af Jens Laigaard

Indhold

  1. Truslen fra jorden
  2. Hvad er jordstråler?
  3. De konkrete beviser
  4. En strålende forretning

De konkrete beviser

Der findes andre teorier om jordstrålerne, men de har ikke mange tilhængere. Vi har allerede været igennem de væsentligste og mest udbredte forklaringer på fænomenet, og de kan sammenfattes i en enkelt sætning. Det er noget rod. Det teoretiske grundlag for jordstrålerne er overhovedet ikke i orden. Det er usammenhængende og strider imod vort kendte billede af verden og de kræfter, der virker i den. Men her må det nok være på sin plads med et citat fra Uffe Thorndahls bog:

Naturligvis var – og er – det meget generende, at jeg med min grundige civilingeniøruddannelse på ingen måde fysisk kan forklare jordstrålerne. Men det nytter jo ikke noget at benægte fænomenets eksistens, når det ved almindelig videnskabelig undersøgelsesmetodik kan konstateres, at det fænomen, som man måske noget upræcist betegner som jordstråler, eksisterer (Thorndahl 1985).

Thorndahl har fuldstændig ret. Beviserne er det vigtigste. Hvis man ved videnskabelige forsøg kan dokumentere, at jordstrålerne eksisterer, så må teorierne og forklaringerne komme i anden række. På den anden side er det også værd at understrege, at vi her stør over for det afgørende punkt. Hvis bevismaterialet viser sig at være lige så mangelfuldt som det teoretiske grundlag, kan jordstrålerne ryge direkte i skraldespanden. Men lad os gå frisk til sagen og begynde med det mest nærliggende spørgsmål. Hvilke videnskabelige måleinstrumenter bruger man til at registrere jordstråler?

Hvis jordstrålerne er ioniserende stråling, kan de måles med en geigertæller. Er der tale om en anden form for elektromagnetisk stråling, for eksempel mikrobølger, er man endnu heldigere stillet. Der findes et stort udvalg af målemodtagere og spektrumanalysatorer, som netop er indrettet til at spore og måle elektromagnetisk stråling. Nogle af disse apparater minder både i størrelse og udseende om en walkie-talkie, og de er ikke vanskelige at betjene. Og hvis jordstrålerne skulle være et elektrisk fænomen, ja, så findes der også pålidelige instrumenter, som kan måle denne form for energi.

Men nej! Der foreligger ikke et dokumenteret tilfælde, hvor jordstråler er blevet påvist med videnskabeligt udstyr. De eneste apparater, der kan opdage jordstråler, er mennesker. Princippet i jordstrålesøgning er, at når en person bevæger sig ind i en jordstrålezone, vil vedkommende uvilkårligt reagere. Reaktionen giver sig til kende som et synligt udslag hos en genstand, personen holder foran sig i hænderne. Nogle jordstrålesøgere anvender en ønskekvist af træ, metal eller plastic; andre bruger et pendul. I Danmark er det især de såkaldte vinkelpinde, der er blevet populære, to stykker ståltråd på en halv meters længde, som er bøjet i form af et L. Disse enkle redskaber kan selvfølgelig ikke selv registrere noget. De fungerer blot som „visere” på det menneskelige måleinstrument.

Jordstråleforskerne er udmærket klar over, at Ønskekvisten og pendulet har et latterligt omdømme, og at meget ville være vundet, hvis man blot en enkelt gang kunne påvise jordstråler med et lidt niere videnskabeligt apparat. Det er der da også gjort forsøg på gentagne gange. For eksempel fortæller Georg Otto, at han anvender et „elektrogeobioskop”, der viser styrken af jordstrålezoner i k-ohm. Det lyder meget seriøst og videnskabeligt. Desværre undlader Georg Otto omhyggeligt at give en nærmere teknisk beskrivelse af sit apparat; men han nævner dog, at det måler kropsmodstanden hos den person, der går rundt og leder efter jordstråler. Og hermed er vi direkte tilbage i den gamle problemstilling med, at apparatet ikke registrerer strålingen direkte, men kun reaktionen hos den målende person. Der er kun den tekniske jargon til forskel på „elektrogeobioskopet” og Ønskekvisten. I princippet fungerer de på nøjagtig samme vis.

