. Et ophold i kassen skulle være særdeles gavnligt; man fik en frisk og veloplagt fornemmelse, blodet blev renset, og gentagne behandlinger kunne helbrede næsten en hvilken som helst sygdom.

Orgon havde sin egentlige glansperiode i 1940’erne. Psykiateren Wilhelm Reich, Freuds revolutionære elev, udviklede teorien om orgon under sit ophold i Oslo, hvortil han var flygtet fra nazisterne. I 1939 slog han sig ned i USA og viede resten af sit liv til studiet af orgonenergien. Hans talrige skrifter giver et signalement af dens væsen og udtryk. ifølge Reich er orgon en universel energi, som strømmer ind og ud af alle levende organismer. Den bevæger sig i bølger gennem atmosfæren fra vest til øst, hurtigere end jordens rotation. Den er årsag til samtlige fænomener, videnskaben ellers tilskriver statisk elektricitet, eksempelvis lyn og radioforstyrrelser. Dens farve er blå; det er orgon, som frembringer den blå farve i himlen, havet, nordlyset og visse frøers parringsdragt. Reich fortalte, at han i et mikroskop havde iagttaget en blå glitren hos røde blodlegemer, når de optog orgon. Han havde også målt energien med en geigertæller.

I 1940 opfandt han orgonkassen, som hurtigt blev sat i produktion i forskellige størrelser og solgt pr. postordre eller lejet ud. Reich havde samlet en stab på tyve læger om sig, og de hævdede, at behandling i orgonkassen var meget virksom mod mavesår, forkølelse, høfeber, bihulebetændelse, ledbetændelse, brandsår, visse typer migræne samt kræft på et tidligt stadium. Folk købte orgonkasser. Folk lod sig behandle. I 1947 indledte de amerikanske sundhedsmyndigheder en undersøgelse af Reichs virksomhed, og syv år senere nedlagde de forbud mod orgonterapi med den begrundelse, at orgonenergien ikke eksisterede og at behandlingsmåden følgelig var kvaksalveri. Det bekymrede dog ikke Reich. Han fortsatte med sine aktiviteter. Hans medarbejdere lavede en film om, hvordan man engang i fremtiden skulle få motorer til at køre på orgon. I 1956 blev Reich idømt to års fængsel for foragt for retten, og han døde i fængslet året efter. Inden han blev sat ind, var det lykkedes ham at konstruere en regnmager-maskine, den såkaldte Cloudbuster, som virkede ved at trække skadelig orgonenergi ud af skyerne og ned i et vandløb. I 1954 brugte han Cloudbusteren til at skyde nogle fjendtlige flyvende tallerkener ned.

Reichs orgonkasse er et klassisk eksempel på et apparat, som vinder megen popularitet, fordi det påstås at virke mirakuløst på menneskers velbefindende. Der har i dette århundrede især i USA været markedsført et utal af lignende indretninger, som efter sigende kunne helbrede sygdomme med mystiske stråler og energibølger. Et fornøjeligt eksempel fra før Reichs tid er Robert T. Nelsons små messingcylindre med bakteriedræbende »virilium«, der skulle bæres i reverset eller om halsen, og som var i handelen i knap tyve år, inden det blev afsløret, at de indeholdt rottegift. Et andet eksempel er Ruth Drowns radioniske maskiner, som ved hjælp af kortbølger samt lidt psykiske vibrationer gjorde det muligt at behandle adskillige patienter samtidigt, uanset hvor i verden de befandt sig. Og i nyere tid vil man finde en indlysende efterfølger til orgonkassen i de pyramider, der falbydes til terapeutiske formål. Ligesom Reichs opfindelse hævdes en pyramide at kunne indfange og koncentrere kosmisk energi, som har helbredende virkning. Ligesom orgonkassen fungerer pyramiden alene gennem sin udformning, uden tilførsel af konventionel energi og uden mekaniske dele af nogen art. Disse ligheder har fået nogle til at foreslå, at orgon og pyramideenergi er én og samme form for energi.

Spørgsmålet er så naturligvis, om denne energi overhovedet eksisterer. Videnskaben svarer med et kort og klart nej. De etablerede videnskabsfolk regner pyramideenergi for en latterlig grille, som ikke er nogen videre kommentar og da slet ikke nogen dybtgående undersøgelse værdig. Andre mennesker, som ikke tilhører det akademiske samfund, er derimod overbevist om energiens eksistens og har brugt megen tid på at eksperimentere med den. Hvad mere er, de har skrevet bøger om deres opdagelser, og disse bøger er populære.

