af Carl Sagan

  • 1. kapitel: Introduktion til Velikovsky, af Jens Laigaard
  • 2. kapitel: Kætterens rolle, af Isaac Asimov
  • 3. kapitel: Ideernes kollisioner, af James Oberg
  • 4. kapitel: Om Velikovskys kilder, af Bob Forrest
  • 5. kapitel: En analyse af “Kosmiske kollisioner”, af Carl Sagan
  • 6. kapitel: Forvirringen fortsætter, af Kendrick Frazier

Indledning
Videnskabsfolk kender ligesom alle andre mennesker til håb og frygt, vrede og fortvivlelse – og deres lidenskaber kan nogle gange gribe forstyrrende ind i en ellers klar tankegang og fornuftig praksis. Men videnskaben er også selvkorrigerende: de mest grundliggende aksiomer og slutninger kan drages i tvivl; de fremherskende hypoteser må kunne holde til at konfronteres med iagttagne data; det er utilladeligt at påberåbe sig autoritet; trinene i en logisk argumentation må fremlægges, så alle kan se dem; eksperimenter må være gentagelige. Videnskabens historie er fuld af tilfælde, hvor tidligere hævdvundne teorier og hypoteser er blevet fuldstændig kuldkastet for at blive erstattet af nye ideer, som giver en mere tilfredsstillende forklaring på kendsgerningerne. Trods en forståelig psykologisk inerti, der som regel varer omkring én generation, er sådanne revolutioner indenfor den videnskabelige tankegang almindeligt anerkendte som et nødvendigt og ønskværdigt element i det videnskabelige fremskridt. Man gør faktisk fortalerne for en fremherskende anskuelse en tjeneste ved at udsætte denne anskuelse for begrundet kritik; hvis de ikke er i stand til at forsvare den, gør de klogest i at forlade den. Dette selvransagende og fejl-korrigerende aspekt ved den videnskabelige metode er dens mest påfaldende egenskab, og adskiller den fra mange andre former for menneskelig stræben, såsom politik og teologi.

Den opfattelse, at videnskab er en metode snarere end en ansamling af viden, er ikke særlig udbredt uden for videnskabelige kredse, og endda heller ikke i visse videnskabelige inderkredse. Derfor har jeg og nogle af mine kolleger i The American Association for the Advancement of Science slået til lyd for, at der ved det årlige AAAS-møde regelmæssigt afholdes diskussioner om hypoteser, som befinder sig i videnskabens randområder og som har tiltrukket sig væsentlig interesse i offentligheden. Hensigten er ikke at forsøge at bringe nogen endelig afklaring i sådanne stridsspørgsmål, men snarere at illustrere, hvorledes en fornuftsbegrundet disput forløber, og forhåbentlig også vise, hvordan videnskabsfolk griber et problem an, som ikke indbyder til lette og præcise forsøg, eller som er af uortodoks, tværvidenskabelig karakter, eller som på anden vis kalder stærke følelser frem.

Håndfast kritik af nye ideer er en ganske almindelig foreteelse inden for videnskaben. Mens tonen i kritikken kan svinge alt efter kritikerens temperament, er en overdrevent høflig kritik hverken til gavn for de nye ideers fortalere eller den videnskabelige virksomhed. En hvilken som helst indvending er både tilladelig og velset; den eneste undtagelse er, at der ikke må forekomme ad hominem angreb på ophavsmandens personlighed eller motiver. Det er uden betydning, hvad grund fortaleren har til at fremsætte sine ideer eller hvad der driver hans modstandere til at kritisere dem; det eneste som har nogen betydning er, hvorvidt ideerne er rigtige eller forkerte, om de peger fremad eller bagud.

Bølgerne er gået højt i det videnskabelige samfund i sagen om Immanuel Velikovskys arbejde, specielt hans første bog, “Kosmiske kollisioner”, der udkom i 1950. Jeg ved, at nogle videnskabsfolk blev irriteret, fordi litteraterne i New York og en redaktør på Harper’s Magazine sammenlignede Velikovsky med Einstein, Newton, Darwin og Freud, men denne indignation er snarere udtryk for den menneskelige naturs skrøbelighed end for videnskabsmandens dømmekraft. Disse to lever ofte side om side i samme individ. Andre blev forfærdet over at se indiske, kinesiske, aztekiske, assyriske eller bibelske tekster benyttet som argumenter for usædvanligt heterodokse synspunkter inden for himmelmekanikken. Jeg tror heller ikke, ret mange fysikere eller celeste mekanikere føler sig tilpas hjemme i sådanne sprog eller er bekendt med sådanne tekster.

Mit personlige standpunkt er, at uanset hvor uortodokse ræsonnementerne er, og uanset hvor ufordøjelige konklusionerne er, gives der ingen undskyldning for forsøg på at undertrykke nye ideer, mindst af alt for videnskabsfolk, der er forpligtet til fri udveksling af ideer. Jeg blev derfor meget glad, da AAAS gik med til at afholde en diskussion om “Kosmiske kollisioner”, hvori også Velikovsky deltog. Mens jeg forud for mødet orienterede mig i den kritiske litteratur om bogen, undredes jeg over, hvor lidt der i grunden er skrevet og hvor sjældent man kommer ind på de centrale punkter i Velikovskys tese. Faktisk forekommer det mig, at hverken kritikere eller tilhængere af Velikovsky har læst ham særlig omhyggeligt; og jeg synes endda at have fundet nogle tilfælde, hvor Velikovsky ikke har læst Velikovsky omhyggeligt nok. Måske kan nærværende kapitel, og offentliggørelsen af de fleste indlæg i AAAS-symposiet, hjælpe med til at præcisere stridsspørgsmålene.

Aktualisme og katastrofeteori
Velikovskys hovedtese er, at større ændringer i både Jordens og de øvrige planeters historie snarere kan forklares ved katastrofisme end aktualisme. Dette er nogle fine betegnelser, geologerne bruger til at opsummere en større debat som fandt sted i deres videnskabs barndom, en debat der kulminerede mellem 1785 og 1830 med James Huttons og Charles Lyells arbejder og tilsyneladende faldt ud til aktualismens fordel. Begge retninger har velkendte forløbere inden for teologien. En aktualisme-tilhænger mener, at jordoverfladen har fået sit udseende gennem processer, som har stået på over umådelige spand af tid og stadig kan iagttages i funktion i dag. En tilhænger af katastrofeteorien mener, at et lille antal voldsomme hændelser, der optager meget kortere tidsrum, er nok til at fremkalde de forandringer vi ser. Katastrofeteorien havde sit udspring hos de geologer, som gik ind for en bogstavelig udlægning af 1. Mosebog, især beretningen om Syndfloden. Det nytter tydeligvis ikke at argumentere imod katastrofeteorien ved at påpege, at vi aldrig har oplevet sådanne katastrofer i vores levetid. Hypotesen kræver kun sjældne begivenheder. Men hvis vi kan vise, at der har været tilstrækkelig tid til, at de processer, vi alle kan se i arbejde i dag, kunne frembringe de pågældende landskaber eller forandringer, er katastrofeteorien i det mindste ikke direkte nødvendig. Selvfølgelig kan både aktualistiske og katastrofistiske processer have bidraget til vor planets historie – og det er næsten sikkert, at begge har gjort det.

Velikovsky mener, at der i Jordens forholdsvis nyere historie er forekommet en række himmelske katastrofer, nærkollisioner med kometer, små planeter og store planeter. Der er intet absurd ved muligheden af kosmiske kollisioner. Astronomer har ofte før i tiden grebet til kollisioner for at give en passende forklaring på naturfænomener.

Kollisioner og katastrofisme er en fast bestanddel af moderne astronomi og har været det gennem flere hundrede år. For eksempel har kollisioner sikkert været en hyppig foreteelse, da solsystemet var ungt, og der sandsynligvis var mange flere objekter i kredsløb -nogle af dem i meget excentriske baner – end der er nu. Myron Lecar og Fred A. Franklin (1973) har for at forstå asteroidernes nuværende aspekt i solsystemet undersøgt flere hundrede kollisioner, som er forekommet inden for kun nogle få tusind år i asteroidebæltets tidligste historie. I en anden afhandling af nyere dato, “Cometary collisions and geological periods” (1973) har Harold Urey undersøgt en række følgevirkninger, herunder jordskælv og opvarmning af havene, som kunne ledsage en kollision mellem Jorden og en komet med den gennemsnitlige masse 10 18 gram. Tunguska-hændelsen i 1908, hvor en hel skov i Sibirien blev jævnet med jorden, tilskrives ofte en kollision mellem Jorden og en lille komet. De arrede overflader på Merkur, Mars, Phobos, Deimos og månen er et talende vidnesbyrd om, at der har været utallige kollisioner i solsystemets historie. Der er intet uortodokst ved tanken om kosmiske katastrofer. Det er en opfattelse som har været almindelig inden for solsystemets fysik i det mindste siden slutningen af det nittende århundrede, da G.K. Gilbert, den første leder af USA’s Geological Survey, foretog sine studier af månens overflade.

