af Kendrick Frazier

  • 1. kapitel: Introduktion til Velikovsky, af Jens Laigaard
  • 2. kapitel: Kætterens rolle, af Isaac Asimov
  • 3. kapitel: Ideernes kollisioner, af James Oberg
  • 4. kapitel: Om Velikovskys kilder, af Bob Forrest
  • 5. kapitel: En analyse af “Kosmiske kollisioner”, af Carl Sagan
  • 6. kapitel: Forvirringen fortsætter, af Kendrick Frazier

Ganske vist døde Immanuel Velikovsky i november 1979, men hans mærkværdige teori om planeternes forhistorie bliver stadig markedsført med uformindsket styrke. En annonce i The New York Times Book Review, den 20. april 1980, kan passende ses som begyndelsen på den posthume Velikovskianisme, og den giver desuden et interessant billede af hele sagen i miniformat.

Annoncen er indrykket af Doubleday, der har udgivet alle Velikovskys bøger i originaludgave, og bærer overskriften: “Velikovsky: striden fortsætter”. I annoncen mindes man om, at alle Velikovskys bøger stadig kan købes. Det meddeles også, at han efterlod sig manuskripter til adskillige nye bøger,

“der utvivlsomt vil … interessere intelligente og fordomsfri læsere, som søger at forstå de kræfter, der har skabt vor verden”.

Men annoncen giver også en kort gennemgang af Velikovsky-striden, der betegnes som

“en af de heftigste kontroverser i videnskabens historie”,

og fortsætter med nogle specifikke påstande angående de seneste opdagelser inden for planeternes udforskning og Velikovskys rolle som den, der angiveligt har forudset disse.

Hvad der i særlig grad fangede min opmærksomhed var påstanden om, at den seneste Pioneer-sondes data om Venus’ atmosfære støttede Velikovskys teorier om denne planets oprindelse. Som man husker går disse teorier ud på, at Venus blev født for omkring 3.500 år siden som en komet der blev udslynget af Jupiter, og at denne komet strejfede Jorden omkring 1500 f.Kr. I det syvende og ottende århundrede f.Kr. kastede kometen Mars ind i flere nær-kollisioner med Jorden, og alle tre himmellegemers atmosfærer greb ind i hinanden. Herefter faldt kometen til ro i et cirkulært kredsløb og blev til den planet, vi nu kalder Venus.

“Velikovsky hævdede, at Venus er en ung planet, udstødt af Jupiter for kun nogle få tusind år siden,” fortæller Doubleday-annoncen, “og dette er blevet kraftigt underbygget af Pioneer-sonden, som afslørede en så lille overflade-erosion og så megen oprindelig argon-36, at videnskabsfolk nu formoder, at Venus blev dannet senere end de andre planeter og gennem en anden proces.”

Annoncen fastslår også, at Velikovsky sagde, at verdensrummet ikke er et tomrum,

“men fyldt med elektromagnetiske felter og stråling”.

Denne påstand gik stik imod den almindeligt anerkendte opfattelse. Men de første satellitter mødte magnetfelter, solvind og stråling, og “kætterierne” blev til kendsgerninger”. Endvidere nævnes Velikovskys påstand om at Venus ville være varm (på grund af sin nylige, voldsomme fødsel) og

“omgivet af et hylster af jordolie i form af kulbrinter”.

Selv denne sidste forudsigelse er nu blevet bekræftet, hævder annoncen.

“Der er fundet metan (kulbrinter) på Venus.”

Jeg har altid været fascineret af planetarisk astronomi, og som professionel videnskabsskribent og redaktør har jeg på nærmeste hold fulgt det sidste tiårs udforskning af planeterne. Det har i sandhed været en tid med bemærkelsesværdige opdagelser. Inden for de seneste år har amerikanske rumfartøjer foretaget landing på Mars, sendt sonder ned gennem Venus’ atmosfære, fotograferet Jupiter og dens måner på nærmeste hold og taget turen ind under Saturns ringe. Vi har opdaget ringe omkring Uranus og Jupiter, en fjortende og femtende måne hos Jupiter, et nyt sæt ringe og adskillige måner omkring Saturn og vulkanudbrud på Jupiters måne Io. Vi har sporet lyn på Venus, foretaget direkte målinger af sammensætningen af dens tætte atmosfære og opdaget et forbløffende regelmæssigt vindsystem omkring planeten. Sovjetiske rumfartøjer er landet på Venus og har sendt fotografier af dens overflade. Vi har fundet ud af, at solsystemet er overordentligt interessant.