Der findes masser af beretninger om, at jordstrålesøgere er blevet tilkaldt i tilfælde af alvorlig sygdom, har fået udpeget den syge persons seng, og hopla, straks har ønskekvisten eller vinkelpindene givet et vældigt udslag over sengen. Ligeledes kan mange jordstrålesøgere fortælle, at de i vidners nærvær har kunnet lokalisere kloakrør og drænledninger – eller det rigtige sted at bore en brønd. Uffe Thorndahls bog er fuld af den slags anekdoter. Men der er netop tale om anekdoter, ikke om beviser i videnskabelig forstand. Resultaterne er ikke kommet til veje under strenge kontrolforanstaltninger, som var aftalt på forhånd; man har ikke prøvet at gentage forsøgene; og jord strålesøgerne har selv kunnet bestemme, hvilke resultater de ville fremhæve og hvilke de ville glemme.

Heldigvis er der også foretaget eksperimenter med ordentlig kontrol, og her er man blevet belønnet med resultater, der taler et klart og tydeligt sprog. Tv-seerne kunne overvære et af disse eksperimenter i „Truslen fra jorden”, den udsendelse, der for alvor satte gang i danskernes interesse for jordstråler.

Udsendelsen sluttede med et forsøg, hvor nogle af landets mest kendte jordstrålesøgere skulle vise, hvad de duede til. Der blev gennemført tre opmålinger af et gulvareal på Gjorslev slot. Første person på scenen var Ulrik Hovmand, søn af jordstråleselskabets formand. Han konstaterede, at der gik to vandårer under gulvet. Herefter fulgte ægteparret Doris og Johannes Ingeman Rasmussen. De fandt ikke færre end seksten vandårer på det samme areal. Tredje opmåling blev udført af Peter Ingwersen, som tidligere havde imponeret oliesheiker i Kuwait ved at finde vand under ørkensandet. Ingwersens opgivelser stemte ikke overens med nogen af de to foregående.

Det siger sig selv, at mindst to af opmålingerne måtte være forkerte. I videnskabelig praksis plejer sådan et udfald at skabe en stærk mistillid til den teori, der bliver afprøvet. Men det blev der ikke sagt noget om i udsendelsen. De modstridende målinger fik lov at tale for sig selv, og tv-seerne måtte drage deres egne konklusioner. Resultatet blev, som man kunne forvente. Mange seere forstod ikke slutningen eller valgte at se bort fra den; de hæftede sig kun ved udsendelsens skrækpropaganda om kræftfremkaldende stråler. Og så rullede jordstrålebølgen ud over landet.

Tv-forsøget plantede en seriøs tvivl om, hvorvidt jordstråler eksisterer. Det eneste håndgribelige bevis for strålerne er netop, at jordstrålesøgerne skulle være i stand til at kortlægge deres baner. Hvis forskellige søgere udpeger forskellige strålebaner, er der noget galt. Og hvis der kommer modstridende resultater hver gang, man gennemfører et kontrolleret eksperiment, falder bevismaterialet fra hinanden.

Der er flere kontrollerede eksperimenter. For eksempel har to studerende ved Danmarks Tekniske Højskole gennemført en serie forsøg med jordstrålesøgere (Jørgensen og Dige 1988). Der var fire deltagere, alle anerkendte søgere, som jævnligt praktiserede opmåling af huse mod betaling. I den første forsøgsrække skulle søgerne gå hen ad to baner, der begge var 2 m brede og 22 m lange. Det var aftalt, at søgerne kun skulle lede efter stråling, der var forårsaget af vandårer. Hver søger gik en gang gennem de to baner, ledsaget af en hjælper. Banerne var afmærket for hver meter, således at hjælperen på et skema kunne optegne de stråler, søgeren fandt. Tre af søgerne benyttede vinkelpinde, mens den fjerde skiftede mellem vinkelpinde, en ståltrådsbue og en ønskekvist af plastic. Forsøgslederne passede omhyggeligt på, at ingen fra de forskellige hold fik mulighed for at tale sammen under opmålingerne.

Efter disse forsøg på åben mark flyttede man inden døre. Nu gjaldt det en opmåling af to gulvarealer på henholdsvis 60 og 80 m, hvoraf det mindste areal lå i stueetagen og det største i kælderetagen i samme bygning. De var valgt således at der vertikalt set var en overlapning på 26 m mellem de to forsøgsbaner. Dette gav en interessant mulighed for ekstra kontrol af hver enkelt søgers opgivelser, da strålebanerne jo gerne skulle befinde sig lodret over hinanden på hver etage. Også her fulgte en hjælper med hver søger og tegnede strålebanerne ind på et skema.

