af Ole Hartling

Indhold

  1. Indledning
  2. Generelle træk: Upræcise diagnoser – Suggestive beskrivelser
  3. Generelle træk: Analogitænkning – “Videnskabelig” terminologi
  4. Generelle træk: Charlataneri – Manglende åbenhed for revision
  5. Virker alternativ medicin?
  6. Kiropraktik, akupunktur og homøopati – Kiropraktik
  7. Kiropraktik, akupunktur og homøopati – Akupunktur og Homøopati
  8. Hvorfor søger patienter alternativ medicin? – Litteratur

3. Kiropraktik, akupunktur og homøopati

I det følgende omtales disse tre eksempler på alternativ medicin lidt nærmere, da de i og uden for landet har opnået meget stor udbredelse og deres udøvere forskellige grader af autorisation. Der er dog også andre eksempler på behandlingstilbud, som sporadisk er blevet taget alvorligt. Kinesiologi, der er en udløber af kiropraktik, er blevet doceret på Danmarks Lærerhøjskole som pædagogisk redskab over for børn med læsevanskeligheder, til trods for at den bagvedliggende teori er aldeles okkult, og behandlingseffekten ikke er vurderet seriøst (Viftrup 1991).

Christian Science bevægelsen er overmåde udbredt i USA og udøves med offentlige tilskud. Den blev grundlagt i 1866 af Mrs. Eddy Baker og er virksom over for alle lidelser. Da sygdomme antages at være indbildte, kan de tænkes væk. Ja, alle ting undtagen sjælen er dybest set imaginære, substansløse. I konsekvens heraf betalte Mark Twain en udøver af Christian Science med en imaginær check. Teorien forhindrede heller ikke stifteren i at tage medicin i hemmelighed og hendes mand i at dø af hjertesvigt. Ideerne gik i begyndelsen under navnet ”mind cure” og ”moral science”, men med det senere valg og varemærkeindregistrering af navnet ”Christian Science” sikredes bevægelsens popularitet i det fromme og teknologisk bevidste, men kulturelt ubevæbnede USA. (En nærmere beskrivelse af denne utrolige bevægelses historie og ideer findes fx hos Bergmark 1968 og Talbot 1983).

Kiropraktik

Kiropraktorer og osteopater er efterkommere af tidligere tiders benbrudslæger (”bonesetters”), men koncentrerer sig i langt højere grad om rygsøjlen (Kommissionsrapport 1979). Kiropraktik daterer sig fra 1895. Den blev grundlagt i Amerika af magnetisøren D.D. Palmer (1844-1913) få år efter osteopatien, der var opfundet af lægen A.T. Still (1828-1917), og hos hvem Palmer var gæst og patient (Gibbons 1979). Palmer havde ved at ”korrigere hvirvelforskydninger” oplevet, at hans portner var blevet helbredt for sin døvhed, og kort efter at en patient efter en lignende behandling var blevet lettet for hjertebesvær. Med hans egne ord:

”Jeg forstod da, at hvis to sygdomme, der er så forskellige som døvhed og hjertebesvær, skyldes trykpåvirkning af nerver, måtte så ikke andre sygdomme have en lignende årsag?” (Kommissionsrapport 1979).

Palmer beskrev sine teorier med en forkyndende ildhu, der uden tvivl var typisk for hans tid og land:

”Jeg er ophavsmanden, kilden til det afgørende princip, at sygdom er resultatet af for stor eller for lille bevægelighed ( … ) Det var mig der kombinerede [kiropraktikkens] videnskab og kunst og udviklede principperne derfra. Jeg har besvaret det urgamle spørgsmål — hvad er liv?” (Kommissionrapport 1979).

Den grundlæggende idé er, at sygdom opstår, når ryghvirvler forskydes og påvirker nerverne til kroppens organer. Hvirvelforskydningen betegnes som en subluksation. Den kan forårsage så forskelligartede tilstande som sukkersyge, halsbetændelse, kræft, fåresyge, mental retardering, tyfus, paradentose, døvhed, rindende øjne, mavekolik, høfeber og halvsidig lammelse (Indenrigsministeriet 1970; Anonym 1970). Teorien er metafysisk og, ifølge Palmer, modtaget ved en åbenbaring. Det kan derfor være svært at få hold på, hvordan han og hans efterfølgere forklarer sygdomsmekanismen.

Gennemgående er, at nerverne, der udgår fra ryggen, får svækket deres ”iboende livsenergi”, når de udsættes for påvirkning. I det anvendte billedsprog opfattes skelettet som en nerve-spændingsramme, hvorpå nerverne sidder og vibrerer somstrengene på et musikinstrument. Hvis rammen forskydes, opstår fejlvibrationer og dermed sygdom (Andersen 1990). De fleste kiropraktorer henfører sygdomme til hele rygsøjlen, men nogle har koncentreret sig om halshvirvelsøjlens to øverste hvirvler (”atlas” og ”altis”), når sygdomme som astma, forhøjet blodtryk, tuberkulose og eksem skal behandles (Crelin 1985).

