af René Rasmussen

Rostock-myten, del 1 | Rostock-myten, del 3

Myten – ifølge Galster og Jensen

Den 15. marts 1940 blev der ført top-hemmelige forhandlinger i Bad Doberan nær Rostock mellem danske top-politikere og militærfolk på den ene side og tyske militærfolk og politikere på den anden. Her blev der truffet aftaler om en kampløs besættelse af Danmark, når Tyskland små fire uger senere ville invadere landet.

Tyskerne sendte umiddelbart efter forhandlingerne en bombemaskine til Danmark med resultatet af forhandlingerne, optaget på magnetiske stålbånd (de såkaldte “Lorenz-ruller”), for at orientere de danske politikere i København. For at det skulle være ekstra-hemmeligt foretog bombemaskinen en fingeret nødlanding på Lolland nær landsbyen Købelev. Her ventede danske efterretningsfolk på båndene, der så straks blev sendt videre til København.

Hvorfor man ikke tog en ordinær ruteflyver eller landede i Kastrup, i stedet for at tiltrække sig unødvendigt opmærksomhed ved en nødlanding, er et spørgsmål, som myten ikke tager stilling til. Det nødlandede fly, en Junkers JU-88, havde for øvrigt været på et bombetogt over Skotland og var på vej hjem. Dette er blot ét eksempel af mange på, hvordan helt tilfældige og uvedkommende begivenheder indarbejdes i den store konspiration.

Disse ”Lorenz-ruller” eksisterer ifølge myten endnu. Men det danske rigsarkiv, der som bekendt er hermetisk lukket, holder dem bag lås og slå.

Konspirationsforfatterne henviser igen og igen til de ”lukkede arkiver”, men faktum er, at Rigsarkivet er ganske liberal med at give adgang til båndlagte arkiver, og bl.a. P. Munchs privatarkiv bliver ofte benyttet af historikere. Det turde være overflødigt at tilføje, at arkivet intet indeholder om et møde i Rostock.

Den kopi af stålbåndsoptagelserne som tyskerne selv havde, blev brændt i maj 1945 kort før kapitulationen. Men ved et helt usandsynligt held fandt én af de danske diplomater, Vincent Steensen-Leth, der havde været med ved Rostock-forhandlingerne i 1940, de forkullede rester af adskillige hemmelige papirer, der lå og flød midt i Berlin i maj 1945. Papirerne indeholdt bl.a. referater fra Rostock-mødet. Han snuppede dem og beholdt dem selv – og med dem afpressede han den danske regering, så han, der selv var en uduelig umulius, fik en strålende karriere indenfor udenrigstjenesten.

Vincent Steensen Leth var sammen med marine-attaché Frits Hammer Kjølsen de danske diplomater i Berlin, der i begyndelsen af april 1940 bad Berliner-korresponenterne Jacob Kronika (Nationaltidende) og Helge Knudsen (Berlingske Tidende) om at alarmere den danske offentlighed om, at et tysk angreb muligvis var nært forestående. Det må siges at være en ejendommelig adfærd, hvis Steensen Leth selv skulle have været involveret i Rostock-aftalerne!

De danske politikere, der ifølge myten var indviet i sagen, var: Statsminister Th. Stauning, Udenrigsminister P. Munch, Forsvarsminister Alsing Andersen og finansminister Vilhelm Buhl. Dertil kom værnscheferne, general Prior og viceadmiral Rechnitzer, stabschefen Ebbe Gørtz – foruden en række efterretningsfolk og diplomater, herunder oberst Lunding og gesandten i Berlin, Herluf Zahle.

Dette opbud af danske toppolitikere, diplomater, militær- og efterretningsfolk synes for øvrigt at overflødiggøre den hemmelighedsfulde flyvning med tilhørende fingeret nødlanding. Der var vel dårligt nok nogen vigtige personer tilbage i København at indvie i sagen – bortset altså fra kongen!

Søndag den 17. marts 1940 blev den danske udenrigsminister P. Munch hentet af et tysk fly (en Fieseler Storch) i København og fløjet til Rostock i et ultra-hemmelig mission. I januar eller februar 1940 var hans søn, Ebbe Munch, der var pædofil, nemlig blevet arresteret af det tyske politi i en homosexuel bule i Hamborg. I Rostock mødtes P. Munch nu med Reichsführer-SS Heinrich Himmler. Himmler var øverste chef for det tyske politi, og han benyttede sig af udenrigsministerens tilfangetagne søn til at lægge pres på faderen. Udenrigsminister Munch indvilligede i Himmlers krav om, til gengæld for at få sønnen løsladt, at lade Danmark besætte så godt som kampløst den 9. april 1940.