Det er altid værd at undersøge, om tanker, som når ud til tusinder af mennesker, er sande eller falske. I spørgsmålet om pyramideenergi skulle det være muligt at træffe en afgørelse; når det gælder den del af virkeligheden, som hører under naturvidenskaben, behøver man ikke stille sig tilfreds med vage formodninger og vidtløftige påstande. Enhver kan jo tro, hvad han eller hun vil. Men man kan også prøve at få ren besked.

De fleste har efterhånden hørt lidt om begrebet pyramideenergi. En model af den store pyramide i Ægypten frembringer en ukendt kraft, som kan gøre nytte på forskellig vis: brugte barberblade bliver skarpe igen, madvarer holder sig længere, hovedpine og andre lidelser kan kureres. Nogle kalder det mystik og okkultisme, andre taler om en ny gren af videnskaben. Fortalere for pyramideenergi betegner gerne sig selv som forskere og understreger, at selv om den ortodokse videnskab altid har vendt ryggen til dem, er deres eksperimenter og resultater gode nok. Det er der logisk set heller intet i vejen for, at de skulle være. Man behøver ikke være professor for at gennemføre et videnskabeligt eksperiment; blot man omhyggeligt overholder de regler, den videnskabelige metode sætter, vil man få resultater, som er holdbare og har krav på at blive taget alvorligt.

Næsten alt, hvad der findes på tryk om emnet, er skrevet af begejstrede tilhængere, som tilsyneladende ikke nærer megen tvivl om værdien af egne eller andres iagttagelser. Et studium af de mest populære bøger afslører, at forfatterne gang på gang har stillet sig tilfreds med at kunne gengive vage formodninger og vidtløftige påstande. Dette er alt andet end formålstjenligt. Hvis pyramideforskningen skal gælde for videnskab, må dens teori og resultater ikke blot fremlægges, men også underkastes begrundet kritik. Det er almindelig videnskabelig praksis at kritisere nye hypoteser og forskningsresultater. Hvis de nye ideer viser sig holdbare, kan de glide på plads som endnu en brik i vort verdensbillede. Kan de derimod ikke stå for kritikken, er der ingen grund til at opholde sig mere ved dem.

På de følgende sider vil vi hjælpe pyramideforskningen på vej med en begrundet kritik. Vi vil skille konkrete oplysninger ud fra anekdoter og vurdere, om disse oplysninger lever op til anerkendte normer for videnskabeligt bevismateriale. Til denne brug findes et par gode, enkle rettesnore. Kvantitative udsagn vejer tungere end kvalitative. Eksperimenter må være gentagelige. Det første vil sige, at en præcis angivelse i tal som: »Planten voksede gennemsnitlig 14 mm i døgnet« er at foretrække frem for oplysninger som: »Planten voksede hurtigere end normalt« eller »Planten blev høj og kraftig«. Det andet vil sige, at jo oftere en effekt bliver påvist under kontrollerede forhold, des større betydning kan den tillægges. Hvis effekten ikke kan gentages, hver gang forudsætningerne er til stede, eller hvis den kun vil optræde under ukontrollerede forhold, har den ingen videnskabelig gyldighed. Det sidste er særlig vigtigt at huske, det er selve kernen i videnskabelig bevisførelse. Naturen er i sig selv pålidelig; slipper man en sten, vil den falde til jorden, og den vil falde hver eneste gang og uanset hvem der slipper den. Tyngdekraften regnes ikke for et faktum, fordi en håndfuld dygtige forskere har vedtaget den, men netop fordi enhver kan kontrollere, at den findes. Alt dette lyder måske, som om der er kedelig læsning i vente. Vi bør dog ikke have skrupler ved at anlægge en rigtig kedelig og saglig synsvinkel, idet dette nemt opvejes af selve emnets beskaffenhed. Pyramideforskerne er et underholdende folkefærd.

Et tilbageblik viser, at teorien om pyramideenergi opstod i begyndelsen af 1930’erne, men dens grundlag blev lagt, betydelig længere tilbage i tiden. Faktisk fremkom teorien slet og ret ved en krydsning af en århundredgammel idé om usynlige energier og en endnu ældre myte om, at Kheopspyramiden skjuler en hemmelighed i sine dimensioner. Den person, som med heldig hånd forte de to populære forestillinger sammen, var en franskmand ved navn Antoine Bovis, medindehaver af et isenkræmmerfirma i Nice.