Men jeg kunne ikke huske, at vi også skulle have opdaget, at Venus er en meget ung planet, der blev født i historisk tid og som susede rundt i Jordens nabolag så sent som for 2.700 år siden. Jeg kunne bestemt ikke huske noget om, at Pioneers Venus-rejse i slutningen af 1978 blev fulgt op af en sådan erklæring. Men måske var jeg gået glip af noget.

Jeg besluttede at sende kopier af annoncen til en række anerkendte videnskabsfolk og høre, hvad de havde at sige til dens påstande. Hovedparten af de adspurgte videnskabsfolk havde deltaget i de seneste års bemærkelsesværdige observationer og studier af planeterne – især Jupiter og Venus. De burde mere end nogen andre vide, hvorvidt de seneste opdagelser støttede Velikovsky, sådan som annoncen påstod. Bortset fra et par af dem havde de ikke tidligere udtalt sig om Velikovskys teorier. Jeg fik svar fra halvdelen af de adspurgte og fulgte op med telefonopringninger til cirka halvdelen af dem, der ikke svarede på brevet.

Der var overvældende enighed om, at de grundlæggende påstande i annoncen var forkerte. Nogle udtrykte sig i stærkere vendinger.

“Annoncen er gennemført uærlig,”

sagde A.G.W. Cameron fra Harvard-Smithsonian Center for Astrophysics.

“Ligesom de bøger den reklamerer for, indeholder annoncen flere fejltagelser i et enkelt afsnit end man kan tilbagevise i et kapitel,”

sagde Edward Anders, en rumkemiker ved University of Chicago som har specialiseret sig i kemiske studier af solsystemets tidlige historie.

“Ingen respektable videnskabsfolk “formoder nu… at Venus blev dannet senere end de andre planeter”,”

sagde Anders.

“Udsagnene i annoncen er unøjagtige”,

sagde geofysikeren William M. Kaula fra University of California i Los Angeles.

“Som med-forsker på Pioneer-projektet er jeg ikke bekendt med, at det videnskabelige samfund tror at Venus er en ung planet. Pioneer-sonden bragte ikke noget afgørende nyt frem omkring overflade-erosionen; og denne har under alle omstændigheder kun ubetydelig relevans til planetens oprindelse. Den store mængde argon-36 tyder snarere på, at Venus er ældre, eftersom solvinden med tiden fejede alle flygtige stoffer ud af stjernetågen.”

“Flere af annoncens erklæringer er lodrette løgne,”

udtalte David Morrison, astronom ved University of Hawaii; især den påstand, at videnskabsfolk nu formoder at Venus er en ung planet.

“Mens den store mængde argon-36, Pioneer opdagede, i høj grad har rokket ved de eksisterende ideer om forholdene i sol-stjernetågen (især trykket) da planeterne blev skabt, har den på ingen måde antydet, at Venus er af nyere oprindelse.”

“I øvrigt har Velikovsky aldrig nævnt argon-36,”

sagde George O. Abell, astronom ved UCLA. Abell og Morrison, der er forhenværende vicedirektør for NASAs måne- og planetprogrammer, er to af de adspurgte som tidligere har søgt at kaste lys over spørgsmål i Velikovsky-debatten.

Ifølge kemikeren Vance I. Oyama fra NASAs Ames Research Center er den rigelige mængde argon på Mars, Jorden og Venus i overensstemmelse med den model, at flygtige stoffer er indeholdt i de korn som skabte disse planeter, forudsat at den del af stjernetågen som frembragte vort solsystem for cirka 4,5 milliarder siden var kendetegnet ved store forskelle i tryk, men kun små temperaturforskelle. “Mængden af argon-36 i atmosfæren tyder således på, at Venus’ beliggenhed i solsystemet er tilnærmelsesvis korrekt,” sagde Oyama.

Michael B. McElroy, der er atmosfærisk kemiker ved Harvard University og specialist i studier af planeternes atmosfærer, satte spørgsmålet om argon og alder i perspektiv. Der er virkelig en sådan overflod af ædle luftarter på Venus, at det har skabt en del forvirring, sagde han, og efter hans mening kan Venus godt være lidt yngre end Jorden.