Der hersker også blandt seriøse historikere nogen uenighed om, hvorvidt historien om den vanartede søn eventuelt kan have noget på sig. Der findes dog ingen dokumentation for hans eventuelle arrestation i Tyskland – og da slet ingen for et møde mellem P. Munch og Himmler.

Selvom mødet altså var top-hemmeligt, og man havde ofret en flyvemaskine på at få Munch transporteret til Rostock, så blev han indlogeret på et ganske almindeligt hotel. Og her var uheldet ude, for her mødte han om morgenen den 18. marts 1940 tidligere folketingsmand for det tyske mindretal i Sønderjylland, pastor Johs. Schmidt-Vodder. Schmidt mødte ifølge myten faktisk Munch flere gange samme dag: Han mødte ham også ude i en skov, hvor Munch stod og kiggede op i luften efter en flyvemaskine – og endnu senere på byens banegård.

Pastor Schmidt mødte også sin slægtning, SS-manden dr. Rudolf Jacobsen, der var Himmlers adjudant. Jacobsen fortalte Schmidt, at der foregik samtaler mellem Himmler og visse “høje danske herrer”. Alt dette mente den da 80-årige Schmidt i hvert fald at kunne huske, da han bliver spurgt om sagen i 1950 …

Munch selv døde i 1948 og kunne derfor ikke udspørges. Men en embedsmand i Udenrigsminsiteriet bevidnede, at Munch rent faktisk havde mødt pastor Schmidt i Rostock engang, nemlig i 1938. Schmidt måtte senere indrømme, at han kun havde mødt Munch i Rostock én gang. Det formentlige møde i marts 1940 beror derfor sandsynligvis på en erindringsforskydning. Historikeren Bjørn Svensson kunne senere dokumentere, at pastor Schmidt denne palmesøndag den 17. marts 1940 var til konfirmationsfest hos familie i Celle i det vestlige Tyskland – hundredevis af kilometer fra Rostock. Efter Svenssons afsløring skubbede Galster datoen for Munchs og Schmidts fatale møde til den 18. marts om morgenen. Det betød, at Munch i de nyere versioner af Rostock-myten måtte tage en overnatning i byen. Denne ”overnatning” er alene kommet ind i myten for at få den til at passe med Schmidts bevislige fravær i Rostock dagen før.

Munch kom ikke med et fly fra Rostock den 18. marts 1940, for flyet var gået i stykker. I stedet måtte han tage færgen – for han skulle nemlig være hjemme for at underskrive protokollen på sit kontor for at have alibiet i orden. Rejsen var top-hemmelig – det skal vi huske på. Alligevel måtte Munch altså tage med tog og færge hjem. Og som om der ikke var uheld nok, så var færgen netop afsejlet fra færgelejet i Warnemünde, da Munch dukkede op. Men det var der råd for: Færgen blev kaldt tilbage, så Munch kunne nå med over.

Tyskerne havde åbenbart kun ét fly til rådighed for denne top-hemmelige mission (!). Det forekommer mildest talt heller ikke troværdigt, at tyskerne skulle risikere afsløring af ”planerne” ved både at lade Munch bo på et almindeligt hotel og rejse hjem med offentlige transportmidler. At kalde færger tilbage er jo forresten noget, danske ministre åbenbart har tradition for! Men hvorfor man således pådrog sig opmærksomheden under en så top-hemmelig mission, er ikke godt at vide!

Nogle uger senere – men endnu før besættelsen – sendte Hermann Göring, der altså også var indviet i Rostock-planerne, en meddelelse til statsminister Stauning gennem en mystisk person ved navn Baron de Trairup. De Trairup opsøgte Stauning på en fiskerestaurant i København, hvor han sad og spiste sammen med en veninde. Da de Trairup erklærede, at han havde en hemmelig meddelelse fra Göring, blev Stauning ligbleg – og hans veninde forlod skyndsomst bordet. Görings meddelelse lød: Hvis ikke Stauning og Danmark makkede ret, så ville tyskerne fortælle om den hemmelige aftale til englænderne! Englænderne ville naturligvis, hvis de kendte til sagen, blive rasende og sørge for at Stauning blev straffet for sit forræderi.