Som en afslutning på begge forsøgsrækker, blev søgerne bedt om at vurdere de forhold, de havde arbejdet under. Alle udtrykte tilfredshed; der var ingen indvendinger af nogen art. Tilfredsheden svandt uden tvivl noget ind, da det samlede resultat blev kendt. Søgernes opgivelser blev behandlet ved hjælp af edb, og det viste sig, at der ikke var større overensstemmelse mellem strålebanerne end der ville være, hvis søgerne havde gået omkring og gættet helt tilfældigt.

Set fra en videnskabelig synsvinkel er jordstrålerne hermed diskvalificeret. Inden for videnskaben stiller man nogle strenge krav, som skal opfyldes, før man tager en teori for gode varer. For det første må teorien være logisk sammenhængende og i overensstemmelse med de iagttagelser, man tidligere har gjort af verden omkring os. Her falder teorien om jordstråler uhjælpeligt igennem. For det andet skal teorien kunne bevises gennem kontrollerede forsøg. Det er vigtigt, at forsøgene giver samme resultat hver gang. Hvis et forsøg falder anderledes ud end ventet, må man straks gennemføre halvtreds nye forsøg med endnu strengere kontrol. Bliver der ved at dukke modstridende resultater op, tager man det som et tegn på, at teorien er forkert. Bevismaterialet må danne en ubrudt kæde.

I tilfældet med jordstråler er der foreløbig sprunget to led i kæden, og det er tilstrækkeligt til, at de fleste forskere med en videnskabelig indstilling vil betragte teorien som ugyldig. Men de to forsøg, der blev udført på Gjorslev slot og ved Danmarks Tekniske Højskole udgør kun en lille del af det betragtelige bevismateriale imod jordstråler. Et materiale, som ikke har vundet indpas i ugebladenes artikler og de populære bøger, men som ikke desto mindre findes – og hævder sig i kraft af omhyggelig kontrol og nøjagtig dokumentation. Der er gennemført forsøg med jordstrålesøgere i Finland, Tyskland, Schweiz og flere andre lande (Edelman 1989, Prokop 1955, Schwendimann 1949). Gang på gang har man kunnet uddrage den samme lære: søgerne kan ikke leve op til deres påstande, når der er udenforstående kontrolinstanser, der holder øje med dem.

Det mest ødelæggende perspektiv åbner sig dog, når man ser jordstrålerne i sammenhæng med den praksis, de er udsprunget af, nemlig vandsøgning. Der har i århundreder eksisteret en tradition for, at mennesker med særlige evner skulle være i stand til at opdage vand i undergrunden ved hjælp af en ønskekvist eller et pendul. De farligste jordstråler siges som bekendt at stamme fra underjordiske vandårer, og fremgangsmåden til at finde jordstråler og vand er nøjagtig den samme. Vandsøgningens ædle kunst byder ligesom jordstrålerne på en lang række anekdoter om forbløffende resultater – og en lige så lang række videnskabelige forsøg der stempler fænomenet som overtro. Evon Z. Vogt og Ray Hyman gennemgår i deres bog „Water Witching U.S.A.” det omfattende bevismateriale for og imod vandsøgning. De opsummerer sagen således:

Vi kender ikke mange andre teorier, der er blevet fremført så hårdnakket gennem en så lang årrække og med så enslydende negative forsøgsresultater som teorien om, at vandsøgning „fungerer i praksis” (Vogt og Hyman 1979).

Disse ord kan mageligt udstrækkes til også at gælde teorien om jordstråler. Vandsøgning og jordstrålesøgning er to sider af samme sag, ikke mindst når man ser på, hvad der egentlig foregår. Nogle mennesker spadserer hen over en mark med en ønskekvist eller et par metalpinde i hænderne. Af og til påstår de, at de har fundet noget. Når det kommer til stykket, kan de ikke bevise, at de er i stand til at finde noget. Længere er den ikke. Man behøver ikke være videnskabeligt uddannet for at komme til den konklusion, at jordstråler er et opdigtet fænomen.

Uddrag af bogen “Er der mere mellem himmel og jord?”
Redigeret af: Ib Ulbæk og Lars Peter Jepsen.
Gyldendal, 1992