“Men når jeg siger lidt, mener jeg stadig 4,5 milliarder år gammel.”

McElroy anslår den sandsynlige aldersforskel til kun at være omkring 1 million år.

Skulle der alligevel have været alvorlig usikkerhed med hensyn til Venus’ alder, var denne blevet afklaret i foråret 1980. Den 28. maj meddelte forskerne, at Pioneers radar angav tilstedeværelsen af et tilsyneladende ældgammelt superkontinent, med en skorpe som kunne være 4 milliarder år gammel.

McElroy, som sagde han havde læst “Kosmiske kollisioner”, bemærkede hvor svært videnskabsfolk har ved at svare igen på påstandene om, at Velikovskys forudsigelser er blevet bekræftet. For eksempel forudsagde Velikovsky, at Venus ville være varm, og det er den; men han mente at planeten var varm fordi den var blevet udstødt af Jupiter for 3.500 år siden. “Det er ikke rigtigt,” siger McElroy. En udtalt drivhuseffekt er den sandsynligste forklaring på Venus’ høje temperatur, og den bliver kraftigt støttet af Pioneers data om planeten.

Hvad med annoncens oplysning om, at Velikovskys forudsigelse af

“et hylster af jordolie i form af kulbrinter”

omkring Venus er blevet bekræftet, idet man har opdaget metan på Venus? Denne påstand er uden bund i virkeligheden.

Oyama var den ledende forsker i Pioneers kromatografiske undersøgelse af luftarterne på Venus. “Luftart-kromatografen på Pioneer var i stand til at måle metan, ætan og propan, men ingen af disse molekyler kunne spores,” sagde han.

“Hvis de optræder i Venus’ nedre atmosfære, må det være i et forhold som er mindre end én del til en million. Så det er ikke særlig sandsynligt, at planeten er “omgivet af et hylster” af jordolie.”

“Der er kun fundet forsvindende små mængder af kulbrinter på Venus,”

sagde Kaula. Ætan (C2H6) i et forhold mindre end én del per million er den eneste, massespektrometeret registrerede, mens luftart-kromatografen slet ingen fandt og satte de øvre grænser for metan, ætylen, ætan og propan til mindre end fem dele per million.

“Så drastisk lave niveauer er et bevis imod, at Venus skulle være kommet fra Jupiter, da det er vanskeligt at forestille sig hvorledes disse luftarter, som i rigt mål findes på Jupiter, så fuldkomment kunne blive skrællet bort fra en planet der udgik derfra.”

Påstanden om jordolie i form af kulbrinter

“er et eksempel på, at Velikovskys forudsigelser er meningsløse, fordi de ikke er kvantitative,”

sagde Kaula. Man må huske, at Velikovskys henvisninger til Venus’ jordolie var helt bogstavelige. Han hentydede ikke til minimale forekomster af visse luftarter. Han troede, at

“der faldt olie i Arabiens ørken og i Ægypten”

fra kometen Venus, og at

“regnen af ildvand bidrog til Jordens beholdning af olie”.

Var Venus da en sprøjtende kosmisk oliekilde? Desværre, kendsgerningerne kan ikke støtte denne storslåede forestilling.

De adspurgte mente ligeledes at det var absurd, når annoncen påstår at Velikovsky som den første forudsagde, at det interplanetariske rum er fyldt med elektromagnetiske felter og strålinger.

“Før Velikovsky vidste enhver astronom, at rummet er fyldt med elektromagnetiske strålinger og felter,”

sagde én.

“Hvordan skulle lyset fra fjerne galakser ellers kunne nå Jorden?”

“Alt hvad vi ser på himlen, ser vi fordi disse objekter udsender elektromagnetiske bølger,”

påpegede Abell.

“Velikovsky vidste selvfølgelig ikke, hvad “elektromagnetisk stråling” vil sige.”

“At det interplanetariske rum ikke er et tomrum, og i særdeleshed at Jorden har en magnetosfære, var både blevet forudsagt og gjort til genstand for videnskabelige beregninger længe før Velikovskys tid,”

sagde Kaula. Han henviste til Stormers beregninger før 1910 omkring ladede partikler i magnetfeltet som forklaring på nordlys, Chapman og Ferraros solvinds-modeller i 1920’erne og 30’erne

til forklaring af magnetiske storme, og det arbejde som Bierman, Alfven, Forbush med flere udførte før 1950 omkring sol-udstrålede ioner og disses vekselvirkning med kometer, Jordens magnetfelt, etc.