Men hvad drejer al denne ophidselse sig så om? Den drejer sig om tidsskalaen og om, hvorvidt de påståede beviser er fyldestgørende. I de 4,5 milliarder år, vort solsystem har eksisteret, må der være forekommet mange kollisioner. Men har der været større kollisioner inden for de seneste 3.500 år, og kan studiet af oldtidens skrifter føre bevis for sådanne kollisioner? Dét er sagens kerne.

Velikovskys metode: Samstemmende myter og legender
Velikovsky har henledt opmærksomheden på, at en lang række fortællinger og legender hos forskellige folkeslag, der er adskilt af store afstande, udviser påfaldende ligheder og overensstemmelser. Jeg er ikke ekspert i nogen af disse folkeslags sprog eller kultur, men jeg synes, det er en forbløffende mængde legender, Velikovsky har formået at kæde sammen. Ganske vist er visse eksperter i disse kulturer knapt så imponerede. Jeg kan levende huske en diskussion, jeg havde med en meget anerkendt professor i semitiske sprog ved et af vore førende universiteter, angående “Kosmiske kollisioner”. Han sagde noget i retning af, at “De assyriologiske, ægyptologiske og bibelske studier og al den rabbinerdialektik om Talmud og Midraschim. er selvfølgelig noget vrøvl; men jeg var imponeret over astronomien”. Jeg selv havde det faktisk lige omvendt. Men man bør ikke lade sig anfægte af andres meninger. Min egen holdning er, at hvis blot 20 procent af de overensstemmelser mellem legender, Velikovsky har fremlagt, er ægte, så er der noget vigtigt her som kræver en forklaring. Desuden er der en imponerende række tilfælde i arkæologiens historie – fra Heinrich Schliemann og Troja til Yigael Yadin og Masada – hvor beskrivelserne i oldtidens skrifter senere hen er blevet stadfæstet som kendsgerninger.

Men hvis mange forskellige, vidt spredte kulturer er fælles om en legende, som tydeligt nok er den samme, hvad kan dette da skyldes? Der synes at være fire muligheder: fælles iagttagelse, spredning, hjerne-telegrafi og sammentræf. Lad os betragte disse en for en.

Fælles iagttagelse. De pågældende kulturer var alle vidne til en udbredt begivenhed og fortolkede denne på samme måde. Der kan selvfølgelig være mere end én mening om, hvad denne udbredte begivenhed var.

Spredning. Legenden opstod hos én enkelt kultur, men spredte sig i tidens løb gennem menneskehedens hyppige og vidtstrakte folkevandringer og ændrede langsomt skikkelse, efterhånden som den vandrede fra kultur til kultur. Et almindeligt eksempel er amerikanernes myte om Santa Claus, som er udviklet fra den europæiske Sankt Nikolaus (Claus er en forkortelse af det tyske Nikolaus), børnenes skytshelgen, og som i sidste instans stammer fra førkristelige overleveringer.

Hjerne-telegrafi. En hypotese, der også kendes under betegnelserne racial hukommelse eller det kollektivt ubevidste. Den hævder, at der lige fra fødslen er nedfældet visse ideer, arketyper, mytologiske skikkelser og beretninger i menneskesindet, måske på samme måde som en nyfødt bavian ved, at den skal være bange for slanger, og en fugl som er opdrættet isoleret fra andre fugle ved, hvordan den skal bygge en rede. Det er klart, at hvis en fortælling som skyldes iagttagelse eller spredning bliver forstærket af “hjerne-telegrafien”, er der større sandsynlighed for at den bibeholdes i en kultur.

Sammentræf. Ved et rent tilfælde kan to uafhængigt opståede legender have samme indhold. I praksis glider denne hypotese over i hypotesen om hjerne-telegrafi.

Hvis vi skal foretage en kritisk vurdering af sådanne tilsyneladende overensstemmelser, er der nogle indlysende ting, vi først må sikre os. Har beretningerne virkelig det samme indhold, de samme grundlæggende elementer? Hvis de udlægges som værende opstået ved fælles iagttagelse, stammer de da fra den samme periode? Kan vi udelukke muligheden af fysisk kontakt mellem repræsentanter fra de pågældende kulturer i eller før den periode, som er på tale? Velikovsky går tydeligt nok ind for hypotesen om fælles iagttagelse, men hans afvisning af sprednings-hypotesen forekommer alt for skødesløs; for eksempel siger han på side 216 (1): “Hvordan kunne usædvanlige folkloremotiver nå ensomt beliggende øer, hvor de indfødte ingen midler havde til at rejse over havet?” Jeg ved ikke, hvilke øer og hvilke indfødte Velikovsky her henviser til, men det er klart, at befolkningen på en ø må være kommet dertil på en eller anden måde. Jeg tror ikke, at Velikovsky regner med en selvstændig skabelsesakt på for eksempel Kiribati og Elliceøerne. Der er nu omfattende beviser for, at der har været livlig søfart over afstande af mange tusind kilometer i Polynesien og Melanesien inden for det sidste årtusind, og muligvis langt tidligere (se Dodd, 1972).

Eller hvordan ville Velikovsky for eksempel forklare den kendsgerning, at toltekernes ord for “gud” synes at have været “teo”, som hos den store pyramideby Teotihaucan (“Gudernes By”) i nærheden af vor tids Mexico City, hvor den kaldes San Juan Teotihaucan? Der findes ingen udbredt himmelsk begivenhed, som kan give en fornuftig forklaring på dette sammenfald. Toltekisk og nahua er ikke-indoeuropæiske sprog, og det forekommer usandsynligt, at ordet for “gud” skulle være telegraferet ind i samtlige menneskehjerner. Alligevel er “teo” klart beslægtet med den fælles indoeuropæiske rod for “gud”, der blandt andet er bevaret i ord som “teologi” og det engelske “deity”. De foretrukne hypoteser er i dette tilfælde sammentræf eller spredning. Der findes en del beviser for præcolumbiansk kontakt mellem den Ny og den Gamle Verden. Men sammentræf kan heller ikke uden videre affærdiges. Hvis vi sammenligner to sprog, hvert med titusinder af ord, som tales af mennesker med nøjagtig ens strubehoveder, tunger og tænder, ville det ikke være overraskende om nogle få af ordene tilfældigvis var identiske, Ligeledes bør det ikke overraske os, hvis nogle få elementer i nogle få legender tilfældigvis er identiske. men jeg tror ikke, at alle de overensstemmelser Velikovsky fremlægger kan bortforklares på denne vis.

Lad os se et eksempel på, hvorledes Velikovsky griber dette spørgsmål an. Han peger på visse samstemmende fortællinger, der har direkte eller mere løselig forbindelse til himmelske begivenheder, og som omtaler en heks, en mus, en skorpion eller en drage (side 65, 216, 217, 218, 220). Hans forklaring: diverse kometer blev, idet de nærmede sig Jorden, på grund af tiltrækningskraft og elektriske udladninger trukket ud af form, så de lignede en heks, en mus, en skorpion eller en drage, endda så tydeligt at folkeslag med vidt forskellig kultur og baggrund opfattede dem som det samme dyr. Der gøres ingen forsøg på at forklare, hvorledes en så tydelig skikkelse – for eksempel en kvinde, som rider på et kosteskaft og har en spids hat på hovedet – kunne fremkomme på denne måde, selv om vi gik med til hypotesen om at en komet var draget tæt forbi Jorden. Vore erfaringer med Rorschach og andre psykologiske projektions-tester har gjort det klart, at forskellige mennesker vil opfatte det samme genstandsløse billede på forskellig vis. Velikovsky går endda så langt som til at tro, at en tæt passage mellem planeten Mars og Jorden i den grad fordrejede Mars’ kontur, at den antog skikkelse af (side 188-189) en løve, en sjakal, en hund, et svin eller en fisk, og fortsætter med at sige, at efter hans mening forklarer dette ægypternes tilbedelse af dyr. Dette er ikke noget overvældende logisk ræsonnement. Vi kunne lige så vel antage, at hele menageriet var i stand til at flyve ved egen kraft i det 2. årtusind f.Kr., og så færdig med den sag. En langt mere sandsynlig hypotese er spredning. Faktisk har jeg i anden sammenhæng brugt en hel del tid på at studere drage-legenderne på planeten Jorden, og det har gjort indtryk på mig, hvor forskellige disse sagndyr, der alle betegnes som drager af vestlige skribenter, i grunden er.

Et andet eksempel er Velikovskys argumentation i 2. del, kapitel 8 i “Kosmiske kollisioner”. Han fremfører, at oldtidens kulturer havde en verdensomspændende tendens til på forskellige tider at tro, at året er på 360 dage, at en måned er på 30 dage, og – selvfølgelig uforeneligt med de to ovennævnte opfattelser – at året består af ti måneder. Velikovsky hævder, at oldtidens astronomer næppe kan have været så dårlige til deres håndværk, at de regnede forkert med fem dage om året eller en halv dag for hvert måneomløb Inden længe ville natten være strålende oplyst af måneskin ved den astrologisk officielle nymåne, der ville falde sne i juli og astrologerne ville blive hængt op i ørerne. Jeg har en del erfaringer med moderne astronomer og er ikke nær så sikker som Velikovsky med hensyn til, hvor præcise oldtidsastronomerne var i deres beregninger. Velikovsky foreslår, at disse afvigende kalendersystemer skyldes faktiske ændringer i dagens, månedens og/eller årets længde, og at de er vidnesbyrd om tætte passager mellem Jord-månesystemet og kometer, planeter og andre himmelske gæster.