På grundlag af dette tankesæt er det logisk, at al sygdoms-behandling må rettes mod at korrigere hvirvelforskydninger. Der er næsten ingen grænser for, hvad kiropraktorer har givet sig i kast med — indimellem med alvorlige konsekvenser for patienterne (Kleynhans 1979; Lädermann 1981; Crelin 1985). Selve behandlingen, korrektionen af de påståede forskydninger, foregår ved særlige håndgreb. Herved opnås af og til et hørligt smæld, som når man ”knækker fingre”. Der er næppe tvivl om, at dette kan have en betydelig suggestiv virkning — placebovirkning. (Indenrigsministeriet 1970; Gibson et al. 1985).

Det bør tilføjes, at de subluksationer, som kiropraktorer beskriver, og som er fundamentet i sygdomsopfattelsen, ikke har kunnet påvises af andre. Der er da heller ikke forskel på røntgen-optagelser før og efter behandling (Kommissionsrapport 1979; Jarvis 1987). Det er desuden ikke muligt, at hvirvelforskydninger, der er så beskedne, at de ikke kan erkendes på røntgenbilleder, kan udøve et tryk på de nerver, der udgår fra rygmarven. Det ville kræve så store forskydninger, at det svarer til, at ryggen brækker (Crelin 1985). Til trods herfor har kiropraktorer alligevel været i stand til at diagnosticere subluksationer (eventuelt ”fiksationer”) af hvirvelsøjlen ved hjælp af palpation, røntgenoptagelser og forskelligt apparatur. Det er dog sådan, at hvis der ikke findes påviselige forskydninger, behandles ud fra patientens symptomer (Indenrigsministeriet 1970; Kommissionsrapport 1979; Triano 1979; Crelin 1985).

Det er værd at understrege, at mange kiropraktorer af i dag meget nødigt vil bedømmes på grundlag af Palmer og hans umiddelbare efterfølgeres tanker (Kommissionrapport 1979). Det er næppe heller rimeligt. Det ville svare til, at læger skulle bedømmes på grundlag af, hvad Hippokrates, Galen og Paracelsus mente og lærte. Kiropraktik i Europa (og andre steder) vil desuden ikke gerne slås i hartkorn med den kiropraktik, der drives i USA og Canada, hvor der er klart videre grænser for, hvilke sygdomme der behandles, og hvor nogle kiropraktorer, ”the mixers”, inkluderer en række andre alternative behandlingstilbud, fx iridologi, kinesiologi og akupressur. Men hos alle er idégrundlaget stadig, at tilstande i og omkring hvirvelsøjlen kan være årsag til sygdomme i alle dele af den menneskelige organisme, og under alle omstændigheder fokuseres opmærksomheden i overskyggende grad på ryggen (Indenrigsministeriet 1970; Kommissionsrapport 1979; Jarvis 1987; Mabeck et al. 1990).

Det er i dag muligt at skelne mellem, hvad man kunne kalde moderne kiropraktik og ortodoks kiropraktik. Ortodokse kiropraktorer bekender sig fortsat til Palmer og efterfølgeres okkultisme, opfatter fortsat kiropraktik som et universalmiddel (en panacé) og anvender fortsat slagkraftig og løftebringende amerikansk inspireret — og delvis produceret — annoncering. Med andre ord, opfører sig som andre alternative behandlere og ønsker formentlig at opfattes sådan.

Den moderne eller mere tidssvarende kiropraktik er den europæiske udløber, men har dog også støtter i USA. Den ser ud til at udvikle sig til en videnskabeligt arbejdende disciplin, som beskæftiger sig med bevægeapparatets sygdomme, dvs. knogle-, led- og muskelsygdomme. Der synes med andre ord at være en interessant udvikling i gang, hvor kiropraktik bliver et dynamisk fag, der er indstillet på selvkritisk vurdering. Herved fjerner kiropraktik sig fra øvrig alternativ medicin, der som tidligere beskrevet er kendetegnet ved at være statisk og selvbekræftende.

Kiropraktorer af den europæiske gren opfatter sig som særligt uddannede og øvede i håndværket manipulation. De arbejder på linie med fysioterapeuter, alment praktiserende læger, idrætslæger og rheumatologer, der også mestrer manipulationsteknikker, men mener med ægte faglig selvfølelse at være særlig dygtige og kyndige på området. Disse kiropraktorer retter i første række behandlingen mod bevægeapparatets sygdomme. De synes dog endnu ikke helt at have frigjort sig fra det ældre idégrundlag, idet de nok mener, at manipulation vil kunne bedre symptomerne ved en række tilstande, fx astma og sukkersyge og i hvert fald kan forsøges (Kommissionsrapport 1979; Jarvis 1987).