Flere af de adspurgte bestred også, at Velikovsky-kontroversen skulle have fundet sted mellem videnskabsfolk, således som annoncen lader forstå.

“Velikovskys hypotese har aldrig været et stridsspørgsmål i videnskabelige kredse,”

sagde Abell.

“Den blev med det samme opfattet som det den er, nemlig en fiks idé.”

En anden sagde:

“Der er ingen kontrovers over Velikovsky i det videnskabelige samfund. Kontroversen står mellem videnskaben og Velikovskys beundrere, der ikke er eksperter i astronomi, fysik, kemi eller geologi.”

De øvrige, som jeg fik svar fra, var af samme opfattelse; ingen af dem anså Velikovskys ideer for at være seriøse, videnskabelige hypoteser.

Nogle af de adspurgte kom ind på mere generelle videnskabelige og filosofiske aspekter af Velikovsky-debatten.

“I videnskab må der fremlægges kvantitative udsagn, med de fejl der måtte findes i dem,”

sagde Edward L. Fireman fra Harvard-Smithsonian Center for Astrophysics.

“Videnskaben kan ikke godtage forudsigelser (om de så er rigtige eller forkerte), medmindre de er ledsaget af en redegørelse for de nødvendige forudsætninger og de behørige deduktive formaliteter. Enhver sandsiger kan komme med vage spådomme om Venus eller et hvilket som helst andet emne, og senere prale med at de fleste af hans forudsigelser var korrekte, når først opmålingerne er foretaget. Videnskabsfolk plejer derimod at diskutere de uoverensstemmelser (og fejl) der viser sig mellem formodningen og de opmålte resultater, og søger på denne baggrund at forbedre deres teori.”

George Abell delte dette synspunkt:

“Velikovskys forudsigelser var vage og generelle, og de såkaldte forudsigelser som hævdedes at holde stik blev alle formuleret post hoc.”

Flere af de videnskabsfolk, jeg henvendte mig til, mente at hvis videnskaben svarede igen på Velikovsky-fortalernes påstande, ville offentligheden få det fejlagtige indtryk, at videnskabsfolk tog hans ideer alvorligt.

“Personligt synes jeg ikke, annoncen fortjener nogen kommentar,”

sagde en af de ledende forskere i det amerikanske Voyager-projekt.

“Men jeg vil gerne udtale mig om andre ting, som er mere velunderbyggede.”

En forsker ved NASA, som havde haft en fremtrædende plads i Pioneers Venus-program, sagde:

“Ærlig talt, jeg vil meget nødig blandes ind i noget som helst, der har med Velikovsky at gøre. Jeg tror, man begik en fejl dengang i begyndelsen ved at tage ham alt for alvorligt. Det gav bare mere omtale og forøgede salget af hans bøger.”

Hvad angår Doubledays annonce, sagde den pågældende videnskabsmand blot:

“Jeg ved ikke, hvad de bygger deres påstande på. Der var en lang række forkerte opgivelser.”

Han var en af flere, som mente at videnskabens ophidsede reaktion i begyndelsen af 1950’erne var en fejltagelse. McElroy, som ellers ikke deler Velikovskys synspunkter, beklagede ligeledes at Velikovsky var blevet “groft behandlet” i halvtredserne.

Et af de mest tankevækkende svar kom fra geofysikeren Walter M. Elsasser ved John Hopkins University, der er ophavsmand til dynamo-teorien om kilden til Jordens magnetfelt.

“Jeg har ikke blot læst en del af Mr. Velikovskys skrifter, men kendte ham faktisk personligt en overgang,”

sagde Elsasser.

“Min eneste skavank er, at jeg er akademisk videnskabsmand med forholdsvis pæn succes, hvilket for visse dele af offentligheden at se gør mig til en repræsentant for den videnskabelige “kapitalmagt”. Jeg mener imidlertid ikke, at jeg er forudindtaget hvad denne sag angår.

Jeg har tit lagt mærke til, hvordan Velikovsky frembringer sine “videnskabelige” forudsigelser. Han laver en hel række af forudsigelser. Derpå venter han, til der er blevet foretaget nogle eksperimenter, og blandt resultaterne piller han netop dem ud, som tilfældigvis bekræfter noget af det han tidligere har forudsagt, og glemmer slet og ret alle de andre forudsigelser som ikke er blevet bekræftet. Dette er for mig at se, og for hvem som helst som er bekendt med videnskabelig metode, overhovedet ikke nogen videnskabelig fremgangsmåde; det er nærmest bedrageri.