Der findes en alternativ forklaring, som hidrører fra den kendsgerning, at der ikke er et helt antal måneomløb i et solår og heller ikke et helt antal dage i et måneomløb. Disse inkommensurable størrelser ville være irriterende for en kultur, der nyligt havde opfundet aritmetik, men endnu ikke var nået frem til at regne med store tal eller brøker. Selv i dag volder disse inkommensurable størrelser besvær for religiøse jøder og muhamedanere, som opdager at henholdsvis påskefest og ramadan falder på temmelig forskellige dage i solkalenderen fra det ene år til det næste Der er en åbenlys hele-tal-chauvinisme i menneskelige forhold, som især bliver mærkbar når man diskuterer aritmetik med fireårs børn; og denne synes at være en langt mere plausibel forklaring på unøjagtighederne i oldtidens kalendere, hvis de altså forekom. Et år på tre hundrede og tres dage ville være en indlysende (midlertidig) fordel for en civilisation, hvis aritmetik havde grundtallet 60, som eksempelvis de sumeriske, akkadiske, assyriske og babyloniske kulturer. Ligeledes ville en måned på tredive dage eller et år på ti måneder være attraktivt for tilhængere af grundtal-10 aritmetik. Jeg tror, at det vi her har for os er sporene efter sammenstødet mellem grundtal-60 chauvinister og grundtal-10 chauvinister, snarere end et sammenstød mellem Mars og Jorden. Det har nok tyndet drastisk ud i oldtidsastrologernes rækker, efterhånden som de forskellige kalendere ret hurtigt gled ud af fase, men det var under alle omstændigheder en stående arbejdsrisiko, og så undgik man i det mindste de åndelige kvaler med at regne med brøker. I det hele taget synes dette emne at være kendetegnet ved en sjusket, kvantitativ tankegang.

En ekspert inden for ældre tidsberegning (Leach, 1954) har påpeget, at i oldtidens kulturer er årets første otte eller ti måneder navngivet, mens de sidste par måneder, som er uden økonomisk betydning i et landbrugssamfund, ikke er det. Vor måned december, som har navn efter det latinske “decem”, betyder den tiende, ikke den tolvte måned. (Ligeledes svarer september til den syvende, oktober til den ottende og november til den niende.) Karakteristisk nok talte før-videnskabelige folkeslag ikke dagene i året, da dette indebar store talstørrelser, men de var flittige til at tælle måneder. Otto Neugebauer (1957), en ledende historiker inden for oldtidens videnskab og matematik, bemærker at man både i Mesopotamien og Ægypten førte to særskilte kalendere, som gensidigt udelukkede hinanden: den borgerlige kalender, der kendetegnedes ved lette beregninger, og landbrugskalenderen, som hyppigt blev ført å jour -denne var mere rodet at have med at gøre, men holdt sig til gengæld tættere på årstiderne og de astronomiske data. Mange af oldtidens kulturer løste problemet med de to kalendere ved simpelt hen at tilføje fem fridage ved årets slutning. Jeg synes ikke, at tilstedeværelsen af 360-dages år i de før-videnskabelige folkeslags kalendersystemer er noget særligt tungtvejende bevis for, at der dengang virkelig var 360 og ikke 365 rotationer i Jordens baneomløb om solen.

Dette spørgsmål kan i princippet opklares ved en undersøgelse af korallers vækstringe; man ved nu, at disse med ret stor nøjagtighed viser antallet af dage i en måned og antallet af dage i et år, det første dog kun for de korallers vedkommende, som tørlægges ved lavvande. Der er ingen tegn på, at der i nyere tid har været større afvigelser fra det nuværende antal dage i et måneomløb eller et år; og den gradvise aftagen (ikke tiltagen) af dagens og månedens længde i forhold til året, der kan iagttages når man går tilbage i tiden, stemmer helt overens med teorierne om tidevand og bevarelse af vinkelmoment i Jord-måne-systemet, uden at man behøver henvise til kometer eller anden indblanding fra det ydre rum.

Et andet problem i forbindelse med Velikovskys metode melder sig med mistanken om, at de svagt enslydende fortællinger beretter om vidt forskellige perioder. Spørgsmålet om legendernes samtidighed bliver næsten fuldstændig forbigået i “Kosmiske kollisioner”, omend det tages op i nogle af Velikovskys senere værker. For eksempel nævner Velikovsky (side 32-33), at forestillingen om fire svundne epoker, der blev bragt til afslutning ved katastrofer, er almindelig i såvel indiske som vestlige hellige skrifter. Imidlertid opgiver “Bhagavad-Gita” og Veda-teksterne meget afvigende antal af sådanne verdensaldre, inklusive en uendelighed af dem; men hvad der er mere interessant er, at varigheden af en tidsalder mellem to katastrofer præciseres (se for eksempel Campbell, 1974) til at være omkring 4,3 milliarder år, hvilket kommer betagende tæt på solsystemets faktiske alder. Dette stemmer ikke særlig godt overens med Velikovskys kronologi, som arbejder med hundreder eller tusinder af år. Her afviger Velikovskys hypotese og de data, som angives at støtte den, med en faktor på omkring en million. Eller der citeres (side 74-75) fra svagt enslydende omtale af vulkanudbrud og lavastrømme i græske, mexicanske og bibelske overleveringer. Der gøres intet forsøg på at vise, at disse beskrivelser henviser til blot tilnærmelsesvis de samme perioder, og da der har flydt lava i historisk tid i alle tre områder, behøver man ingen fælles, eksogen begivenhed for at kunne fortolke sådanne beretninger.

Jeg vil ikke påstå, at alle Velikovskys samstemmende legender og oldtidsstudier er behæftet med sådanne fejl, men mange af dem synes at være det; og den resterende del kan udmærket have anden oprindelse, for eksempel spredning.

Da situationen således er temmelig uklar hvad myter og legender angår, ville bekræftende vidnesbyrd fra andre kilder sikkert blive hilst velkommen af Velikovskys tilhængere. Jeg finder mangelen på underbyggende beviser inden for kunsten slående. Der er et stort antal malerier, basrelieffer, cylindersegl og andre menneskeskabte kunstgenstande, som går mindst titusind år tilbage før Kristi fødsel. De gengiver alle de motiver – specielt mytologiske motiver – som havde betydning for de kulturer, der frembragte dem. Astronomiske begivenheder er ikke usædvanlige i sådanne kunstværker. Der er i nyere tid (Brandt et al., 1974) opdaget imponerende vidnesbyrd blandt hulemalerier i det sydvestlige USA for samtidige observationer af det supernovaudbrud, der i 1054 dannede Krabbetågen, og som også blev optegnet i kinesiske, japanske og koreanske annaler. Man har anmodet arkæologer om at undersøge, hvorvidt der også findes hulemalerier som afbilder den ældre Gum supernova (Brandt et al., 1971). men supernovaer tager sig ikke nær så imponerende ud som en planet, der på nært hold griber fat i Jorden med interplanetariske slyngtråde og lynnedslag. Der findes mange huler, højt beliggende og langt fra havet, som aldrig har været oversvømmet. Hvis Velikovskys katastrofer virkelig forekom, hvorfor er der så ingen samtidige, grafiske gengivelser af dem?

Jeg synes således ikke, at det legendemæssige fundament for Velikovskys hypotese er voldsomt overbevisende. Men hvis hans hypotese om planetariske kollisioner og verdensomspændende katastrofer blev stærkt underbygget af fysiske beviser, kunne man måske alligevel fæste lid til den. Hvis de fysiske beviser imidlertid ikke er særlig holdbare, kan de mytologiske beviser på ingen måde klare at stå alene.

Velikovskys hovedtese
Lad mig give et kort resumé af Velikovskys hovedtese i grundtræk, sådan som jeg har forstået den. Jeg vil sammenholde den med de begivenheder, vi hører om i Mosebøgerne, selv om mange andre kulturers fortællinger siges at stemme overens med begivenhederne i det Gamle Testamente.

Planeten Jupiter udspyede en stor komet, som strejfede Jorden omkring 1500 f.Kr. De forskellige plager og faraoniske trængsler, der berettes om i 2. Mosebog, udspringer alle direkte eller indirekte af dette møde med en komet: støv som farver Nilens vand blodrødt falder fra kometen; de skadedyr som hærger Ægypten kommer fra kometen; fluer og muligvis skarabæer falder ud af kometen, mens varmen fra kometen får de indfødte jordiske frøer til at formere sig med rivende hast; de jordskælv som kometen forårsager jævner ægypternes, men ikke hebræernes boliger med jorden. (Det eneste, der ikke synes at falde ned fra kometen, er kolesterol til at forhærde Faraos hjerte.)