Når man ved, at overfaldet den 9. april 1940 var dømt til at mislykkes, hvis den engelske flåde havde vidst, hvad der var i gære, så virker Görings trussel mildest talt ikke særlig velovervejet. Hitler havde dekreteret absolut tavshed om forberedelserne, fordi overfaldet på Norge var et af det mest risikable krigshistorien. Selv Himmler blev holdt i uvidenhed – og skal den 9. april 1940 have givet udtryk for ærgrelse over at være blevet holdt uden for. Og hvor sandsynligt er det lige at diskutere den slags på en restaurant midt imellem andre spisende gæster? Baron de Trairup er et af Rostock-mytens vigtigste vidner – men hans troværdighed kan ligge på et meget lille sted. Selv hans titel af baron er sandsynligvis frit opfundet! Han tilhører det meget farverige persongalleri af vidner, der næsten alle har en temmelig tvivlsom fortid under besættelsen.

Nu skete der det uheldige, at Baron de Trairup efter at have snakket med Stauning, rejste videre til England, hvor han fortalte den engelske Secret Service om den dansk-tyske Rostock-aftale. Men i stedet for at benytte denne viden til at forhindre det tyske overfald på Danmark og Norge, så holdt englænderne deres viden hemmelig. De anvendte den i stedet til efter krigen at gennemtvinge nogle usædvanligt fordelagtige handelsaftaler med Danmark.

Dette er ét af mange obskure side-teorier i den store Rostock-konspiration: Hvis der er nogen, der undrer sig over, at englænderne betalte så lidt for deres bacon efter 1945, så har vi forklaringen her!

Det var forresten ikke er den eneste skurkestreg, englænderne begik i forbindelse med Danmarks besættelse. Det var nemlig ifølge Rostock-myten i virkeligheden engelske agenter, der myrdede Kaj Munk i januar 1944. Englænderne synes, det gik lidt trægt med at få danskerne til at gå til modstand, men hvis man kunne få den danske befolkning til at tro på, at tyskerne havde myrdet Kaj Munk, så ville befolkningen støtte bedre op om modstands­bevægelsen. Tyskerne blev forfærdede over det skete …

Modstandsbevægelsen kendte også til Rostock-aftalerne. Men den lovede at holde tand for tunge til gengæld for at blive repræsenteret i befrielsesregeringen – den første danske regering efter besættelsen. Og det blev modstandsbevægelsen jo også. Regeringen måtte også love, at der ikke ville blive retsforfulgt én eneste frihedskæmper for stikkerlikvideringer under krigen. Og det er jo heller ikke sket!

Man bemærker, hvem Rostock-mytens skurke er: Det er danske politikere, den danske modstandsbevægelse og englænderne. Mytens uskyldige ofre er, som vi skal se, de efter 1945 internerede og dømte landssvigere, tidligere nazister og Tysklandsarbejdere. Det er også i denne gruppe, vi skal finde de fleste ”vidner”.

I det hele taget har flere udnyttet deres viden om Rostock-aftalerne til at opnå fordele. Det gjaldt ikke mindst tyskerne. Det kan jo undre, at tyskerne aldrig har røbet noget. Men tyskerne tog sig godt betalt: For det første måtte den danske regering give afkald på at få Sydslesvig tilbage i 1945. Det var derfor, Vilhelm Buhl så hurtigt efter befrielsen var ude med sit “Grænsen ligger fast”. For det andet slap tyskerne for at betale de kolossale beløb på clearing-kontoen tilbage – altså hele deres økonomiske mellemværende med Danmark for de fem år, de havde holdt landet besat.

Også amerikanerne havde en mistanke om sagen. Men de havde fået Thule-basen på Grønland i 1941. Og eftersom den samme socialdemokratiske regering, der havde truffet aftalerne i Rostock, efter krigen skulle bekræfte amerikanernes ret til Thule-basen, så var amerikanerne ikke interesserede i at gøre livet vanskeligt for de danske socialdemokrater. Derfor gravede de ikke mere i sagen. Og har de måske ikke basen deroppe endnu?