Mange kritisk indstillede kiropraktorer i dag erkender, at en ”subluksation” ikke nødvendigvis modsvares af en strukturel ændring i ryggen. Subluksation kan betyde en funktionel ændring, en funktionsforstyrrelse, som behandlingen så retter sig imod. I overensstemmelse hermed bruges den beskrivende vending ”manipulerbar læsion” synonymt med subluksation. Røntgenundersøgelser anvendes herefter i første række til at sikre, at der ikke foreligger sygdomme, der taler imod, at manipulation kan foretages (Kommissionsrapport 1979).

Der angives mange eksempler på, at kiropraktik hjælper på sygdomme i bevægeapparatet, især rygproblemer. Enkelteksempler kan imidlertid aldrig – selv i store antal – erstatte videnskablig dokumentation, men har ikke desto mindre altid haft en stor overbevisende kraft; det gælder både inden for alternativ medicin og lægegerning. ”Nissen”, der flytter med, er placebovirkningen og desuden en naturgiven trang til at foretrække en kausal (årsagsmæssig) for en tilfældig sammenhæng og til at erstatte samtidighed med sammenhæng.

Der findes imidlertid en række mere eller mindre vel gennemførte undersøgelser af manipulationsbehandling (Koes et al. 1991). Her skal nævnes tre:

  1. I en randomiseret undersøgelse (lodtrækning afgør, hvilken behandling patienten skal have) sammenlignedes kiropraktisk manipulation af halshvirvelsøjlen hos patienter med migræne med to andre former for manuel terapi. Alle tre behandlinger reducerede anfaldshyppighed og smerter; kiropraktisk behandling havde muligt lidt bedre virkning på smertestyrken under anfald (Parker et al. 1978).
  2. 109 patienter med rygsmerter blev efter randomisering henvist til manipulation (ganske vist hos osteopat), til diatermi (en slags varmebehandling) eller til placebo-diatermi. Mere end halvdelen af patienterne i hver gruppe fik det bedre, og der var ikke forskel på resultatet af den givne behandling. Det tyder på, at manipulation og diatermi virker som placebo (Gibson et al. 1985). Det skal i den forbindelse nævnes, at diatermibehandling gives i lægeligt regi, og at specifik virkning af anden fysioterapi i almindelighed heller ikke er dokumenteret.
  3. En større randomiseret sammenligning mellem fysiurgisk behandling i hospitalsregi og ambulant kiropraktisk behandling af patienter med rygbesvær viste bedre virkning af kiropraktik (Meade et al. 1990). Selv om man ikke i undersøgelsen kan udelukke bias og placebovirkning, ser det ud til at være den bedst gennemførte undersøgelse af kiropraktorbehandling indtil nu, og den gav anledning til forslag og debat om at lægge kiropraktisk behandling ind under den engelske sygesikring (Meade et al. 1990; Korrespondancer 1990).

Kiropraktorbehandling har siden 1978 fået tilskud fra Sygesikringen i Danmark, og fra 1. januar 1992 er lov om autorisation af kiropraktorer trådt i kraft. Som den seriøse kiropraktik synes at have udviklet sig, må dette hilses velkomment. En autorisation forpligter, og hvis den autoriserede ikke lever op til den, kan den blive frataget vedkommende. Den forpligter også fagområdet. Herved kan kiropraktorer selv medvirke til, at man ikke længere med nogen føje kan ”rive dem i næsen”, at kiropraktorer

  1. behandler sygdomme, der ligger uden for bevægeapparatet
  2. giver ”forebyggende manipulationsbehandling”
  3. tager unødvendige røntgenbilleder af ringe kvalitet
  4. ved hjælp af røntgenbilleder ”viser” patienten subluksationer og lignende
  5. anvender teknisk apparatur af tvivlsom diagnostisk værdi såsom ”Thermoscribe” og ”Neurocalometer”
  6. ikke vurderer eventuelle kontraindikationer og risici ved manipulationsbehandling korrekt

(Triano 1979; Kommissionsrapport 1979; Crelin 1985).

Der er åbnet kiropraktorskole i Odense, og en universitetsuddannelse her er under planlægning. Uddannelsen skal foruden specifikke kiropraktorfag omfatte naturvidenskabelige grunddiscipliner (Berthelsen 1991). Dette er i tråd med autoriseringen af faget, og må i sin konsekvens fjerne den sidste rest af det oprindelige metafysiske grundlag for kiropraktikken.

Uddrag af bogen “Er der mere mellem himmel og jord?”
Redigeret af: Ib Ulbæk og Lars Peter Jepsen.
Gyldendal, 1992

Debat

Deltag i debatten om dette emne på Facebook.


Deltag her.