Alt dette falder tilsyneladende fra kometens koma, for i samme øjeblik Moses rækker sin stav ud over det Røde Hav, deler det sig – enten på grund af tidevandseffekt, forårsaget af kometens gravitationsfelt, eller på grund af en ikke nærmere angivet elektrisk eller magnetisk vekselvirkning mellem kometen og det Røde Hav. Da hebræerne er nået i sikkerhed på den anden bred, har kometen åbenbart atter fjernet sig så meget, at de delte vande kommer strømmende tilbage og drukner Faraos krigshær. Under de følgende fyrre års vandring i ørkenen ernærer Israels børn sig ved manna fra himlen, som viser sig at være kulbrinter (eller kulhydrater) fra kometens hale. En genlæsning af “Kosmiske kollisioner” gør det klart, at de ti plager og delingen af det Røde Hav skyldes to forskellige passager af kometen, med en måned eller tos mellemrum. Efter at Moses er død og Josua indsat i hans sted som folkets leder, kommer kometen hvinende tilbage og strejfer på ny Jorden. Netop som Josua siger: “Sol, stat stille i Gibeon, og måne i Ajjalons dal”, ophører Jorden lydigt med at rotere, så Josua kan sejre over fjenden – måske endnu en gang som følge af kometens tiltrækningskraft, eller måske på grund af en ikke nærmere angivet magnetisk induktion i jordskorpen. Herefter laver kometen en så voldsom nær-kollision med Mars, at denne slynges ud af sit kredsløb og foretager to nær-kollisioner med Jorden, der udsletter den assyriske Kong Sankeribs hær, netop som denne er i færd med at plage livet af en senere generation af israeliter. Slutresultatet blev, at Mars kastedes ind i sit nuværende kredsløb og kometen ind i et cirkulært kredsløb om solen, hvor den blev planeten Venus. Jorden var i mellemtiden på en eller anden måde begyndt at rotere igen med næsten samme hastighed s om før disse sammenstød. Der har ikke været yderligere uregelmæssigheder i planeternes opførsel siden omkring det sjette århundrede f.Kr., selv om de muligvis forekom ret ofte i det tredje årtusind.

At dette er en usædvanlig historie, vil ingen – hverken tilhængere eller modstandere – bestride. Om det også er en sandsynlig historie, lader sig heldigvis efterprøve ad videnskabelig vej. Velikovskys hypotese beror på visse antagelser: at kometer udstødes af planeter; at nær-kollisioner mellem kometer og planeter er en sandsynlig begivenhed; at der lever utøj i kometer og i atmosfæren på Jupiter og Venus; at der de samme steder kan findes kulhydrater; at der faldt kulhydrater nok over Sinaihalvøen til at ernære et helt folk gennem fyrre års ørkenvandring; at kometer eller planeter med excentriske omløbsbaner kan rette sig ind i cirkulære kredsløb på kun nogle hundrede år; at de kosmiske katastrofer afstedkom vulkansk aktivitet og tektoniske forskydninger på Jorden og månen; og så videre. Vi vil behandle disse antagelser, såvel som visse andre – for eksempel at Venus’ overflade er varm, hvilket tydeligvis ikke har samme centrale betydning for hans hypotese, men alligevel er blevet stærkt opreklameret som et kraftigt post hoc bevis på dens rigtighed. Vi vil også undersøge enkelte andre af Velikovskys “forudsigelser”, såsom at Mars’ polarkalotter skulle bestå af kulstof eller kulhydrater. Min konklusion bliver, at hvor Velikovsky er original tager han højst sandsynligt fejl, og hvor han har ret, er hans idé blevet foregrebet af tidligere forskere. Der er også en lang række tilfælde, hvor han hverken er original eller har ret. Spørgsmålet om originalitet er vigtigt på grund af sagens omstændigheder – for eksempel hævdes Velikovsky at have forudsagt Venus’ høje overfladetemperatur på et tidspunkt, hvor alle andre forestillede sig en Venus som var meget lig Jorden. Som vi vil se, er dette ikke helt tilfældet…

Problem: Venus’ udstødning fra Jupiter
Velikovskys hypotese begynder med en begivenhed, som aldrig er blevet iagttaget af astronomer og som strider imod meget af det, vi kender til planeters og kometers fysik, nemlig udstødningen af et objekt i planetstørrelse fra Jupiter. Ud fra den kendsgerning, at aphelium i de kortperiodiske kometers baner har en statistisk tendens til at ligge nær Jupiter, sluttede Laplace og andre tidlige astronomer, at disse kometer havde deres oprindelse i Jupiter. Dette er en unødvendig hypotese, for vi ved nu, at langperiodiske kometer kan tvinges over i kortperiodiske baner på grund af perturbationer fra Jupiter; og teorien er da heller ikke blevet fremført i de seneste hundrede år, Undtagen af den sovjetiske astronom V.S. Vsekhsviatsky, som åbenbart tror, at Jupiters måner slynger kometer ud af kæmpestore vulkaner.

For at komme væk fra Jupiter måtte en sådan komet have en kinetisk energi på ½ mve2, hvor m er kometens masse og ve er undvigelseshastigheden fra Jupiter, som er omkring 60 km/sek. Hvad udstødningsmekanismen end var – vulkanudbrud eller kollisioner – ville en betydelig del af denne kinetiske energi, mindst 10 procent, omdannes til varme i kometen. Den mindste kinetiske energi pr. udkastet masseenhed er derfor ½ mve2 = 1,3 x 1013 erg pr. gram, og den energi som omdannes til varme er mere end 2,5 x 1012 erg/gram. Smeltevarmen for klippemateriale er omkring 4 x 109 erg pr. gram. Dette er den varmemængde, der skal tilføres ved smeltepunktet for at omdanne fast klippe til flydende lava. For at bringe klippemateriale fra lav temperatur op på smeltepunktet skal der tilføres omkring 1011 erg pr. gram. Således ville en hvilken som helst mekanisme, der udstødte en komet eller planet fra Jupiter, varme denne op til en temperatur på mindst flere tusind grader, og hvad enten kometen bestod af klipper, is eller organiske sammensætninger, ville den smelte helt og aldeles. Endnu mere sandsynligt er det, at objektet ville sprænges i en byge af selvgraviterende støvpartikler og atomer, hvilket jo ikke er noget særlig godt signalement af planeten Venus. Sandsynligheden for at en planet, for ikke at tale om en komet bestående af is, skulle overleve en udstødning fra Jupiter, forekommer meget lille.

Et yderligere problem er, at Venus’ masse er meget stor – mere end 5 x 1027 gram, eller ifølge Velikovskys hypotese måske oprindeligt endnu større, før planeten passerede tæt forbi solen. Den totale kinetiske energi, som behøves for at bringe Venus op på undvigelseshastighed fra Jupiter, kan derfor let regnes ud til at være i størrelsesordenen 1041 erg, hvilket svarer til al den energi solen udstråler i løbet af et år, eller en kraft som er hundrede millioner gange stærkere end den største solflare man nogensinde har iagttaget. Vi forventes altså at godtage, uden yderligere beviser eller diskussion, en udstødning hvis styrke langt overskrider hvad solen kan præstere, og denne er dog et betydelig mere aktivt himmellegeme end Jupiter.

Problem: Gentagne kollisioner mellem Jorden, Venus og Mars

“At en komet skulle ramme vor planet er ikke meget sandsynligt, men tanken er ikke absurd” (side 40).

Dette er fuldkommen rigtigt – tilbage står kun at beregne sandsynligheden, og det har Velikovsky desværre ikke gjort.