Omkring 1930 begyndte Bovis at bygge små modeller af Kheopspyramiden. Bovis var optaget af radiæstesi, læren om, at alt stof udsender bølger eller strålinger, men vel at mærke stråling, der kun lader sig måle med et pendul eller en ønskekvist og kun af særlig følsomme personer. Bovis var ekspert i penduler. Ved siden af isenkræmmerfirmaet drev han en forretning, som solgte penduler og magnetiske indretninger til brug ved udforskningen af radiæstesiens vidunderlige verden. Han formgav et »paradiamagnetisk specialpendul« og fremsatte en række »radiæstetiske aktionslove«, han selv havde opdaget. Det, som skulle indskrive Bovis i historien, var imidlertid hans teori om, at pyramideformen samler en særlig energi, der modvirker forrådnelse gennem hurtig udtørring. Han hævdede at have fået ideen under en rejse i Ægypten; i det såkaldte kongekammer i Kheopspyramiden havde han opdaget en affaldsbeholder med døde katte, rotter og andre smådyr, som havde forvildet sig ind i pyramidens gange og var omkommet af sult. Dyrekroppene var perfekt indtørrede, omdannet til mumier. Tilbage i Frankrig lykkedes det Bovis at mumificere kød, æg og døde smådyr under en model af pyramiden i lille målestok. Han fremlagde sin opdagelse ved et foredrag for andre radiæsteter i Nice, og det blev senere trykt i en lille bog med titlen »De la radiation de tous les corps«.

Nogle år efter, på et ikke nærmere angivet tidspunkt i 1940’erne, dukker denne bog op hos en tjekkisk radioingeniør, som også interesserer sig for usædvanlige energier. Han taler flydende fransk, har i syv år boet og arbejdet i Paris, og under dette ophold har han stiftet bekendtskab med de franske radiæsteter. Han bliver senere kendt for sit pionerarbejde inden for tjekkisk radio og TV. Endnu senere skal han blive verdensberømt for sin påstand om pyramiden og barberbladet. Han hedder Karel Drbal og er den anden hovedskikkelse i pyramideenergiens historie.

Drbals første forsøg var en gentagelse af Bovis’ eksperimenter med mumificering af organisk materiale. Da de lykkedes, blev han nysgerrig og afprøvede pyramidens virkning på andre emner. Nærmest ved et tilfælde fandt han på at anbringe den over et barberblad. Det viste sig at kunne holde til langt flere barberinger end normalt. Drbal informerede i et brev Antoine Bovis om sin opdagelse, og der udviklede sig en korrespondance mellem Prag og Nice. De to opfindere udvekslede teorier og resultater på høfligste vis, om end teknikeren Drbal ofte fandt Bovis »lidt vel magisk« i sine betragtninger. »Han hævdede, at han med sit pendul fandt udstrålinger i alt, hvad han rørte ved,« fortæller Drbal senere. I 1949 indleverede Drbal en lille papmodel af Kheopspyramiden hos det tjekkiske patentbureau. Den skulle gerne registreres som en indretning til vedligeholdelse af barberblades skarphed. Ti år senere, efter en del besvær, var patentet en realitet. En fabrik begyndte at producere små pyramider til de tjekkiske forbrugere, som nok kunne behøve lidt assistance i deres daglige kamp med barberblade af dårlig kvalitet.

Men det havde man endnu intet hørt om i Vesten. Der var stille om Bovis og Drbal de første mange år, deres eksperimenter var kun kendt i nogle få okkult-interesserede kredse i Frankrig og Belgien, og her gjorde man sig ingen forestilling om, hvilken gennemslagskraft der lå i de to mænds ideer. Det blev først klart i 1970, da der i USA udkom en bog med tiden »Psychic discoveries behind the iron curtain«. Dens emne var parapsykologisk forskning i østlandene, og de to kvinder, som havde skrevet den, omtalte også Karel Drbal og hans patenterede barberbladsskærper.