Jeg tror ikke, Velikovsky bevidst havde til hensigt at bedrage nogen… Han var utvivlsomt en enestående begavet mand; og det er tragisk at se et sådant talent blive brugt på en så fuldkommen asocial måde som han gjorde, når han søgte at give sine private fantasier et “videnskabeligt” fundament.”

For atter at vende tilbage til annoncen og dens påstande: hver eneste af de videnskabsfolk, jeg henvendte mig til, mente at annoncen var i bedste fald vildledende, i værste fald uærlig.

“Jeg er vant til Velikovsky-tilhængernes fordrejninger, men denne annonce forekommer i særlig grad at være forkastelig,”

sagde David Morrison.

“Jeg skulle ellers tro, at Doubleday sagtens kunne sælge Velikovskys bøger, der jo i mange år har haft en stor og begejstret læserkreds, uden at synke så dybt som til denne annonces niveau.”

“Hvis Doubleday prøvede at sælge maskiner i stedet for bøger med den slags dobbelttydig salgssnak,” sagde Edward Anders,

“ville de få vrøvl med forbrugerombudsmanden, branchens ankenævn og måske endda USAs handelskammer.”

Ingen vil bestride forlagenes ret til at markedsføre deres bøger, på hvilken måde de finder passende. Vi har forlængst lært at leve med de overdrivelser og fordrejninger, som findes i al slags reklame. Og Doubleday, som ellers er et anset forlag, kunne jo pege på, at det vældige økonomiske overskud, Velikovskys bøger har indbragt gennem årtierne, har gjort det muligt at udgive mindre lukrative, men mere lødige videnskabelige værker. Der er ingen grund til at tro, at forlaget drives ud fra et ønske om at udbrede pseudovidenskaberne; det har udgivet mange fremragende bøger om naturvidenskab, heriblandt værker af Isaac Asimov og astronomen E.C. Krupp, som har indeholdt kraftig kritik af Velikovskianismen.

Men når dette er sagt, må det slås fast, at videnskabsfolk og andre også har ret til at vurdere og kritisere de videnskabelige påstande, et forlag fremsætter i forbindelse med markedsføringen af et grænsevidenskabeligt værk. Påstande som de, der står at læse i Velikovsky-annoncen, har længe været medvirkende til at bestyrke den opfattelse blandt en velmenende offentlighed, herunder også visse dele af det ikke-naturvidenskabelige akademiske samfund, at Velikovsky ikke fik den opmærksomhed han fortjente. Jeg har i nærværende artikel prøvet at afgøre, hvorvidt en række meget specifikke påstande har nogen videnskabelig gyldighed. Det har de ikke.

Alligevel er der næppe noget håb om, at de som markedsfører og konsumerer den velikovskiske forvirring pludselig kommer på bedre tanker. Den psykologiske tiltrækning, som Velikovskianismen udøver på visse grupper i samfundet, er simpelt hen for stærk. Det bedste er at bevare sin proportionssans og se lidt humoristisk på tingene. Som William Kaula sagde:

“Når jeg bliver ophidset over noget vås, der giver sig ud for at være videnskab, plejer jeg at reagere ligesom manden i u-båden, der føler trang til at motionere: lægger mig ned og venter på at følelsen skal forsvinde, eftersom der ikke er særlig store chancer for en tilfredsstillende løsning på problemet.”

Men nogle gange kan det være fornøjeligt, og måske endda en lille smule nyttigt, at prøve alligevel.

© Skeptica
Originaludgave: Velikovsky i søgelyset / redigeret af Jens Laigaard. – Hjallerup : Skeptica ; Wegners forlag, 1984. – ISBN 87-88685-00-4 ; ISSN 0107-2900

Source/Kilde: Velikovsky i søgelyset / redigeret af Jens Laigaard. – Hjallerup : Wegners forlag, Wegners forlag, © 1984 by Skeptica. Oversat af Jens Laigaard og Willy Wegner efter: “The Distortions Continue” i Skeptical Inquirer, vol.5, no.2. © 1980 by The Committee for the Scientific Investigation of Claims of the Paranormal, 1203 Kensington Ave., Buffalo, N.Y. 14215 USA.