af Per Borgaard

30 millioner bøger af den schweiziske succes-forfatter Erich von Däniken er spyet ud af trykmaskinerne rundt om på Jorden – på 35 forskellige sprog. Og over hele Verden er han blevet enormt omstridt, så omstridt, at tysk TV forleden aften ofrede næsten en time på et “psykologisk portræt” af personen Erich von Däniken.

Det er ikke kunstnerisk talent, der har gjort den 42-årige schweizer til multimillionær, men to påstande, der går på tværs af alle videnskabelige dogmer. Den ene er, at Jorden i fordums tider har haft besøg fra verdensrummet, den anden, at disse ikke-menneskelige gæster har programmeret menneskeheden, omtrent som om vi var biologiske computere.

Rumvæsnerne gav vore forfædre tænkeevnes gave og nedlagde samtidig trangen til at vende tilbage til rummet i os, mener von Däniken. Og først, når vi er blevet i stand til at besejre verdensrummets ufattelige afstande og rejse til andre stjernesystemer, vil vi have opfyldt den forpligtelse, som de ukendte stjernefolk i fortidens tåger pålagde vore forfædre sammen med deres intelligens-gave. Først da vil vi være frie.

Det er hørt før

Det mest fantastiske ved fænomenet Däniken er, at netop han blev rumgudernes profet. Der er næsten ikke en tanke eller en idé i Dänikens bøger, som ikke er set før. Hele afsnit virker som nostalgiske gensyn med barndommens mere fantastiske drengebøger.

Han er ikke en gang den første, der bragte disse tanker frem som alvorligt mente ideer… Bl.a. havde englænderne Harold Wilkins og Raymond Drake, russeren Alexander Kazantsev, australieren Andrew Tomas og englænderen Brinsley le Poer Trench (nu lord Clancarty) mere eller mindre velunderbyggede argumenter for, at ikke-jordiske væsner havde påvirket menneskeracen i dens barndom.

Det klassiske spørgsmål er: Hvordan kunne den pyramidebyggede ægyptiske civilisation opstå ganske brat, så at sige fra den ene dag til den anden, uden hjælp fra højt udviklede, teknisk avancerede væsner, der kom fra rummet?

“Jamen det gjorde den heller ikke”, hvisker fagarkæologer. “Vi ved, at der gennem flere tusind år var en primitiv civilisation i Nildalen, som langsomt udviklede sig, indtil den ægyptiske kultur nåede et trin, hvor den. var i stand til at lave de kæmpemæssige bygningsværker, som den dag i dag kan tage vejret fra turisterne”.

Men arkæologernes protester er foreløbig druknet i ordflommen fra “astroarkæologerne” – ikke mindst fra italieneren Peter Kolosimo, der også kom før Däniken og bittert har beskyldt den mere succesrige schweizer for at have stjålet materialet fra ham.

Däniken er i alle henseender den mest kendte af astroarkæologerne. Han er også den eneste, der er blevet multimillionær på sagen.

Uvederhæftig

Det skyldes først og fremmest, at Däniken skriver letflydende, og uden at lade sig genere af tvivl. Hans første bog blev skrevet i 1967-68, mens han selv var fanget i voldsomme personlige problemer. Nogle år tidligere havde han forpagtet hotel “Rosenhügel” i Davos og var blevet indviklet i nogle økonomiske transaktioner, der bragte ham for retten i 1969, sigtet for bedrageri.

Selv hævder Däniken, at det var et rent regnskabsmæssigt problem, som ikke ville have været særligt alvorligt i andre lande end Schweiz, hvor man har meget strenge gældsbestemmelser.

I hvert fald endte hotelejeren fra Davos i Regensdorf-fængslet i Zürich – samtidig med, at pengene fra hans første bog begyndte at strømme ind.

Han benyttede tiden til at skrive sin anden bog, og pengestrømmen voksede. Få år senere var han millionær.

Men succes er ikke det samme som at have ret – og mens Dänikens bøger sælges i rekordoplag, hober beviserne imod hans hypoteser sig op.

Han er simpelt hen uvederhæftig, mener folk, der læser hans værker med en smule skepsis.