Bogen blev solgt i kæmpeoplag og oversat til en mængde sprog. Nu var pyramidebølgen på vej. Inden længe havde alle hørt om Bovis og Drbal. Bogens titel blev næsten et begreb, et kodeord for den jerngrå, statsstøttede dissektion af det overnaturlige, som efter sigende gik for sig i østlandene. Psykisk forskning bag jerntæppet. Og en del af denne forskning, forstod man, drejede sig om den kosmiske energi, der samler sig i et pyramideformet resonansrum. Det lød videnskabeligt, og hvorfor skulle der ikke være lidt ekstra mellem himmel og jord? En anden af tidens grænsevidenskabelige bestsellere, Lyall Watsons »Supernature« fra 1973, bekræftede pyramidens evne til at mumificere kød og skærpe barberblade. Watson var dr. phil., så hans oplysninger måtte vel være gode nok. Eller var de? Det var der ikke længere nogen, der havde tid at bekymre sig om, for med disse to bøger havde pyramidebølgen ramt den vestlige verden, og påstandene hobede sig op med stor hast. I Vesteuropa, Canada og i særdeleshed i USA eksperimenteredes der i tusinde små hjem med pyramider af pap, plastic, træ og metal. Alt, hvad der kunne slæbes ind under en pyramide, blev undersøgt. Resultaterne gik på omgang i stencilerede tidsskrifter. Der blev holdt foredrag. De første bøger, som udelukkende beskæftigede sig med pyramideenergi, begyndte at dukke op. Pyramiden var godt stof i aviserne. Den var også en god handelsvare: snart kunne amatørforskerne vælge mellem massefremstillede pyramider i alverdens størrelser og udformninger. Som altid førte USA an, og Europa importerede gladeligt det hele, påstande, produkter, litteratur.

I den kaotiske del af pyramideenergiens historie, som ligger efter 1970, har mange mennesker peget på hinanden eller sig selv som hovedskikkelser, og det kan være vanskeligt at afgøre, hvem der har bidraget mest til udviklingen. Men det er rimeligt at nævne et par navne.

Et af de sikre bud er Max Toth. Han er amerikaner af ungarsk afstamning og har eksamen i elektronik samt en broget løbebane med beskæftigelse inden for luftvåbnet og medicinalindustrien bag sig. Siden slutningen af 1971 har han ledet Toth Pyramid Company i New York, der fabrikerer og markedsfører pyramidemodeller af karton. Toth fik overdraget de amerikanske rettigheder til Karel Drbals pyramidepatent, da han i sommeren 1971 besøgte Prag og her blev venner med Drbal. Sammen med Greg Nielsen har han skrevet den populære bog »Pyramid power«, som udkom i 1974. En revideret og udvidet udgave af bogen fra 1976 er oversat til dansk under titlen »Pyramidernes kræfter«.

Et andet sikkert navn er Patrick Flanagan, som pyramideforskerne nævner med en del respekt. Vi ved, at Flanagan kun 14 år gammel opfandt et apparat, »neurofonen«, som skulle hjælpe døve mennesker til at høre, at han i en alder af 17 år blev nævnt i tidsskriftet Life som en af de 100 mest betydningsfulde unge mænd og kvinder i USA på grund af sit »videnskabelige og opfindsomme geni«, og at han endnu inden han var fyldt de 20 blev optaget på Massachusetts Institute of Technology. Vi ved disse ting, fordi Flanagan selv holder af at henvise til sin tid som vidunderbarn. Også han har skrevet en bog med titlen »Pyramid power«, og den udkom allerede i 1973. Også den blev meget populær. I bogen skildrede Flanagan sine omfattende projekter, som havde afsløret en lang række nye, positive aspekter ved pyramideenergien. Sideløbende med disse forsøg bankede Flanagan en livlig postordreforretning op med egne opfindelser som »pyramidegeneratoren«, et batteri af 15 eller 30 små pyramider, hvorpå man kunne behandle madvarer, vin og tobak, og et pyramideformet telt beregnet til meditation. En underforhandler i Canada solgte på halvandet år mere end 20.000 pyramidegeneratorer, og det amerikanske marked syntes umætteligt. Flanagan red højt på pyramidebølgen. Han optrådte i radio og TV. Han stiftede sin egen Flanagan Research Foundation og sendte stadig nye opfindelser ud: en lasermikrofon, en magnetisk cylinder til rensning af spildevand, en aluminiumsplade opladet med elektronisk forstærket pyramideenergi. Men efter de første hektiske år så det alligevel ud til, at markedet lod sig mætte. Pyramidebølgen tog af i styrke, og Flanagan sank med. Den opmærksomme læser fik tid til at spørge, hvad der i grunden blev af hans første genistreg, neurofonen, som kunne sætte døve mennesker i stand til atter at høre. Der blev ansøgt om patent, fortæller Flanagan, og i 1963 blev opfindelsen solgt til et firma i New York. Resten er stilhed.