Heldigvis er de fysiske principper som vedrører sagen særdeles enkle, og udregningerne kan endda foretages uden at bringe gravitationskraften ind i billedet. Objekter i meget excentriske omløb, der bevæger sig fra omegnen af Jupiter til omegnen af Jorden, flyver afsted med så høje hastigheder at massetiltrækningen til det objekt, de er på vej til at strejfe, kun har ubetydelig indflydelse på deres bane. Når udregningen er foretaget ser man, at der skulle gå mindst tredive millioner år, før en bestemt “komet” med aphelium (det punkt, hvor den er fjernest solen) i nærheden af Jupiters bane og perihelium (punktet nærmest solen) inden for Venus’ bane kolliderede med Jorden. Man vil ligeledes kunne se, at hvis objektet tilhører den gruppe af himmellegemer, som i øjeblikket kan iagttages i sådanne baner, ville det vare mere end solsystemets alder inden en kollision indtraf. Men lad os blot tage tallet tredive millioner år for at give Velikovskys hypotese de kvantitativt bedst mulige betingelser. Gør vi det, vil sandsynligheden for en kollision med Jorden i et givet år være én til 3 x 107 ; sandsynligheden for at det skulle ske i et givet årtusind er én til tredive tusind. Men Velikovsky opererer ikke med én, men med fem eller seks nær-kollisioner mellem Venus, Mars og Jorden (se for eksempel side 271) – der alle synes at være statistisk uafhængige begivenheder; det vil sige, at som han fremlægger det, er der ikke tale om en serie regelmæssigt forekommende kollisioner, som er bestemt af de tre planeters omløbstider. (Hvis det var tilfældet, måtte vi prøve at udregne sandsynligheden for, at et så usædvanligt sæt planetarisk billard kunne opstå inden for Velikovskys tidsrammer.) Hvis sandsynlighederne er uafhængige, vil den samlede sandsynlighed for fem sådanne sammenstød i det samme årtusind være tæt ved (3 x 107/103 )-5 = (3 x 104 )-5 = 4,1 x 10-23, eller en sandsynlighed som er mindre end én til næsten hundrede milliarder billioner. Regner vi med seks sammenstød i det samme årtusind, bliver sandsynligheden (3 x 107/103 )-6 = (3 x 104 )-6 = 7,3 x 10-28, eller én til en billion gange tusind billioner. Disse odds er faktisk de bedst mulige, dels af den ovennævnte grund, dels fordi en nærkontakt med Jupiter meget vel kan forstyrre objektets bane og sende det helt ud af solsystemet, for eksempel på samme måde som Jupiter sendte Pioneer 10 rumsonden ud af solsystemet. Odds som disse giver et godt indtryk af holdbarheden i Velikovskys hypotese, også selv om der ikke var andre problemer forbundet med den. Hypoteser, som har så store odds imod sig, siges normalt at være uholdbare. Set i sammenhæng med de ovennævnte og følgende problemer bliver sandsynligheden for, at den fulde tese i “Kosmiske kollisioner” skulle være korrekt, forsvindende lille.

Problem: Jordens rotation
Megen af den vrede, som har rejst sig over “Kosmiske kollisioner”, synes at være rettet mod Velikovskys udlægning af Josuabogen og beslægtede legender som et tegn på, at Jorden engang blev standset i sin rotation. Det billede, som de fleste ophidsede opponenter synes at have haft for øje, er det som kunne ses i filmen “Manden, der kunne lave mirakler” efter en novelle af H.G. Wells: ved et trylleslag standser Jordens rotation, men man har glemt at sørge for alle de genstande som ikke er nagelfaste, og disse fortsætter derfor deres almindelige bevægelse og ryger af Jorden med en hastighed på cirka 1500 km/t. Men en gradvis opbremsning af jordrotationen med 10-2 g eller deromkring kunne sagtens lade sig gøre inden for et tidsrum på mindre end en dag. Så ville ingen ryge af kloden, og selv drypsten og lignende skrøbelige geomorfologiske dannelser ville have overlevet. Ligeledes er den energi, der skal til for at bremse Jorden, ikke nok til at få denne til at smelte, men ville dog medføre en mærkbar temperaturstigning: oceanerne ville blive varmet op til kogepunktet, en begivenhed som Velikovskys kilder fra oldtiden synes at have overset.

Dette er dog ikke den alvorligste indvending mod Velikovskys eksegese af Josuabogen. Den mest alvorlige indvending ligger faktisk i den modsatte ende. Hvordan bliver Jorden sat i gang igen, så den roterer med omtrent samme hastighed som før? Jorden kan ikke gøre det af sig selv, på grund af loven om bevarelse af vinkelmoment. Velikovsky synes ikke engang at være opmærksom på, at der ligger et problem her.

Der forlyder heller intet om, hvorvidt et sammenstød med en komet snarere ville bremse Jorden end få den til at snurre rundt på en hvilken som helst anden måde. Faktisk er muligheden for, at jordrotationens vinkelmoment lige præcis skulle blive ophævet ved mødet med en komet, uendeligt lille; og sandsynligheden for, at påfølgende møder ville få Jorden til atter at dreje rundt blot tilnærmelsesvis én gang hver fireogtyve timer, er uendeligt lille opløftet i anden potens.

Problem: Jordens geologi og Månens kratere
Velikovsky mener fornuftigt nok, at en nær-kollision mellem Jorden og en anden planet måtte have dramatiske følger – på grund af tidevandskræfter, elektriske eller magnetiske påvirkninger (Velikovsky udtaler sig ikke særlig klart om dette). Han skriver side 77 om “Udvandringens dage, da verden rystedes og vaklede, alle vulkaner udspyede lava og alle fastlande var ved at gå ud af deres fuger” (min understregning).

Der er ingen tvivl om, at en sådan nær-kollision ville ledsages af jordskælv. Apollos seismografer på månen har registreret, at måneskælv hyppigst optræder, når månen befinder sig i perigæum, altså nærmest Jorden; og der er i det mindste visse antydninger af jordskælv på samme tid. Men påstanden om udstrakte lavastrømme og vulkansk aktivivitet, som omfattede “alle vulkaner”, er en helt anden historie. Vulkansk lava kan nemt aldersbestemmes, og hvad Velikovsky burde have fremlagt er et histogram over antallet af lavaudstrømninger på Jorden vist som en funktion af tiden. Jeg tror, et sådant histogram ville vise, at ikke alle vulkaner var aktive i tidsrummet mellem 1500 og 600 f.Kr., og at der ikke er noget særlig usædvanligt ved den tids vulkanudbrud.

Velikovsky mener (side 87-88), at reversioner af Jordens magnetfelt skyldes kometers tætte passage forbi Jorden. Men vore aflæsninger af bjergarternes magnetisering viser helt klart noget andet – sådanne reversioner forekommer med cirka en million års mellemrum, dog ikke inden for de seneste årtusinder, og de gentager sig stort set som efter et urværk. Sidder der et ur i Jupiter, som sender kometer mod Jorden med en million års mellemrum? Den almindelige opfattelse er, at Jorden oplever en omvending af polerne i den selvmagnetiserende dynamo, som frembringer Jordens magnetfelt; det synes at være en langt mere rimelig forklaring.

Velikovskys påstand om, at bjergene dannedes for kun nogle få tusind år siden, modsiges af samtlige geologiske vidnesbyrd, som sætter tidspunktet for dette til ti millioner år eller endnu længere siden. Teorien om, at mammutterne blev indefrosset på grund af bratte forskydninger af Jordens geografiske poler, kan efterprøves ved kulstof 14 metoden eller aminosyre-racemisk datering. Det skulle undre mig meget, om disse undersøgelser pegede på tidspunkter inden for nyere tid.

Ifølge Velikovsky oplevede månen tilsvarende voldsomme, tektoniske opbrud for nogle få tusind år siden, og disse katastrofer skulle være årsagen til mange af dens kratere (se 2. del, kapitel 9). Men også denne idé er der problemer med: de prøver, Apollo-ekspeditionerne har hjembragt, viser at klipperne ikke har været smeltet de seneste par hundrede millioner år.

I Velikovsky mener, at hvis Venus eller Mars passerede tæt forbi Jorden, ville dette frembringe tidevandsbølger på flere kilometers højde (side 60); men hvis disse planeter var nogle titusind kilometer fra hinanden, som han åbenbart tror de var, ville både vandet i havene og Jordens faste legeme løfte sig i flere hundrede kilometers højde. Dette kan nemt beregnes ud fra den nuværende hævning af vand og fast materiale, som månen fremkalder, idet tidevandshøjden er proportional med det virkende objekts masse og omvendt proportional med afstanden i tredje potens. Mig bekendt findes der ingen geologiske vidnesbyrd om globale oversvømmelser på noget tidspunkt mellem det femtende og sjette århundrede f.Kr. Hvis sådanne oversvømmelser virkelig forekom, måtte de have efterladt tydelige geologiske spor, hvor kortvarige de end var. Og hvad med de arkæologiske og palæontologiske beviser? Hvor finder vi eksempler på udstrakt tilintetgørelse af faunaen, netop på tidspunktet for disse oversvømmelser? Og hvor er beviserne for, at der netop i disse århundreder har været omfattende nedsmeltning af jordskorpen på de steder, hvor tidevandspuklerne var størst?

Problem: De jordiske planeters kemi og biologi
Velikovskys tese har visse besynderlige biologiske og kemiske konsekvenser, som skyldes, at der er nogle enkle forhold han simpelt hen ikke kan hitte rede i. Han er tilsyneladende ikke klar over (side 24), at Jordens ilt frembringes gennem fotosyntese hos grønne planter. Han har ikke bemærket, at Jupiter hovedsageligt består af brint og helium, mens atmosfæren hos Venus, som han mener er opstået i Jupiters indre, udelukkende består af kultveilte. Velikovsky hævder, at den manna som faldt fra himlen over Sinaihalvøen kom fra kometen, og at der følgelig findes kulhydrater på både Jupiter og Venus. På den anden side citerer han et righoldigt udvalg af kilder, som fortæller om regn af ild og nafta fra himlen, hvilket han udlægger som jordolie fra kometen, der antændtes da den trængte ind i Jordens iltholdige atmosfære (side 48-50). Fordi Velikovsky tror, at disse begivenheder både var virkelige og identiske, udviser hans bog en gennemgående forveksling mellem kulhydrater og kulbrinter; visse steder ser det nærmest ud, som om israeliterne levede af motorolie og ikke guddommelig føde under deres fyrre år i ørkenen.