Brønden hvor man ofrede jomfruer

En dansker, forfatteren Willy Wegner, Thisted, har netop kastet et langt blik på fem tilfældigt udvalgte “beviser” fra Erich von Dänikens strøm af påstande.

Däniken har i flere bøger gjort et stort nummer ud af mayaernes hellige brønd på Yucatan-halvøen i Mexico, “Cenoten”, hvor mayaerne ofrede redskaber, smykker og jomfruer til guderne.

“Hvorledes opstod dette vandhul? Hvorfor blev det erklæret for en hellig brønd. Hvorfor netop dette vandhul, når der findes flere af samme slags?” spørger Däniken, der betragter selve brøndens opståen som et mysterium.

Den prosaiske sandhed er, at brønden er et jordfaldshul af en type, som er ganske normal i områder med kalk i undergrunden – også i Danmark, hvor f eks. Aborresø på Møn er et typisk eksempel.

Og når netop “Jomfrubrønden” er valgt til formålet, skyldes det sandsynligvis, at den anden brønd i Chichen Itza – som lå nærmest byen – har været vandforsyning for byens 15.-20.000 indbyggere. Og selv mayaer har næppe fundet det synderligt appetitligt at hente drikkevandet der, hvor man ofrede mennesker og dyr.

Mystikken er altså hævet undtagen for Däniken, der i øvrigt også beskriver den anden brønds beliggenhed meget dramatisk: “Knap 70 meter fra maya-observatoriet ligger der en nøjagtig kopi af Chichen Itzas hellige brønd skjult i junglen. Dette hul, der er bevogtet af slanger, giftige tusindben og plagsomme insekter…”

Umiddelbart får man indtryk af at denne cenot ligger i et “grønt helvede” – men faktisk ligger den mindre end 70 m fra det gamle hotel Mayaland, for det andet er den kun et stenkast fra Pan American Highway – hovedvejen, der går fra nord til syd på det amerikanske fastland – og for det tredie går en anden landevej bogstaveligt talt direkte på kanten af cenoten.

Palenque-sarkofagen

Willy Wegner har også set nærmere på von Dänikens glansnummer, sarkofaglåget fra Palenque i Mexico, Relieffet viser en indianer blandt en masse udsmykninger, og Däniken tolker det uden videre som en rumpilot:

“Man ser her et menneskeligt væsen, der sidder med overkroppen bøjet fremover – i væddeløbskørerstilling. Ethvert barn vil i dag identificere hans fartøj som en raket. Den tilspidsede forende går over i mærkeligt rillede udbygninger, der ligner indsugningshuller, rakettens krop bliver herefter bredere, og fra halen står der stikflammer ud. Det foroverbøjede væsen betjener en række ubestemmelige kontrolinstrumenter, og hælen på venstre fod hviler på en slags pedal”.

Däniken mener, at figuren er klædt i en tætsluttende dragt og korte ternede bukser.

En amerikansk professor, Charles H. Long, giver en noget anderledes tolkning:

“Låg fra en hemmelig sarkofag i Inskriptionernes Tempel. En mand er fremstillet hvilende på dødsgudens maske, stirrende på en symbolsk tohovedet slange, der repræsenteer livet”.

– Dette kan jeg more mig over, svarer Däniken.

Willy Wegner har også moret sig – med at sammenligne Dänikens beskrivelser af “rumpiloten” i to af hans bøger. Beskrivelserne er helt forskellige på en række punkter – bl. a. er manden i “Fortids gåder fremtids virkelighed” beskrevet som en væddeløbskører, i “Min verden i billeder” som en astronaut i kommandokapslen.

Wegner bemærker, at astronauten – for at leve op til mayaernes skønhedsidealer – har fået næsens facon kunstigt ændret med kit eller voks.

– Det vil være særdeles uhensigtsmæssigt for astronauter. Under de kraftige tyngdepåvirkninger ved starten vil staklen få det hele tværet ud i øjnene, konstaterer han tørt.

I øvrigt er Palenque-astronauten let at identificere som en maya-høvding på en anden måde. Hans hoved går nemlig op i en spids, som det passede sig for højtstående mayaer. De ændrede børnenes hovedfacon ved at spænde dem fast mellem to stykker træ kort efter fødslen.