Englænderne, amerikanerne, tyskerne og modstandbevægelsen vidste altså ifølge Rostock-myten alle besked om sagen, men blev godt betalt for at tie. Men andre, der også vidste besked, fik en helt anden behandling …

Som de fremgår, så bliver alle mulige og umulige hændelser passet ind i den store myte og brugt som bevis for dens rigtighed. At dette samtidig drastisk forøger antallet af mennesker, der på én eller anden måde ”ved besked”, men holder ”sandheden skjult” for den danske befolkning, gør kun Rostock-myten til en ægte konspirationsteori. Den slags teorier har deres egen indre logik, der er stik modsat normalt tænkende menneskers: Jo flere personer, der er indblandet og dermed må holde tand for tunge, jo mere hemmeligt er det!

Men først skal vi tilbage til den 9. april 1940: Rostock-aftalerne måtte naturligvis holdes nogenlunde hemmelige, Men nogen var man jo nødt til at indvie i aftalerne. Det drejede sig om flere ministre og politikere, foruden en række militærfolk og statslige embedsmænd. Der blev udstedt en række højst mystiske ordrer forud for den 9. april 1940: Man måtte ikke skyde på tyskerne, før de havde passeret grænsen (!); danske flyvemaskiner måtte ikke rekognoscere langs med grænsen; soldaterne måtte ikke grave skyttegrave eller indrette andre forsvarsstillinger; der måtte heller ikke sprænges jernbanebroer og andet, flåden blev ikke sat i alarmberedskab; halvdelen af mandskabet på Middelgrundsfortet ud for Københavns havn blev sendt hjem (herunder chefen) og en kanon blev saboteret; der var en vej nede på Falster, som egentlig var gravet op, som kort før den 9. april blev sat i stand; kajen ved Langelinje i København var ryddet, så de tyske skibe let kunne lægge til, og sådan skete der mange forskellige mærkelige ting omkring den 9. april 1940.

Jon Galster har opregnet ikke færre end 64 besynderligheder og mystiske hændelser. De fleste har helt naturlige forklaringer, som det ville føre for vidt at komme ind på her.

Én af de mærkeligste hændelser i myten fandt sted i Sunds ved Herning: Politimesteren i Herning, der altså var indviet i Rostock-aftalerne, havde nogen tid før den 9. april givet nogle forseglede kuverter til to borgere i Sunds, en kartoffelavler og en centralbestyrer. De havde fået besked på ikke at åbne brevene, før der kom ordre til det. Ordren kom den 9. april om morgenen. Den gik ud på, at de to borgere skulle stille sig ud i et nærmere bestemt kryds og vise tyskerne vej til Grove flyveplads ved Karup. Det gjorde de troligt. Men deres naboer så naturligvis på denne adfærd med stor foragt. Da det viste sig, at tyskerne udmærket kendte vejen til Karup, tog de hjem igen. Og få dage senere kom der betjente og afhentede de mystiske breve hos de to borgere. Disse breve er senere forsvundet sporløst!

Hvorfor politimesteren har sat to fuldstændig tilfældige og ham aldeles ubekendte mennesker til at udføre dette top-hemmelige hverv er ikke godt at vide. Men de to er ikke desto mindre blandt Galsters vigtigste vidner. At Grove flyveplads først blev bygget et halvt år senere – i efteråret 1940 – har forresten heller aldrig påvirket Galsters teorier! Men det siger noget om vidnernes troværdighed – eller mange på samme!

Tyskerne kom jo den 9. april 1940 tidligt om morgenen, og efter få timers spredt kamp var det hele overstået. Danmark var besat og der var indgået aftale med tyskerne om at regeringen kunne fortsætte. Faktisk blev der ikke alene indgået den almindeligt kendte aftale om, at samarbejdsregeringen kunne fortsætte; nej, der blev også indgået hemmelige aftaler mellem Stauning og nazisterne: Stauning havde faktisk allerede længe før krigen, vist nok allerede i 1937 eller 1938, ført forhandlinger med tyske top-nazister. Nu her efter besættelsen blev der ført yderligere forhandlinger. Det skete bl.a. på Sandkroen i Nordsjælland. Her forhandlede Stauning og formanden for De samvirkende Fagforbund (svarende til vore dages LO), Lauritz Hansen, med tyskerne. Socialdemokraterne lovede at støtte tysk-nazistiske interesser med alle midler, så længe krigen varede. Dette var årsagen til, at danske arbejdsløse blev sendt på arbejde i Tyskland! Til gengæld for støtten ville tyskerne sørge for, at socialdemokraterne efter krigen ville blive det eneste tilladte parti i Danmark. Der ville blive oprettet et socialdemokratisk diktatur, helt svarende til de nazistiske i Tyskland, komplet med kz-lejre til politiske modstandere (navnlig danske nazister).