Det hjælper ikke på forståelsen af teksten, når Velikovsky konkluderer, at Mars’ polarkalotter består af manna, der dunkelt beskrives som “sandsynligvis kulstofforbindelser”. Kulhydrat har et stærkt absorbtionsområde ved 3,5 mikrometer på grund af svingningen i C-H-bindingens længde. Der blev ikke fundet det mindste spor af denne absorbtion i de infrarøde spektrer, som rumsonderne Mariner 6 og 7 optog af Mars’ polarkalotter i 1969. Derimod har Mariner 6, 7 og 9 fremskaffet masser af beviser for, at polarkalotternes bestanddele er is og frossen kultveilte.

Det er svært at fatte, hvorfor Velikovsky insisterer så kraftigt på, at jordolie må stamme fra himlen. Nogle af beretningerne, for eksempel hos Herodot, giver fuldstændig naturlige beskrivelser af, hvordan jordolie siver op til overfladen og bryder i brand i Mesopotamien og Iran. Som Velikovsky selv påpeger (side 49), stammer beretningerne om regn af ild og nafta netop fra de dele af verden, som har naturlige olieforekomster. Der er derfor en helt enkel og jordnær forklaring på de pågældende historier. I løbet af 2.700 år kunne jordolien ikke nå at sive særlig langt ned i undergrunden. De problemer, vi i øjeblikket har med at få olie op af jorden, ville i høj grad blive udbedret hvis Velikovskys hypotese var rigtig. Det er også svært at forstå, hvorfor olieaflejringerne er så fint sammenblandet med kemiske og biologiske fossiler, der kan være op til hundrede millioner år gamle, når denne olie ifølge hans hypotese faldt ned fra himlen så sent som 1500 f.Kr. Denne omstændighed lader sig imidlertid nemt forklare, hvis det er rigtigt hvad de fleste geologer mener, nemlig at olie stammer fra forrådnede planterester fra kultiden og andre tidlige geologiske perioder, og ikke fra kometer.

Endnu mærkeligere er Velikovskys forestillinger om ekstraterrestrisk liv. Han tror, at meget af det “utøj” som omtales i 2. Mosebog, specielt fluerne, virkelig faldt ned fra kometen. Han holder sig tilbage med hensyn til, om også frøer skulle være af ekstraterrestrisk oprindelse, men citerer dog samtykkende fra en iransk tekst, Bundehesch (side 132-133), som synes at tillade en regn af kosmiske frøer. Men lad os holde os til fluerne. Skal vi forvente at støde på husfluer eller Drosophila melanogaster under den fremtidige udforskning af Venus’ og Jupiters skyer? Falder Velikovskys hypotese, hvis man ingen fluer finder?

Den tanke, at af alle Jordens organismer skulle alene fluerne være af udenjordisk oprindelse, minder i forbavsende grad om Martin Luthers irriterede konklusion af, at mens det øvrige liv var skabt af Gud, måtte fluen være skabt af Djævelen, for det var umuligt at se noget praktisk formål med den. Men fluer er aldeles respektable insekter, som både i anatomisk, fysiologisk og biokemisk henseende er nøje beslægtet med de øvrige insekter. At tro, at fire en halv milliard års selvstændig udvikling på Jupiter – hvis fysiske miljø er meget ulig Jordens skulle kunne frembringe en skabning, der ikke var til at skelne fra andre jordiske organismer, er at misforstå evolutionsprocessen ganske alvorligt. Fluer har de samme enzymer, de samme nukleinsyrer og endda den samme genetiske kode (der omsætter nukleinsyre-information til proteininformation) som alle andre organismer på Jorden. Der er alt for mange nære forbindelser mellem fluer og andre jordiske organismer til at de kan have forskelligt oprindelsessted, hvilket enhver seriøs undersøgelse af fluer klart vil påvise.

Endelig har vi på side 255 i “Kosmiske kollisioner” en besynderlig henvisning til ekstraterrestrisk intelligent liv. Velikovsky hævder, at Mars’ nær-kollisioner med Jorden og Venus “gør det i høj grad usandsynligt, at højere livsformer har overlevet på Mars, hvis de da nogen sinde har eksisteret på denne”. Men de billeder, Mariner 9 har sendt os, viser at lidt over en tredjedel af planeten er jævnt oversået med kratere, noget i retning af månen, men der er ikke tegn på andre voldsomme katastrofer end disse ældgamle nedslag. Den anden halvdel eller to tredjedele af planeten har så godt som ingen spor efter sådanne nedslag, men bærer i stedet dramatisk præg af omfattende tektonisk og vulkansk aktivitet for adskillige hundrede millioner år siden. Den lille men påviselige mængde nedslagskratere i dette terræn viser, at det blev dannet langt tidligere end for blot nogle tusind år siden. Dette billede er ganske uforeneligt med den opfattelse, at planeten i historisk tid er blevet så raseret af kosmiske kollisioner, at dette ville have udslettet alle intelligente livsformer. Det er også svært at forstå, hvorfor disse sammenstød netop skulle udrydde alt liv på Mars, når livet på Jorden ikke blev tilsvarende udryddet.

Problem: Venus’ skyer
Velikovskys forudsigelse af, at skyerne på Venus består af kulhydrater, er ofte blevet fremhævet som et eksempel på en korrekt videnskabelig prognose. Ud fra Velikovskys hovedtese er det klart, at Venus burde være mættet med manna. Velikovsky siger ligefrem (side 6), at “tilstedeværelsen af kulbrinter og støv i Venus’ skyhylster ville være et væsentligt bevis” for hans teoriers rigtighed. Vi ser her endnu et eksempel på, hvordan han forveksler kulbrinter med kulhydrater. Det står heller ikke klart, om det omtalte “støv” i citatet henviser til støvformige kulbrinter eller blot almindeligt silikatstøv. På den følgende side citerer Velikovsky sig selv for at have skrevet: “På grundlag af denne forskning antager jeg, at Venus må være rig på kulbrinter” (2), hvilket synes at være en utvetydig henvisning til bestanddelene i naturgas, såsom metan, ætan, ætylen og acetylen.

Her må vi bringe lidt historie ind i billedet. I 1930’erne og begyndelsen af 40’erne var den eneste astronom i verden, som beskæftigede sig med planeternes kemi den nu afdøde Rupert Wildt, der var ansat ved Göttingen og senere ved Yale. Det var Wildt, som først identificerede metan i atmosfærerne hos Jupiter og Saturn, og han var den første som foreslog tilstedeværelsen af højere kulbrinter i disse planeters atmosfærer. Ideen om “luftformige kulbrinter” på Jupiter er således ikke oprindeligt Velikovskys. Det var også Wildt som foreslog, at formaldehyd måske indgik som en bestanddel af Venus’ atmosfære, og at skyerne kunne tænkes at bestå af en kulhydrat-polymer af formaldehyd. Ideen om kulhydrater i Venus’ skyer var altså heller ikke oprindeligt Velikovskys, og det er svært at tro, at nogen som var så velbevandret i 1930’ernes og 40’ernes astronomiske litteratur ikke kendte til disse afhandlinger af Wildt, der har så nær tilknytning til Velikovskys hovedtese. Alligevel nævnes Wildts arbejder om Jupiter ikke med et ord, og formaldehyd omtales kun i en fodnote (side 260), uden angivelse af kilden og uden at anerkende, at Wildt havde foreslået kulhydrater på Venus. Modsat Velikovsky var Wildt udmærket klar over, at kulbrinter og kulhydrater er to forskellige ting; hvad mere er, han foretog spektroskopiske eftersøgninger i det nære ultraviolette område efter den tænkte formaldehyd polymer. Da han var ude af stand til at påvise molekylet, opgav Wildt (1942) sin hypotese. Velikovsky opgav den ikke.

Som jeg for mange år siden har påpeget (Sagan, 1961), skulle det være muligt at spore enkle kulbrinter ud fra deres damptryk, såfremt de indgår i Venus’ skyer. De kunne ikke spores dengang, og i de mellemliggende år er der, trods anvendelse af talrige analyseteknikker, hverken sporet kulhydrater eller kulbrinter. Man har søgt efter disse molekyler fra Jorden med højopløsningsspektrografi i det optiske område, herunder Fourier transformationsteknikker, og med observationer i det infrarøde område; fra den astronomiske observationssatellit OAO-2 med spektrografi i det ultraviolette område; og fra de sovjetiske rumsonder, der landede på Venus. Der er ikke fundet et eneste. De typiske øvre grænser for kulbrinter og for aldehyder, kulhydraternes byggeklodser, er nogle få dele per million (Connes et al., 1967; Owen and Sagan, 1972). (De tilsvarende øvre grænser på Mars er ligeledes nogle få dele per million.) Alle observationer viser samstemmende, at Venus’ atmosfære hovedsageligt består af kultveilte. Netop fordi kulstoffet optræder i en så iltet tilstand, kunne man heller ikke have forventet mere end antydningen af enkle, reducerede kulbrinter. Observationer i udkanterne af det kritiske 3,5 mikrometer område viser ikke de ringeste spor af C-H absorbtionsbåndet, der er fælles for kulbrinter og kulhydrater (Pollack et al., 1974). Alle andre absorbtionsbånd i Venusspektret, fra ultraviolet til infrarødt, er nu tydet; ingen af dem skyldes kulbrinter eller kulhydrater. Der er endnu ikke foreslået noget bestemt organisk molekyle, som kan give en fyldestgørende forklaring på Venus’ infrarøde spektrum, som vi nu kender det.