I øvrigt fandt de det også smukt at være skeløjet og anbragte derfor en kugle i en snor midt i børnenes pande, når de blev lidt større, for at få dem til at skele. Det er vist på andre relieffer.

– Selv om mayaerne i bogstaveligste forstand har været både fladpandede og skeløjede, klarede de sig vældig godt, men det giver nu ikke grund til at tro, at de for omkring i rumfartøjer, siger Willy Wegner.

Andre eksperter har konstateret, at “astronautdragten” i virkeligheden er den normale klædning for højtstående mayaer. “Kommandokapslen” er stiliserede religiøse symboler, bl. a. en korsfigur, der også findes i andre templer, og stiliserede majsblade. Majsen repræsenterede for mayaerne livets kilde, og var det i øvrigt ganske bogstaveligt. Det var deres vigtigste fødevare.

Indianere i ballon

Erich von Däniken har også brugt de mærkelige stregtegninger på Nazca-sletten i Peru som bevis for sine fortidsastronauter.

Dänikens teori er, at “en dag landede et rumskib på sletten, og de fremmede intelligensvæsner anlagde to landingsbaner med et for os ukendt materiale. Da de ikke havde mere at gøre på Jorden, fløj de væk, og efterlod kun sporene efter landingsbanerne.

Senere prøvede den lokale befolkning at eftergøre det, de havde set rumfolkene udføre. Derved opstod et væld af linier i alle mulige retninger”.

Willy Wegner påpeger, at der ikke er tale om et “ukendt stof”, men om, at et tyndt lag af overfladen er skrabet væk, så jorden nedenunder – der har en anden farve – er kommet til syne. Derved opstår stregerne, som på grund af de særlige vejrforhold på højsletten kan blive stående i årtusinder.

Arkæologen Maria Reiche, der har arbejdet med Nazca-gåden siden 1946 har konstateret, at tegningerne er fremstillet med meget primitive metoder. Nogle af de lige linier har astronomisk betydning – hvilket blev konstateret allerede i 1939 af dr. Poul Kosok. Dyretegningernes betydning er endnu ikke klarlagt.

Det mystiske ved tegningerne er, at de er så store, at de kun kan overskues fra luften. Imidlertid oplyste jesuiterpateren Bartolomeu de Gusmao i 1700-tallet, at han havde set indianere flyve i varmluftballoner i Andesbjergene, og han fik i Lissabon en model af en sådan ballon til at flyve.

I vinterhalvåret 1975-76 beviste Michael Debakey fra den internationale Eventyrernes Klub, at indianerne virkelig kan have fremstillet balloner af tilgængelige materialer. To mand steg 200 m op i en sådan ballon – højt nok til, at indianerne i tidligere tider kan have haft overblik over tegningerne fra forankrede balloner.

Der er altså ikke behov for rumbesøg for at forklare Nazcategningerne.

Stadig uheldig

Däniken er gennemgående uheldig, når man kikker nærmere på “beviserne”. Han har hævdet, at et bisonkranie, der findes på Palæontologisk Museum i Moskva, er skudt med en moderne riffel. Kraniet har et rundt hul i panden.

Det fik direktøren for det Palæontologiske Museum til at undersøge dyrekraniet nærmere, og han er nået frem til, at hullet simpelt hen skyldes, at spidsen af en anden bisons horn er trængt gennem pandeskallen under en parringskamp. Der er også en anden mulighed, nemlig at hullet er fremkaldt af parasitter. Det kan også ske hos husdyr i vore dage.

Det femte bevis, som Willy Wegner har set nærmere på, et Baalbek-terrassen, som Erich von Däniken gerne vil have til at være en startrampe for rumgudernes stjerneskibe. Uheldigvis stammer den kunstige terrasse fra det andet århundrede før Kristus, og stenene bærer umiskendelige tegn på, at de – trods deres størrelse, som von Däniken i øvrigt overdriver – er bragt på plads efter den gode gamle “hiv-ohøj”-metode. Og altså ikke med rumgudernes tekniske apparatur.

– Däniken var god til at fortælle historier som barn, og den færdighed har han tydeligvis bevaret, konkluderer den danske forfatter tørt.

© 1977 Per Borgaard. Bringes her med forfatterens tilladelse.