Flanagans hjemsted er Californien, en stat, hvor man finder andre kendte pyramideforskere som Serge V. King, forfatter til »Pyramid energy handbook«, Bill Cox, udgiver af tidsskriftet Pyramid Guide, og Al Manning, hvis ESP Laboratory i Los Angeles har undersøgt pyramidens evne til at få ønsker til at gå i opfyldelse. Andetsteds i USA har forfatterparret Bill Schul og Ed Pettit markeret sig med deres bøger om pyramidens indflydelse på bl.a. plantevækst og paranormale fænomener.

Eric McLuhan dukkede op som pyramideforsker i Canada allerede omkring 1972. Han har ikke udgivet bøger, men hans pyramideforsøg har tiltrukket sig offentlighedens interesse og er blevet omtalt i forskellige artikler.

Teorien om pyramideenergi er også vendt tilbage til Europa, hvor den blev undfanget. Særlig i Belgien og Frankrig er pyramiden blevet populær, hvilket sikkert hænger sammen med den livskraftige tradition for radiæstesi, som findes i disse lande. I Spanien har forfatterne Salas og Cano i 1981 samlet dels egne erfaringer gennem ti år, dels andre pyramideforskeres resultater i bogen »El poder de las pirámidas 2«. Den danske udgave hedder »Pyramidernes kræfter 2«, og som tiden antyder er bogen tænkt som en ajourføring af Toth og Nielsens værk.

Årene er gået, tusindvis af undersøgelser er foretaget. Foran os ligger en tung stak vidnesbyrd om alt det gode, pyramideenergien skulle være i stand til at udrette, og det må tilstås, at meget af materialet tager sig grotesk ud. Men der er et aspekt, som ansporer os til at tage sagen alvorligt. Det er det, der knytter pyramiden sammen med orgonkassen og alle de andre lignende indretninger af ældre dato. Det er den kendsgerning, at en del mennesker er begyndt at kurere på sig selv og hinanden med pyramiden.

Der kan anføres to gode grunde til, at man altid bør forholde sig seriøst til nye uortodokse terapier. Den første er, at muligheden for en brugbar tilføjelse til den etablerede lægekunst teoretisk set altid er til stede. Akupunktur er et glimrende eksempel. I begyndelsen lød det vanvittigt, at man skulle kunne udrette noget positivt ved at stikke lange nåle i folk, men gentagne, omhyggelige forsøg beviste metodens værdi, og i dag er behandling med akupunktur en udbredt foreteelse blandt praktiserende læger i Vesten. Den anden grund er, at den nye terapi også på en helt anden måde kan blive en alvorlig sag. En del mennesker er ramt af lidelser, som almindelige læger står magtesløse overfor, og de vil forståeligt nok ofte søge hjælp uden for det etablerede system. Det vil andre mennesker gerne læse om, især hvis kuren lykkes og behandlingsmåden ligger på grænsen til det overnaturlige. Personlige vidnesbyrd om mirakuløse helbredelser er populært stof i ugebladene. Sådanne beretninger kan medvirke til nye landvindinger i lægevidenskaben, men de kan stik modsat også give en værdiløs terapi eller teori en ufortjent stor udbredelse. Resultatet vil blive menneskelige skuffelser og nederlag på stribe, og hvis en patient afholder sig fra at søge mere kvalificeret behandling, kan der påregnes en ekstra told i form af øgede lidelser og en forværring af sygdomsbilledet.

Pyramideenergi hævdes at kunne helbrede sygdomme. Der foreligger udsagn om, at pyramiden er virksom mod lige så mange og forskellige lidelser, som orgonkassen i sin tid skulle have været. Disse udsagn vil vi se nærmere på. Vi vil undersøge alle de påstande, der er rejst omkring pyramideenergien, samt en del andre, som angår Kheopspyramidens forhistorie og nu er en fast del af den traditionelle »pyramidemystik«.

Fremstillingen tager udgangspunkt i pyramideforskningen i Danmark. Her kan der fremdrages interessante eksempler på, hvilke spor den amerikanske pyramidebølge har afsat i det små; også her har teorien kaldt usædvanlige projekter frem. Vi begynder i Danmark, og vi er endda heldige, at vi kan begynde ved Europas største model af Kheopspyramiden.

Originaludgave: Pyramideenergi : en kritisk undersøgelse / af Jens Laigaard. – Valby : Borgen, 1987. – ISBN 87-418-8024-2 – Digital udgave ©1999 by Jens Laigaard.