Endvidere er spørgsmålet om sammensætningen af Venus’ skyer, der i flere hundrede år har været en større gåde, blevet opklaret for ikke så længe siden (Young and Young, 1973; Sill, 1972; Young, 1973; Pollack et al., 1974). Skyerne omkring Venus består af koncentreret svovlsyre indeholdende ca. en fjerdedel vand. Denne identifikation er i overensstemmelse med kemien i Venus’ atmosfære, hvor der også er fundet flus og saltsyre; med den reelle værdi af brydningsforholdet, som udledes af polarimetriske undersøgelser og er kendt med tre betydende cifre (1,44); med absorbtionsområderne ved 11,2 og 3 mikrometer (og nu også det fjerne infrarøde område); og med de uregelmæssige forekomster af vanddamp over og under skyerne. Disse observerede træk stemmer derimod ikke overens med hypotesen om skyer af kulbrinter eller kulhydrater.

Alt i alt må man sige, at Velikovskys forestilling om, at Venus’ skyer skulle bestå af kulbrinter eller kulhydrater, hverken er original eller korrekt. Det “væsentlige bevis” udebliver.

Problem: Venus’ temperatur
Et andet besynderligt forhold vedrører overfladetemperaturen på Venus. Selv om Venus’ høje temperatur ofte bliver fremhævet som en korrekt forudsigelse, der støtter Velikovskys hypotese, lader det ikke til, at tankerækken bag hans konklusion og konsekvenserne af hans bevisførelse er særligt kendte eller omdiskuterede.

Lad os til en begyndelse se på, hvad Velikovsky siger om Mars’ temperatur (side 257). Han mener, at da Mars er en relativt lille planet, blev denne udsat for større påvirkninger ved sine kontakter med de tungere planeter Venus og Jorden, og må derfor have en høj temperatur. Han foreslår, at denne kan være fremkommet ved “en omdannelse af bevægelse til varme”, hvilket er lidt vagt, da varme jo netop er molekylernes bevægelse; eller, langt mere fantastisk, ved “interplanetariske elektriske udladninger” som “har kunnet føre til atomspaltninger og deraf følgende radioaktivitet og varmestråling”.

I det samme afsnit konstaterer Velikovsky ligeud: “Mars udsender nemlig mere varme, end den modtager fra Solen”, helt i overensstemmelse med hans teori om kollisioner. Dette udsagn er imidlertid fuldkommen forkert. Mars’ temperatur er blevet målt gentagne gange fra sovjetiske og amerikanske rumfartøjer og af observatører på Jorden, og temperaturen er i samtlige egne af Mars netop den, man kunne regne sig til ud fra den mængde sollys, overfladen modtager. Dette var endda almindeligt kendt i 1940’erne, før Velikovskys bog udkom. Og skønt han nævner fire fremtrædende videnskabsmænd, som før 1950 arbejdede med at måle Mars’ temperatur, giver han ingen henvisning til hvad de har skrevet, men fastslår udtrykkeligt – og fejlagtigt – at deres radiometriske målinger viste, at Mars har et overskud af varme.

Det er svært at forstå disse fejltagelser, og den venligste forklaring jeg kan tilbyde er, at Velikovsky har forvekslet den synlige del af det elektromagnetiske spektrum, hvori sollyset opvarmer Mars, med den infrarøde del af spektret, hvor størstedelen af Mars’ tilbagestråling ligger. Men konklusionen er klar nok. Ifølge Velikovskys hypotese burde Mars i endnu højere grad end Venus være “en varm planet”. Havde Mars vist sig at være overraskende varm, ville vi måske have hørt om dette som endnu en bekræftelse af Velikovskys anskuelser. Men da det viser sig, at Mars’ temperatur er lige præcis den, alle havde forventet, hører vi intet om, at dette er en gendrivelse af Velikovskys anskuelser. Der er en dobbelt norm på færde her.

Velikovsky har intetsteds opgivet, hvilken temperatur han i 1950 regnede med, Venus havde. På side 63 siger han lidt svævende, at kometen som senere blev til Venus var “glødende”, men i forordet til 1965-udgaven af “Kosmiske kollisioner” hævder han at have forudsagt, at Venus befandt sig “i hvidglødende tilstand”. Det er faktisk noget helt andet – specielt når man tager i betragtning, at Venus må være kølet hurtigt af efter dens påståede tætte passage omkring solen. Velikovsky har selv foreslået, at Venus bliver koldere med tiden; så hvad han helt nøjagtigt mente med sine udtalelser om, at Venus er “varm”, får stå hen i det uvisse.

Problem: Venus’ cirkulære kredsløb
Den tanke, at Venus i løbet af nogle få tusind år kunne rette sig ind fra en højexcentrisk bane til sit nuværende kredsløb, som med undtagelse af Neptuns er det mest fuldkomment cirkelformede blandt alle planeterne, strider imod hvad vi i øjeblikket ved om trelegemeproblemet i himmelmekanikken. Det skal dog indrømmes, at dette problem endnu ikke er fuldstændig løst, og skønt sandsynligheden taler imod Velikovskys hypotese, er der ikke grundlag for helt at tilbagevise denne del af den. Det er imidlertid særdeles vanskeligt at vurdere Velikovskys gengivelse af forløbet, idet han som forklaring blot henviser til elektriske og magnetiske kræfter, uden at beregne deres styrke eller give en detaljeret beskrivelse af deres virkninger. Men hvis man regner ud, hvor kraftigt et magnetfelt der behøves for at trække en komet ind i et cirkulært kredsløb, vil man se, at de feltstyrker der forudsættes er helt urimeligt store, og at de er i modstrid med vore aflæsninger af bjergarternes magnetisering.

Konklusion
“Kosmiske kollisioner” er et forsøg på at give bibelske og andre overleverede sagn gyldighed som historie og ikke kun teologi. Jeg har forsøgt at nærme mig bogen uden forudfattede meninger. Jeg synes, de mange sammenfald mellem myter er fascinerende og fortjener en nærmere efterforskning; men de kan sandsynligvis forklares som følge af spredning eller andre processer. Den videnskabelige del af teksten løber, trods alle påståede “beviser”, ind i mindst ti særskilte og meget alvorlige problemer.

I den forudgående analyse af Velikovskys arbejde er der ikke ét tilfælde, hvor hans teori på samme tid er original og i overensstemmelse med almen fysisk teori og iagttagelse. Endvidere er mange af indsigelserne meget vægtige, da de grunder i fysikkens bevægelseslove og bevarelseslove. Inden for videnskaben må et ræsonnement fremvise en sammenhængende række beviser for at kunne godtages. Hvis et. enkelt led i kæden brydes, falder ræsonnementet. I tilfældet med “Kosmiske kollisioner” ser vi det stik modsatte: hvert eneste led i kæden brister, og hypotesen kan kun reddes ved at argumentere ensidigt, opfinde nye, uklare fysiske principper og omhyggeligt se bort fra en overflod af modstridende kendsgerninger. Følgelig mener jeg, at Velikovskys hovedtese er ganske uholdbar på et fysisk grundlag.

Endvidere ligger der et alvorligt potentielt problem i forlængelse af det mytologiske materiale. De formodede begivenheder er rekonstrueret ud fra legender og folkeeventyr. Men der er mange folkeslag, hvis historiske optegnelser ikke rummer nogen klar omtale af disse globale katastrofer. Sådanne mærkelige udeladelser bliver, hvis de overhovedet nævnes, forklaret ved “kollektivt hukommelsestab”. Velikovsky vil have både i pose og i sæk. Når myter og legender stemmer overens, er han parat til at drage de flotteste slutninger ud fra dette. Når de ikke stemmer overens, slipper han uden om problemet ved at påkalde “kollektivt hukommelsestab”. Med en så slap bevisførelse lader det sig gøre at bevise hvad som helst.

Så vidt jeg kan se, er ikke én eneste af de astronomiske forudsigelser i “Kosmiske kollisioner” tilstrækkeligt præcis til at kunne betegnes som mere end et uklart, heldigt gæt, og der er, som jeg har søgt at påpege, en hel mængde af bogens påstande som er bevisligt forkerte. Tilstedeværelsen af stærk radiostråling fra Jupiter bliver ofte fremhævet som det mest slående eksempel på Velikovskys korrekte forudsigelser; men alle genstande udsender radiobølger, hvis de befinder sig på en temperatur over det absolutte nulpunkt. Velikovsky har intetsteds forudsagt noget om den særlige beskaffenhed af Jupiters radiostråling – at det er en ikke-termisk, polariseret, uregelmæssig stråling, der hovedsageligt stammer fra de vældige bælter af ladede partikler, som er fanget i Jupiters magnetfelt. I øvrigt står det klart, at denne “forudsigelse” ikke har nogen grundliggende tilknytning til Velikovskys hovedtese.