Men hvorfor er denne skurkestreg aldrig blevet afsløret? Ja, Stauning døde jo, så han kunne ikke afsløre noget. Og Lauritz Hansen fik efter krigen sin egen lille tobaksforretning, der var betalt af den danske stat. Så var munden lukket på ham!

Kilden til denne fantastiske sideteori er nazisten, den tidligere socialdemokrat Harald Bergstedt, der efter krigen blev dømt som landssviger. Han forstod vist aldrig, hvad han havde gjort galt, og fandt i denne ejendommelige teori en form for forklaring. At Galster og Jensen tror på den og bringer den videre viser vist alt om deres totale mangel på kritisk sans.

Der var naturligvis forskellige folk, der havde mistanke om, at der var ugler i mosen. For hvordan kunne det gå til, at tyskerne så let kunne erobre Danmark? Én af dem, der havde mistanke, var kong Christian den X. Han truede Stauning og Munch med rigsretssag efter krigen. Men det skulle han aldrig have gjort! Det var nemlig ikke et tilfælde, at kongen faldt af hesten i efteråret 1942. Der blev tvært imod skudt på hesten, som derfor blev vild og smed kongen af. Skuddet ramte forresten slet ikke hesten, men derimod kongen i benet. Benet måtte da også senere amputeres (!). Kong Christian den X. blev så skræmt over attentatforsøget, at han derefter klogeligt holdt sin mund. I øvrigt svækkede faldet ham så meget, at han aldrig kom sig over det og døde i 1947.

Kilden til denne sideteori er en unavngiven sygeplejerske, der hævdede at have behandlet kongen og at være blevet bestukket til tavshed med 70.000,- kroner. Igen ser vi, hvordan en virkelig begivenhed – nemlig kongens fald fra hesten – indarbejdes i den store konspiration og forsøges anvendt til at forøge dens troværdighed. I dette som i de fleste andre tilfælde har det dog snarere den modsatte effekt!

Men der var andre, der havde mistanke. Det gjaldt f.eks. den konservative Christmas Møller. Han flygtede jo til England i 1942, inden Stauning eller andre socialdemokrater kunne nå at myrde ham. Men det blev der så rådet bod på i 1948. Christmas Møller blev i første omgang bestukket med en ministerpost, men kunne ikke holde tand for tunge. Og så blev han myrdet i 1948 af statsminister Vilhelm Buhl og tidligere forsvarsminister Alsing Andersen!

Det samme skete med flere danske nazister, der vidste besked: Det gælder Frits Clausen, som fik en forgiftet kop te i 1947; det gælder grev Bent Holstein, der blev myrdet i sommeren 1945. De to folketingsmedlemmer for nazististernes samarbejdspartnere, Bondepartiet, godsejerne J. Sehested og A. Hartel fik efter krigen strenge straffe med konfiskation af store dele af deres gods. Og trusler om at miste mere endnu, hvis de ikke holdt tæt. Og selveste tidligere stats- og udenrigsminister Erik Scavenius, der naturligvis efter sin tiltræden i sommeren 1940 vidste besked, blev efter krigen truet med, at han ville få frataget sin pension, hvis han ikke holdt mund!

Sammensværgelsen om at holde sagen hemmelig lever i dag i bedste velgående. Selvom politikere, embedsmænd, dommere o.s.v. udmærket ved besked, prøver de alle på at holde sagen hemmelig for den danske befolkning. De historikere, der beskæftiger sig med besættelsen, ved også besked om sagen, men ingen tør skrive om det, for så får man med garanti aldrig noget job. Der er altså ganske mange mennesker, der kender til sagen, men ikke desto mindre bliver den fortsat holdt hemmelig for den danske befolkning.

Så vidt myten. Der er mange flere detaljer og enkeltheder, som der ikke er plads til at komme nærmere ind på her. Men det er faktisk en temmelig kompliceret konspirationsteori med mange ”side-teorier”.

Fortsættes>