At man kan gætte rigtigt er ikke nødvendigvis noget bevis for forudviden eller en korrekt teori. For eksempel beskrev Max Ehrlich i et tidligt science fiction-arbejde fra 1949, hvorledes Jorden var nær ved at kollidere med et andet himmellegeme, som formørkede himlen og slog Jordens befolkning med rædsel. Det mest frygtindgydende var den omstændighed, at den forbipasserende planet havde et naturskabt kendetegn, som til forveksling lignede et vældigt øje. Dette er en af flere fiktive, alvorlige forgængere for Velikovskys idé om, at sådanne kollisioner jævnligt forekommer. Men det er ikke det, der er pointen. Under en nylig diskussion om, hvorfor den del af månen som vender mod Jorden har store, glatte have, mens bagsiden er næsten fri for have, foreslog John Wood fra Smithsonian Astrophysical Observatory, at den side af månen, som nu vender mod Jorden, engang var kanten eller randen af den halvkugle, som er forrest under månens bevægelse om Jorden. I denne stilling opfangede den, for milliarder af år siden, en ring af småsten, som omgav Jorden og som kan have spillet en rolle i dannelsen af Jord-måne-systemet. På grund af Eulers love må månen så have flyttet sin rotationsakse svarende til det nye principiale inertimoment ved at dreje den forreste halvkugle ind mod Jorden. Den forbløffende konklusion er, at ifølge Wood har det, der nu er månens østlige kant, engang vendt lige ind mod Jorden. Og på månens østlige kant ligger et enormt krater ved navn Mare Orientale, dannet ved et nedslag for mange milliarder år siden, som i høj grad ligner et vældigt øje. Ingen vil påstå, at Ehrlich støttede sig til en racial erindring om en tre milliarder år gammel begivenhed, da han skrev “The big eye”. Det er en ren tilfældighed. Når der er skrevet tilstrækkeligt megen fiktion og fremsat tilstrækkeligt mange videnskabelige hypoteser, vil der før eller senere opstå tilfældige overensstemmelser.

Hvordan kan det være, at “Kosmiske kollisioner” trods sine enorme fejl og mangler er blevet så populær? Her tør jeg kun gisne. En ting er, at bogen forsøger at give religionen ny gyldighed. De gamle bibelske beretninger er bogstaveligt sande, siger Velikovsky, hvis blot vi fortolker dem på den rigtige måde. For eksempel havde det jødiske folk, der blev reddet fra ægyptiske faraoer, assyriske konger og utallige andre katastrofer gennem velvillige kometers indgriben, al mulig grund til at tro, at de var særligt udvalgte. Velikovsky prøver ikke blot at redde religionen, men også astrologien: kriges udfald, hele folkeslags skæbne bestemmes af planeternes stilling. På sin vis giver hans arbejde tilsagn om menneskehedens nære sammenhæng med kosmos – en anskuelse jeg sympatiserer med, omend ud fra en noget anden synsvinkel (se Sagan, 1973) – og samtidig forsikres vi om, at oldtidens folkeslag og andre kulturer slet ikke var så dumme endda.

Den ophidselse, som mange ellers fredsommelige videnskabsfolk er gerådet i efter at være kollideret med “Kosmiske kollisioner”, har haft forskellige følgevirkninger. Nogle mennesker bryder sig forståeligt nok ikke om den opblæsthed, videnskabsfolk af og til bærer til skue; eller de er bekymrede over, hvad de opfatter som videnskabens og teknologiens farer; eller de har måske blot svært ved at forstå videnskab. De finder sikkert en vis trøst i at se videnskabsfolkene få nogen på ørerne.

For så vidt som videnskaben ikke har givet Velikovsky den fornuftsbegrundede kritik, hans arbejde har krav på, har vi selv været skyld i, at den velikovskiske forvirring fortsat har bredt sig. Men videnskabsfolk kan ikke overkomme at beskæftige sig med samtlige aspekter inden for grænsevidenskaberne, af hvilke tallet er legio i dagens USA. Den tid, det tog at udtænke, udregne og forberede dette kapitel, havde jeg for eksempel hårdt brug for til min egen forskning. Men det var bestemt ikke kedeligt, og i det mindste opnåede jeg at stifte bekendtskab med mangen en fornøjelig legende. Jeg håber, at Velikovskys synspunkter og lignende populære grænsevidenskabelige teorier for fremtiden vil blive mødt med et begrundet, omend forhåbentlig mere kortfattet, videnskabeligt gensvar.

At forsøge at komme en gammeldags religion til undsætning, i en tid som synes at lede desperat efter et religiøst grundlag, et tegn på menneskets betydning i kosmos, er muligvis prisværdigt, muligvis ikke. Jeg synes, der er meget godt og meget ondt i fortidens religioner. Men jeg forstår ikke, hvad man vil med halve forholdsregler. Hvis vi skal vælge – og det er vi bestemt ikke tvunget til er der så egentlig ikke flere beviser for Moses’ Gud end for Velikovskys komet?

Litteratur
Brandt, J.C., S.P. Maran, R. Williamson, R. Harrington, C. Cochran, M. Kennedy, W. Kennedy and V. Chamberlain: “Possible rock art records of the Crab Nebula supernova in the Western United States” i A.F. Aveni (ed.): “Archaeoastronomy in pre-columbian America” (Austin: University of Texas Press, 1974).

Brandt, J.C., S.P. Maran and T.P. Stecher: “Astronomers ask archaeologists aid”. Archaeology, 21: 360 (1971).

Campbell, J.: “The mythic image” (Princeton: Princeton University Press, 1974; 2nd printing with corrections, 1975).

Connes, P.J., J. Connes, W.S. Benedict and L.D. Kaplan: “Traces of HC1 and HF in the atmosphere of Venus”. Ap. J., 147: 1230 (1967).

Dodd, Edward: “Polynesian seafaring” (New York: Dodd Mead, 1972).

Ehrlich, Max: “The big eye” (New York: Doubleday, 1949). Dansk udgave: “Det store øje” (Kbh.: Hasselbalch, 1951).

Leach, E.R.: “Primitive time reckoning” i C. Singer, E.J. Holmyard and A.R. Hall (eds.): “The history of technology” (London: oxford University Press, 1954).

Lecar, Myron and Fred Franklin: “On the original distribution of the asteroids”. Icarus, 20: 422-436 (1973).

Neugebauer, O.: “Ancient mathematics and astronomy” i C. Singer, E.J. Holmyard and A.R. Hall (eds.): “The history of technology” (London: oxford University Press, 1954).

Owen, T.C. and C. Sagan: “Minor constituents in planetary atmospheres: Ultraviolet spectroscopy from the Orbiting Astronomical Observatory”. Icarus, 16: 557-568 (1972).

Pollack, J.B., E. Erickson, F. Witteborn, C. Chackerian, A. Summers, G. Aguason and L. Caroff: “Aircraft observation of Venus’ near-infrared reflection spectrum: Implications for cloud composition”. Icarus, 23: 8-26 (1974).

Sagan, C.: “The cosmic connection” (New York: Doubleday, 1973).

Sagan, C.: “The planet Venus”. Science, 133: 849 (1961).

Sill, G.: “Sulfuric acid in the Venus clouds”. Communications Lunar Planet Lab., University of Arizona, 9: 191-198 (1972).

Urey, Harold C.: “Cometary collisions and geological periods”. Nature, 242: 32-33 (1973).

Velikovsky, I.: “Worlds in collision” (New York: Dell, 1965; 1st printing Doubleday, 1950). Sidehenvisningerne i artiklen er tilpasset den uforkortede danske udgave: “Kosmiske kollisioner” (Lynge: Bogan, 1980).

Wildt, Rupert: “On the chemistry of the atmosphere of Venus”. Ap. J., 96: 312-314 (1942).

Young, A.T.: “Are the clouds of Venus sulfuric acid?” Icarus, 18: 564-582 (1973).

Young, L.D.G. and A.T. Young: “The composition of the Venus cloud tops in light of recent spectroscopic data”. Ap. J., 179: 139 (1973).

Noter

  1. Sidetallene henviser til den danske udgave fra 1980.
  2. Den engelske udgave har: petroleum gases. O.a.

© Skeptica
Originaludgave: Velikovsky i søgelyset / redigeret af Jens Laigaard. – Hjallerup : Skeptica ; Wegners forlag, 1984. – ISBN 87-88685-00-4 ; ISSN 0107-2900

Source/Kilde: Velikovsky i søgelyset / redigeret af Jens Laigaard. – Hjallerup : Wegners forlag, Wegners forlag, © 1984 by Skeptica. Oversat af Jens Laigaard efter: “An Analysis of ‘Worlds in Collision'”i Scientists Confront Velikovsky / edited by Donald Goldsmith. – © 1977 by Cornell University Press. Used by permission of the publisher. (Artiklen er forkortet i overensstemmelse med sammendraget bragt i The Humanist, November/December 1977.)